Læsetid: 3 min.

Danmark ignorerer principiel britisk fangesag

Danmark har valgt at genoptage udleveringen af fanger til de afghanske myndigheder på trods af, at den britiske sag, der førte til suspensionen, endnu ikke er afgjort. Sagen er ikke afgørende, mener forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Britiske advokater og menneskeretsorganisationer er lodret uenige
Danmark har valgt at genoptage udleveringen af fanger til de afghanske myndigheder på trods af, at den britiske sag, der førte til suspensionen, endnu ikke er afgjort. Sagen er ikke afgørende, mener forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Britiske advokater og menneskeretsorganisationer er lodret uenige
30. oktober 2012

En retshøring, der begynder torsdag i London, kan få stor betydning for Danmarks fangepolitik i Afghanistan, selvom de danske myndigheder hidtil har valgt at ignorere høringen.

De danske styrker følger lige nu en beslutning fra det britiske forsvarsministerium om at genoptage de kontroversielle fangeoverleveringer til afghanerne. Men den praksiser de britiske styrker selv blevet forbudt at følge, så længe retssagen i London verserer. Briterne udleverer derfor modsat Danmark fortsat ikke fanger til de afghanske myndigheder, og der er en realistisk chance for, at forbuddet bliver forlænget. Danmark kan derfor i praksis være ene om at udlevere fanger ganske langt ud i fremtiden – og muligvis imod domstolenes anbefalinger i retshøringen, der er en del af en større sag om fangemishandling.

»Vi har en meget stærk sag. Det er op til retten at træffe en afgørelse, men jeg mener, der er en realistisk chance for, at forbuddet bliver opretholdt. Og det vil i hvert fald stå ved magt indtil retshøringens afslutning i slutningen af november eller starten af december,« siger Rosa Curling fra advokatfirmaet Leigh & Day, der fører retssagen.

Lemfældig rettergang

Sagen drejer sig om den 24-årige afghaner Serdar Mohammed, der i 2010 blev arresteret af britiske styrker. Ifølge Mohammed mens han vandede sine marker. Ifølge det britiske forsvarsministerium efter en ildkamp, hvor han flygtede langs en vej, hvor en affyringsrampe til en raketdrevet granat blev fundet. Mohammed anklagede briterne for mishandling under anholdelsen.

I juli 2010 overføres han til den afghanske efterretningstjeneste NDS og indsættes først i Lashkar Gah-fængslet, siden i Kabul-fængslet. Begge steder bliver han udsat for grov tortur, indtil han tilstår medlemskab af Taleban.

Britisk personel besøger ham i fængslet, hvor han rapporterer torturen. De besøgende fotograferer mærker på Mohammeds krop.

I november 2010 idømmes Serdar Mohammed 16 års fængsel – siden reduceret til seks år – efter en 15 minutter lang retssag, hvor han ikke har adgang til en forsvarer.

I marts i år vinder Mohammed en indledende retssag i London, der giver ham ret til en juridisk undersøgelse af lovligheden i hans overlevering til de afghanske myndigheder. Den britiske forsvarsminister suspenderer midlertidigt alle overførsler af fanger.En beslutning de danske myndigheder også fulgte.

Men nu har Danmark modsat briternevalgt at genoptage udleveringerne – og foreløbig udleveret én fange – på baggrund af det britiske forsvarsministeriums principbeslutning om at genoptage udleveringerne. En beslutning, der i Storbritannien imidlertid er uden praktisk betydning, fordi udleveringerne må afvente rettens dom.

Hvis og hvis ...

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) afviser imidlertid, at den britiske sag er afgørende.

»Det britiske retssystem fungerer anderledes end det danske, og jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle lade britiske retsprocedurer komme i vejen. Briterne har truffet en beslutning, og det er jeg tryg ved,« siger forsvarsministeren, der dog står alene med sin vurdering af den britiske sags betydning.

