Læsetid: 7 min.

SF’s nestor: ’På et eller andet tidspunkt må man sige fra’

Der er kørt et tog med SF i de senere år, og dem, der ikke har været på toget, er blevet efterladt på perronen. Sådan lyder analysen fra partiets nestor Aage Frandsen, der mener, at det er på tide at sige fra
Aage Frandsen er tilhænger af det, han kalder ’samtalen’. Den er nødvendig for demokratiet, mener han. I det aktuelle formandsopgør i SF mellem Astrid Krag og Annette Vilhelmsen bakker han op om sidstnævnte, som, han mener, kan bidrage med blandt andet ’samtalen’.

Aage Frandsen er tilhænger af det, han kalder ’samtalen’. Den er nødvendig for demokratiet, mener han. I det aktuelle formandsopgør i SF mellem Astrid Krag og Annette Vilhelmsen bakker han op om sidstnævnte, som, han mener, kan bidrage med blandt andet ’samtalen’.

Martin Dam Kristensen

22. september 2012

Raadhus Kafeen, som ligger skråt over for Arne Jacobsens berømte vartegn for byen, er for de fleste aarhusianere ligeså konstant, som Aage Frandsen er det i SF for de fleste folkesocialister. Han er partiets grand old man – har været aktiv siden slutningen af 1960’erne og siddet i Folketinget i sammenlagt 18 år fordelt over tre perioder. I 1990’erne og i første halvdel af nullerne var den nu 70-årige Aage Frandsen kendt som manden, der stod lige bag eller ved siden af formand Holger K. Nielsen, når der skulle lægges arm med Socialdemokraterne eller hækles finanslove med SR-regeringen.

Aage Frandsen støttede Villy Søvndal som formand for SF i 2005. Men i det aktuelle formandsvalg bakker han op om folketingsmedlem Annette Vilhelmsen – og ikke sundhedsminister Astrid Krag, Villy Søvndals nære samarbejdspartner gennem flere år.

Og hvis man læste Aage Frandsens kronik i Politiken den 2. august, hvor han for første gang offentligt satte ord på sin mening om SF’s håndtering af regeringsdeltagelsen, er det ikke overraskende, at han ikke støtter ministerkandidaten. Dagbladet Information møder Aage Frandsen på Raadhus Kafeen i Aarhus til en samtale om formandsvalget og om kronikken, som han indtil nu har afvist at uddybe i længere interview:

»Jeg har ventet med at sige fra… i al fald offentligt. Men på et eller andet tidspunkt må man sige fra. Hvis man mener, det er galt, må man sige fra.«

Fornyelse eller ej

Aage Frandsen vil nødig bruge ordet ’skuffet’ om den vej, SF har taget under den afgående partiformand. Men han »havde forventet noget lidt andet«. Ifølge Frandsen begyndte det allerede at gå den gale vej i 2008, da SF og Socialdemokraterne tog hul på deres tætte samarbejde. Fejlen var, at man ikke fik Radikale Venstre med.– I din kronik advarer du mod, at SF »kan fortsætte med at miste sin identitet«. Har du svært ved at genkende dit parti?

»Ja. På nogle punkter kan det være svært at genkende… altså når man ser på den økonomiske politik og på, at et af forslagene til jobskabelse er at sætte skatten på arbejde ned… At man i det hele taget gør ting, som er fuldstændig som den borgerlige regering. Det var ikke det, SF mente tidligere. Så det er en del af en identitetsændring. Det er ikke sikkert, det er bevidst. Det kan bare være, at det er sket. Og der synes jeg, at det er vigtigt, at man finder frem til, hvorfor man er SF’er og ikke socialdemokrat.«

»Jeg synes, det var fint, at han (Villy Søvndal, red.) havde en idé om, at SF skulle fornyes, forynges, og at der skulle fremgang til. Men det er så et spørgsmål om, hvad er ligger i ordet ’fornyelse’. Hvad kunne det betyde? Jeg havde ikke lige set, at det var det tætte samarbejde med Socialdemokraterne fra 2008, der var fornyelsen.«

– Du synes måske, der er blevet fornyet vel rigeligt?

»Ja… eller jeg ved ikke, om man kan kalde det fornyelse. Der er i al fald blevet ændret en del.«

Hvad mener SF egentlig?

