Læsetid: 7 min.

Forskere går til kamp mod bedrag

Videnskabelig svindel og uredelighed har antaget epidemisk omfang: På 10 år er antallet af tilbagetrukne videnskabelige artikler steget med 1.200 procent. Med statistiske metoder og nyt software er mange forskere nu gået i gang med at afsløre bedrag hos deres kolleger for at genoprette tiltroen til videnskabens autoritet
Den danske hjerneforsker Milena Penkowa er langtfra den eneste forsker, hvis artikler er blevet trukket tilbage på grund af snyd. På globalt plan har videnskabelig svindel antaget et næsten epidemisk omfang.

Den danske hjerneforsker Milena Penkowa er langtfra den eneste forsker, hvis artikler er blevet trukket tilbage på grund af snyd. På globalt plan har videnskabelig svindel antaget et næsten epidemisk omfang.

Jacob Ehrbahn

24. september 2012

Dirk Smeesters havde brugt år af sin karriere som socialpsykolog ved Erasmus Universitet i Rotterdam på at studere, hvordan forbrugere opfører sig i forskellige situationer. Kunne farve indvirke på deres indkøbsvaner? Var det bedre at bruge supermodeller i kosmetikreklamer end gennemsnitligt udseende kvinder?

Sådanne spørgsmål er fascinerende. Men desværre viste store dele af Smeesters arbejde sig at være et falsum. Socialpsykologen blev fyret i juni efter at have indrømmet, at han selv havde ’masseret’ nogle af de data, han byggede sin forskning på. Det skete som konsekvens af en undersøgelse, hans eget universitet valgte at iværksætte efter et tip fra Uri Simonsohn fra University of Pennsylvania i Philadelphia. Simonsohn havde foretaget en uafhængig analyse af Smeesters data og var blevet forundret over, hvor perfekt Smeesters’ resultater syntes at passe med hans tese, da simple statistiske overvejelser tilsagde, at der burde være langt større variation i hans målinger.

Psykologi ved skillevej

Sagen, der førte til tilbagetrækning af to videnskabelige artikler, kom i kølvandet på et endnu større bedrag, som blev afsløret sidste år. Her var synderen den hollandske psykolog Diederik Stapel, der blev taget i at have fabrikeret sine data igennem en årrække og offentliggjort artikler på grundlag af dem i mindst 30 peer-reviewede artikler, herunder en undersøgelse i tidsskriftet Science, der angiveligt påviste, hvordan et rodet arbejdsmiljø kan fremme diskrimination.

De hollandske sager om videnskabelig uredelighed har sendt chokbølger igennem en forskningsdisciplin, der i forvejen er under mistanke for udbredt fusk. »På mange måder står psykologien ved en skillevej. De beslutninger, vi træffer nu, kan blive afgørende for, om psykologien kan bevare sin status som en seriøs og troværdigvidenskabelig disciplin, der kan rangere side om side med de hårdere videnskaber,« siger Chris Chambers, en psykolog ved Cardiff University.

»Vi må være åbne over for de problemer, der eksisterer i psykologien, og forstå, at selv om de ikke er unikke for psykologien, betyder det ikke, at vi ikke behøver at gøre noget ved dem. Hvis vi tager et selvopgør, kan andre videnskaber måske lære af os.«

Plads i historiebøgerne

Sager om videnskabelig uredelighed skaber ofte medieoverskrifter. Det skyldes, at forskere i almindelighed nyder stor moralsk anseelse som uvildige autoriteter, vi kan stole på. Den videnskabelige metode er ligefrem udviklet og raffineret med henblik på at frasortere fordomme og uunderbyggede antagelser. Men som alle andre kan også forskere falde for fristelsen til at bøje og forvanske sandheder for at sikre sig selv en plads i historiebøgerne.

Øget konkurrence om faldende forskningsbudgetter til forskning og de uforholdsmæssigt store honorarer, som udbetales for at publicere i de bedste tidsskrifter, har forstærket fristelsen til at opdigte resultater eller se bort fra ubekvemme data.

