’Det er to modige kvinder’

Grøn globalist eller garvet piberyger,« lød overskriften i Berlingske Tidende i april 2005. Syv år er gået siden Pia Olsen som 33-årig tog handsken op og udfordrede enlandskendt folkesocialist ved navn Villy Søvndal i kampen om formandsposten i SF. Hun var medlem af partiets forretningsudvalg, havde været formand for SFU i 1990’erne, men var ukendt i den bredere offentlighed. Opbakning fik hun fra den såkaldt ’grønne fløj’ i partiet, herunder de respekterede folketingsmedlemmer Steen Gade og Anne Grete Holmsgaard.

Alligevel var det op ad bakke, og Pia Olsen, der siden hen har fået et ’Dyhr’ føjet til sit efternavn, tabte som bekendt slaget. Nu er hun handels- og investeringsminister i SF’s første regeringseventyr nogensinde og bakker op om sin tidligere modstanders uofficielt foretrukne efterfølger, sundhedsminister Astrid Krag, som ny partiformand.

I dag kl. 12 udløber fristen for kandidater, og alt tyder på, at der er to at vælge imellem: Udover Astrid Krag har folketingsmedlemmet Annette Vilhelmsen nemlig meldt sig – støttet af bl.a. partiets nestor, Aage Frandsen.

For at kunne blive godkendt som kandidat kræver det, at man har 100 stillere – og Pia Olsen Dyhr er stiller for Astrid Krag, fortæller hun i dette interview med Information.

»Den fornemste opgave for den nye formand bliver at skaffe SF-resultater. Jeg har både oplevet Astrid som kollega i Folketinget og som minister. Hun kan levere gode, gedigne SF-resultater. Og tro mig: Nu har jeg selv fået lov til at sidde i Sundhedsministeriet i hendes barselsperiode. Det kræver faktisk en del muskler at lykkedes med nogle af de ting, hun er kommet med. Derfor støtter jeg hende,« siger Pia Olsen Dyhr, der i foråret havde dobbelt ministerportefølje.

– Hvad er den mest centrale politiske grund til, at du mener, at det netop skal være Astrid Krag, som skal efterfølge Søvndal?

»De er begge modige kvinder. Det er svært at følge efter Villy Søvndal. Men jeg synes, at Astrid Krag står for det regeringsprojekt, som jeg er enig med hende i. Desuden bliver opgaven at samle et parti og få os til at samarbejde om politikudviklingen. Det ved jeg, hun kan. Man skal også være resultatorienteret og stå for svære beslutninger, hvis man skal være partiformand, og det har jeg set, at hun kan.«

– Men hvilket konkret politikindhold gør, at du støtter Astrid Krag?

»Jeg synes, det er vigtigt, at de begge siger, at de står på regeringsgrundlaget. Astrid Krag har i sine meldinger lagt stor vægt på den grønne omstilling, og hun er også en af dem, der er gået i biddet på den finansielle sektor. Det er nødvendigt i den her tid som socialist.«

– Det er rigtigt, at Astrid Krag har lagt vægt på det grønne i sine første udtalelser. Men før hun stillede op, var hun jo ikke kendt som den mest grønne SF’er. Man kunne jo få den tanke, at hendes nye grønne fokus er betaling for, at du, Sten Gade og Ida Auken støtter hende. Er det en handel?

»Nej. Det er ikke en handel. Jeg tror, at Astrid er bevidst om, hvor hun måske ikke tidligere har haft sine styrker. Hun er opmærksom på, at hun skal være hele partiets formand, hvis hun bliver valgt. Hun skal også dække de politikområder, hvor hun ikke har en naturlig spidskompetence, og det gør hun med åbent sind,« siger Pia Olsen Dyhr og bruger et eksempel fra sin formandsvalgkamp i 2005:

»Politiken bragte et billede, hvor Villy stod foran en rød væg, og jeg stod foran en grøn. Men hvad gjorde Villy bagefter? Han var jo en af dem, der virkelig begyndte at tale miljø- og klimapolitik. Jeg tror, vi alle sammen, vi kan huske ’the poles are melting’. Han viste, at en formand skal rumme det hele. Det tror jeg, at Astrid kan.«

– Hvad synes du om den proces, der kører nu?

»Jeg synes, det er godt, der er nogle, der har lidt is i maven. Og jeg synes, at vores to formandskandidater har is i maven. For vi skal jo alle sammen være i samme parti bagefter. Når man står midt i det, så virker det enormt drabeligt. Men det er det jo ikke. Og forskellene er heller ikke så store. De bliver gjort større, end de i virkeligheden er.«

– Men hvis nu Annette Vilhelmsen bliver formand for SF. Hvad vil du så sige til det?

»Jeg vil loyalt bakke op om den formand, som SF’s medlemmer vælger.«

– Men du siger jo samtidig, at du vil støtte Astrid Krag. Hvad er der egentlig i vejen med Annette Vilhelmsen?

»Der er ikke noget i vejen med Annette. Jeg synes, hun er voksen og rå og alt muligt. Jeg så lige, at hendes søster havde sagt, at hun ikke kommer til at gå i Villys sko – at hun kommer til at tage sine egne på, hvis hun bliver valgt. Det er jeg helt sikker på, at hun gør. Jeg har valgt at støtte Astrid, fordi jeg har set de resultater, hun har leveret. Og jeg tror, at selvom de begge vil arbejde for at samle partiet, så er der forskellige niveauer af erfaring. Og Astrid har erfaring som minister. Det, der er altafgørende for mig, er, at SF får sin politik igennem. Og man får mest igennem i regering. Derfor synes jeg, at den erfaring er afgørende.«

– At dømme efter meningsmålingerne går det ikke så godt for SF i regering. Kunne det ikke være en pointe i sig selv at ryste posen med en ny formand, der ikke har været en del af regeringsholdet?

»Jeg synes, at vi får en frisk start under alle omstændigheder. Der kommer en anden end Villy Søvndal, og det bliver nyt. Men jeg tror, at det er godt, når vi skal vælge en afløser, at vi vælger en, som også har været med til at forme det regeringsbærende projekt.«

– Kan du ikke være bekymret for, hvad et formandsvalg lige nu gør ved partiet?

»Nej. Formandsopgør er jo ikke hyggestue-foretagender på den måde. Sådan er det jo, når man har et valg. Men belært af erfaring ved jeg, at det nok skal gå alligevel.«

– Men er der ikke en risiko for, at I får en Vilhelmsen-fløj og en Krag-fløj de næste mange år?

»Nej, det tror jeg ikke, at der er. Det skete ikke efter det sidste formandsvalg. Og det var med til at gøre Villy stærk, at vi var mange fra hver vores side, der bakkede op og sagde: ’Vi vil et fælles projekt’. Det er helt afgørende, at når en formand er valgt, bakker vi alle sammen op og finder ud af, hvordan vi fælles kommer videre.«

– Var det ikke et dårligt tidspunkt, Villy Søvndal gik på?

»Man kan altid diskutere timing, når en formand går. Men jeg tror, at Villy havde behov for at gå, og så er det et godt tidspunkt for en formand at gå.«