Læsetid: 6 min.

9.b stempler ud af fordommene

Tosprogede bliver ofte stemplet som ressourcesvage, men man kan simpelthen ikke sætte lighedstegn mellem de to, fortæller klasselærer Krista Clausen om hendes velfungerende elever i 9.b på Blågård Skole
Tosprogede bliver ofte stemplet som ressourcesvage, men man kan simpelthen ikke sætte lighedstegn mellem de to, fortæller klasselærer Krista Clausen om hendes velfungerende elever i 9.b på Blågård Skole
Indland
25. oktober 2012

»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd,« står det i et citat fra filosoffen K.E. Løgstrup ved døren til klasseværelset for 9.b på Blågård Skole.

Inden for er 16 ud af klassens 19 elever troppet op til interview på trods af, at det er godt en time efter dagens eneste punkt på skoleskemaet – en fire timer lang terminsprøve i matematik. 9.b og klasselærer Krista Clausen er en af Informations hovedpersoner, som man løbende kan følge i vores dækning af folkeskolen i de kommende måneder.

»Skriv noget mere om Afrika og Mellemøsten! Eller Pussy Riot,« lyder det fra et af bordene efter fem minutters gruppearbejde.

Vi leger avis og skal først have fyldt udlandssektionen i en fiktiv udgave af Information. En elev fortæller, at de holder Information derhjemme. Lidt flere holder Politiken, mens »Elgigantens tilbudskatalog« er den kække sidebemærkning fra Nour, der får klassen til at grine.

»Der skal være flere positive historier. Man bliver træt af hele tiden at høre om krig og død i medierne,« siger R-e-j-h-a-n, der som de fleste andre staver pædagogisk mig igennem deres navne.

Kun fem navne klinger velkendt, mens resten har deres oprindelse i Palæstina, Somalia, USA, Irak – 63% af skolens elever er tosprogede, men både klassen og Krista Clausen er trætte af, at der bliver sat lighedstegn mellem tosproget og ressourcesvag.

»To sprogede elever er ganske enkelt ikke ressourcesvage per definition. Mine elever på 9. årgang er kendt som velfungerende klasser både socialt og fagligt. Det kan godt være, at der er nogen, der har andre sproglige forudsætninger, men det gør dem ikke ressourcesvage,« fortæller klasselærer Krista Clausen,

Én episode har sat sig fast. I 2009 belejrede medierne skolegården og ville høre mere om, hvorfor skolen med de mange to-sprogede klarede sig så dårligt i de nationale ranglister.

»Der var meget fokus på, at bare fordi man er to-sproget, så klarer man sig dårligt i skolen, men det passer jo ikke. Det tog udgangspunkt i ét dårligt gennemsnit for ét år,« fortæller Rhea Revier, og bliver bakket op af sine klassekammerater.

»Jeg synes, det var rigtig nedtur at blive stemplet på den måde. Jeg og mange andre tager virkeligt skolen seriøst, og så er det rigtigt ærgerligt at blive stemplet som dårlig, bare fordi man er to-sproget. Det passer jo ikke,« fortæller Sibel Zulfovsky på 15 år.

Bliver man skudt på Nørrebro?

Fordomme er der rigeligt af, når Blågård Skole dukker op i samtaler med vennerne uden for Nørrebro.

»Hvis jeg møder nogen udenfor Nørrebro, så spørger de altid, om jeg er bange, men det er jo ikke sådan, at går man på gaden på Nørrebro, så bliver man skudt«, siger Maryama Osman

Det var dog netop bandeurolighederne på Nørrebro i 2009, der, sammen offentliggørelsen af de nationale ranglister, har skabt nogle dårlige år for skolen. Skolen oplevede et større frafald af elever, der først er stagneret i år, men eleverne er trætte af de mange negative historier fra deres eget kvarter.

»Skriv noget om Smag Verden i stedet! Det fortæller noget om mangfoldighed,« siger Ramla og Lamia, da vi når til indlandsstoffet.

»Ja, nogle flere positive historier fra Nørrebro. Der er mange faste aktiviteter som folkekøkkenet i Korsgadehallen, hvor alle kan komme og spise om onsdagen, uanset om man bor på Nørrebro eller ej,« fortæller Pernille Hedegaard.

»Det er meget socialt,« fortæller Diana Attari om sammenholdet i en bydel, de føler, er mere under verbal beskydning fra politiske slagtaler, og folk der aldrig har sat sine fødder i kvarteret, end fra de bander, der med jævne mellemrum stikker hovedet frem.

»Vi er ikke isoleret fra alle andre. Man er ude og blande sig og lære nye folk at kende. Vi er så mange forskellige kulturer på Nørrebro og forskellige mennesker,« fortæller Sibel Zulfovsky.

Krista Clausen oplever ofte de samme fordomme, når hun møder kollegaer uden for Nørrebro.

»De spørger ofte: ‘er du ikke utryg‘, ‘kommer du nogensinde igennem med noget fagligt‘, ‘det må være op af bakke.‘ Men når jeg går ind i klassen med det program jeg har forberedt, så er det virkeligt sjældent, at det ikke bliver gennemført. De er glade for at gå på skolen og de er engagerede og motiverede for at lære,« fortæller Krista Clausen.

Tavleundervisning er et overstået kapitel

Klassen fortsætter diskussionen, om hvad de skal fylde indlandssiderne med. Bordene er klynget sammen i skæve firkanter med fire elever ved hvert. Når spørgsmålene falder fra tavlen må flere vende sig om for at følge med. Det er helt bevidst, får jeg senere at vide af Krista.

»Tavleundervisningen er et overstået kapitel, og eleverne skal engageres med det samme. Det er i kommunikationen med hinanden, at læringen finder sted. Derfor skal de ikke have deres fokus på tavlen eller læreren, når introduktionen til opgaven er blevet givet,« fortæller hun om den lærerfaglige overvejelse bag opstillingen.

Blågård Skole er også bevidste om, hvordan debatten om de tosprogede påvirker skolen, men de er opsatte på, at det ikke skal ramme fagligheden, fortæller klasselærer Krista Clausen.

»Man har måske haft en tendens til at sænke de faglige krav og til at forfalde til et mangelsyn, når man arbejder med tosprogede elever. Det arbejder vi bevidst med på skolen. Det er ikke synd for eleverne, at de er tosprogede. Det er netop en ressource, og derfor skal eleverne altid udfordres, og der skal sættes høje faglige standarder og krav til al undervisning, uanset hvilke elever, vi arbejder med,« siger hun.

Klasselærer Krista Clausen har været på skolen siden 2003. Først som vikar på skolen under specialeskrivningen på Københavns Universitet som kulminationen på en cand.mag. i religionshistorie og engelsk. Siden blev hun hængende og har undervejs taget en meritlæreruddannelse.

»Det var jo helt tilfældigt, at jeg valgte Blågårdskolen, som det hed dengang, men det er virkeligt gået i blodet på mig. Nogen af mine første elever begynder nu på universitetet, og det er jo fantastisk at følge dem,« fortæller Krista Clausen, der selv bor på Vesterbro.

Hun anerkender, at den følelse er der sikkert mange lærere, der kan nikke genkendende til, men mener alligevel, at der er noget særligt over Blågård Skole.

»Jeg havde en samtale med en far til en tosproget pige i klassen lige før sommeren. Han ville gerne sikre sig, at hans datters faglige udvikling i dansk gik som den skulle, for han vil gerne have, at hun kommer i gymnasiet,« siger hun og gengiver samtalen.

»Du skal forstå, at der hvor jeg kommer fra, er det ikke normalt at piger får uddannelse. Men det er vigtigt for mig, at min datter får en uddannelse, for det vil hun så gerne have,« genfortæller hun og fortsætter selv.

»Han er jo en af dem, der i statistikken, medierne og af politikerne kaldes ressourcesvag, forklaringskrævende og alle de mærkater vi ellers sætter på folk med anden etnisk baggrund end dansk. Men det er der ikke nogen, der kan kalde en far, der i den grad støtter sin datters uddannelse. Han er tværtimod en far med masser af ressourcer,« fortæller Krista Clausen og fortsætter.

»Dermed ikke sagt, at det er mere rosenrødt på Blågård Skole end på andre skoler, for det er det ikke, men skolen er vitterligt langt bedre end sit ry. Det er jo bare børn. Jeg er jo enormt stolt af dem. Jeg er en stolt lærer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Brockdorff

Tja, denne beretning er jo en ren ”solstrålehistorie”, og så kan man jo håbe på og drømme om, at det samme menneskelige og faglige miljø også èn dag slår fuldt igennem på Ejerslykkeskolen i Odense, hvor den prisnominerede skoleleder Birgitte Sonsby netop har fået en tjenstlig påtale af skolechefen for Odense Kommune, fordi hun i et øjebliks vrede kom til at sige til nogle tosprogede elever, ”at jeg er så skide træt af jer muslimer, der ødelægger undervisningen”.

Steffen Gliese

Måske det var en reprimande for den manglende viden om muslimers tilbøjelighed til at ære de voksne - at det altså var et meget lidt muslimsk træk, børnene udfoldede?

Steffen Nielsen

Dejligt med en positiv indgangsvinkel til folkeskolen, jeg vil glæde mig til de næste afsnit. Desuden er det befriende at se en artikel der prøver at vise forskelligheden i stedet for at generalisere en stor gruppe af mennesker.