Men når resultater ’masseres’, kan andre forskere blive sendt i helt forkerte retninger, så de spilder tid og penge i et forsøg på at gentage dem. Hvad værre er: Inden for medicin kan svindlen forsinke udviklingen aflivreddende behandlinger eller forlænge brugen af behandlinger, der er ineffektive eller farlige.

Dårlig forskning

Især psykologien er kommet til at stå for skud, fordi så mange resultater i den videnskabelige litteratur ikke kan gentages af andre forskere. Kritikere siger, at det er for let at udgive psykologiske videnskabsartikler, der beror på stikprøver, der er for små. Direkte svindel er formentlig kun en lille del af problemet. Bag de veritable bedragere eksisterer der en større gråzone med dårlig eller doven videnskabelig praksis.

Med hjælp fra ny software og statistiske teknikker har mange forskere nu sat ind på at afsløre snyd, således at udskejende kolleger kan blive kaldt til orden og videnskaben rydde op i eget hus.De forskere, som har sat sig for at afsløre bedrageriske kolleger, taler om et spektrum af dårlige praksisser. I denværste ende finder vi plagiat, fabrikationer af data og andre forfalskninger. I den knap så graverende ende drejer det sig om tvivlsomme praksisser såsom at tilføje en forfatters navn til en artikel, skønt han ikke har bidraget, eller at undlade at gøre opmærksom på interessekonflikter. »Omfanget af decideret svindel er næsten umuligt at vurdere,« siger Simonsohn. »Det svarer til at spørge: Hvor mange af de kontanter, som er i omløb, er falske penge? Vi kan kun fange de virkelig dårlige ’falskmøntnere’. De drevne svindlere får vi aldrig fat på.«

Tvivlsomme metoder

Ansvaret for at efterforske og straffe forskeres uredelighed ligger hos deres arbejdsgiver, dvs. hos den akademiske institution.

»Men nogle af de store institutioner forholder sig virkelig fornægtende og afviser, at sådan noget overhovedet kan finde sted under deres tag,« siger Liz Wager fra Committee on Publication Ethics (COPE), et internationalt organ, der arbejder for at sikre høj kvalitet i videnskabelige udgivelser.

»Kun langsomt er de ved at indse, at det er bedre at indrømme svindel og fortælle os, hvad de gør for at forhindre det.«

Der er tegn på, at dårlige praksisser – især i den mindre alvorlige ende af skalaen – kan være udbredt. I 2009 gennemførte Daniele Fanelli fra University of Edinburgh en metaanalyse, der samlede resultater fra 21 undersøgelser af forskere, der var blevet spurgt, om de selv havde fabrikeret eller forfalsket forskning, eller om deres kolleger havde gjort dette.

Fanelli fandt frem til, at i gennemsnit to procent af forskerne selv erkendte at have »fabrikeret, forfalsket eller modificeret data eller resultater mindst én gang«– en alvorlig forseelse efter alle begreber, mens op til 33,7 procent indrømmede andre tvivlsomme forskningspraksisser. I undersøgelser, hvor der blev spurgt til kendskab til kollegernes forskningspraksis, indrømmede 14 procent fabrikation og op mod 72 procent andre tvivlsomme forskningspraksisser.

Øget kontrol

Ifølge en rapport i tidsskriftet Nature er antallet af tilbagetrækninger fra videnskabelige tidsskrifter steget med omkring 1.200 procent i løbet af det sidste årti, mens antallet af offentliggjorte artikler kun er steget med 44 procent. Omkring halvdelen af tilbagetrækningerne skyldes formodet svindel.

Nye værktøjer, såsom tekstmatching-software, har også ført til afsløringer af flere sager med bedrageri og plagiat. Tidsskrifter bruger rutinemæssigt sådanne værktøjer til at kontrollere tilsendte artikelforslag, eventuelt i forbindelse med fagfællebedømmelse, den såkaldte peer review-proces.

