Læsetid: 6 min.

’Det trækker stadig at blive udsendt’

35-årige Sylvia Rothschild har været udsendt til Afghanistan to gange som panserinfanterist. Efter seneste tur fik hun konstateret PTSD. Men det trækker stadig i hende for at komme af sted igen. ’Det gør det sgu for alle os, der ikke har det særlig godt,’ siger hun
Overkonstabel af første grad Sylvia Rothschild har af to omgange i Afghanistan set sine kammerater blive sprængt i stumper og stykker. Det sværeste var at vide, at det kunne have været hende selv. Det og så den manglende anerkendelse for det, hun har gjort. Hun reddede faktisk andres liv, men fik i stedet skyld for at være illoyal.

Overkonstabel af første grad Sylvia Rothschild har af to omgange i Afghanistan set sine kammerater blive sprængt i stumper og stykker. Det sværeste var at vide, at det kunne have været hende selv. Det og så den manglende anerkendelse for det, hun har gjort. Hun reddede faktisk andres liv, men fik i stedet skyld for at være illoyal.

Sigrid Nygaard

19. september 2012

Da vi kom hjem, var alle gung-ho, og der var ikke noget galt med nogen. Men folk er så småt begyndt at falde nu,« fortæller den 35-årige overkonstabel af første grad Sylvia Rothschild.

Hendes seneste mission var med Hold 7 i Afghanistan i 2009. Kort efter hun kom hjem, blev hun sygemeldt. Det viste sig at være posttraumatisk stressyndrom (PTSD). En diagnose, som har sneget sig ind i den almindelige danskers ordforråd de seneste 10 år, og som flere og flere hjemvendte soldater får konstateret. Således også på Sylvias hold.

Jeg møder hende på Svanemøllen Kaserne, kort inden hun har sidste arbejdsdag i Forsvaret.

Tunge lastbiler med byggematerialer buldrer forbi os med jævne mellemrum. Sylvia dukker nakken hver gang. Hun har været i forsvaret siden 2004, men nu løber hendes kontrakt ud, fordi hun er fyldt 35 år. Hun ville gerne have forlænget den, til hun blev 60 år, men med hendes papirer kommer det ikke til at ske. Sårede soldater kan ikke gå i krig. De vil ellers gerne.

»Det trækker stadig at blive udsendt. Det gør det sgu for alle os, der ikke har det særlig godt. En del af mine kammerater, der er benamputerede, brænder for at være soldat. De vil supergerne udsendes igen,« fortæller Sylvia.

»Det er heller ikke, fordi alle funktioner under en udsendelse er krig. Hvis jeg ikke skal derned for at gå patrulje og se mine kammerater blive sprængt i luften, så ville jeg sagtens kunne tage af sted. Men det har også taget mig tre år at nå hertil.«

Andrenalin og n åle under huden

Hendes største frygt var at træde på en vejsidebombe. Pyt med ildkamp og granatstyr, hvis bare hun kunne blive fri for de usynlige sataner, der pludselig kunne dukke op af jorden og blæse et ben af.

Sylvia var geværskytte, men en dag blev hun sat til at være sygehjælper. Hun ser det som en straf. I 14 timer sidder de og sikrer en rendegraver, mens den rydder det øverste lag jord af et gammelt russisk minefelt, lidt uden for Armadillo-basen.

Næste dag gør de sig klar til at sidde 14 timer igen. De sludrer lidt, mens de kigger på rendegraveren arbejde. Pludselig lyder der et kæmpe skrald, da rendegraveren kører på en improviseret sprængladning. Sylvia kan ikke se noget for støv og røg, men hun er sikker på, at hendes kammerat bag rattet er død. Hun snupper sin sygehjælpertaske og sit gevær og løber direkte over mod ham på tværs af minefeltet, i stedet for at holde sig til den sti, der er blevet mineryddet. Hun ved, det er dumt, men hun kan ikke holde sig tilbage. Adrenalinen pumper, og det prikker som nåle under huden.

Føreren er ikke død, men han har fået knust sit bækken, har massive indre blødninger, og den ene lunge er klappet sammen. Han er ved bevidsthed og har smerter over alt.

I godt tre kvarter sidder Sylvia og en anden sygehjælper med ham og giver ham smertestillende midler og behandler ham så godt, de kan, indtil den pansrede ambulance kommer.

