Øget internationalisering af uddannelser har i årevis været en central politisk intention, men sidste år fik universiteterne besked på, at det nu skulle være slut med at optage flere udenlandske studerende. Og siden januar er det så erhvervsakademier og professionshøjskoler, der er blevet nødt til at takke nej til hundredvis af udenlandske studerende. Ud fra Uddannelsesministeriets såkaldte balanceprincip kan der nemlig kun optages det samme antal udenlandske studerende, som der er danske studerende, der rejser ud.
Princippet har fået hård kritik fra uddannelsernes og erhvervslivets side for at være for rigidt og reelt sætte en stopper for tiltrækning af højuddannet arbejdskraft. To jyske borgmestre bakker nu også op om kritikken. I et brev til uddannelsesminister Morten Østergaard (R) skriver borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) og Horsens-borgmester Peter Sørensen (S): »De udenlandske studerende er med til at skabe vækst i de danske virksomheder og give dem global indsigt. Det kan for mange virksomheder være vejen ud til nye eksportmarkeder (..).«
Jacob Bundsgaard forklarer opfordringen til ministeren om at droppe kravet om balance mellem danske og udenlandske studerende med, at det risikerer at få store negative konsekvenser.
»Det her bør ikke være gældende, for vi kommer til at skulle bruge endnu mere velkvalificeret arbejdskraft fremover, og et internationalt studiemiljø giver mulighed for at knytte gode relationer til udlandet og tiltrække højt specialiseret arbejdskraft. Uden det vil virksomhederne placere sig andre steder,« siger Jakob Bundsgaard.
Forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Jannik Schack Linnemann er enig i, at instruksen til uddannelserne om at stoppe optaget af især europæiske og nordiske studerende er en hæmsko for både uddannelser og erhvervsliv.
»De udenlandske studerende er en stor samfundsøkonomisk gevinst. Hvis vi formår at fastholde dem og integrere dem på arbejdsmarkedet, vil de i modsætning til de fleste af os andre bidrage positivt til statskassen,« siger Jannik Schack Linnemann.
Uddannelsesministeren overvejer nu ifølge Berlingske at ændre på balanceprincippet. Ændringen vil blive en del af internationaliseringsstrategien, der formentlig kommer i løbet af efteråret, oplyser ministeriet.
Fjern bureaukrati
Ministerens melding bliver modtaget positivt på uddannelserne. VIA University College må i år afvise 200-300 dygtige udenlandske ansøgere, og prorektor Peter Friese har svært ved at forstå hvorfor.
»Man skyder sig selv i foden ved at straffe uddannelserne for at tiltrække udenlandske studerende, som jo normalt er noget politikere gerne vil have, vi gør,« siger Peter Friese.
Han er positiv overfor princippet om, at danske studerende også skal rejse ud, men i virkelighedens verden forholder det sig anderledes.
»Vi får ikke uden videre de studerende til at rejse ud, fordi mange af dem er skeptiske overfor, om det er ligeså godt, det de får i udlandet. Desuden er gennemsnitsalderen på f.eks. lærer- og pædagoguddannelsen højere, derfor har de langt flere erfaringer fra udlandet end de unge europæiske studerende, og de har oftere slået mere rod,« siger Peter Friese.
Også på Københavns Universitet har de afvist flere hundrede kvalificerede udenlandske ansøgere. Chef på Det Internationale Kontor John E. Andersen glæder sig over ministerens melding om at ændre på balanceprincippet.
»Det er ubærligt at skulle afslutte en masse gode udvekslingsaftaler, fordi ministeriet kræver den her meget rigide balance. Verdens bedste universiteter som Yale, Oxford og Cambridge håndterer det her meget mere liberalt,« siger John E. Andersen.
Problemet er bare, at der er en lang række bureaukratiske forhindringer for danske studerende, der ønsker at rejse ud.
Overfør karakterer
»Vi så gerne flere studerende rejse ud, og en ganske simpel måde ville være at afskaffe paragrafen om, at de studerende ikke kan få overført de karakterer, de har fået i udlandet,« siger John E. Andersen.
Danske studerende kan kun få overført et bestået eller ikkebestået til deres eksamensbevis efter udlandsophold, og det afholder en del studerende fra at rejse ud, fordi det kan give dem problemer med at komme ind på f.eks. den ønskede kandidatuddannelse.
»Der er meget dansk storhedsvanvid forbundet med vores karakterskala, så lad os få afskaffet noget af bureaukratiet, så vil flere danske studerende også rejse ud,« siger John E. Andersen.
Trods ministerens udmelding bliver der dog ifølge regeringens finanslovforslag sparet knap 28 mio. kr. på markedsføring af Danmark som uddannelsesland og styrket modtagelse og fastholdelse af internationale studerende i Danmark.