SRSF giver DF kontrol med at styre folkekirken

Det lød af god gammeldags national enighed, da Kirkeministeriet sidste mandag udsendte en pressemeddelelse, der indledtes sådan:

»Alle Folketingets partier står bag nedsættelse af det udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.«

Kirkeminister Manu Sareen (R) lod sig tilmed citere for:

»Jeg er utrolig glad for, at alle Folketingets partier har tilsluttet sig, at udvalget skal nedsættes, og hvordan udvalgets opgaver og sammensætning skal være.«

De glade ord dækker over en hård magtkamp om udvalget og dets sammensætning. For overhovedet at vinde bred tilslutning har regeringen måttet acceptere, at oppositionen sætter politiske repræsentanter i udvalget, men at regeringspartierne ikke gør det. Udvalgets øvrige medlemmer er interesserepræsentanter, fagfolk og embedsmænd.

Dansk Folkeparti har spillet højt spil – og vundet. Partiet er lodret imod ændringer af den nuværende folkekirkeordning. DF boykottede drøftelserne mellem Manu Sareen og partiernes kirkeordfører om mulige navne på udvalgsmedlemmer.

Langballe presset ind

I slutfasen blev DF opmærksom på, at det var lykkedes Venstre og Konservative at blive udvalgsrepræsenteret ved henholdsvis tidligere minister Britta Schall Holberg og fhv. folketingsmedlem og kirkeordfører Charlotte Dyremose.

Det fik DF’s kirkeordfører, Christian Langballe, til at kontakte Manu Sareen og spørge: Kunne også DF få en plads, besat med Langballes far, det fhv. folketingsmedlem Jesper Langballe? Det endte Sareen og regeringen med at affinde sig med. Hellere Dansk Folkeparti indenfor end udenfor.

At DF var klar til krig mod udvalget, havde Pia Kjærsgaard signaleret ved sit partis sommergruppemøde, hvor hun som kommende ’værdiordfører’ beskyldte regeringen for »en langsom opløsning af folkekirken«.

Også V’s og K’s udvalgsmedlemmer har på forhånd luftet stærk skepsis ved kirkeændringer. Jesper Langballes inderlige modstand er befæstet af DF’s vrede mod den person, som regeringen har indsat som udvalgets formand, tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Gammeltoft har været hadeobjekt for den danske yderlige højrefløj, siden han i begyndelsen af 1980’erne som formand for Dansk Flygtningehjælp prægede en revision af udlændingelovgivningen i humanitær retning.

Jesper Langballe er kendt for at kunne tale så længe, at det vækker mindelser om de ’filibustere’, som amerikanske senatorer anvender til at snakke lovforslag ihjel. Disse evner, og de tætte forbindelseslinjer mellem familierne Krarup og Langballe på Christiansborg og udenfor, vil gøre det muligt at besvære udvalgets arbejde betydeligt.

Snæver tidsramme

Mulighederne for obstruktion forbedres af, at regeringen har sat udvalget til at arbejde med en grotesk snæver tidsramme. Allerede i foråret 2013 skal udvalget fremlægge foreløbige resultater. I slutningen af 2013 – efter en bred folkelig debat om oplægget – skal udvalgets endelige indstilling være klar. Det første udvalgsmøde er indkaldt nu til oktober. Skal 2013-forårsfristen overholdes, og udvalgets overvejelser gennemskrives, afstemmes og gøres trykklare, vil de i alt 20 udvalgsmedlemmer formentlig kun kunne holde højst fem møder. Medmindre formand Gammeltoft vil forsøge at tiltage sig en herskers magt, er det svært at se, hvordan forårsfristen er overkommelig. For slet ikke at tale om den endelige frist ved udgangen af 2013.

Oveni er det meget svære emner, udvalget skal beflitte sig med.Udvalget skal dels komme med »forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken«.

En sådan kirkeforfatning har den danske grundlov lovet siden 1849. Uden det dog er blevet til andet end spredte paragraffer. Årsag: Folkekirkens forskellige fløje har frygtet at miste magt ved en egentlig forfatning og derfor foretrukket den nuværende uorden.

’Folkekirken selv’

Et internationalt særsyn ved den danske folkekirke er, at den har regeringen som ledelse og Folketinget som repræsentantskab. Når politikere taler om, at ømtålelige spørgsmål »må afgøres af folkekirken selv«, savner det mening. Det er politikerne selv, der er folkekirken.

Bekymringen ved at give folkekirken en egentlig, medlemsvalgt ledelse er, at den kan gøres til genstand for kup fra kræfter, der ønsker en politisk platform. Den nuværende ordning gør folkekirken magtpolitisk impotent – hvad ganske mange på Christiansborg i det stille er fornøjede ved.

Udvalgets anden store opgave er lige så kompliceret. Nemlig at få orden på finansieringen af folkekirken. I dag betaler staten af skatteborgermidler løn- og pensionsbidrag til præster og biskopper. Det betyder, at skatteborgere af andre trosretninger er med til at betale. Det rimer dårligt med grundlovens ord: »Ingen er pligtig at yde personligt bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.«

Samtidig er det sådan, at kirkeministeren – reelt egenrådigt – fastsætter den landskirkeskat, som er en del af den kirkeskat, som alle folkekirkens medlemmer betaler. Det længere perspektiv er, at folkekirkens medlemstal falder, og at statskassens bidrag i hvert fald ikke kan øges. Hvem får ansvaret for at lukke hullet i kassen? Og hvordan?

Om disse – og talrige andre – varme spørgsmål, kan der føres værdikrig, hvis nogen har lyst. Og det har i hvert fald Dansk Folkeparti. Spændvidden mellem værdierne illustreres meget godt ved to udsagn. Det ene er det troskyldige fra Manu Sareen ved nedsættelsen af udvalget:

»Folkekirken er kirke for alle i Danmark, som ønsker at være med i den.«

Det andet er en vred kommentar fra sognepræst Lone Kofod Jensen i Kristeligt Dagblad:

»Hvor er det lutherske syndsbegreb forsvundet hen i hele den her diskussion?«