Læsetid: 2 min.

Amnesty undrer sig over ministers forklaring i fangesag

Danmark er igen begyndt at overdrage fanger til afghanerne. Ifølge forsvarsministeren skyldes det, at briterne gør det samme. Men Amnesty International tvivler på, at briterne skulle have genoptaget udleveringerne
27. oktober 2012

Amnesty International og Enhedslisten kritiserer forsvarsminister Nick Hækkerup (S) for atter at tillade, at de danske styrker i Helmand-provinsen overdrager fanger til de afghanske fængselsmyndigheder. Overdragelserne har ellers været suspenderet siden den 24. april, efter at de britiske styrker havde suspenderet deres.

Men efter at Storbritannien nu ifølge Nick Hækkerup har meddelt, at landet vil genoptage deres overdragelser, frygter ministeren »samlet set« ikke længere, at udleverede fanger skal blive mishandlet eller tortureret. Derfor overdrog Danmark den 20. oktober en mistænkt lokal afghaner til fængselsmyndighederne.

Nick Hækkerup skriver i et brev til Folketingets forsvarsudvalg, at briterne den 16. oktober oplyste, at »der var truffet beslutning om at ophæve den midlertidige suspension af overdragelser til NDS-faciliteten i Lashkar Gah«, og at briterne »derfor ville genoptage overdragelser af tilbageholdte hertil«.

»Dette skete på grundlag af en undersøgelse af modtagne påstande om mishandling og en række efterfølgende gennemførte tiltag i forhold til faciliteten og facilitetens personale,« skriver forsvarsministeren.

Men juridisk konsulent i Amnesty Claus Juul undrer sig over den forklaring.

»Det var en hel konkret sag, der gjorde, at briterne indstillede fangeoverførslerne, indtil sagen var afgjort. Men den sag er ikke afgjort endnu, og vi har ikke hørt noget om, at briterne skulle have skiftet mening og alligevel ikke vente på, at retssagen er færdig,« siger han og spørger:»Så hvad er det forsvarsministeren baserer sin beslutning på?«

Ifølge Claus Juul er det under alle omstændigheder heller ikke nok at basere sin beslutning om at genoptage fangeoverdragelserne på, at briterne oplyser, at de har undersøgt forholdene, at der er kommet nyt personale, sat overvågningskameraer op i afhøringslokalerne og gennemført undervisning i menneskerettigheder.

»Det fremstår som et meget tyndt grundlag. Der er ikke noget, der tyder på, at danske myndighedspersoner selv har undersøgt fængslet,« siger Claus Juul.

»Torturkonventionen slår fast, at hver enkelt land har et selvstændigt ansvar for ikke at medvirke til tortur. Når vi har et land, hvor tortur og mishandling er så udbredt, så er det ikke nok at sige, at vi kommer det til livs, hvis vi udskifter lidt af personalet, hænger et par kameraer op og ellers giver lidt menneskerettighedsundervisning. Hvis det er tifældet, må vi sige: Så er det ærgerligt, at man ikke er kommet på den ide noget før,« siger han.

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, kalder nu forsvarsministeren i samråd.

»Hvad har vi overhovedet af oplysninger om behandlingen af fangerne i fængslet i Lahskar Gah? Man skal også huske på, at de internationale konventioner ikke skelner mellem behandlingen i de enkelte fængsler. Det skyldes, at lige så snart du udleverer en fange til afghanerne, så har de ret til at flytte dem rundt. Så selv om de sidder i det fængsel – hvor de tidligere mishandlinger skulle være holdt op – så kan vi ikke være sikre på, at fangen ikke flyttes videre,« siger Nikolaj Villumsen.

I brevet til forsvarsudvalget understreger Nick Hækkerup dog, at »det skal bemærkes, at den danske styrke vil føre skærpet tilsyn med den pågældende person, så længe han befinder sig i NDS-faciliteten«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu