Interview
Læsetid: 3 min.

Børsting: Fagbevægelsen har tiden med sig

De unge er i dag mere forstående over for fagbevægelsens rolle og vigtighed i samfundet, vurderer LO’s formand, Harald Børsting. Derfor håber han også, at fagbevægelsen kan bremse medlemstilbagegangen
I dag er op mod en tredjedel af danskerne på arbejdsmarkedet ikke organiseret i en fagforening. Det er især den yngre generation, som ikke melder sig ind i en fagforening. Men Harald Børsting tror på, at LO-forbundene kan lykkes med at vende den udvikling

I dag er op mod en tredjedel af danskerne på arbejdsmarkedet ikke organiseret i en fagforening. Det er især den yngre generation, som ikke melder sig ind i en fagforening. Men Harald Børsting tror på, at LO-forbundene kan lykkes med at vende den udvikling

Indland
27. oktober 2012

Ja, fagbevægelsen er ikke så stærk som tidligere, men den er langt fra på vej i graven.Sådan lyder vurderingen fra LO’s formand Harald Børsting, når han bliver bedt om at tage temperaturen på den klassiske røde LO-fagbevægelse anno 2012.

Men Harald Børsting underkender på ingen måder, at fagbevægelsen står over for nogle hårde udfordringer i de kommende år, hvis den vil bevare sin position.

Især den vigende organisationsgrad udgør et stadig stigende problem for fagbevægelsens legitimitet som aftalepartner, vurderer LO-formanden.

»Det er en kæmpe udfordring for os, at vi mister medlemmer, for der er en sammenhæng mellem organisationsgrad og gennemslagskraft. Jeg siger ikke, at vi er i en situation, hvor vi er slået omkuld. Men hvis man ser den samme udvikling i yderligere ti år, hvor medlemstabet fortsætter med uformindsket styrke, så vil vores legitimitet komme til at lide et knæk på et tidspunkt, hvis organisationsgraden bliver alt for vag. Derfor skal vi have vendt medlemstabet,« fastslår Harald Børsting.

Medlemmerne er gennem de seneste mange år forsvundet fra fagbevægelsen. Enten har folk meldt sig ud for at melde sig ind i en af de såkaldte »gule fagforeninger«, eller også er de forblevet uorganiserede.

I dag er op mod en tredjedel af danskerne på arbejdsmarkedet ikke organiseret i en fagforening. Det er især den yngre generation, som ikke melder sig ind i en fagforening. Men Harald Børsting tror på, at LO-forbundene kan lykkes med at vende den udvikling. Han tror på, at fagbevægelsen har tiden med sig.

»Jeg er naiv nok til at tro på, at vi faktisk kan vende udviklingen. Vi kan se, at tilbagegangen bremser en lille smule op. Tidligere var folk opvokset med, at man skulle betale sin sygekasse og sin fagforening. Det er de ikke længere. Men jeg er fortrøstningsfuld, fordi jeg fornemmer en klar forskel på de unge, der kommer ud af uddannelsessystemet nu, og så dem, der kom ud i slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne,« siger Harald Børsting.

Ifølge ham var de unge den gang »i udpræget grad drevet af »jeg er min egen lykkes smed«-tankegang.«

»I dag synes jeg, der er langt flere nuancer og accept af fællesskabet hos de unge. Det tror jeg også gælder i de unges opfattelse af arbejdsmarkedet. Og det er lige præcis der, at det unikke tilbud, vi har i kraft af overenskomsterne, er svaret. Det skal forstås som fællesskabets trampolin, hvor det er afsættet for, at man kan skabe sin egen karriere. Derfor vil det være lettere at trænge igennem med de budskaber og de værdier, som fagbevægelsen står for,« håber Harald Børsting.