»Det er komplet usandt, når han hævder, at dette bare er en enkelt sag uden større betydning. Det er en principiel retssag, som vil komme til at påvirke alle fangeoverleveringer i fremtiden, og som i allerhøjeste grad afgør dem nu,« siger advokaten Rosa Curling.

En vurdering, der også deles af juridisk konsulent i Amnesty Claus Juul.

»Det vil få stor betydning, fordi det foregår i Storbritannien, som Danmark som regel følger i sin praksis. Hvis domstolen fastslår, at man ikke må udlevere fanger, vil det være meget svært for Danmark ikke at træffe den samme beslutning, og på samme måde vil man selvfølgelig også bruge det, hvis udleveringerne bliver godkendt,« siger Claus Juul.

Hækkerup er imidlertid ikke bange for at komme til at stå alene med overleveringerne, hvis den britiske domstol vælger at give anklageren ret:

»Hvis og hvis. Jeg forholder mig til virkeligheden, og den er, at det britiske forsvarsministerium har truffet en beslutning om at genoptage udleveringerne. Grundlaget er anderledes i dag med udskiftning af fangepersonale, videokameraer i forhørsrum og belæring om fangerettigheder.«

Men at forholdene for fangerne i afghanske fængsler skulle være blevet væsentligt bedre, anfægtes af både Claus Juul og Rosa Curling.

»Vores hovedbudskab er, at man ikke må deponere sin dømmekraft hos det britiske forsvarsministerium. Jeg har ikke set nogen indikationer i Hækkerups redegørelse af, at man selv har foranstaltet tilstrækkelige undersøgelser af forholdene,« sigerClaus Juul

Rosa Curling advarer om, at Serdar Mohammeds sag også kunne finde sted i dag:

»Der er ingen tegn på, at forholdene er forbedret i dag. Det er meget realistisk, at arresterede også i dag vil blive mishandlet og torteret, og at man vil have de samme skueretssager.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

Er der noget Danmark ikke ignorerer disse aar??

Jeg havde aldrig troet jeg skulle se og opleve mit land, som det er nu ...saa helt uendeligt tragisk!!

Ja, og uanset partifarve er alle i stand til at grave en koldkriger op, der støtter al gøren og laden indenfor krigsapparatet.

Intet nyt ..., men hvorfor pokker finder politikerne sig i, at skriverkarle og mikrofonholdere kommer så tæt på med deres maskiner og deres kropsdele ?

Jens Overgaard Bjerre

Danmark har kun militær i Afghanistan for at stille USA tilfreds, eller fedte for deres politik. Der er ingen tænkende væsner på denne jord, som tror på, at det hjælper frem til et afghansk demokrati. Vi er jo på samme side som de klanledere som har søer fulde af blod på deres hænder. Og som har styret landet altid. Og vedblive med det.
Ud af landet hurtigst muligt. Hækkerup er en borgerlig politiker af værste slags.

Hvis afghanerne er herre i eget hus med eget parlament, egen regering og egne myndigheder, så har de vel dybest set krav på, at deres egne statsborgere overgives til deres egne myndigheder ???.

Og afghanerne må vel selv til at finde ud af, om de vil fortsætte en mangeårig tradition med at blæse på retsprincipper og menneskerettigheder - eller om de vil have andre forhold i deres land fremover ?

Formentlig er der en betydelig risiko for, at Taleban kommer tilbage , når de fremmede tropper forsvinder, og så bliver menneskerettigheder og retssikkerhed skruet ned på vågeblus eller helt afskaffet.

Den eneste chance for at få en succes på sigt er at understøtte opbygningen af de afghanske myndigheder her og nu - deres mangler til trods - og fremme dannelsen af NGO'er i landet, som kan være aktive m h t manneskerettigheder, retssikkerhed o s v

Er der f eks en afghansk afdeling af Amnesty med afghanske menneskerettigheds-specialister ? - en sådan ville være den rette til at gå ind i den aktuelle fangesag

Peter Pedersen

Ingen tvivl om, at Claus Juul fra Amnesty for en gangs skyld har ret i, at Hækkerup bestemt ikke fremstår overbevisende, men deri mod vanen tro har en utrolig evne til at fremstå som en poppet jubelnar – uanset at han i denne sag helt klart burde have brugt den børnelærdom, om objektivitet, grundig sagsoplysning og -frem for alt - en grundig og dækkende argumentation, hvad han alt sammen han ubetinget som Jurist og ditto PhD (selvom at det er i EU-ret) kan på rygraden.