»Alene det forhold, at softwaren er derude, og at der altså nu kan foregå en efterkontrol, har åbnet offentlighedens øjne for, at plagiater og redundante publikationer kan være langt mere udbredte end før antaget,« siger Wager og fortsætter:

»Samme forhold kan formentlig også forklare den store vækst, vi ser i antallet af tilbagetrækninger.«

De færreste opdages

Ferric Fang er professor ved University of Washington School of Medicine og chefredaktør for tidsskriftet Infection and Immunity. Han mener ikke, at øget kontrol er den eneste faktor, men at antallet af tilbagetrækninger peger på et dybere problem.

For mange er det et fast refræn, at den videnskabelige metode er selvkorrigerende. Dårlige resultater, korrupte data eller bedrag vil før eller siden blive opdaget – om ikke andet, når det viser sig umuligt at gentage og bekræfte eksperimenterne i efterfølgende undersøgelser. De offentlige tilbagetrækninger ses i denne optik som et udtryk for det videnskabelige systems styrke.

»Men selvkorrektion virker kun til en vis grad. Jeg kender tilfælde, hvor videnskabelige papirer blev læst mange gange, downloadet, refereret til og gennemgået af forskerkolleger, og det var kun en opmærksom anmelders tilfældige iagttagelse, der afslørede, at det hele hvilede på omfattende fusk. Ekstraordinære teser vil altid fremkalde ekstraordinær opmærksomhed. Men når forskningen er mangelfuld, forfalsket, og resultaterne ikke specielt overraskende, bliver svindelen vanskelig at opdage,« siger Fang.

Hertil kommer, hvad der i den psykologiske forskning kendes som det såkaldte ’skrivebordsskuffe’-problem: At forskere, der blot forsøger at gentage og bekræfte tidligere undersøgelser, har vanskeligere ved at få deres forskning publiceret. Videnskabelige tidsskrifter vil hest fremhæve nye og overraskende fund. Negative resultater er uinteressante for tidsskriftsredaktørerne. Derfor havner de ofte i bunden af forskernes arkivskabe.

»Vi har en kultur, der prioriterer det nye og opsigtsvækkende over alt andet, og det resulterer i en stærk publikationsbias,« siger Chambers:»For at få optaget en artikel i et anset tidsskrift, skal du publicere noget nyt. Endnu bedre er det, hvis det er kontra-intuitivt og en positiv nyhed.«

Paranormal forskning

Da Daryl Bem, en psykolog ved Cornell University i New York, offentliggjorde en række sensationelle fund i 2011, som syntes at dokumentere bestemte paranormale effekter hos nogle mennesker, var mange forskerkolleger ikke overraskende skeptiske. Men da psykologer senere forsøgte at publicere rapporter om deres egne mislykkede forsøg på at gentage Bems eksperimenter, ville ingen tidsskrifter stille spalteplads til rådighed. Først efter gentagne forsøg lykkedes det i år for et psykologhold under ledelse af Chris French fra University of London at få udgivet deres negative resultater i tidsskriftet PLoS One.

Umiddelbart er der ikke konstateret antydninger af fusk i Bems forskning, men vanskeligheden ved at henlede forskeres opmærksomhed på mislykkede forsøg på replikationtyder på, at den videnskabelige metodes selvkorrektion bliver kompromitteret, og at folk som Smeesters og Stapel kan operere uopdaget igennem længere tid.

»Som regel er der ingen mekanisme, en whistleblower kan benytte sig af, hvis han eller hun fatter mistanke til bedrageri,« siger Chambers. »Vi hører ofte om tilfælde, hvor yngre medlemmer af en forskergruppe – typisk ph.d.-studerende, som selv har fingrene nede i det materiale, der manipuleres med – føler sig ansporet til at indberette mistænkelige tilfælde. Problemet er bare: Kan de regne med støtte fra deres ældre kolleger og fra deres forskningsinstitution?«

Fang er udmærket klar over, at hans fokus på forskersnyd risikererat sætte hans forskerkolleger i et dårligt lys og miskreditere forskningen som en institution, man ikke kan længere kan have tiltro til. Men at tie stille om svindel løser ikke noget, pointerer han.