Ind til kernen

At den klassiske fagbevægelse skulle have mistet politisk indflydelse, anerkender Harald Børsting ikke. Det ærgrer ham »dybt«, at forårets trepartsforhandlinger kollapsede, men fagbevægelsen er ifølge LO-formanden fortsat en vigtig politisk aktør. Fagbevægelsen skal bare vælge sine politiske kampe med omhu, mener Harald Børsting.»Vi skal bruge kræfterne på det, der direkte har eller er tæt på at have en betydning for vores medlemmers arbejdsliv. Vi skal ikke mene alt muligt om al ting i det her samfund,« siger Harald Børsting og nævner uddannelses- og beskæftigelsespolitik samt økonomisk politik som områder, hvor LO bør have holdninger.

»Vi skal lægge vægten på afgrænsede politikområder, og det mener jeg, vi er blevet bedre og bedre til de senere år. Så kan man fundere over, om det er fordi, vi er blevet klogere, eller det er fordi, vi har fået færre ressourcer. Det er ligegyldigt, fordi vi er blevet væsentligt bedre,« mener LO-formanden.

– Har I spredt jer for meget før?

»Det er der eksempler i historien på, at vi har gjort. For eksempel har vi bedrevet ferier med Dansk Folkeferie, og det ligger langt ud over, hvad jeg mener, man skal kunne som fagforening. Nu skal vi fokusere ressourcerne, så vi får langt mere ud af dem. Og så skal vi ind til kernen af vores opgave – nemlig aftalesystemet,« siger Harald Børsting.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Andersen

Fagbevægelsen har snorksovet i timen.
De har sejret at helvede til, som saglig Thomes Nielsen udtrykte sig, og glemt et er par årtier at spørge medlemmerne, hvad de ønskede af deres fagforening.

For det første har man blindt fulgt med i kravet om flere lønstigninger til medlemmerne i arbejde og deltaget i det almindelige vækstcirkus.
Det har efterladt et gab til de arbejdsløse medlemmer og afvænnet alle med solidariteten imellem alle fagforeningsmedlemmer.
Det har også betydet at staten har kunnet stramme skatteskruen, så alle var glade over disse lønstigninger, som man jo må indrømme ikke har forbedret DKs konkurrenceevne.
Lønstigningerne har medlemmerne så måske ikke haft så meget at bruge til, som en sikkerhed i ansættelsen. Denne sikkerhed ville betyde at man kunne tillade sig at bruge en større del af sin løn uden at skulle gardere sig med privat opsparing.

Sikkerhed i ansættelsen er ikke vægtet af fagbevægelsen i mange år, fordi vi jo havde flex-security modellen. Denne model troede man var garant imod billigere og mindre fleksibel arbejdskraft i konkurrerende lande.
Alt var således godt og i ro, man kunne indtage en vanlig afslappet stilling og nyde større lønstigninger end udlandets, bedre arbejdsforhold og være ligeglad med ansættelsessikkerheden i ly af flex- cekurity modellen.

Man reagerede ikke på at stærke liberalistisk kræfter i EU arbejdede hen imod arbejdskraftens frie bevægelighed og samtidig udvidede EU's medlemskreds til at omfatte Østlande med endog meget lave lønninger og uhyggeligt dårlige arbejdsforhold.
Heller ikke da disse østarbejdere i højkonjunkturen begyndte at fortrænge danske arbejdere i landbrug og gartneri. Det var lavtlønsområder og havde ikke fagforeningernes interesse i større grad end de lediges vilkår. For stadig var fokus på medlemmerne i arbejde og deres lønstigninger.

Man reagerede heller ikke da de gule fik flere medlemmer, herregud de var jo få og fik mindre i løn, fokus på pæne lønstatistikker blev bevaret.

Det samme når dagpengeforsikringen blev udhulet af Nyrup. Han skaffede jo jobs, så gjorde det ikke så meget med tab af rettigheder og lønnen blev bevaret for de mange.
Nyrup angreb på efterlønnen blev også slugt, med samme flegmatiske holdning til solidaritet og åbnede op for den borgerlige regering fortsættelse af Nyrupregeringens fjernelse af lønmodtagernes rettigheder.

