Analyse
Læsetid: 3 min.

Formandskandidatens forsigtige formuleringer

Astrid Krag rystede hverken på stemmen eller hånden, da hun i går meldte sig som kandidat til formandsposten i SF. Projektet synes nøje designet til at rumme alle uden at gøre nogen sure. En fornuftig, men i længden uholdbar strategi
Sundhedsminister Astrid Krag meddelte i går officielt sit kandidatur til formandsposten i SF. Indtil videre er der ingen, der har meldt sig som modkandidat.

Sundhedsminister Astrid Krag meddelte i går officielt sit kandidatur til formandsposten i SF. Indtil videre er der ingen, der har meldt sig som modkandidat.

Morten Germund

Indland
13. september 2012

I et stort interview med dagbladet Information i december 2008 under overskriften ’Den nye tids socialister’ fortalte Astrid Krag, Ida Auken og Özlem Cekic om deres oplevelser med at være nyvalgte medlemmer af Folketinget for SF. De tre unge kvinder var sat stævne i et julepyntet Tivoli for at tale om SF og om, hvordan de hver især så deres roller i partiets.

»Vi kommer ikke udenom, at vi alle tre har noget bestemt, vi brænder for. Hvis man spørger Ida, så er hun grøn. Hvis man spørger mig, så er jeg rød. Man kan ikke være alt på en gang, og det synes jeg heller ikke, man behøver,« lød det bramfrit fra Özlem Cekic, og Auken erklærede sig enig:

»Ja. Det er nok godt, du er socialordfører, og jeg er klimaordfører, for vi har en lidenskab for to forskellige områder,« konstaterede hun.

Og her var det så, at 26-årige Astrid Krag tilføjede:»Men jeres kamp skal helst ikke ske løsrevet. Så kan det blive den grønne kamp versus den røde kamp. Det skal være en større del af et samfundsprojekt.«

Rækkefølgen også vigtig

Formuleringen er interessant. Dels fordi den står i fin forlængelse af det, som Astrid Krag i dag siger vil være hendes projekt, hvis hun bliver formand for SF. Nemlig at hun vil være formand for alle. Men også interessant, fordi den er udtryk for en strategisk klogskab og snilde, der kendetegner Krag og den gruppering i SF, som hun er vokset ud af.

Kritikken af SFU-fløjen eller ’de brune’, som nogle kalder dem, er netop, at de er for strategiske, kyniske og med et virkelig skældsord på SF’sk: ’ikkeinddragende’. Kort sagt tvivler mange SF’ere på, om Astrid Krag vil være i stand til at inkludere alle strømninger i partiet og være formand for hele SF – det, hun netop siger, at hun vil.

Astrid Krags projekt kan umiddelbart siges kort: Social lighed, grøn omstilling og en bæredygtig økonomi. Et næsten overdrevet klassisk folkesocialistisk projekt, der forsigtigt favner partiets to hovedstrømninger: Den røde og den grønne.

Indholdet i projektet er ikke tilfældigt, og hvis man kender SF’erne ret, er det heller ikke tilfældigt i hvilken rækkefølge, tingene bliver nævnt. Først social lighed, så grøn omstilling og herefter bæredygtig økonomi. Det værste, man kan sige om det, er, at det ikke adskiller sig nævneværdigt fra Villy Søvndals projekt. Men det er en pointe i sig selv at signalere, at der ikke bliver tale om de store forandringer af linjen med Krag som formand.

’Designet’ til anledningen

Hvis Astrid Krag bliver valgt– hvad alt tyder på – vil det derfor være afgørende for hendes succes, at hun ikke bare i ord, men også i handling, signalerer samling. Det kunne f.eks. ske i valget af ny gruppeformand, hvor en erfaren MF’er som Anne Baastrup (rød strømning) eller Steen Gade (grøn strømning) ville ses som et signal til baglandet om ønsket om samling.

Udover den røde og grønne melding i projektet er det interessant, at Astrid Krag går efter finanssektoren som et tredje ben i sin strategi. Hun siger i interviewet her på siden, at hun vil kæmpe for en bæredygtig økonomi. Ifølge Informations oplysninger vil hun uddybe dette ben i de kommende dage, og man kan få den tanke, at hun går Enhedslisten i bedene.

Hvilken konkret politik budskabet indeholder – om Astrid Krag for eksempel vil kæmpe for en europæisk finansskat på trods af regeringslinjen – er endnu uvist. Men i disse postfinanskrise-tider er det ikke tosset at gøre finanssektorens regnedrenge til en fælles hovedfjende. I en tid, hvor SF’erne er optagede af at bekrige hinanden, kan det måske ligefrem være saliggørende med en fælles fjende.

Det første udspil fra Astrid Krag viser altså strategisk snilde og evnen til at holde hovedet koldt. Det er et projekt, der dækker flanker. Men det er også et projekt uden kanter og med risiko for at blive kritiseret for at være ’designet’ til anledningen. Astrid Krag bliver nødt til med tiden at udvikle projektet endnu mere, så det bliver hendes eget.

Men som en første melding forekommer det fornuftigt at lægge sig samme sted som den juledag i Tivoli i 2008 – mellem de røde og de grønne. Det er næppe nogen tilfældighed, at det er Astrid Krag og ikke Cekic eller Auken, der i dag er tæt på partiets mest magtfulde post.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De'r sgu'inte møj socialisme tebage.

Og der er iike meget folkeparti, der er slukket, når den sidste går, hæng nøglen i skammekrogen.

Jens Jørn Pedersen

Hvor er den demokratiske proces?

Jeg spørger bare!

Er det i Rusland, man har demokrati?

Hov, hvad er demokrati?

Socialismen er blevet til demokratisme uden demos!

Casper Fryd Rækjær

"[...]strategisk snilde og evnen til at holde hovedet koldt[...]dækker flanker[...]uden kanter[...]med risiko for at blive kritiseret for at være ’designet’ til anledningen"

Således beskriver Amalie Kestler den måske kommende SF-formand og hendes projekt.

"Astrid Krag bliver nødt til med tiden at udvikle projektet endnu mere, så det bliver hendes eget."

Måske er det hendes eget? Måske er der ikke mere end dét..