Det må nu stå klart for dem, der ellers roste Hækkerup til skyerne over at ”han” suspenderede fangeudleveringen ene og alene skyldtes, at MOD i London havde besluttet sig for det, men tilsyneladende overhovedet ikke på nogen ædruelig vurdering, der var foretaget at hans egne jurister i Holmens Kanal – eller i UM.

Valget er i den virkelige verden rent faktisk usædvanligt kompliceret.

På den ene side gælder nogle særdeles alvorlige beskyldninger rejst af en person, pågrebet som formodet Taliban-boss, efter en flugt, i umiddelbar forlængelse af en ildkamp. Han hævder at være blevet torteret – både af briterne og af afghanske styrker, og dermed tvunget til at tilstå, samt at han desuden derefter er idømt 6½ års fængsel uden nogen retfærdig rettergang.

På den anden side gælder det klare generelle udgangspunkt, at det bla. af FN jo er fastslået, at Afghanistan ubetinget er en suveræn, selvstændig stat, der har retten til at retsforfølge personer, der udgør trusler mod landets sikkerhed.

Danske styrker er indsat efter klart FN-mandat til at kæmpe i den igangværende interne væbnede konflikt mellem den internationalt anerkendte regering og oprørsstyrkerne.

Dermed har danskerne iflg. den folkeret, der gælder i væbnede konflikter, ubetinget ret til at dræbe og tilfangetage oprørere. Det er ligefrem en væsentlig del af de danske militære enheders opgave at pågribe og tilbageholde – eller om nødvendigt – dræbe elementer, der truer Afghanistans sikkerhed – også iht. FN-mandatet.

Militært set er det absolut nødvendigt, at danske enheder kan pågribe og tilbageholde personer, der udfører krigshandlinger, rettet mod de styrker, der opererer på FNs mandat samt imod den lovlige, anerkendte regering og / eller den lokale civilbefolkning.

Hvis det det ikke muligt at tilbageholde mere eller mindre lovlige kombattanter, vil alternativet enten være at lukke dem ud, hvorefter de kan gå direkte ud og fortsætte kampen og de forbrydelser ( der oftest også er til endnu større fare for de sagesløse civile), som fangen ellers var blevet pågrebet for.
Dette medfører det endnu mere uacceptable alternativ; at ubetinget dræbe sådanne personer i stedet for at foretage en pågribelse.

Det er dog anses som nærmest udelukket, at folkeretten for væbnede konflikter også udstrækker sig til at tilbageholde pågrebne personer permanent,- og dermed tillige berøve den suveræne afghanske stat retten til at retsforfølge personer, der er pågrebet på afghansk jord for forbrydelser mod landets sikkerhed.

Man kan dermed heller ikke løse problemet ved fx at sende dem til de overfyldte fængsler i DK (hvis man lige ser bort fra det yderst betænkelige i at sende folk til afsoning på den anden side af kloden – og problemerne med domfældelse, jurisdiktion, osv. Osv. Hhv. samling i et dansk Guantanamo mv.mv. )

I 2010 behandlede britisk domstol i Evans sagen netop dette spørgsmål om fangeudlevering til afghanske myndigheder, i den meget grundige dom på 73 sider.

Konklusionen var at dommerne med et vist forbehold fandt, at man ikke bare kan sige enten eller, men at man faktisk må nuancere udleveringerne, fordi der er – som UNAMAs rapporter også peger på, - er stor forskel på de forskellige provinser i af landet.