»Videnskaben har potentiale til at tage fat på nogle af de vigtigste problemer i samfundet. Men skal det ske, må forskerne både kunne nyde tillid fra det omgivende samfund og kunne stole på hinandens arbejde,« siger Fang. »Hvis vi blot bliver opfattet som endnu en interessegruppe, der først og fremmest er optaget af at fremme vores egne karrierer, uanset om vores resultater er pålidelige eller ej, kan det skade hele samfundet. Vi er nødt til at kunne stole på videnskaben.«

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sabine Behrmann

Jamen, hvad har de også tænkt sig? Kravet om "publish or perish" må jo ende med, at der er nogle, der bliver så desperate, at de snyder.

Der virker som om - det hører jeg i hvert fald ofte i kredse med studerende, undervisere mv., - at der hænger et krav i luften om 'at det [det der undersøges] skal kunne bruges til noget [umiddelbar praktisk anvendelighed]', at filosofi 'kun er noget der foregår oppe i hovedet' og at teori 'er kedeligt, tørt og langt fra virkeligheden'. Disse krav slører måske i virkeligheden filosoferen (i bred forstand) som en tyk tåge, fremfor at uddanne? Det virker til, at der findes et efterhånden eksplicit krav om at også humanvidenskaberne skal lave feltundersøgelser; skal ud i marken og "bevise" at deres resultater bakkes op af noget der er håndgribeligt. Men meningen med livet er ikke håndgribelig, slet ikke, og måske er netop denne del; denne filsoferen over tilværelsens mening forsømt, i tider hvor kravet om feltstudier, publicering og naturvidenskabelige/positivistisk idealer synes mere bedøvende end nogensinde før?

At ’akademisere’ er ikke nogen kunst. De fine ord flyver over det runde bord som myg ved en søbred. Men det at uddanne; berige folk med frisættende forståelse for livet og dets utallige perspektiver, synes at have antaget skikkelsen af et støvet udstoppet dyr.

Tager man derudover klassiske ”mesterværkers” feltstudier i betragtning, herunder fx Pierre Bourdieu, så har disse forskere boet, de har levet, åndet og spist med de selvsamme mennesker de ønskede at studere – nogle gange over flere år. Denne slags feltstudier er muligvis blevet taget af den akademiske menu, fremfor smarte bemærker, antal ord der SKAL publiceres og en leflen for det neoliberale projekts altædende kommercialiserings og kommodificerings-insekt?

I denne leflen for eksplicitte og implicitte videnskabelige krav, falder nogle forskere - som cykelrytter der doper sig - tilsyneladende for det pres, og leverer derfor modificerede resultater. Måske skulle vi også overveje hele den videnskabelige kultur og dens idealer, og ikke alene tro at det er enkelte 'afbrændere' som står for balladen. Det er/var, så vidt min viden, heller ikke tilfældet i cykelsporten?!

Niels Engelsted

Ligesom i livet intelligens og forstand ikke er det samme, og i økonomien vækst og nytte ikke er det samme, er i videnskaben måling og tænkning ikke det samme. Og ligesom i de andre sfærer er man i videnskaben ikke fri for en hvis forvridning.

Man skal ikke tro, at nogle grupper er mere redelige og ordentlige end andre.

Snydepelse findes i og blandt f eks
-forskere
-journalister
-politikere
-bankdirektører
-grønthandlee
-kontanthjælpsmodtagere
- NGO'er
-økologer
-bedemænd
o s v o s v o s v

Jeg kan ikke komme i tanker om nogen gruppe, hvor snydepelse ikke forekommer af og til.

Redeligheden styrkes ved en fornuftig efterkontrol og ved at tingene foregår i åbenhed.

Jeg mangler stadig at se forsker Poul Thorsen´s et & "forskning" i mulig sammenhæng mellem vaccination og autisme udsat for en uvildig instans for check for videnskabelig uredelighed.

Eller forholder det sig således, at kun forskning, som strider imod medicinalindustriens interesser udsættes for granskning, men der holdes hånden over "forskning", som er i medicinindustriens interesse ?

http://www.reuters.com/article/2011/04/13/us-crime-research-funds-idUSTR...