Hold mund nu, du bløder

Kort efter eksploderer endnu en bombe lige dér, hvor Sylvia har siddet. En pansret mandskabsvogn har forsøgt at trække rendegraveren tilbage til Armadillo. Sylvia løber over til den Piranha, hvor hun for et øjeblik siden har set delingsføreren fra den anden deling stå halvt ude af lugen med sin sygehjælper og dirigere arbejdet. De er fire mand i vognen. Føreren og skytten er i chok og står og kigger ud af den åbne bagrampe. Sygehjælperen er faldet ned på et sæde og har to blodige kødklumper, der hvor øjnene skal være. Delingsføreren sidder overfor og bløder voldsomt ud af hovedet.

Sylvia går i gang med at standse blødningen, mens hun prøver at dirigere skytten til at give sygehjælperen noget smertestillende. Idet hun kommer til at tilte hovedet på delingsføreren, åbner kraniet sig lidt, og der står en sky af blod ud af det. Han er stadig ved bevidsthed og taler, men meget langsomt og snøvlende, som om han har fået en voldsom hjerneskade. Hun bliver nødt til at bede ham holde mund og give tegn med hænderne i stedet, for hun kan ikke holde ud at høre på ham.

En tisgul medalje af sten

Derefter står tiden stille for Sylvia. I otte timer sidder hun indsmurt i diesel og blod, mens de gør vagten færdig. Om aftenen står hun i det kolde vand i Armadillo og prøver at skrubbe blodet ud af porerne med en skurebørste. Samme nat bliver hun vækket, og de skal ud på vagt ved minefeltet igen. Hjertet galopperer af sted.

»I nat skal vi dø,« siger hun til sin gruppefører. Hun græder og hyperventilerer på vejen derud. Hun føler, at jorden er giftig. Da hun nægter at stige ud af Piranhaen, bliver hun sendt tilbage til lejren.

Hun har hele tiden haft et dårligt forhold til sin delingsfører, og nu taler han ikke til hende i tre dage. Hun må ikke gå på patrulje og bliver sammen med fire andre fra minefeltet grounded i Camp Price.

Efter et par dage sprænger tre selvmordsbombere deres bælter i Gereshk by. Ofrene bliver kørt ind til Camp Price, og midt i forvirringen bliver Sylvia sat til at behandle de sårede afghanere i timevis og smide de døde i ligposer. Det er dér, hun finder ud af, at det ikke så meget er alt det blod, der går hende på. Det er mere det at have set sine kammerater blive sprængt i stykker og vide, at det kunne have været hende. Det og så den manglende anerkendelse for det, hun har gjort.

Nogle dage efter vejsidebomberne får hun at vide, at den indsats, der er blevet ydet på stedet for delingsføreren og køreren af rendegraveren, har været med til at redde deres liv.

Hvis ikke kraniet på delingsførerens hoved havde åbnet sig, inden hun forbandt det, havde han formentlig ikke overlevet turen til hospitalet på grund af overtryk i hjernen.

»Vores overlæge kom ud til mig og sagde, ’Min lille skat, hvis jeg kunne give dig en medalje for tapperhed, så ville jeg gøre det. Men det kan jeg ikke’. Så gav hun mig sådan en tisgul sten i stedet, jeg går med den altid,« siger Sylvia og hiver den op af lommen.

Da hun kom hjem til Danmark, vankede der ikke nogen medaljer. I stedet fik hun sin til dato dårligste personelbedømmelse. Der stod, at hun var grænsende til illoyal over for sin deling, og hun havde fået den dårligste af tre mulige vurderinger for hele missionen, ’Ej tilfredsstillende tjeneste’.

»Det gør bl.a., at du ikke kan blive udnævnt eller udsendt senere. Og der er jo ingen i forsvaret, der har lyst til at have en kollega, der er grænsende til illoyal. Så med de papirer fik jeg en følelse af, at ’bum’ dér endte min fremtid. Jeg var tvunget til at skulle ud.«

Efter nogle måneder hjemme blev hun sygemeldt, og PTSD-diagnosen betød endegyldigt et farvel til udsendelser.

Tre år senere har hun i dag fundet ud af, at hun vil bruge sin opsparede civile uddannelse ved forsvaret til at tage en idrætslæreruddannelse.

Hun kunne godt tænke sig at komme tilbage og specialisere sig i handicappede og fysisk sårede.

»Jeg elsker jo forsvaret,« som hun siger. Men hun ved godt, at forsvaret ikke har lyst til at samle på flere sårede soldater end højst nødvendigt.