Og der har været mange ændringer i SF, siden Aage Frandsen stoppede i Folketinget i 2005. For det første sidder SF nu i regering. I sin kronik skriver Aage Frandsen, at han ikke ved, om de kompromiser, som SF indgik med Socialdemokraterne – særligt på retspolitikken og udlændingeområdet – blev indgået af taktiske årsager.

»Jeg ved jo ikke, om de (ledelsen, red.) rent faktisk mener de ting. Men det er jo altid dristigt at begynde at bevæge sig af taktiske årsager. Det er meget farligt. Man kan godt risikere, at det så også bliver politikken. Og i det omfang, som det er tilfældet, bevæger man sig væk fra det, der egentlig var den oprindelige politik. Og der er jo ikke tvivl om, at på nogle områder ville kompromiserne ikke være i overensstemmelse med det, SF mente. Men når det f.eks. drejer sig om 24-årsreglen, står det jo i teksten, at SF stadig mener, at den ikke bør være der. Men jeg er ikke sikker på, at alle mener det. Jeg synes, der er nogle, der forsvarer den ret kontant, som om de næsten mener det.«

– Har SF’s ledelse mistet fornemmelsen for, hvad medlemmerne mener?

»Nu er SF’s ledelse et underligt udtryk. For hvem er egentlig SF’s ledelse?«

– Har Villy Søvndal mistet den?

»Jamen, det har han jo. Alene det, at den kandidat, man peger på, ikke bare lige bliver valgt, kunne jo tyde på, at man ikke helt har fornemmelse af, hvad der rører sig.«

Ubegribelige indrømmelser

Aage Frandsen er ikke imod SF’s regeringsdeltagelse. Han er dog af den opfattelse, at SF er nødt til at markere sig mere ’selvstændigt’. Han forstår f.eks. ikke, at der blev taget ’sådan på vej’ over, at formandskandidaten Annette Vilhelmsen nævnte muligheden for en fleksibel dagpengeperiode.

Han synes derimod, der må være plads til, at partierne hver for sig lufter visioner for fremtiden.

»Man skal selvfølgelig altid overveje, hvad det er, man melder ud, og hvordan man gør det. Men inden man går ind i forhandlingslokalet, kan man godt sige noget om, hvad man mener. Når man går ud, er man nødt til at være enige. Det er jo også derfor, at alle SF’s folketingsmedlemmer med en enkelt undtagelse siger, at skattereformen er okay – selvom der var en del, der mente, at det var den ikke. Der var elementer i den, som man ikke var tilfreds med, men man bøjer sig.«

– Synes du, skattereformen var okay?

»Jeg kan ikke begribe, at man giver VK den indrømmelse, at boligskatten er fredet til 2020. Det forstår jeg ikke. Ud fra en borgerlig økonomisk tankegang forstår jeg det godt. Men ud fra en socialdemokratisk og en SF-tankegang derimod er det mærkeligt.«

Skattereformen er ikke det eneste ubegribelige, som SF og den nuværende regering har foretaget sig efter Aage Frandsens mening. Øverst på listen er, at den skrev ind i sit regeringsgrundlag, at dens økonomiske politik hvilede på VK-regeringens økonomiske politik ’i bredeste forstand’: »Det er lidt imponerende – og det er ikke ment positivt her – at man fra SF’s side i den grad tilslutter sig mange af de ting i ØMU’en, som man har været imod. Man siger ja til mange ting, som i al fald ikke tidligere var SF-politik. Og jeg synes også, at det er overraskende, at Socialdemokraterne siger ja til det.«

Lidt af en falliterklæring

– Mener du, at SF har fundet sig i for meget i regeringen?

»Jamen, jeg synes da, det var mærkeligt, at der stod i regeringsgrundlaget, at man skulle lave en betalingsring, og så skulle den ikke laves alligevel. Havde de radikale fundet sig i det?«

– Når man læser din kronik, får man fornemmelsen af, at den er skrevet i frustration. Er den det?

»Jeg synes ligesom ikke, at der kom så meget ud af at sige tingene internt. Og jeg synes heller ikke, at det, der skete på landsmødet, hvor vinderen tog det hele, var klædeligt. Det er i strid med min grundlæggende tankegang – at man skal kritisere internt – sådan at gå åbent ud. Men på et eller andet tidspunkt må man jo gøre det, hvis man ikke synes, det hjælper at sige tingene internt.«

– Hvad har du forsøgt at gøre?

