Halvdelen af tillidsrepræsentanterne og hver femte leder oplever, at den manglende organisering i de traditionelle fagforbund påvirker samarbejdet på arbejdspladsen negativt. Det viser en stor undersøgelse lavet af Steen Navrbjerg og Trine P. Larsen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet.
11.000 tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, 1.500 kolleger og 1.600 ledere har deltaget i undersøgelsen. I dag er knap hver tredje lønmodtager uorganiseret og hver tiende medlem af de alternative gule forbund. Antallet af arbejdspladser med gule og uorganiserede er i takt med den udvikling næsten fordoblet siden 1990’erne, forklarer lektor på FAOS Trine P. Larsen.
»Hoveddilemmaet for tillidsrepræsentanterne er, om de skal vælge at repræsentere eller ignorere dem, der har meldt sig ud af fagforeningen. Vores undersøgelse tyder på, at de gule og uorganiserede kun i enkelte tilfælde er med til at presse løn- og arbejdsvilkår. Til gengæld stiger konfliktniveauet og samarbejdsproblemerne jo flere kolleger, der har fravalgt fagforeningen,« siger Trine P. Larsen.
Den nye situation på arbejdspladserne skaber især problemer under forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår, men kan også direkte give flere konflikter på arbejdspladsen, mener både tillidsrepræsentanter og ledere. Blandt de menige ansatte oplever hver femte, at det skaber dårlig stemning på arbejdspladsen, når kolleger melder sig ud.
Hverdagen som tillidsrepræsentant er altså blevet mere besværlig.
Sidder ikke sammen
Som fællestillidsrepræsentant for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) hos Arla Foods i Slagelse kender Jens Peter Petersen godt til, at det kan påvirke samarbejdet negativt, når kollegerne melder sig ud af fagforeningen.
»Folk sidder ikke sammen med de andre i kantinen, der er en speciel afdeling hos os, hvor der sidder en seks-syv gule,« siger Jens Peter Petersen
Han erkender, at flertallet af organiserede på arbejdspladsen også er med til at holde de uorganiserede og gule udenfor.
»Den overenskomst, vi har på vores arbejdsplads, er jo ikke faldet ned fra himlen. Den er forhandlet hjem igennem mange år og blevet til goder i form af barsel, pension, ferie og sundhedsordninger. Det er som, hvis du har betalt for en togbillet, og ser en masse andre slippe nemt af sted uden at betale, så føler du dig snydt,« siger Jens Peter Petersen.
Formand for den største og ældste af de gule fagforeninger KRIFA Søren Fibiger Olesen mener, at konflikterne primært opstår, fordi nogle tillidsrepræsentanter og kolleger ikke vil acceptere det frie valg.
»Konflikterne opstår ved, at man taler dårligt om de gule, og nogle steder foregår der decideret mobning,« siger Søren Fibiger Olesen.
Næstformand i LO, Lizette Ris-gaard, mener ikke, at det nytter noget at opføre sig dårligt over for de kolleger, der har meldt sig ud af fællesskabet.
»Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt, men alle valg her i livet har konsekvenser, og når du har valgt at stå uden for det faglige fællesskab, så kan det jo også gå ud over det sociale på arbejdspladsen,« siger Lizette Risgaard.
Fællestillidsmand i NNF, Jens Peter Petersen, mener, at det er blevet mere legalt at stå uden for en fagforening, fordi de færreste kan se konsekvenserne af det.
»Men det ender jo med at blive som i f.eks. Tyskland, hvor arbejdsgiverne kan spille arbejderne ud mod hinanden og sænke lønnen. På nogle områder er det allerede ved at ske, så vi bliver nødt til at stå fast og håbe, at folk kan se fornuften i, at det frie valg af et lavere kontingent, om ti år kan føre til, at vi må gå ned i løn,« siger Jens Peter Petersen.
Har fagforeningerne fortjent din hjælp? Måske ikke, men har du lyst til at stikke dem en idé og et godt råd, så skriv til dem nedenfor. Vi samler jeres ideer og råd gennem hele serien og afleverer dem videre til fagforeningerne i en afsluttende debat i Informations lokaler.
_podioWebForm.render("156485")
Et øget antal af konflikter er ikke et problem faktisk burde det være godt. Det der er problemet er at det bunder i de gule forretningers fremmarch. Men et andet problem er også fagforeningernes apati. F.eks. her forleden snakkede jeg med én som arbejder i en fagforening som sagde at vedkommende havde været i fagforeningen i 12 år og havde aldrig været med til at strejke. Se det er et problem.
Hvis der er så meget apati i fagforeningerne så nytter det ikke noget at klage over de gule, for så er det i praksis det samme, bare at de gule gør det billigere.
En anden ting er også at fagforeningernes styrke er den kollektive solidaritet, men det smider de ud når de nægter at forhandle kollektiv løn i stedet skal lønnen forhandles individuelt og dermed må arbejderne konkurrerer mod hinanden samtidig med at den store mængde af arbejdsløshed gør at den enkelte arbejde er villig til at arbejde for en slaveløn bare for at komme ind på arbejdsmarkedet igen, og så kan det hele jo også bare være lige meget.