Omvendt ved hun ikke, om hun kan klare et fuldtidsjob i det civile. Hun har fået konstateret 10 pct. varigt mén, og der er gode og dårlige dage.

»Så er jeg sådan en arbejdsløs én, der bare skal på førtidspension? Uvished har i lang tid været det store element. Der er ikke så meget tilbage endnu. Men der er stadig det her med, hvad fremtiden byder. Jeg har aldrig været god til uvished.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forstår at valget som diskenspringer eller kontornusser ikke tiltaler alle - men udstationering er altså ikke en farbar vej til et fornuftigt liv:

Posttraumatisk hjernesyndrom, Skizofreni, Depressiv enkeltepisode, Tilbagevendende depression, Reaktion på svær belastning (herunder posttraumatisk stress-syndrom), Personlighedsændring efter katastrofal oplevelse, Behandlingsdomme...

...og hertil kommer samfundets ligegyldighed. Velkommen til underdanmark - Her hjælper ingen medaljer.

Det er svært at se et formål med, at danske af nogen som helst grund skal sendes ud og udsættes for krigens rædsler på den måde.

Stakkels kvinde, men at ville tilbage skyldes vel nok mest at den kroniske stress i krigsområdet er det eneste sted hvor følelser og tilsstand hos den PTSD ramte passer sammen ...

man skal nu nok regne med at være delvist ødelagt psykisk resten af livet ,ofte forværres tilstanden over tid og nogle få blir helt nærmest normale igen, men livet kan ikke gøres ugjort så erfaringerne er for evitgt malet på den indre skærm...

Jeg udtaler mig på baggrund af tidlige erfaringer i eget liv ikke som soldat !

Det er videnskabeligt set har skabt den bedste bedring er konsekvent meditation med focus på at neutralisere de truamatiske indre oplevelser/billeder men MED VEJLEDNING OG TILSTEDEVÆRELSE AT EN MEDITATIONSLEDER /OG PSYKOLOG /PSYKIATER SAMTIDIGT...

På sin vi en træning i helt bevidst at rumme disse traumatiske oplevelser og en tillært evne helt bevidst i at de-identificere sig med oplevelserne og de medfølgende følelser.Det er selvsagt ikke noget man kan gøre alene og pr. Egen motivation alene...

Her kan man måske foreslå en slags kollektiv for krigsveteraner i nærheden af et mødested for disse og med behandlere i topklasse tilsknyttet stedet og gerne gratis..

Krig er næppe noget man går uskadet igennem,heller ikke som soldat !

Man har i det mindste selv valgt at blive soldat. Voldtægtsofre (som ikke selv har valgt det) lider i høj grad også af ptsd, dem bør man hjælpe noget mere.

Lennart Kampmann

Det store problem er at vende hjem efter store oplevelser, og opdage at den danske debat handler om fattig-Carina og Dovne-Robert. Når tilværelsen har været så ekstrem nærværende, (og et minefelt er noget af det mest nærværende man kan havne i), så opleves en kø i Netto som noget surrealistisk.

Som soldat er det lettere at forholde sig til en fjende, end ukvalificeret brok over en bon der viser en krone forkert. Som uddannet soldat kender man til enhedens potentielle styrke og handlekraft, og den er helt væk i det civile liv.

Som soldat går man rundt og tænker: I skulle bare vide hvordan det er andre steder......

Kald os mange ting, men kald os ikke stakler, eller feje.

Med venlig hilsen
Lennart
Udsendt i 1994-5 UNPROFOR hold 6 og 7

Hvornår bliver de politisk ansvarlige for denne århundredets inhumane fejldiposition med alvorlige og længerevarende menneskelige omkostninger gjort opmærksom på, at en sådan beslutning kunne være ansvarspådragende - eller tror alle disse modige skrivebordspolitikere stadigvæk, at der bare er tale om en søndagsskoleudflugt …

HVIS man ikke længere kan leve et normalt liv, så er man en stakkel, men må jeg også foreslå dejlige steder hvor man kan finde meget mere levende mennesker end os almindelige nokkefår i Netto-køen
;-)

Grønland er fantastisk og mennesker deroppe mege mere nærværende end her i DK og Alaska og Canada...
rejs videre hvis normaliteten er blevet en kvælende spændetrøje !

Rejs videre man kan ikke forlange at mennesker vågner af deres zombie-dagligdag, men man kan håbe :-)

Lennart Kampmann

Hate the game, not the player.

Det er fint for mig at der er dem der er imod. Vores demokrati er stærkt fordi der er plads til dem der ikke er enige.