Dommerne kom frem til, at det var acceptabelt at udlevere fanger til myndighederne i Helmand og Kandahar provinerne, men at et moratorium på udlevering af fanger myndighederne i Kabul burde opretholdes :

” 322. The conclusion to which we have come, again with a degree of hesitation, is that UK transfers to NDS Lashkar Gah can continue without real risk to transferees provided that the conditions we have set out in relation to NDS Kandahar are observed here too.

323. We have reached our conclusions in relation to NDS Kandahar and NDS Lashkar Gah with hesitation because, on the evidence taken as a whole, there is plainly a possibility of torture or serious mistreatment of UK transferees at those facilities. In our judgment, however, the operation of the monitoring system (reinforced by observance of the conditions we have set out), within the framework of the MoU and EoL, is sufficient to guard against the occurrence of abuse at those facilities on such a scale as to give rise to a real risk of torture or serious mistreatment in accordance with the principles considered earlier in this judgment. Isolated examples of abuse may occur, but we are not satisfied that a consistent pattern of abuse is reasonably likely, such as to expose all UK transferees to a real risk of ill-treatment.

324. We repeat that in reaching our conclusions we have taken into account the possibility of onward transfer of a detainee from NDS Kandahar or NDS Lashkar Gah to NDS Kabul, where we are not satisfied that the system provides sufficient safeguards for the protection of UK transferees. The practical limitations on onward transfer to NDS Kabul mean that the possibility is insufficiently large to give rise to a real risk of torture or serious mistreatment. We would have preferred to see the imposition of a condition that detainees transferred by the UK to NDS Kandahar or NDS Lashkar Gah are not to be transferred on to NDS Kabul, but we doubt whether such a condition would be realistic and we do not think that its absence should preclude transfers to NDS Kandahar or NDS Lashkar Gah.

325. On the basis indicated above, we conclude on the existing evidence that UK transfers to NDS Kandahar and NDS Lashkar Gah can proceed without breach of the Secretary of State’s policy but that it would be a breach of that policy and therefore unlawful for UK transfers to be made to NDS Kabul. “

http://www.judiciary.gov.uk/Resources/JCO/Documents/Judgments/r-evans-v-...

At Hækkerup ikke kan tænke så langt, at der som minimum skal sondres mellem de fanger, der udleveres til provinshovedstanden i Helmand, Lashkar Gah, hhv. til Kandahar, fra de fanger, der sendes videre til Kabul, skyldes formentligt primært, at han kun gider interessere sig om ligegyldig sognerådspolitik om kasernelukninger og andet ligegyldigt indenrigs-politisk lirum-larum.

Desværre mangler han derimod tilsyneladende ikke reelt at påtage sig sit ubetingede ansvar som politisk chef for et militær, der reelt er i krig.

Juristerne i Forsvarsministeriet har ganske sikkert skrevet notatet om forholdet, men den slags interesserer sikkert ikke de stedlige spin-slyngler i forkontoret, og derfor måske blevet arkiveret i tønden for enden af skrivebordet.

Hvad der dog stinker, er at Hækkerup og Søvndal overhovedet ikke har så meget hjerne tilsammen, at de er i stand til at indse, at man ikke bare kan skride fra regningen i 2014, men at der uafbrudt skal hamres i bordet med en mukket over for Karzai (og efterfølger ) samt dennes embedsmænd for sikre at grundlæggende menneskerettigheder som retfærdig rettergang, human behandling af medborgere, (herunder i særlig grad også kvinders rettigheder) osv. osv. IKKE kun skal bestå på et taknemmelige stykke papir, med overskriften: Afghanistans forfatning.

Peter Pedersen

rettelse 3. afsnit fra neden :

Desværre mangler han derimod tilsyneladende helt evnen til reelt at påtage sig sit ubetingede ansvar som politisk chef for et militær, der reelt er i krig.

Det må lyde uvirkeligt og helt besynderligt i Hækkerups ører, at der er risiko for, at den britiske domstol dømmer mod forsvarets hhv. statens interesser. Den slags er jo utænkeligt i Danmark med den berømte "tillid", hvos Staten og folket er ét.