Læsetid: 8 min.

Et år med SRSF

I dag er det et år siden, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede regeringsgrundlaget ’Et Danmark, der står sammen’ og sine 23 ministre med løftet om, at hun stillede med det ’stærkeste hold’ til at bringe Danmark gennem krisen. Information har kigget i SRSF-regeringens scrapbog for at se, hvordan det er gået
3. oktober 2012

Sass-sagen

Det er sagen, som både før, under og efter regeringsdannelsen 3. oktober 2011 forfølger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S): Partifællen Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse. Eller rettere sagt sikkerhedstjek.

Ministre skal nemlig slet ikke sikkerhedsgodkendes. Ifølge grundloven er der kun én, som bestemmer, hvem der skal være minister – og det er den til en hver tid siddende (eller kommende) statsminister.

Et år efter at nogle af landets øverste embedsmænd trak Socialdemokraternes daværende politiske ordfører til side under regeringsforhandlingerne og gjorde det klart, at hans kontakt til Bandidos-rockeren Torben Ohlsen Jensen stod i vejen for en ministertaburet, efterspørger såvel oppositionen som støtterne i Enhedslisten samt hovedpersonen selv stadig en forklaring på, hvad der egentlig skete i de dage.

Hvem vidste hvad – og hvornår – om Henrik Sass Larsens kontakt? Hvorfor gjorde ingen noget ved problemet tidligere? Og var det, som er kommet frem om kontakten, virkelig nok til, at man ikke kan blive minister i Danmark?

Statsministeren har hidtil afvist at svare på de fleste spørgsmål med henvisning til, at hun ikke ønsker at udtale sig om »det konkrete tilfælde«.

Efter at Henrik Sass Larsen selv trak sig som ministerkandidat, blev han taget til nåde igen af Helle Thorning-Schmidt 8. maj og udnævnt til gruppeformand i forbindelse med en større rokade i partiet.

Hvis – når! – der kommer en regeringsrokade, står Henrik Sass Larsen atter i forreste række.

Den første finanslov

Der er ikke rigtig tvivl om, at finansminister Bjarne Corydon (S) nok skal få flertal for sit finanslovforslag – eller om hvem finansministeren skal få det med – da han præsenterer SRSF-regeringens første af slagsen 3. november 2011.

Enhedslisten pegede på Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som statsminister. Og godt nok har liste Ø aldrig før stemt for en finanslov, men partiets årsmøde har i 2010 givet grønt lys for de røde under forudsætning af, at finansloven indeholder forbedringer, ikke indeholder forringelser, samt ikke blot »opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen«.

Så allerede den 20. november præsenterer Bjarne Corydon en finanslovaftale med liste Ø, som blandt andet indeholder fremrykning af offentlige investeringer for 18 milliarder kroner, skatte- og afgiftstigninger for fem milliarder kroner samt afskaffelse af de såkaldte fattigdomsydelser.

Finanslovaftalen udmærker sig dog også ved sine mangler: Nemlig en såkaldt musefældeklausul – det vil sige den normale politiske aftale, som forhindrer forligsparterne i at vedtage udgiftskrævende forslag med oppositionen hen over hovedet på samarbejdspartneren.

Den manglende musefældeklausul betyder, at regeringen har frie hænder til at indgå aftaler til højre i folketingssalen. Selv om Bjarne Corydon forklarer, at det er en udstrakt hånd til de blå, kan det ikke ødelægge den gode stemning mellem regeringen og dens støtteparti.

EU-formandsskabet

Det blev aldrig den store sællert i Danmark, men i resten af Europa tales der meget pænt om det danske EU-formandskab i det første halve år af 2012.

Det lille EU-skeptiske land, som også er uden for Eurozonen, havde selv på forhånd kaldt formandskabet for et »rugbrødsformandskab«. Meget af arbejdet var allerede tilrettelagt på forhånd, men de danske ministre formåede at opnå resultater på en række væsentlige områder, bl.a. en mere grøn landbrugspolitik, fremme af de vanskelige EU-budgetforhandlinger og ikke mindst at lande en aftale om energieffektivitetsdirektivet, som var en af det danske formandskabs vigtigste mærkesager, fordi det trækker EU i en grønnere retning.

Det danske formandskab formåede imidlertid også at blive boykottet af Europa-Parlamentet, da parlamentet afbrød alle forhandlinger med det danske formandskab om en ny Schengen-aftale, som parlamentet ikke mente, det var blevet inddraget nok i. Spørgsmålet om en skat på finansielle transaktioner belastede også Danmark, da det viste sig at være umuligt af finde fælles europæisk fodslag.

Tilbage står dog, at regeringen efter seks måneder for bordenden i Bruxelles kunne notere sig nogle af de bedste meningsmålinger i sin levetid – det var dog ikke i politiske index, men når danskerne blev spurgt til, hvordan ministrene havde klaret EU-formandskabet: 44 procent af danskerne mente i juni ifølge en Epinion-måling foretaget for DR, at regeringen håndterede formandskabet godt – kun 25 procent mente, det blev klaret dårligt.

Energiaftalen

Den 21. marts landede klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) regeringens første store politiske sejr: En omfattende energiaftale med støtte fra alle Folketingets partier – på nær Liberal Alliance. Det tog dog dobbelt så lang tid som ventet at lave forliget, som ministeren først kækt havde ment ville falde på plads inden jul.

Aftalen kom først i hus efter et langstrakt forhandlingsforløb, som begyndte, da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, gjorde Martin Lidegaards første forventning til skamme med beskeden: Udspillet er for dyrt for almindelige forbrugere og for erhvervslivet.

Venstres stemmer kostede regeringen en halv havvindmøllepark, mere biogasstøtte til landbruget samt lempeligere indgreb over for oliefyrene – udover en ændring af finansieringen, så forbrugernes og erhvervslivets lommer ikke tømmes i det tempo, som regeringen i første omgang havde lagt op til.

Men – og heri består den store sejr – de overordnede ambitioner blev fastholdt i aftalen, som inden 2020 skal sikre 35 pct. vedvarende energi i det danske energisystem og 34 pct. mindre CO2-udledning. Energiaftalen er da også et af de synlige resultater, som regeringen og Enhedslisten – som forhandlede på sidelinjen undervejs i hele forløbet og tilsluttede sig aftalen – i dag bryster sig allermest af. Forliget er for regeringen et konkret bevis på, at den trækker Danmark i en grønnere retning.

Skattekommissionen

Den 14. november 2011 beder skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) departementschef Peter Loft og direktør i Skat København Erling Andersen om at redegøre for forløbet omkring afgørelsen i Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag et år forinden.

På det tidspunkt har BT kunnet afsløre indholdet i den fortrolige skatteafgørelse – blot en uge inden folketingsvalget. Politiken har efterfølgende beskrevet, hvordan Peter Loft angiveligt deltog i møder om skattesagen.

Da skatteministeren modtager de to skriftlige redegørelser, vælger han at nedsætte en undersøgelseskommission.

Redegørelserne stiller nemlig spørgsmål ved, om den daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), hans daværende særlige rådgiver – eller spindoktor – Peter Arnfeldt og Venstre har været indblandet i afgørelsen og den efterfølgende lækage til BT. Er det tilfældet, kan det blive den største politiske skandale i danmarkshistorien: Forsøget på at påvirke afgørelsen i skattesagen med henblik på at skade oppositionens statsministerkandidat og dermed dennes chance for at vinde det kommende folketingsvalg. Forude venter stadig afhøringerne af blandt andre Peter Loft, Troels Lund Poulsen og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), inden Skattesagskommissionen om halvandet år ventes færdig med sit arbejde.

SRSF-regeringen har også også besluttet at nedsætte en kommission, som skal undersøge årsagen til Danmarks deltagelse i Irak-krigen og behandlingen af fanger i Irak såvel som Afghanistan.

Betalingsringen

Onsdag 22. februar afgik betalingsringen ved døden. Efter i lang tid at have forsøgt at give den kunstigt åndedræt, måtte især SF’erne med skatteminister Thor Möger Pedersen i spidsen give op.

Radikale Venstre ofrede ikke meget politisk kapital på at forsvare den, Socialdemokraterne ønskede den ikke længere, og den folkelige opbakning kunne ligge på et meget lille sted.

Dermed blev betalingsringen monumentet over de løftebrud, mange mener, regeringen har begået. Forud var gået et nærmest farceagtigt forløb, som begyndte allerede før valgkampen, hvor Venstre formåede at trænge Socialdemokraterne og SF i defensiven omkring den fysiske placering af selve betalingsringen.