Det er også let ud fra argumenterne at afgøre om der er tale om skrivebordsgeneraler, eller folk med erfaring. Igen, der er plads til alle.

Med venlig hilsen
Lennart

Jesper Park van der Schaft

Uanset, hvordan man er blevet handicappet og/eller psykisk syg, så skal man have hjælp.

Og det er uanset, om man er har været udsendt som soldat, fået sit/sin handicap/sindslidende i sit eget hjem eller på sin arbejdsplads i Danmark.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, stifter af Facebook-siden:" Forbedr forholdene for mennesker med handicap"

@Lennart K.

"Det store problem er at vende hjem efter store oplevelser"

Jeg tror, du rammer hovedet på sømmet der.

Tilfældighederne har givet mig lejlighed til at diskutere problematikken med flere veteraner fra ww2, Vietnam og Afghanistan fra flere lande.

Det er meget sandsynligt, at netop den bratte "overgang" i sig selv er årsag til de største traumer.

Meget karakteristisk synes veteranerne fra den "gamle" krig, at have klaret det generelt bedre psykisk. Selvom deres oplevelser var mindst lige så slemme.
Men deres overgang fra krigs/militær-miljøet var netop også typisk mere glidende og udstrakt.
Og anerkendelsen, når de endelig kom hjem som regel større.

Hvad præcist er det de hjemkomne soldater skal have anerkendelse for?

For at have indført fred, sikkerhed og demokrati i Afghanistan?

For har have forsvaret "danske interesser" hvad end de måtte være i en afsidesliggende stenørken?

For ar have forsvaret fædrelandets ære og frihed?

Det må være de samme krigsliderlige og dobbeltmoralske politikere der sender Danmark i krig hvor end de får chancen der skal tage sig af de helt og aldeles forudsigelige problemer med de traumatiserede hjemkomne.

De samme politikere som sætter mennesker, flygtninge - mænd, kvinder og børn, der er lige så traumatiserede af den samme slags oplevelse som den stakkels soldat i artiklen - bag pigtråd og ståldøre midt i et militærisk øvelsesområde.

Sandholm hedder stedet hvis nogen skulle være i tvivl.

Lennart Kampmann

At vende hjem til Danmark efter et længere ophold i udlandet er et kulturchok. Jeg har oplevet det tre gange: Efter et år på High School (Idaho 1987-8) efter ni måneder i Kroatien (1994-5) og efter studieophold i Japan (2000-1).
Alle gange har der været tale om en periode med omstillingsbesvær. Man kommer hjem med masser af indtryk, men mødes med en afdæmpet kølighed. Det er svært.

Efter nogen tid vænner man sig til den flade fornemmelse af andedam, men udlængslen har taget bolig i kroppen, og vil aldrig helt slippe den.

Med venlig hilsen
Lennart

@ Lennart

Ikke for at forklejne dine oplevelser der, men de hører nok alligevel ikke til i samme klasse, som dem man rigtig kan tage skade af.
(men man kan godt få et indtryk af princippet, ja)

Nic Pedersen

Man får ikke PTSD af manglende anerkendelse - man får PTSD af livstruende situationer for een selv eller når man bevidner livstruende situationer.

Forlænget eksponering for et traume - eks. med at holde liv i en såret under beskydning vil hensætte enhver i en afmagtssituation, der ligeledes kan være PTSD fremkaldende.

Disse oplevelser lagres i hjernen, knivskarpt med foto, lyd, farve og lugt og kan, hvis man udsættes for noget der "ligner" - et brag bagved een, f.eks. - så reagerer kroppen instinktivt, og lider man af PTSD udløser det ofte flashback og uhensigtsmæssig reaktion, ofte vrede, da det udløser adrenalin i kroppen.

Der sker populært sagt en ophobning af muskelenergi og adrenalin i kroppen og det udløser hos nogle at tænderne klaprer i munden og de ryster over hele kroppen.

Men hos politi- og redningsfolk, og hos soldater træner man jo hvorledes man hensigtsmæssigt reagerer når man er i livsfare, hvad enten man skal redde nogen eller nedkæmpe nogen, og hvor den flugt der ville være normal, ikke er en mulighed.

Der var jo fuld knald på anerkendelsen af NYPD og New-York Firedepartment efter 11. september - det forhindrede ikke at politi- brand- og redningsfolk fik PTSD efterfølgende.

