Læsetid: 3 min.

Den grønne mulighed

Flere navne – bl.a. tre kvinder – er i spil som mulige kandidater, hvis SF’s grønne fløj vælger at stille med en kandidat til formandsposten
8. september 2012

Idaauken.dk er under ombygning! Er landets miljøminister allerede i gang med at lave sin personlige hjemmeside om til en valgkampsside, der skal sikre hende formandsposten i regeringspartiet, SF? Muligheden er i hvert fald til stede, hvis miljøminister Ida Auken vælger at stille op.

Selv ønsker Ida Auken ikke at kommentere det kommende formandsopgør. Hun mener, det er »for tidligt«. Men hun bliver af flere iagttagere nævnt som en af flere mulige kandidater fra SF’s såkaldte »grønne fløj«, som traditionelt har vægtet partiets politik på miljø, klima og det internationale område højt.

34-årige Ida Auken blev første gang valgt til Folketinget i 2007, efter hun ikke opnåede valg ved folketingsvalget i 2005. Ida Auken er datter af professor Erik A. Nielsen og SF’s medlem af Europa-Parlamentet, Margrethe Auken. Ida Aukens onkel var SocialdemokraternesSvend Auken, og Auken-familiens yngste politiker er bevidst om, hvilke fordele og ulemper der er ved at være en del af en kendt politikerfamilie.

»Her i København handler det i første omgang om at blive kendt. Det er ikke kønt, men det er sådan, det er. Når jeg får en chance, som jeg måske bliver givet, fordi jeg hedder Auken, som f.eks ved dette interview, så kæmper jeg alt, hvad jeg kan for at bruge den eksponering til at tale om klima og miljø, som er de emner, der ligger mig allermest på sinde,« sagde hun til BT i 2008.

Og for Ida Auken har det været vigtigt, at hun ikke bliver taget til indtægt for, hvad hendes mor og onkel har ment og mener om forskellige politiske emner: »Derfor er det så vigtigt, at du finder din egen vej ind i det, Jeg tror, folk i SF er klar over, at jeg er en helt anden type politiker end min mor. Det prøver jeg også at slå fast hele tiden,« fortalte hun til BT.

Hvis Ida Auken vælger at stille op som formand i SF og ender med at blive valgt, vil alle tre regeringspartier have kvindelige formænd. DaAuken lige var blevet valgt til Folketinget, var en af hendes første registreringer, at unge kvinder havde det svært på Christiansborg.

I et interview med Jyllands-Posten sagde hun:»Der er visse jakkesætherrer herinde, der ikke helt ved, hvad de skal stille op med de, der ikke ligner dem selv. Der er en ’Rip Rap Rup’-effekt med mænd over 50, som ansætter mænd over 50, og de ved ikke altid, hvad de skal gøre med kvinder under 40. Men vi er lige så kvalificerede.«

De to jokere

Men Ida Auken er ikke »de grønnes« eneste bud på en formandskandidat. Også handelsminister Pia Olsen Dyhr, og SF’s næstformand, Mette Touborg, borgmester i Lejre Kommune, bliver nævnt som potentielle kandidater fra den grønne fløj.

Pia Olsen Dyhr har siddet i Folketinget siden 2007, og hun har erfaring med formandsopgør i SF. I 2005 var hun sammen med Meta Fuglsang og Villy Søvndal kandidater ved urafstemningen i SF om at blive partiets næste formand. Det opgør tabte hun. Ved partiets seneste landsmøde i april i år lykkedes det heller ikke Pia Olsen Dyhr at opnå valg til SF’s landsledelse.

Det lykkedes til gengæld for Mette Touborg, som efterfølgende også blev valgt som en af partiets næstformænd sammen med Mattias Tesfaye. Imod Mette Touborg kan dog tale, at hun ikke er medlem af Folketinget– og så har hun så sent somi april i Information afvist, at borgerne i Lejre kommer til at miste deres borgmester til partiet.

»Lejre er det vigtigste for mig. Jeg er rigtig glad for at være borgmester, og SF har brug for, at der er nogle borgmestre i partiet. Dem kan vi ikke få for mange af,« sagde hun dengang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bare de ærede damer ikke lader sig angribe af en ovedreven tro - også kaldt overtro - på, at egne overlegne kvalifikationer befinder sig hinsides enhver menneskelig tvivl - det kunne bringe dem selv og mange andre i ulykke - i overført betydning, naturligvis ...