Og det hele blev afsluttet med et pressemøde, der nærmest gik i ring med Helle Thorning-Schmidt. Her ville pressen gerne vide, hvornår regeringen ville præsentere sit endelige forslag til betalingsringen.

»Der kommer en god løsning i morgen,« gentog statsministeren i et væk.

Løsningen blev – for at tilfredsstille SF – at der i stedet blev nedsat en trængselskommission, der skal se på alle andre måder at reducere trængslen i København på end ved hjælp af en betalingsting.

Samtidig fandt regeringen en milliard kroner fra 2013 til den kollektive trafik. De penge skal bruges til at reducere billetpriser og investere i den kollektive trafik, og de kommer fra øgede afgifter på leasing- og demobiler.

Skatteaftalen/førtids- og fleksaftalen

Jeg synes, at regeringen pisser på de vælgere, som har stemt på dem.«

Beskeden fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen var ikke til at tage fejl af fredag aften den 22. juni, da regeringen efter sit hidtil mest kaotiske forhandlingsforløb havde landet en skatteaftale med Venstre og Konservative.

SRSF-udspillet til en skattereform var en invitation til de borgerlige – især finansieringen fra en nedregulering af overførselsindkomsterne var uspiselig for Enhedslisten. Men da Lars Løkke Rasmussen begyndte forhandlingerne med at erklære, at Venstre ville have reelle skattelettelser for 13 mia. kroner, indså regeringen, at det kunne blive svært, og man begyndte at tale mere intenst med Enhedslisten om en aftale. Faktisk kom man så tæt på, at i hvert fald Enhedslisten havde en klar forventning om en aftale. Partiet blev dog skuffet, da Venstre pludselig ombestemte sig, og formand Løkke fra Rio gav sine tropper grønt lys til en aftale. Venstre endte med at godtage store dele af regeringens udspil, og dermed var skatteaftalen måske nok på papiret en sejr for regeringen – men forløbet gav den et anstrengt forhold til Enhedslisten, der erklærede, at det ikke længere var støtteparti, men blot parlamentarisk grundlag for regeringen. Regeringen lavede også før sommerferien en reform af førtidspension og fleksjob med de borgerlige – og Enhedslisten fremhæver i dag de to aftaler som bevis for, at regeringen har truffet »dårlige beslutninger«.

Regeringen har brug for at klinke skårene og indgå aftale om næste års finanslov med Enhedslisten. Her er forventingen, at dagpengemodtagerne skal tilgodeses.

SF's formandsvalg

Al begyndelse er svær. Det har SF måttet sande på den hårde måde. Som regeringsparti skal der indgås kompromiser, og det har været en udfordring for partiets bagland.

Det begyndte allerede i foråret, da baglandet op til partiets landsmøde i april havde store kvababbelser over partitoppens første udkast til et nyt principprogram for SF og manglen på SF-politik i regeringen. Det gav debatter, der strakte sig til efter midnat på landsmødet, og omkring 200 ændringsforslag til principprogrammet. Partiets ledelse formåede at holde styr på kernetropperne, men bedst som man troede, der igen var faldet ro over SF, eksploderede det hele, da regeringen indgik en aftale om skattereform med Venstre og Konservative.

Forringelserne af overførselsindkomsterne var ganske enkelt for meget for store dele af baglandet og et enkelt folketingsmedlem. Özlem Cekic ville ikke stemme for, så hun fik frataget alle sine ordførerskaber.

Troede man, at SF efter sommerferien ville holde sig lidt uden for spotlightet, kunne man hurtigt tro om. Villy Søvndal trak sig som formand, og det satte gang i en intens formandsdyst mellem Astrid Krag, sundhedsminister, og Annette Vilhelmsen, erhvervsordfører.

Her har hver dag stort set budt på et nyt kapitel i mudderkastningen mellem de to og deres støtter. Den 13. oktober offentliggøres det, hvem SF’s medlemmer ønsker som ny formand. Hos Socialdemokraterne og Radikale Venstre venter ledelserne på, at SF igen får en ledelse, så regeringens midlertidige standby-position kan blive afløst af arbejde, arbejde og arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer