Læsetid: 3 min.

SF’s formands-kandidater vil af med 24 års-regel

Bag formandsopgøret i SF lurer en sprængfarlig konflikt for regeringen på integrationsområdet. På trods af det ikke er regeringens politik, ønsker begge SF’s formandskandidater 24 års-reglen fjernet efter et valg
Antallet af familie-sammenføringer er faldet med flere tusinde, efter 24 års-reglen blev indfør, viser tal. Nu kræver begge SF’s formandskandiater reglen afskaffet.

Antallet af familie-sammenføringer er faldet med flere tusinde, efter 24 års-reglen blev indfør, viser tal. Nu kræver begge SF’s formandskandiater reglen afskaffet.

Brian Bergmann

29. september 2012

Det var ikke meget af Socialdemokraternes og SF’s fælles politikudspil fra valgkampen, der overlevede det nye regeringsgrundlag for et år siden, og den af SF og Radikale Venstre så forhadte 24-års-regel, som skal forhindre familiesammenføring, hvis den ene af parterne i et ægteskab er under 24 år, består stadig.

Men det ønsker begge formandskandidater i SF, Annette Vilhelmsen og Astrid Krag, dog at ændre efter næste valg, og dermed er de to formandskandidater klar til at så tvivl om regeringens udlændingepolitik.

»SF skal arbejde for at afskaffe 24 års-reglen. Helt pragmatisk er det ikke muligt i regeringen, og det er heller ikke muligt i Folketinget lige nu. Det betyder, at 24 års-reglen ikke bliver til at ændre lige nu, men det er mit store håb, at vi kan få den fjernet efter næste valg,« siger Annette Vilhelmsen, der mener, at »det er for tidligt at sige noget om, hvor vigtigt et krav det er for SF ved en eventuel regeringsdannelse efter et valg.«

»Når vi går til valg, vil der være et samlet udspil. Det vil være svært for mig, hvis ikke SF har en tydelig integrationspolitik, hvor 24 års-reglen vil være med, fordi den skal væk. Vi skal være tydelige i vores værdipolitik,« siger Annette Vilhelmsen og uddyber:

»Når vi er tre parter i en regering, vil man – også med mig som formand – komme til at indgå kompromiser. Men nogle steder – f.eks. på værdipolitikken – synes jeg, at vi skal være lidt mere faste i den måde, vi vælger vores politik. Vi skal ikke gå med på symbolpolitikken,« siger hun.

Virker ikke efter hensigten

For Astrid Krag, der ellers selv var med til at indgå kompromiset med Socialdemokraterne om 24 års-reglen, da hun var integrationsordfører, er det vigtigt at få afskaffet 24 års-reglen, fordi den efter hendes opfattelse ikke fungerer.

»Det er en kendt sag, at SF er imod 24 års-reglen, og det er jeg også. Den rammer vilkårligt og løser ikke de grundlæggende problemer, vi står med på integrationsområdet. Det er afgørende for mig, at vi får sat ind mod den underklasse i Danmark, vi kan se, er ved at opstå, og som har en etnisk social slagside,« siger Astrid Krag.

Det var den daværende VK-regering, som tilbage i 2002 fremlagde forslag om at indføre en 24 års-regel. Forslaget blev vedtaget med stemmer fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Der er aldrig blevet lavet en undersøgelse af, om 24 års-reglen har haft den ønskede effekt, men tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af familiesammenføringer er faldet med flere tusinde, efter reglen blev indført.

Et af argumenterne for at indføre 24 års-reglen var dengang, at den skulle være med til at forhindre tvangsægteskaber.

»Det er fuldstændig forkert, hvis nogle forældre mener, at de skal bestemme, hvem deres børn skal giftes med. Selve problemstillingen med at forebygge tvangsægteskaber handler om en større integrationsindsats, og det er en kæmpe stor opgave at få det til at lykkedes,« siger Astrid Krag, der understreger, at en afskaffelse af 24 års-reglen ikke er et ultimativt krav fra hendes side i forhold til, om SF kan indgå i et eventuelt nyt regeringssamarbejde efter næste valg.

Hverken Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke eller Radikale Venstres udlændingeordfører Zenia Stampe ønsker at kommentere SF’s ønske om at fjerne 24-års reglen.

De henviser begge til, at de ikke ønsker at blande sig i SF’s formandsvalgkamp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt til grin at snakke om, hvad SF vil i en regering efter valget, al den stund, at det overhovedet ALDRIG vil blive aktuelt.

Denne regering med Thorning, Margrethe og Corydon i spidsen får allerhøjst den aktuelle regeringsperiode at "gøre godt med" (læs: afmontere velfærden for de svageste i samfundet). SF er totalt færdig i regeringssammenhæng. For dette parti vil efter formandsvalget enten splittes op i to fraktioner indenfor det nuværende partis rammer med evig ufred og uvenskab i folketingsgruppen og blandt medlemmerne. Eller det vil blive sprængt i (a)TO(mer), hvor Krag bliver formand for möger-bandens tilhængere, og Vilhelmsen alle hendes tilhængere, der stadig ønsker et SF, der bygger partiets politik på den, partiet stod for, før Søvndal fik storhedsvanvid, ofrede SF for egne ambitioner og en ministerpost - og ophøjede "børnebanden" Möger, Krag, Auken, Petersen og Tesfeye til partiets toppolitikere.

Det er da helt utroligt, at den førhen så fremmedfjendske Astrid Krag nu lige pludselig vil til at afskaffe 24-års reglen. Astrid Krag har de seneste uger skiftet farve fra brun til postkasserød.

Men hvor troværdigt er det lige?

Flemming Nielsen

Det er for sent!
Den moderne ungdomspolitiker/minister er havnet i gryden som lille og føler sig omnipotent på alle planer.
Trylledrikken virker, fordi alskens moderne pædagoger har fortalt selv den største idiot, at hun er det mest talentfulde menneske nogensinde på denne jord.
Da den vejledende kritik efterfølgende blev forbudt for ikke at støde nogen (andre end ADHD drengene), skabte vi uhyret og dets kyniske hjælpere.

Flemming Andersen

Måske er det ikke lige 24års reglens ophævelse , der sælger billetter til dem der allerede har mistet job og dagpenge takket være regeringen efter 1/1 2013.
Kunne man ikke finde på et nyt flot frimærke eller andet vigtigt, der virkeligt kunne kaste stemmer af sig???

Først startede Krag med at stå fast ved at intet kunne ændres fordi man skulle respektere regeringsgrundlaget, og både hun og hendes støtter punkede Vilhelmsen hvergang hun kom med ideer der ikke passede med toppen.
Nu løber Krag fra alt det hun selv har stået for tidligere....for at vinde stemmer og fordi hun er bagud....samtidig siger hendes støtter at de vælger Krag fordi hun fører en sikker kurs.
Helt desperat og utroværdig.

Julie Wetterslev

Det er dejligt at Krag og Vilhelmsen begge kan se at 24-års-reglen skyder gråspurve med kanoner, rammer vilkårligt og ikke løser de reelle problemstillinger vedr. arrangerede ægteskaber og integration af unge indvandrere. Og det er dejligt at de gerne vil fjerne reglen, for den har gjort livet besværligt for rigtigt mange unge forelskede par. Jeg vil derfor gerne hjælpe de to forkvindekandidater lidt på vej:

1) Lad være med at sige til pressen at det ikke kan lade sig gøre at fjerne reglen (mens du i samme åndedrag siger at SF bør arbejde for at fjerne den).

2) Fortæl i stedet mere om, hvad der er galt med reglen. Allier dig evt. med et kærestepar, som er ramt af reglen. Bare tag til Malmö, der bor masser.

3) Lav lidt lobbyarbejde i Socialdemokratiet. Socialdemokraterne må også give sig nogen gange, det er en del af dét at sidde i regering. Det er ikke altid SF, der skal bøje sig (selvom det er vældigt ansvarligt at bøje sig, kan det også blive for meget). Og der er altså en del socialdemokrater, som ikke bryder sig om den regel.

4) Lav lidt lobby-arbejde hos de Konservative, og måske endda hos Venstre - få evt. Liberal Alliance til at gøre det, de er imod 24-års-reglen og kan nok forklare deres liberale artsfæller hvorfor det er anti-liberalt at lovgive om hvem man må gifte sig med udfra et vilkårligt alderskrav.

5) Så skal du bare tælle mandaterne i Ø,R,F, LA + dem du har overtalt i S, C og V. Det kan muligvis godt blive 90.

6) Så har du fjernet reglen. Sådan, det var da meget nemt.