Læsetid 4 min.

Cubakrisen dag for dag: Castro råder til atomkrig

Den amerikanske flåde border det første skib med kurs mod Cuba. De sovjetiske kamptropper på øen er klar til at forsvare sig med ’alle midler’, og Castro sender et hemmeligt telegram til Khrustsjov
Den amerikanske flåde border det første skib med kurs mod Cuba. De sovjetiske kamptropper på øen er klar til at forsvare  sig med ’alle midler’, og Castro sender et hemmeligt telegram til Khrustsjov
26. oktober 2012

26. oktober

På Flådeblokadens tredje dag vil præsident Kennedy demonstrere over for den amerikanske offentlighed, at den er alvorlig ment. I den amerikanske presse har det vakt opmærksomhed, at den svenske kaptajn på skibet Coolangatta har nægtet at standse efter at være blevet prajet.

Flådeledelsen kigger derfor efter et egnet skib, som amerikanske marinesoldater kan borde i rum sø. Valget falder på det libanesisk fragtskib Marucla, som er chartret af Sovjetunionen. Skibet, hvis besætning overvejende er græsk, er afsejlet fra Riga med en påstået last af papir, svovl og reservedele til lastvogne, så chancerne for, at netop dette udenlandske skib sejler med offensive russiske våben, er ringe.

Det er så godt som givet på forhånd, at kaptajnløjtnant Reynolds, som det efter flere forsøg i den svære søgang lykkes at springe over på det standsede skib, ikke vil finde offensive våben.

For at gøre magtdemonstrationen fuldkommen er det ikke det nærmeste amerikanske flådefartøj, der foretager den symbolske manøvre, men derimod den af flådens destroyere, som er opkaldt efter præsidentens afdøde storebror, krigshelten Joseph P. Kennedy.

Tidligt samme morgen amerikansk tid kan CIA aflevere en rapport fra gårsdagens overflyvninger af Cuba i lav højde. Fotografierne tyder ikke på, at blokaden har fået Sovjetunionen til at ryste på hånden, tværtimod fortsættes opstillingen og klargøringen af raketterne med uformidsket hast.

»Det er foruroligende oplysninger for amerikanerne, og Kennedy overvejer derfor igen muligheden for at bombe raketbaserne. Valget står mellem en invasion eller en aftale,« siger historikeren Regin Schmidt fra Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

Budskab på vej i ni timer

Et halvt døgn senere amerikansk tid modtager det amerikanske udenrigsministerium de første bidder af et budskab, som den sovjetiske partileder Khrustsjov har sendt til Kennedy. Budskabet, som er sendt i kode til den sovjetiske ambassade i Washington for derefter at blive oversat til engelsk, har været ni timer om at nå fra Moskva til Washington. I Kennedys særlige krisekomite, ExComm, er medlemmerne nødt til at træffe beslutninger, selv om de endnu ikke kender Khrustsjovs reaktion på flådeblokaden.

Da de amerikanske analytikere endelig modtager partisekretærens budskab, er de ikke i tvivl om, hvem der har skrevet den følelsesladede tekst, forklarer historiker og leder af Koldkrigsmuseet på Langeland Peer Henrik Hansen:

»Khrustsjov har på egen hånd affattet budskabet. Og det er, at hvis amerikanerne vil garantere ikke at invadere Cuba, vil han trække raketterne tilbage, så han tager altså selv et første skridt til at tage gassen af ballonen,« siger Peer Henrik Hansen.

I Washington holder den amerikanske journalist John Scali flere møder med KGB-chefen Feklisov fra sovjetambassaden i Washington, hvor mulighederne for forhandling diskret sonderes.

På Cuba er generalen for de sovjetiske tropper Pliyev derimod overbevist om, at en amerikansk invasion er nært forestående. For at stå bedst rustet under et kommende forsvar beordrer han de sovjetiske taktiske atommissiler spredt, så de bliver sværere at bombe fra luften. Et atomangreb mod den store amerikanske Guantanamobase på Cuba indgår i planlægningen, og forberedelserne går i gang.

Pliyev indberetter til Moskva, at han vil forsvare sig med »alle midler«, forklarer Regin Schmidt.

Han skal dog have Moskvas tilladelse til at affyre mellemdistanceraketterne, der kan nå USA.

Castros telegram

Også Castro er overbevist om, at hans land snart bliver invaderet. Han bebuder, at hvis amerikanerne fortsætter med U2-overflyvninger, vil han give ordre til nedskydning. I åben jeep kører han til den sovjetiske ambassade i Havana, hvor han finder ambassadøren iambassadens bombesikre rum.