Forringelser af sygedagpenge til max et år, og masser af administrative begrænsninger, besværliggørelse og hindringer for klienterne, nå ja de ramte jo stadigt ikke så mange. Kernemedlemmerne gik fri, så ingen reaktion var nødvendig.

Efterlønnen beskåret endnu engang og atter bøjede fagbevægelsen nakken uden solidaritet med de ramte, der jo heldigvis så ud til at blive færre og færre.

Og den sidste forringelse af dagpengeperioden var såmænd også forløbet glat, hvis ikke konjunkturerne havde været sådan at konsekvenserne, blev udstillet for alle i et skærende lys.
Selv nu er det vanskeligt at få øje på Børsting og LO som samlende kraft for hele fagbevægelsen, imod denne ensidige ændring af kontrakten fra statens side.
En sådan ensidig ændring af en kontrakt ville i erhvervslivet have medført sagsanlæg omgående.

Jo Tornerosesøvnen har været lang og hård for fagbevægelsen og desværre tyder intet på at den er ved at vågne. Derfor og kun derfor er vi kommet i den situation at folk efterhånden kun kan håbe på indgreb fra demokratisk side, for at beskytte deres mindsteløn.
Fagbevægelsen har simpelthen undgået at udkæmpe for mange kampe og har derfor ingen styrke tilbage.
Hvis den har styrke til at modbevise denne påstand er tidspunktet nu.
Det er nu fagbevægelsen skal bevise, at den selv tror på at solidaritet er værd at bygge på , at solidaritet kan rykke noget, at man ikke altid, som alle de andre gange er tilfreds fordi det ikke rammer de mange……..lige nu.
Fagbevægelse burde til enhver tid have været på forkant med udviklingen her i landet, men også EU, så de havde kunnet taget hånd om alle deres medlemmer og ikke bare de lette tilfælde med gode lønstigninger. Kun derved kunne man bevise at man var kontingentet værd. Fagbevægelse burde til enhver tid vide hvad medlemmernes forventninger var til dem og bruge moderne medier til at opsøge denne viden, sådan at den kunne tilfredsstille disse ønsker og fortjene sine kontingenter.
Disse ting har man undladt samtidig med at forsikringsdelen er udhulet af kortsynede og ideologisk snævertsynede politikere og det forringer simpelt hen produktet fagforeningerne har at tilbyde.

Fagforeningernes rolle i samfundet er for vigtig til at man kan sidde at sove og bare overlade til de demokratiske partier at samle stumperne op.
Dels vil ansvarligheden over for de svageste grupper formentlig ikke være lige stor hos alle og dels har man jo vist at ridning af den ideologiske hest er vigtigere end nytteværdien for samfundet, så jag vil håbe af fagbevægelsen vågner op af sin Tornerosesøvn og vil være sit ansvar bevist over for alle medlemmer.
Alle medlemmer unge som gamle. Ledige som i arbejde. Højtlønnede og lavtlønnede.

Flemming Andersen

Børsting er en tandløs tiger. Hvis han ikke evner at samle fagbevægelsen i dennesituation ogfå den til at kæmpe for medlemmernes rettigheder, så må han erkende det og gå af og give plads for en der kan og tør.

Niels-Holger Nielsen

Bærsting er en belastning for dansk fagbevægelse. Fyr den mand. Hvordan man så ellers bærer sig ad med at gøre det? Gør fagforeningerne til kamporganisationer! Klip toppen af.

Niels-Holger Nielsen

Undskyld, Børsting.

"Fagbevægelsen har tiden med sig"
Børsting bør spørge sig selv, om bevægelsen følger med tiden, både indadtil og ud over grænserne.
Indad med Vejle-sagen som eksempel.
Udadtil med arbejdskraftensfri bevægelighed som eksempel.
Som en magtfaktor bør den afklare, om det er magt for toppens skyld eller for medlemmerne.