»Jeg har skrevet nogle breve til Villy…«

– Har du fået svar?

»På nogle, men jeg har ikke indtryk af, at det virkede.«

Ikke nok med, at SF ifølge Aage Frandsen har indrettet sig for meget efter regeringspartnerne, så er medlemsdemokratiet i partiet også blevet nedprioriteret, mener han.

»Jeg er stor tilhænger af det, man kalder ’samtalen’. Og det er det, jeg tror, Annette kan bidrage med. Jeg er meget påvirket af en person som Hal Kochs tankegang omkring demokratiet som samtalen, hvor man respekterer og lytter til modparten og derefter ser, om man kan blive enige. Det synes jeg, det har knebet med i SF de seneste år. Der er kørt et tog og dem, der ikke var med på toget, kunne stå på perronen. Der var ikke brug for dem.«

– Det har været envejskommunikation?

»Ja. Og jeg ved godt, at man ikke kan inddrage alle hele tiden. Det er slet ikke det. Men jeg mener sagtens, at man i langt højere grad kan inddrage. Jeg har da lavet finanslove fire gange, hvor vi har haft både hovedbestyrelse og forretningsudvalg inde over for at godkende.«

– Men er det ikke meget tidskrævende, hvis man skal have alting i plenum?

»Jo. Det er et argument, jeg hører. Men det er jo lidt en falliterklæring for demokratiet, hvis man siger, at man ikke kan bruge det, fordi det tager for lang tid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Prisen for at gå i regering var høj - var den for høj ? SF kan vel fastholde sin identitet samtidig med at tilkendegive nødvendigheden af indgåede kompromiser ? Vi ved jo, at R har stor magt.

Vi ser nu, at Dansk Folkeparti og Venstre har fremsat beslutningsforslag i Folketinget. om at fagforeninger ikke må konflikte mod arbejdsgivere, som har tegnet overenskomst med en anden fagforening.

Det var, hvad vi havde fået, hvis Løkke og co. var kommet til magten. Så er det nuværende kludetæppe – kompromis med plads til forbedring vel trods alt at foretrække.

Aage Frandsen spekulerer på om SFs nye udlændingepolitik, er noget man mener virkelig mener i toppen af partiet, eller om det er en politik, der er indført af taktiske grunde.

Når det gælder formandskandidat Astrid krag kan man ikke i tvivl om, at hendes fremmedfjendskhed er dybtfølt og kommer fra hjertet.

Hvis man ønsker den ægte og uforfalskede xenofobiske vare, kan man med sindsro stemme på Astrid Krag.

Er det egentlig ikke bemærkelsesværdigt, at forkortelsen "SF" er blevet brugt så mange gange i artiklen, uden man har ulejliget sig til at fortælle, hvad den betyder? Men måske har man glemt det?

SF balancerer på en knivsæg. Det kommende valg vil afgøre deres skæbne. Lykkes det ikke at vælte den liberalistiske børnebande, som sidder ved magten, så spår jeg dem ingen fremtid.

Joda, Aage Frandsen.

Vi herude i det neutrale felt kan snildt følge, hvad du siger. Og det lyder såmænd helt fornuftigt. Og dermed mener jeg:i den brede offentlighed. At så politisk ordfører Jesper Petersen har 'følt' sig kaldet til at modsige dig, opfatter vi som et ungt menneskes tilbøjelighed til at lade ordene gå forud for tingene (Foucault) uden en egentlig sammenhæng herimellem. Jeg kunne sagtens designere et mere kradst eftermæle på hans vrøvlerier, men undlader allerydmygst. Han er jo trods alt et vigtigt menneske, eller hva?...

Med venlig hilsen, en tilfældig magtfilosof

Og så kan Jesper Petersen jo fundere over, om vi herude offentligheden gør grin med hans parti-tro? Eller om vi har grundlag for at gøre det?

