Læsetid: 5 min.

Martin Lidegaard genintroducerer energiplaner

VK-regeringen var imod ’planøkonomi’ og ville lade markedet styre den danske energisektor. Nu fordrer omstillingen til et grønt energisystem, at der laves en national energiplanlægning, der kan give rammer for marked og kommuner, siger klimaministeren
Hvor meget fjernvarme vil der blive produceret på landets kraftværker, når 70 pct. af energien kommer fra vind, biogas m.m.? Det er et af de spørgsmål, man er nødt til at forholde sig til i planlægningen af energiforsyningen. Her besigtiger ingeniører arbejdet med etablering af en fjernvarmetunnel fra Amager til Nørrebro i København.

Hvor meget fjernvarme vil der blive produceret på landets kraftværker, når 70 pct. af energien kommer fra vind, biogas m.m.? Det er et af de spørgsmål, man er nødt til at forholde sig til i planlægningen af energiforsyningen. Her besigtiger ingeniører arbejdet med etablering af en fjernvarmetunnel fra Amager til Nørrebro i København.

Klaus Holsting

12. september 2012

Nu skal der plan i tingene. Når Danmark inden år 2035 skal stille hele sin el- og varmeforsyning om til vedvarende energi – og inden 2050 tillige omstille transportsektoren – er det ikke nok med afgifts- og tilskudsbuketter, frie markedskræfter og løsrevne beslutninger på lokalt plan. At få et nyt grønt energisystem med tusindvis af produktionsenheder – vindmøller, solceller, biogas etc. – til at hænge sammen er et yderst kompliceret puslespil, der forudsætter nationalt overblik, koordinering og prioritering.

»Vi kan ikke lave en 100 pct. omstilling af hele det danske el- og varmesystem på 22 år, uden at der ligger en klar energipolitisk strategi bag, som handler om, hvilken overordnet rolle fjernvarmen skal spille, hvilken rolle naturgassen, vinden, biomassen, energieffektiviseringen osv. skal spille. Det handler jo om investeringer, og det hele skal spille sammen,« siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R), der nu genintroducerer, hvad han kalder ’den strategiske energiplanlægning’ i Danmark.

Traditionen for egentlige energiplaner med faste mål og nationale rammer blev til efter den første energikrise for snart 40 år siden med planen Dansk Energipolitik 1976, udarbejdet af den daværende socialdemokratiske handelsminister Erling Jensen. Siden fulgte Energiplan 81 fra energiminister Jann Sjursen (Krf), Energiplan 2000 fra den radikale energiminister Jens Bilgrav-Nielsen samt Energi 21 fra Socialdemokratiets miljø- og energiminister Svend Auken.

’Pinligt’ at tænke 44 år frem

Men med VK-regeringens tiltræden i 2001 med Anders Fogh Rasmussen i spidsen var det slut. Der kom ikke flere nationale energiplaner, men i stedet i 2005 en Energistrategi 2025, der kraftigt understregede »en styrket markedsbetonet indsats«. Og da VK-regeringen i 2007 præsenterede udspillet ’En visionær dansk energipolitik’ på bare syv sider, tonede daværende energiminister Flemming Hansen (K) rent flag her i avisen.

»Vi er ikke planøkonomer, vi lader markedet bestemme,« sagde ministeren og tog ved samme lejlighed afstand fra et forslag til en langsigtet plan frem mod 2050, fremlagt af Radikale Venstres daværende energiordfører Martin Lidegaard:

»Jeg synes faktisk, det er lidt pinligt, at de tænker 44 år frem,« sagde Flemming Hansen.

Siden har både K og V i marts i år indgået energipolitisk forlig med den ny regering, gældende frem til 2020 men med sigte på at omstille energisystemet helt til vedvarende energi i 2050. Og det fordrer tilbagevenden til en overordnet planlægning, påpeger den nuværende energiminister.

»Vi er blevet klogere,« siger Martin Lidegaard.