Unge mennesker af i dag kommer nok mest til at tænke på deres oldefar - skulle de da have kendt en sådan én - når de ser sådant et portræt af en træt mand ...

"Ifølge ham var de unge den gang »i udpræget grad drevet af »jeg er min egen lykkes smed«-tankegang.«"

Nej for søren Børsting, ku' du se de allerede dengang?

Hvad fanden er så grunden til at du ikke reagerede?

"Undskyld, Børsting - ikke Bærsting."

I det jeg ikke formoder du renoncerer så hurtigt Niels-Holger Nielsen :)

*kluk*

Flere mener at tiden nu er inde til at tage kampen med arbejdsgiverne. Men fakta er, at når arbejdsgiverne lukker arbejdspladser og de der er i arbejde pukler for at beholde deres arbejde og løntrykker ovenikøbet står parat til at tage over - ja så er tiden ikke til hverken lønkamp eller kamp om øgede rettigheder. Tiden er derimod inde til at værge medlemmer og presse politikerne på Christiansborg til social ansvarlighed.

Kampen om overskudsdeling føres bedst når arbejdsgiverne har brug arbejdskraft.

Flemming Andersen

Når du ikke tør slås for at vinde, så er du sikker på at tabe
. Det gælder i alle kampe også den om rettigheder.

Fagbevægelse i Danmark har altid en undskyldning for at det ikke lige er i dag , men på fredag at det vigtige slag skal udkæmpes............hvis det ikke regner.

»Vi skal bruge kræfterne på det, der direkte har eller er tæt på at have en betydning for vores medlemmers arbejdsliv. Vi skal ikke mene alt muligt om al ting i det her samfund,« siger Harald Børsting og nævner uddannelses- og beskæftigelsespolitik samt økonomisk politik som områder, hvor LO bør have holdninger.

Det er nu ellers her svigtet ligger. I skal skulle sgu' også tage at mene noget om f.eks. den nye klasse af løntrykkere i med jeres megen politiske magt ikke alene har undladt at kæmpe imod, men ligefrem har tilskyndet.

Hvorfor ikke tilbyde gratis medlemsskab til kh-modtagere? Eller symbolsk betaling ... 100kr om mdr.

Eller opret en fond hvis formål det er at etablere et fagforbund for KH modtagere, mange af dem arbejder jo.

Hvis 70% af kh modtagerne nægter at møde op, bliver det svært bare at smække kassen i.

Jaja, jeg ved godt at der ikke er arbejdsmarkedsmæssige forhold, det er en ide der kræver (gisp) kreativitet og brud med normer. Men er det ikke de fagforeningerne mangler?

Esben: "Hvorfor ikke tilbyde gratis medlemsskab til kh-modtagere?"

Kontanthjælpsmodtagere er fagbevægelsens stedbørn som aldrig har haft plads i fagbevægelsen, idet deres interesser ikke er i overensstemmelse med fagbevægelsens snævre mål om lønforbedringer. Kontanthjælpsmodtagerne ville efter al sandsynlighed være meget interesserede i Skraldemandsmodellen (Tre ansatte plus én kontanthjælpsmodtager deles om indkomst og arbejdstid) - en løsning på langtidsarbejdsløshed som fagbevægelsen aldrig har tilsluttet sig.

yep - og hvorfor skal Børsting have så mange penge for sin visionsløse forvaltning af rettigheder der barberes ned en efter en?

Fordi fagforeningerne traditionelt altid har ....

Men der skal tænkes nyt, og Børsting står som eksponent for det du siger her Bill. Så spørgsmålet er ikke hvorfor det historisk set er sådan, men hvorfor fanden de ikke nytænker

Et af svarene hedder Harald, et andet hedder Poul-Erik Skov