Jeg mener f.eks. at den politiske ordfører skulle overveje termen "respekt" endnu engang, før han lufter harme i offentligheden. Respekt er noget, man får af andre, ikke noget man kan kræve. Respektløshed er ligeledes noget, som andre designerer. I dette tilfælde Jesper Pestersen. Det falder med andre ord tilbage på en selv, når man delegerer 'respektløshed'. Tænk lige over det, unge hr. politiske ordfører for SF. Og reflektér så også lige over, hvorvidt vi griner af dig herude i offentligheden, unge mand!...

(hehe) med venlig hilsen

Caspar Christiansen

Ak ja, nogen forsøgte at gøre noget i praksis, og Aage er uenig. Vel sikkert fordi han ikke selv formåede nogen reel indflydelse. Hvem skulle dog have troet det. Jeg er tilstrækkelig ung til ikke at vide hvor SF tidligere for alvor har gjort en forskel, før 2011 (ej sarkasme, oplys mig venligst) - men det er svært ikke at se kritikken, både Aages og den generelle fra 'baglandet' i forbindelse med formandsvalget, som den pensionsmodne garde af småsocialistiske drømmeres kritik af omkostninger ved at være i regering.
Bevares, prisen har været høj for SF. Men når nu ingen af de involverede har prøvet der før, så er det vel naturlig at de mere rutinerede S og R-folk kører SF'ern, unge som gamle, rundt i den manege SF ikke kender for alvor. At SF's illusioner ligger i en grøft, mens realiteterne ligger i den anden, er vel ikke nyt, men bliver så udstillet i mødet med regeringsmagten. I stedet for en meget lidt konstruktiv tilgang, a la Pertou-Machs selvforherligende martyrium, burde SF måske se indad og dygtiggøre sig selv (og eks, gennemtænke lanceringen af 'betalingsringe' og lignende bedre!), med håbet om at dreje SSFR regeringen bare lidt mere mod venstre.
Som udenforstående er det mere oplagt end nogensinde, at 'baglandet' i SF ikke er interesseret i realpolitik, men en prædikestol til egen helliggørelse. Bevares, SF har betalt dyrt i de hidtil indgåede aftaler, måske for dyrt, men den resignation der ligger i ovenstående interview, hvad skal den føre til?

Hvor ville politik være let, hvis alle var lige så klare i mælet om deres holdninger og lige så demokratisk indstillede som Frandsen. Uanset partifarve: Hatten af for Aage.

Caspar Christiansen, man skal ikke deltage i en politik, man ikke kan være enig i. Samfundet er på vej i afgrunden, fordi ingen kæmper for dets opretholdelse. Alle vil "fornyelse" - men fornyelse til noget værre er en dårlig fornyelse, og noget værre er, hvad regeringen lover os. Hvad vil de??? Hvad er det for en fremtid, de tegner for landet??? Har den nogen værdi for os som samfund overhovedet, eller er den kun tomme ord og fedt flæsk??? Ingen drømmer om, at Danmark skal være verdens bedste til andet end at være et trygt og godt samfund for dem, der bor her.

Læs pp. 33-38 i Fay Weldons "Darcys Utopia", dér formår hun at beskrive verden, som den er, og hvad man bør indrette sig efter.

Charlotte Abildgaard skrev: "Socialistisk Folkeparti burde skifte navn, eller lytte noget mere til Aage Frandsen…"

Ideen om at skifte navn er ikke helt tosset - men et navneskifte alene bør da vist være til "Titanic".

Et nyt navn er der brug for, men mere hvis anstændige mennesker skulle vælge at forlade den synkende skude, og derfor bryde ud.

SF er nemlig dødt!

Og spøger nu blot som en omvandrende vampyr, der suger blod af dem som stadig er dumme nok til at komme i nærheden.

Hvad vi virkelig har brug for er et nyt sådan-omtrent-midterparti. Lige nu har vi kun EL og en masse højreekstremister i forskellig indpakning at vælge imellem.

Alliancen mellem S og SF om at føre VK-politik har ødelagt både vores land, vores politiske valgmuligheder og vores håb om noget bedre - med mindre der sker noget HELT nyt!

Vi ser udbrydere, som laver nye småpartier, fordi de ikke synes højrefløjen er højreorienteret nok. (Og de er IKKE "blå" - de er bæbrune som noget engang i 1930'erne).

Men vi ser ingen udbrydere, som vil forsøge at genskabe den fuldstændigt forsvundne midte i dansk politik.

