Læsetid: 5 min.

Skal venstrefløjen op i træet?

Skal venstrefløjen ’op i træet’ og stå stærkt på idealerne – eller ’ned på jorden’ og indgå kompromiser? Ved et debatmøde i Informations kantine, var Johanne Schmidt-Nielsen og Jesper Petersen ikke enige om meget andet end det overordnede mål – at vinde næste valg
Det var enighed om målet – at vinde igen ved næste valg og have en rød regering – men der hørte enigheden også op ved debatarrangementet om venstrefløjen afholdt i Informations kantine.

Det var enighed om målet – at vinde igen ved næste valg og have en rød regering – men der hørte enigheden også op ved debatarrangementet om venstrefløjen afholdt i Informations kantine.

Tine Sletting

20. september 2012

Hvor pragmatisk skal venstrefløjen være? Det er det overordnede spørgsmål for debatten mellem Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og SF’s Jesper Petersen. De to har taget ståplads i Informations kantine tirsdag aften. Foran sig har de et halvt hundrede tilhørere – imellem sig har de Informations journalist David Rehling. Jesper Petersen lægger ud med at bygge videre på den dårlige stemning, der siden det mislykkede skatteforlig i foråret har været imellem de to partier:

»Der er grænser for, hvor langt man kan gå. Vi vil gerne genopbygge det gode forhold til Enhedslisten, men det kræver, at de er i den samme virkelighed som os,« siger Jesper Petersen og bringer snart efter en træ-metaforik på banen:

»Det handler om, hvorvidt man er villig til at indgå kompromiser, eller om man er kravlet for højt op i træet,« siger Jesper Petersen.

Johanne Schmidt-Nielsen mener, at Enhedslisten er villige til kompromiser: »Det synes jeg, at den nye aftale om asylpolitik er et eksempel på. Ville den se anderledes ud, hvis Enhedslisten havde 90 mandater – ja, men den her aftale er stadig et opgør med årtiers asylpolitik.«

Hun mener dog, at SF er gået for langt, og at det blandt andet er derfor, at den samlede venstrefløj – anført af SF og Socialdemokraterne, lige nu står så dårligt i meningsmålingerne:

»Jeg tror ikke, det er fordi, der er flere, der ønsker en blå politik. Det er fordi, regeringens politik ligger for langt fra, hvad vælgerne havde forventet. Så der er et troværdighedsproblem, som skal løses,« siger hun og tilføjer:

»Målet er vi enige om. Vi skal vinde næste valg. Og det næste og det næste. Men det kræver, at man fører en politik, som ligger tættere på det, man gik til valg på.« Og endelig skal man ikke være bange for at sige sin ærlige mening:

»Man bør sige det ligeud, hvis man ikke mener, at dagpengereglerne er gode. Hvorfor siger man ikke – ’hvis det stod til os, ville vi ændre det. Det er vores politik. Men det er der desværre ikke mulighed for lige nu’. Man skal da turde argumentere for noget, selvom der ikke er flertal for det,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

De fleste af salens mange spørgsmål er til Jesper Petersen. Flere af tilhørerne er tydeligvis skuffede over SF: »Enhver på venstrefløjen ved, at hvis man er i stue med de radikale, så er man borgerlig,« som en midaldrende kvinde formulerer det.

»Jeg er selvfølgelig uenig,« svarer Jesper Petersen. »Hvis man vil have forandring, så hører det altså til sjældenhederne, at det kan lade sig gøre kun med de klassiske arbejderpartier. Derfor må man sige: så langt kan vi komme lige nu. Og det er bedre end, hvis vi ikke gjorde noget. Det væsentlige er ikke at sige det rigtige, men at gøre en forskel for de, som det handler om.« Det afføder en del reaktioner i salen:

»Jeg er glad for det, som Johanne siger om, at man skal turde have standpunkter,« siger en midaldrende dame, som sidder ved bordet foran den anden midaldrende dame. »Og der har jeg følt mig snydt af SF, som i mine øjne forsvarer den borgerlige politik, som regeringen fører. Så jeg bliver vred, når du siger det med at kravle op i træerne,« siger hun henvendt til Jesper Petersen.

»Hvis Enhedslisten lod sig trække med ned i SF’s kompromiser, hvor i alverden skulle vi så sætte vores stemmer? Hvad skulle vi så tro på,« spørger hun.

»Noget, der bare bliver sagt, men aldrig bliver til noget, gør vel ingen forskel,« prøver Jesper Petersen. »Jo, det gør,« bliver der nærmest svaret i kor.

»Fordi så har man det bedre med sig selv?«

»Ja,« lyder svaret fra salen. Dog noget mere mumlende, og Jesper Petersen lyser straks op:

»Men det vigtige er vel, at dem, som det handler om, får det bedre – og ikke hvordan man selv har det i debatten undervejs. Der handler om resultater. Det er derfor, jeg ikke er fra Enhedslisten men fra SF,« siger Jesper Petersen og smiler, mens Johanne Schmidt-Nielsen ivrigt beder om ordet: »Grunden er ikke, at vi får det bedre med os selv,« siger hun og hæver stemmen :»Det er fordi, politiske forandringer og samfundsforandringer skabes gennem det, vi siger, og det, vi tænker. Hvis ingen siger VKO’s udlændingepolitik imod, så bliver den aldrig ændret.« Herefter vil en tilhører, som er ung af hankøn høre, hvorfor man er så glad for konkreter og så bange for visioner og idealer. Og både Johanne Schmidt-Nielsen og Jesper Petersen, giver ham ret i, at der er en tendens til ikke at turde sige noget uden at have »ti-punktsplan klar« med konkrete initiativer til, hvordan man skal komme derhen, som Johanne Schmidt-Nielsen formulerer det.

Med op i træet

David Rehling runder af med det centrale spørgsmål om, hvor langt man skal strække sig.

»Når vi kommer med politisk kritik af regeringen, så er det ikke for at være onde, men ud fra et oprigtigt ønske om, at det skal gå godt for regeringen,« siger Johanne Schmidt-Nielsen »Og man begår en stor fejl, hvis man tror, at problemerne skyldes kommunikation. Jeg tror, at man er nødt til at erkende, at det muligvis også handler om politik,« siger hun og overlader ordet til Jesper Petersen:

»Når det kommer til, om SF skal med op i træet eller ej …«

»Er der nu konsensus om, at jeg sidder i et træ eller hvad?« spørger Johanne Schmidt-Nielsen, og det afføder en del latter i Informations kantine. Jesper Petersen fortsætter:

»Vi skal turde arbejde med de abstrakte ideer, men samtidig holde fast, når der er behov for konkrete beslutninger. Vi er ikke enhedslistens forlængede arm. Og Enhedslisten skal også have evnen til at flytte sig derhen, hvor man laver kompromiser. Det er udfordringen. Vi har meget at være stolte af i regeringen, men det har også været utaknemmeligt so far. Men heldigvis er der tre år tilbage, og dem bruger vi meget i et samarbejde med Enhedslisten.«

Hør podcast fra arrangementet her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er symtomatisk, at politikerne selv kan tage en sådan debat.
Det burde være klart, osse for dem, at folkestyret er at samarbejde og indgå kompromier.
Det er demokratiets grundpille og sørgeligt at de magtfocuserede politikere og nogle af tilhørerne tilsyneladende har glemt det.

peter fonnesbech

Regeringen, som er skrøbelig i sin sammensætning, er helt klart præget af en udtalt kontrolpsykotisk mentalitet, som åbenbart dræber enhver kreativitet, som kunne udgøre den mindste trussel overfor de 90 mandater.
Derfor hører man jævnligt om ,hvordan det ene eller andet folketingsmedlem, som blive “banket på plads”.

Pressen er vildt med det udtryk og bruger det kækt og frejdigt som den naturligste ting.

Spørgsmålet er i virkeligheden om der ikke her er en sag for arbejdsmiljøet.

Folketinget er jo bare en arbejdsplads som alle andre, og man må forvente at det psykiske arbejdsmiljø skal være i orden.

Voksen mobning er bare ikke i orden.

Særligt når samme folketing jo har vedtaget selvsamme love vedrørende arbejdsmiljøet.

Der må være nogle tillidsrepræsentanter som kan tage sagen op, med mindre de også forlængst er blevet “banket på plads”.

Ellers har den politiske kreativitet ringe vilkår i en tid hvor landets politikere gerne skulle gå forrest som innovative forbilleder.