Herfra sender Castro en opfordring til kammeraterne i Kreml.Hvis »imperialisterne angriber Cuba med det formål at besætte Cuba« bør »Sovjetunionen derefter ikke under nogen omstændigheder (…) tillade, at der skabes betingelser for, at imperialisterne kan rette et atomart førsteslag mod Sovjetunionen,« telegraferer revolutionshelten.

Castros bror Raul, der er øverstkommanderende for den mobiliserede folkehær på 300.000 personer, erklærer i det cubanske dagblad Revolucion, at ingen nu mere bør tvivle på, at det vil betyde en tredje verdenskrig, hvis Cuba bliver angrebet.

»Da Khrustsjov sent om natten læser Castros telegram, indser han, at den sovjetiske hensigt med raketterne er misforstået. Som han skriver i sine erindringer, har formålet ikke været at angribe USA, men at forsvare Cuba,« fortæller Peer Henrik Hansen.

Fra Kreml sendes en hastemeddelelse til Pliyev: Heller ingen brug af taktiske atomvåben uden godkendelse fra Moskva.

»Sidst på dagen modtager Kennedy en ildevarslende besked om tilstedeværelsen af taktiske sovjetiske atomvåben på Cuba, og det kan forklare hans tilbageholdenhed,« oplyser Peer Henrik Hansen.

Hele fredagen holder FN’s generalsekretær U Thant møder. Først med amerikanernes FN-ambassadør Adlai Stevenson, som U Thant kalder for »tilfredsstillende«. Derefter et meget langvarigt møde med russeren Valerian Zorin og til sidst et kortere møde på tre kvarter med den cubanske ambassadør Garcia Inchaustegui.

 

Kilder:Artikelserien er bl.a. baseret på:’På Afgrundens Rand’ af Peer Henrik Hansen, 2012’Cubakrisen’ af Michael Dobbs, 2011

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Jespersen
Niels Jespersen

Begivenhederne som fortælles i artiklen har en helt anden udlægning i en amerikansk beskrivelse - som er baseret på de nu frigivne båndoptagelser af møderne og telefonsamtalerne før og efter krisen.

Se følgende link.

The Most Dangerous Moment in Human History
JFK’s Lunatic Priorities During the Cuban Missile Crisis

Hvor Informations artikel gentager den konventionelle opfattelse af begivenhederne, som vi er blevet foralt dem, får man en helt anden indsigt i magtens mekansmer fra den amerikanske faktabaserede artikel.

1. atomraketterne på Cuba betød ingen ændring af nogetsomhelst i magtbalancen efter amerikanernes opfattelse.

2. amerikanerne var udelukkende optaget af at de "var taget på sengen" af en lille stat som Cuba, som nu så ud som om de kunne trodse USA. Atomraketter ville jo forhindre invasion - noget som Cuba efter Svinebugtens invasion og efterfølgende sabotage og subversive aktivitater jo for enhver pris måtte gøre for at sikre landets overlevelse. Atomraketterne var jo ikke emnt som en trussel mod USA - og blev heller ikke opfattet som sådan i USA - hverken af militæret eller andre ifølge bånduskrifterne.

3. Kennedyerne brugte store stokkemetoder under krisen og var slet ikke så strategiske og kolldblodige som man ynder at fremstille det. Man risikerede med fuldt overlæg atomkrig uden at ruge mere "koldblodige" metoder - amerikansk jingoism og loose canon mentalitet i udenrigspolitikken, som man ser det både før og siden.

Jævnfør John Mearsheimers artikler og videoer. Han er en distingveret og højt respekteret professor ved Chicago University:

http://nationalinterest.org/article/imperial-by-design-4576

http://www.youtube.com/watch?v=_ets-zKY1pg&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=FSXZNm2jGVE&feature=related

Brugerbillede for Kim Sørensen

Læs "Præsidentens mand" af Ted Sorensen.
Han var dansker og taleskriver for Kennedy.
Ted spillede en vigtig rolle omkring begivenhederne for 50 år siden i det hvide hus.
Ted giver et helhedsbillede af Kennedy og hans præsidentperiode, og dette underbygger i høj grad en fredselskende præsident.
Selvfølgelig var der duer og høge omkring Kennedy, men en insider som min granonkel Ted tror jeg mere på end en professor fra Chicago.