Det var ellers dén - midten - der oprindeligt gjorde Danmark til en velfærdsstat. Det var dén, der gjorde danskerne til et af verdens lykkeligste folk - en status, vi er ved at miste igen som når man slipper en sten.

Lad os få et nyt parti af demokrater - og ikke pampere!

Frandsen LYDER sympatisk. Men jeg tror ikke på SF. Jeg tror ikke på et parti, hvis styrelse har kunne ende hvor den er endt.

SF (og ligeså S) er så bundfordærvet, så jeg ikke kan have fuld tillid til dem, som - selv i bedste mening - måtte tro at det kan reddes.

Ikke fordi de nødvendigvis er lige så løgnagtige som de partiledere, der ødelagde partierne - men fordi det er naivt at tro, at man indefra kan reformere en gangsterbande til at blive et ordentligt demokratisk parti.

Jeg KUNNE derimod overveje at tro på et nyt parti stiftet af udbrydere. Hvis de f.eks. lød som Frandsen.

Søren Blaabjerg

Information have for nyligt et indlag, hvor man havde bedt folk fras forskellige lejre om bud på, hvad de selv som socialdemokrater ville gøre i den aktuelle penible situation (uden af spørge socialdemokraterne selv forstås) .
Ingen af de adspurgte var narurligvius uhøflige nok til at give det ærlige og oprigtige svar :

løbe skrigende væk

Noget lignende ville jeg selv svare,hvis jeg skulle komme med bud på, hvad jeg som SF'er ville gøre i den aktuelle situation.

Hvad er det forøvrigt for noget, det der besynderlige med, at det tilsyneladende udelukkende er kvinder der p.t. er fremme i forreste linie i det parti. Er der monstro tale om at feministbevægelsen i den grad så at sige har har hijacket SF,at mandlige medlemmer af partiet i praksis ikke har store chancer for at gøre sig gældende som frontfigur (heriblandt Vily, der helt åbrenbart var "udbrændt" på formansposten).

Caspar Christiansen@
Ja, du er tydeligvis meget ung og kender tydeligvis heller ikke ret meget til SF, elles burde du vide at en stor del af 'de gamle drømmere' i baglandet til daglig beskæftiger sig aktiv med SF-politik i praksis i byråd og regionsråd og det er det der optager folk lokalt.

randi christiansen

SF skal ikke give op, men holde fast i sin grundlæggende vision, der handler om at være social og ikke neoliberale kapitalistlakajer.

Politik handler til tider om kompromiser - og især hvis man er del af en mindretalsregering. Her har hverken S eller SF været gode nok til at holde fast i og kommunikere, at de nødvendige kompromisser ikke hverken udraderer den sociale vision eller standser arbejdet for at realisere den. I processens rejse må man hele tiden tage bestik og huske at kommunikere overbevisende og vedholdende for evt kursændringer – i særdeleshed til bagland og vælgere.

Det er så nogle besynderlige valg regeringen har taget f.eks. mht ´arbejdsudbud´ (frygteligt udtryk - er det designet til at skabe forvirring?). Når der er arbejdsløshed, forekommer det ikke logisk at ville øge udbuddet af ledige hænder. Logikken ifht 2020 etc er man ikke lykkedes med at formidle - måske fordi den ikke findes ?

Christiansborg er i alt for høj grad præget af politikere, der ikke har føling med dem, de skal servicere. Deres stillingsbeskrivelse er at være folkets tjenere, men de eneste, der sender et ordentligt og solidarisk signal, er Enhedslisten med deres ens, ikke-eksorbitante løn til alle partiets medarbejdere. Resten synes at befinde sig i virtuelle parallelvirkeligheder med ringe kontakt til dem, de er sat i verden for at sevicere.

Eller handler det i virkeligheden om at navigere i et rum, hvor magten i høj grad er afgivet til EU, og manøvremulighederne derfor er begrænsede – ref. f.eks. til ´indrømmelsen´ fra Baroso om at en monetær union uden politisk union ikke er funktionel, og at man nu derfor er ´nødt´ til at indføre en politisk union, hvis man vil undgå europæisk sammenbrud ! Hva´be´har´!!! Den stendøde union ind ad bagdøren ? Bagdørsrockere !