Læsetid: 3 min.

Professor: Hvorfor lade BT skrive notat til sagsbehandlere?

Det afgørende er ikke, om Venstre eller BT forfattede notat om Stephen Kinnocks skattesag, men om Troels Lund Poulsen og hans departementschef forsøgte at lægge pres på sagsbehandlerne, siger juridisk ekspert og slår fast, at ministeren ikke måtte tilbageholde oplysningen om, at notatet stammede fra BT
12. september 2012

Var det i orden, at forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen og hans departementschef Peter Loft under behandlingen af Stephen Kinnocks skattesag angiveligt videreformidlede et notat om sagen udfærdiget af dagbladet BT til sagsbehandlerne i SKAT København?

Det spørgsmål deler eksperterne, efter Berlingske mandagkunne fortælle, at Peter Loft ikke længere mener, at notatet kan være udfærdiget af Venstre, sådan som han tidligere har angivet som en mulighed.

Ifølge professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Michael Gøtze er sagen »meget mudret«. For ham at se er det afgørende ikke så meget, hvem der har forfattet notatet, men under hvilke omstændigheder det blev videregivet.

»På den ene side kan man måske mene, at det er i orden at videregive notatet, hvis intentionen alene er, at alle vinkler på sagen er dækket af, og der ikke er nogen bagtanker. Men på den anden side så var det helt klart SKAT København, der skulle behandle sagen, og derfor burde Peter Loft være meget varsom med at blande sig i sagen ved pludselig at give sagsbehandlerne et notat om, at Stephen Kinnock var skattepligtig,« siger Michael Gøtze og tilføjer: »Rent forvaltningsretligt må man spørge, hvorfor Peter Loft videregiver et lidt amatøragtigt notat udefra. Man vil normalt sige, at når man oplyser en sag, skal det være relevante oplysninger, der nuancerer eller udbygger, men det ujuridiske notat forekommer umiddelbart irrelevant.«

Potentiel pression

Michael Gøtze understreger, at alene SKAT København ifølge skatteforvaltningsloven havde kompetence til at afgøre skattesagen. »Og det er klart, at alt hvad der kommer fra en departementschef i sagens natur har en vis vægt, og at Loft uanset hvad burde have været klar over, at SKAT København kunne opfatte hans videreformidling af notatet som et slags forslag til afgørelse,« vurderer professoren.

Han understreger, at Troels Lund Poulsens rolle i sagen fortsat er uklar: »Det er helt afgørende for spørgsmålet om magtfordrejning, om der var en slags undertekst på fra ministerens side. Det kommer skattesagskommissionen til at spørge meget ind til.«

Endelig hæfter Michael Gøtze sig ved, at Peter Loft ifølge sin egen forklaring ikke kunne få at vide, hvem der havde forfattet notatet, som Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt modtog fra BT – der vel at mærke igennem længere tid havde skrevet artikler om, at Stephen Kinnock havde overtrådt loven ved ikke at betale skat i Danmark:

»Det er meget påfaldende. Det burde Peter Loft have fået at vide, hvis han spurgte om det.«

Pligt til videregivelse

Vurderingen fra Michael Gøtze kommer, efter professor i skatteret på Aarhus Universitet Jan Pedersen i tirsdagens Berlingske udtalte, at Peter Loft ligefrem havde pligt til at give notatet videre til sagsbehandlerne, »som skal have alle sagens dokumenter,« og at Troels Lund Poulsen havde holdt sig inden for reglerne, »så længe ministeren ikke befaler, hvordan sagen skal afgøres«.

Også lektor i forvaltningsret Sten Bønsing vurderede over for avisen, at hverken den forhenværende minister eller hans departementschef er gået for vidt: »Peter Loft gør kun sin pligt ved at overdrage notatet. Han kan ikke gøre andet. Og ministeren opfattes som en del af forvaltningssystemet og har derfor også pligt til at sende enhver oplysning i sagen videre.«

Sten Bønsing siger dog til Information, at han ikke var opmærksom på, at Troels Lund Poulsen angiveligt ikke oplyste Peter Loft om, at notatet stammede fra BT.

»Det burde han havde gjort,« konstaterer Sten Bønsing.

– Også ud fra en juridisk betragtning?

»Ja, det burde han.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja så flere jurister mener i følge Berlingske, at skriverier fra BT er relevante notater og skal med i sagsbehandlingen i skattesager.