»Det er rigtigt, at der har været en periode, hvor vi mente, at markedet kunne det hele, men nu gennemfører vi det, man kan kalde en strategisk energiplanlægning på nationalt niveau.«

Komplikationerne

Planlægningen, som der er lagt op til i forligsteksten fra marts, vil omfatte planer for den rolle, bl.a. fjernvarmen, naturgassen og bygningsrenoveringen hver især skal spille nationalt, koordineret med f.eks. en plan for, hvordan den danske biomasse-ressource nyttiggøres optimalt.

»Vi regner med at være færdige i løbet af 2013. Det er et stort puslespil, men det skal udgøre et hele, og derfor diskuterer vi i øjeblikket, hvordan de forskellige processer kan spille sammen og inspirere hinanden, så vi kan nå målet om en samlet strategisk energiplanlægning for hele landet.«

Martin Lidegaard beskriver nogle af de komplikationer, omstillingen til vedvarende energi vil møde.

»Tag f.eks. spørgsmålet om, hvor den rigtige grænse for fjernvarmen går,« siger han med henvisning til dagens udbredte system med kraftvarmeværker, der laver el og samtidig distribuerer den ledsagende spildvarme via fjernvarmenettet.

»Der er steder, hvor der i dag ikke er fjernvarme, men hvor der burde være det. Samtidig skal vi finde svar på, hvor mange kraftvarmeværker og hvor megen fjernvarme, der egentlig er tilbage om 20 år, når måske 70 pct. af energien kommer fra vind, biogas m.m. og næsten hele elproduktionen er omstillet til vedvarende energi. Det hjælper jo ikke at udbygge fjernvarmenettet, hvis vi ikke kommer til at producere fjernvarmen.«

»På den anden side er der store muligheder i at bruge fjernvarmen som regulator: Når det blæser for meget, kan man bruge overskuddet af el fra vindmøllerne til at varme vand op og anvende fjernvarmesystemet som del af løsningen. Et tredje spørgsmål om fjernvarmen er, om der er bygninger i f.eks. midten af København, der er så gamle, at det ikke giver mening at bruge kassen på at energirenovere dem, hvis vi har spildvarme til rådighed.«

»Kan vi komme tættere på at besvare sådanne spørgsmål om det fremtidige fjernvarmesystem, kan man tilrettelægge de lokale investeringer efter det,« siger ministeren.

Han understreger risikoen for fejlinvesteringer, hvis energisektorens mange teknologier og aktører investerer og kappes frit om de forskellige dele af energimarkedet og energisystemet.

»Jeg er enige med de kritikere af den hidtidige praksis, der mener, at vi både inden for fjernvarme, vindmøller, biogas og geotermisk energi risikerer at få lavet forkerte investeringer og at suboptimere, hvis ikke vi får en mere fast kurs med flere faste rammer og holdepunkter.«

Som omtalt i Information i går vil Martin Lidegaard også se på den gældende støtteordning til solcelleanlæg i en større sammenhæng – solenergi er strålende, men det er ikke nødvendigvis samfundsøkonomisk berettiget at give det større tilskud end f.eks. vindkraft, mener ministeren.

Stadig plads til markedet

»Når det er sagt, er der to ting, der skal understreges,« påpeger Martin Lidegaard.

»For det første ser jeg ikke for mig, at staten skal gå ind og overtage hele energiplanlægningen i Danmark. Der er forskellige forhold i de enkelte kommuner, og når det kommer til de konkrete løsninger med vedvarende energi, skal man udnytte de lokale ressourcer. I nogle kommuner er der mere vind end i andre, i nogle er der f.eks. geotermisk varme. Nogle kommuner har en gammel bygningsmasse og store områder uden fjernvarme, hos andre er det omvendt. Derfor giver det stadig mening, at der inden for den overordnede strategiske ramme, som staten lægger, er et stort lokalt råderum til at finde de optimale løsninger.«