Men det er rigtigt at der for hjemvendende veteraner opstår en tomhed - fordi et "almindeligt liv" ikke inkluderer krigszonens oplevelser, kammeratskab og adrenalin-kick og det er naturligvis en omstillingsproces i samme grad som når man ankommer til en krigszone og skal afkode hvordan livet leves der.

Men for at smide lidt kedelig statistik ind i debatten, så viser britiske erfaringer at der i gennemsnit går 13 år før end veteraner viser for at få behandling for deres PTSD. Det er nok også en af årsagerne til at der er mange "Balkan-veteraner" der dukker frem i disse år.

Lennart Kampmann

@ Nic Pedersen

De er heller ikke ment som skadespådragende begivenheder, blot analoge til tilvænningsprocessen i forbindelse med ophør af expatriering.

I forbindelse med hjemkomst fra UNPROFOR var der dog tilvænningsbesvær. fx. skulle man vænne sig til at græsarealer ikke var minerede mm.

Med venlig hilsen
Lennart

Niels Mosbak

Mht. til PTSD, så har du sikkert ret.
Det vidste mine hjemmelsmænd fra 2. verdenskrig næppe, hvad var. (selvom de nok havde det)

Men jeg tror på deres ord, om at den store og gentagne anerkendelse, som stadig kan ses og føles i f.eks. Rusland den dag idag, hjælper med at dulme mange traumer.

Jo flere historier der kommer frem om krigstraumer blandt soldater, jo større bliver bliver politikernes incitament til udelukkende at anvende jagerfly og "smartbombs" i fremtidige krigssituationer - ganske som tilfældet var det i Libyen - og så mister den danske offentligheden fuldstændig følingen med hvad vi som nation deltager i. Danmark bør melde sig ud af Nato.

mmmm... PTSD... Det lyder næsten som en dessert... GRANATCHOK!!!! Det var dét det hed i gamle dage! Det er et ord med pondus, det er til at forstå alvorligheden af det, vores sprog er blevet for blødt til end at tale om krig...

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins

hm. forklar så lige hvorfor Danmark ikke kan beslutte sig til at købe nye kampfly ;)

Soldater er stadigt nødvendige når der skal etableres tilstedeværelse. En drone eller et kampfly kan ikke holde en bakke.

En udmeldelse af NATO ville være ganske dyr - vi rejser jo med på første klasse selvom vi holder en økonomiklassebillet i hånden.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart.

Fremtiden hedder 'oprørssoldater' i form af lejesoldater og hvis der er ressourcer i området som skal under kommerciel udnyttelse indsættes krigsherrer - oligarker - ganske som i Irak, Afghanistan og Libyen.JFS-flyene er for dyre og vi får ikke tilstrækkelig valuta ud af at være med. Eksv. fik Mærsk ikke den oliehavn i Irak han havde sat næsen op efter.

Knudsen

PTSD = Post Traumatisk Stress Syndrom er ofte en invaliderende lidelse, som for mange er livsvarig, og bestemt ikke noget at lave grin med.

"Granatchock" er oftest en kortvarig og forbigående chocktilstand, som folk ofte oplevede under et artilleri-angreb eller under skyttegravsbombardementerne under 1. verdenskrig.

Morten Pedersen

@ Peter Pedersen: Granatchock blev altså også brugt som betegnelse for livsvarige traumer ovenpå rædslerne i 1. Verdenskrig. Hvorfor skulle det kun medføre forbigående chock at opleve artilleri-angreb og skyttegravsbombardementerne? Det har været rædselsfuldt i enhver forstand.

Bill Atkins:

At Mærsk mistede havnen i Iraq, ligger vist mere i måden de forsøgte at køre den, og den noget tvivlsomme måde de forsøgte at sætte sig på den.

Morten P.

Jeg er enig i, at betegnelsen dengang i tiden omkring 1914-18 blev misbrugt bredt om en lang række psykiske reaktioner, som utvivlsomt var modbydelige,
men med granat-chock forstås normalt en kortere og forbigående choktilstand som tit er handlingslammende i en vis kortere periode , og primært skyldes sansepåvirkninger fra bla. braget og rystelserne i jorden i forbindelse med at en eller flere granater detonerer tæt på personen.

Morten Pedersen

@PP. Ok - jeg havde selv en engelsk slægtning der i årene efter sin deltagelse i WW1 kastede sig på jorden når en sporvogn kom kørende bagfra.
Det blev i familien kaldt granatchock, og det lyder jo ikke som noget forbigående, men jeg ved ikke hvad der er lægeligt defineret som hvad.
Venlig hilsen