Læsetid: 2 min.

Politiken spinner sig ind i løftebrud

Chefredaktør Bo Lidegaard bedyrer, at hans avis ikke samarbejder om at lave politisk spin. Og så gør Politiken det alligevel
20. september 2012

Løftebrud er kommet på mode. Enten beskylder man andre for dem, eller også begår man dem selv.

Og hvor der er modeluner, finder man dagbladet Politiken. Chefredaktør Bo Lidegaard har markeret sig med et stilrent løftebrud.

For to uger siden bedyrede Bo Lidegaard, at hans avis ville afstå fra samarbejde om politisk spin.

Lidegaards fromme ord kom som svar til journalisten Lasse Jensens P1-program ’Mennesker & Medier’.

Udgangspunktet var de afsløringer, som Ekstra Bladet i Skattesagskommissionen havde foretaget om sig selv og sit slibrige samarbejde med spindoktorer. Lasse Jensen ønskede at høre andre mediers chefredaktørers holdning. Bo Lide-gaards svar lød:

»For Politikens vedkommende er svaret klart: Et sådant samarbejde er ikke praksis og har heller ikke været det. Politiken opfatter det som afgørende, at vi står helt frit i forhold til magthaverne. Det gør man ikke, hvis man indgår i et samarbejde.«

Så langt så vældigt godt. Men så heller ikke længere.

Fagbladet Journalistens hjemmeside har nu kunnet afsløre, at Politiken tilbageholdt nyheden om Astrid Krags SF-formandskandidatur i et døgn, så avisen kunne koordinere den med en Astrid Krag-kronik, der særdeles belejligt blev tilsendt Politiken.

Politiken offentliggjorde på sin hjemmeside onsdag den 12. september kl. 10.35 nyheden om, at Astrid Krag ville stille op. Det skete under det sensationelle banner ’breaking news’.

Men så banebrydende var nyheden rent faktisk ikke for Politiken. Bladets kronikredaktør har bekræftet, at han allerede tirsdag aften vidste, hvad der ville ske. Uden at meddelelsen i den anledning flød ud af bladhuset. Hensynet til at kunne servere en friskduftende kronik, tilberedt i Astrid Krags spinkøkken, synes at have vejet tungere.

Journalisten.dk har spurgt chefredaktør Lidegaard:

»Jeg vil gerne have dine kommentarer til, hvordan dette forløb stemmer overens med de retningslinjer, du har redegjort for?«

Chefredaktør Lidegaards svar lyder:

»Det er surt, men ubenægteligt, at vi ind imellem ikke får talt så meget sammen på tværs, som vi alle gerne vil. Andet og mere er der ikke i den sag.«

Med dette ikke ganske gennemskuelige svar signalerer chefredaktøren, at han ikke står fremmed over for spinnets kunst.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan chefredaktøren for noget, der oftest fremstår som de radikales medlemsblad, afvise spin?

I den konkrete sag er det ikke svært at regne ud hvem Politiken (og de radikale) helst ser vinde formandsvalget.