Det holder jo ik, fagforeningernes nuværende strategi er en katastrofe. Og det er også en af grundene til at de gule er på frem march. Det eneste håb der er for fagforeningerne, er hvis fagforeningerne har i sinde at skifte om og begynde at smøre ærmerne op og få skabt resultater som vi kan bruge til noget. Resultater skabt gennem konflikter.
Når fagforeningerne begynder at være som rigtige fagforeningerne så vil de gule også komme til at vige.
Du har helt ret, Johannes Lennar.
I virkeligheden var det største slag imod fagforeningerne nok, da man udskilte a-kassemedlemskabet.
Ro sved og god indtæning det sikres bedst med en rigtig LO fagforening for når der er tegnet overenskomst, ja så handler det kun om en ting, nemlig, at tjæne så mange penge for virksomheden som muligt, og hvorfor, jo den solidariske dagsorden, gør at man alle går i samme retning hvor den egoistiske dagsorden som der er hos de gule snyltere, ja der kæmper alle mod alle, og ingen går i samme retning
og som mejerist så kan jeg sige der er ikke ret mange der har 177 kr i timen følge overenskomsten det var vi, og tror man at det kommer ned fra himlen af sig selv så er man dum naiv, vi har nok danmarks bedste overenskomst, og man er en snylter svin hvis man ikke er med til at betale for den,
Hmm, de gule er såmænd også i fremmarch, fordi de er "billige" på budget-kontoen.
Der er i artiklen ikke tale om arbejdskonflikter, hvor medarbejderne kæmper for bedre forhold, men om de der små uenigheder der kun fører til spændinger og utilfredshed, og dem har vi bestemt ikke brug for flere af.
Men ellers vil jeg give Johannes Lennar ret i at vi har brug for flere konflikter, ikke færre. Det er jo helt hul i hovedet når fagforeningerne op til overenskomstforhandlingerne går ud og siger at vi skal være tilbageholdende. Vel skal vi ej, det er ikke vores opgave. Og ej heller vore repræsentanter i fagforeningernes opgave. Deres såvel som vores er at få de bedste løn og arbejdsforhold vi kan.
Fagforeningerne skal komme i tanke om, at de er foreninger af medlemmer.
Der er en ledelse, ja,
men medlemmerne er aktive levende mennesker og ikke kun tal på medlemslisten. De har også en mening og gejst indimellem formandsvalgene.
Den traidtionelle fagbevægelse er dead man walking, da de jo ingen legitimitet har hos specielt den yngre generation, som kun ser en groggy rhonkedor i slidt bedaget habit, som jo aldrig kommer til at appelere til begavde stærke unge, men måske Børsting og hans pampermillionær kolleger kan samle alle de svageste op og lave en forening for dem --- de stærke er redet videre....
Hvad er der egentlig galt i at de organiserede arbejdere ikke vil have noget at gøre med de gule? Der er ingen der kan lide gratister, når man selv har betalt.
@Johannes: Konflikter, forstået som arbejdskamp, besluttes og gennemføres af arbejderne på virksomhederne - ikke af fagforeningerne. Så kollegaernes modvilje mod at stå fast på sine krav er sikkert den væsentligste grund til at vi ikke har flere konflikter og der er altså skudt ved siden af at bebrejde fagforeningerne for at de ikke konflikter mere. Men mange forhold ville være bedre, hvis der var større opbakning blandt kollegaerne til at stå fast på sine krav overfor arbejdsgiverne. På langt de fleste overenskomstområder fastlægges lønnen kollektivt på den enkelte virksomhed. Det er tillidsrepræsentanten som forhandler den. På de overenskomstdækkede virksomheder er det sjældent med individuelle lønforhandlinger.
Jan Toft Rasmussen:
Det du taler om er vildkatte strejker og det er en helt anden snak:
http://legal-dictionary.thefreedictionary.com/Wildcat+Strike
"When employees go on strike without union authorization, however, their action is called a wildcat strike."
Og omkring det med kollektive lønforhandlinger:
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=280
"I løbet af de sidste år er der under overenskomstforhandlingerne blevet indført en ny måde at forhandle løn på, det kaldes for ”individuel” løn eller ”ny” løn. Det betyder grundlæggende, at arbejdernes fælles forhandlinger om lønnen gennem fagforeningen, er blevet afløst af, at den enkelte arbejder må kæmpe for sig selv."
Og det er skrevet i 2003 og den udvikling er bare eskaleret siden 2003.
Fagforeningernes berettigelse ligger i at forhandle overenskomster, samt at sikre at de overholdes.
Personligt ved jeg ikke helt hvad folk vil i de gule fagforeninger, og jeg ville afgjort være medlem af en traditionel fagforening, hvis det ikke var fordi de aktivt promoverer en politik jeg er dybt uenig i.
Problemet er at den etablerede fagbevægelse var så sikre på deres medlemmers loyalitet, at de blæste på deres behov, og fx. entydigt støttede en rød regering, mod deres medlemmers ønske:
http://www.altinget.dk/artikel/arbejderne-flygter-fra-socialdemokratiet
FV11:
EL = 6,7
SF = 9,2
S = 24,8
R = 9,5
Regeringspartierne har godt nok 50.2%, men det berettiger næppe til at kaste et kæmpe millionbeløb efter en politik som 49,8% af deres medlemmer ikke er enige i.
De 50,2% er iøvrigt siden faldet til 45,7% uden at fagbevægelsens ledelse af den grund har skiftet synspunkt.