»Det andet er, at der, hvor vi overhovedet kan bruge markedet til at få de billigste og mest effektive løsninger, skal vi stadig gøre det. Det er ikke meningen at smide markedet fuldstændig ud og planlægge ned i mindste detalje. F.eks. vil vi gerne have, at elhandelsselskaberne konkurrerer mere med hinanden, så selve distributionen af el bliver billigere, og selskaberne derved bliver i stand til at finansiere en del af den grønne omstilling.«

»Jeg opfatter altså stadig markedet som en medspiller, men jeg tror, det er nødvendigt med den overordnede ramme, en national strategisk energiplanlægning er, så både markedet og kommunerne ved, hvordan spillepladen ser ud. Ellers kan det ikke fungere,« siger klima-, energi- og bygningsministeren.

Martin Lidegaard forudser ingen problemer med V og K, eftersom arbejdet med at lave analyser af de forskellige sektorer i energisystemet er nedfældet i forligsteksten fra marts.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Kristensen

Endelig en minister der tager ansvar for fremtiden.
Det er helt åbentlyst at "markedet" ikke kan planlægge energiforsyningen. Energiselskaberne er naturligvis ikke interesserede i at have en overproduktion endsige en tilstrækkelig produktion af energi, snarere en underforsyning for at presse prisen.
Når så stor del af vor energiforsyning er kollektive eller momopollignende, vil besparelser ganske naturligt påvirke os alle. I takt med energibesparelser vil selskaberne hæve priserne. Det oplever vi allerede. Det er en mindre del af energiprisen der relaterer til energisalget. De største udgifter er faste. Energiselskaberne skal tvinges til at planlægge for fremtiden. De gør det ikke frivilligt.
Også den fremtidige vedvarende energiproduktion skal styres. Det nuværende marked vil have en naturlig modvilje mod vedvarende energiproduktion. Et eksempel er, at på trods af mange års genbrugspolitik ser affaldsmængderne ikke ud til at falde. Hvis energiforbruget falder, hvad skal vi så gøre med affaldet?
Også vor rodede sammenblanding af finanspolitik og energipolitik gør opgaven udfordrende.
Held og lykke kære minister.

Hvorfor skulle han bruge et år til det, den lå jo lige til højrebenet.
Er det den generelle uvilje i regeringen til at tage et opgør med Foghs politik, fra Helle 'Det mener jeg osse' Thorning?

Det er meget glædeligt at regeringen nu går i gang med at udarbejde en langsigtet og landsdækkende strategi for CO2-neutralitet. Man bemærker at ministeren er klar over at lokale tiltag til mindskning af CO2-udslip ikke nødvendigvis er optimale når vi ser på landet som helhed.
Min kommentar drejer sig imidlertid først og fremmest om den såkaldte eksperts (Klaus Illum) vurdering af begrebet CO2-neutrale kommuner. Han mener at begrebet CO2-neutrale kommuner er absurd fordi:
"Kommunerne jo ikke kan eksportere vindmøllestrøm til hinanden."
Nej det har han ret i. Hvad der er eksport for den ene bliver til import for den anden! Alle kommuner kan imidlertid godt blive netto-eksportører. Det betyder blot at landet som helhed også bliver det. Eksport af vindmøllestrøm eller anden vedvarende energi kan selvfølgelig sagtens indgå i et lands, en kommunes eller sågar en persons CO2-regnskab.
Klaus Illum mener endvidere kort og godt at geotermisk energi ikke kan give et positivt bidrag til CO2-regnskabet fordi man mister den el-produktion som et kraftvarmeværk ellers ville kunne give.
Igen: Ja, det er korrekt at man mister el-produktion hvis man bruger geotermisk varme istedet for kraftvarme, men man skal jo se på det samlede regnskab for at afgøre hvad der er bedst for CO2-regnskabet i kommunen.
Jo CO2-neutralitet er et reelt begreb, men det er selvfølgelig korrekt når Klaus Illum anfører, at hvad der er en god energimæssig investering for en kommune, ikke nødvendigvis er den mest optimale for landet som helhed..