Læsetid: 6 min.

Dansk diabetesvejledning lavet af læger med tilknytning til Novo Nordisk

I den officielle danske diabetesvejledning anbefaler man ikke at bruge den billige humane insulin, selv om den for langt de fleste patienter er lige så god som den dyre, analoge insulin. Ni ud af de 14 læger bag vejledningen har økonomisk tilknytning til Novo Nordisk, som tjener penge på de dyre insulinanaloger
8. oktober 2012

Den officielle danske diabetesvejledning er udarbejdet af folk med tilknytning til Novo Nordisk.

Sundhedsstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi udsender vejledningen, som benyttes som rettesnor af både de privatpraktiserende læger og af lægerne på landets sygehuse, når de skal udskrive medicin til type 2-diabetikere. Men til trods for at en offentlig myndighed står bag vejledningen, tæller forfattergruppen to læger, der ejer aktier i Novo Nordisk, og syv læger med forskellige bijob hos den store insulinproducent – og interessekonflikterne fremgår ikke noget sted i vejledningen.

Det er uholdbart, mener Preben Holme Jørgensen, som er praktiserende læge og medlem af netværket Læger uden sponsor.

»Jeg synes, det er kedeligt, at man vælger at sammensætte et udvalg på den måde. Men det overrasker mig ikke, og man har set det før. Man forklarer det med, at det er svært at finde eksperter, der er uafhængige af industrien, men det ændrer ikke ved, at det er kedeligt,« siger Preben Holme Jørgensen.

Det er uheldigt

I vejledningen har man valgt ikke at forholde sig til prisen på de forskellige typer af insulin. Som Information kunne fortælle lørdag, er de nye insulinanaloger, herunder Novo Nordisks Levemir og Sanofis Lan-tus, næsten dobbelt så dyre som de gamle humane insuliner. Og selv om førende diabeteseksperter vurderer, at næsten alle type 2-diabetikere kunne benytte den billige medicin, så dominerer de dyre analoger på markedet herhjemme – og det offentlige har indtil videre givet godt en halv milliard i patienttilskud til Levemir og Lantus.

Derfor burde den officielle vejledning anbefale den billige insulin, mener Preben Holme Jørgensen.

»Jeg synes, at vejledningen er for ukritisk i sin anbefaling af lægemidler. Man burde have skrevet ligeud, at man i første omgang skulle forsøge med tabletbehandling eller human insulin. Langt de fleste type 2-diabetikere kan nøjes med det. Og så kun i de særlige tilfælde benytte de dyre insulinanaloger,« siger Preben Holme Jørgensen.

Han mener ikke, at vejledningen lever op til sit formål:

»Som praktiserende læge skal jeg forholde mig til prisen, når jeg udskriver medicin. Både af hensyn til patienten og skatteborgerne. Og den vigtige information kan jeg ikke få i vejledningen. Den må jeg søge andre steder,« siger han.

Vejledningen er udgivet i samarbejde mellem to videnskabelige selskaber og Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF). IRF har netop til opgave at oplyse lægerne om, hvordan de træffer det rationelle valg – det vil sige det bedste valg til prisen. Derfor undrer Preben Holme Jørgensen sig over, at diabetesvejledningen kommer fra netop IRF:

»Det synes jeg er uheldigt,« siger Preben Holme Jørgensen, som også selv har arbejdet for IRF. Han sammenligner med IRF’s britiske forbillede, National Institute for Health and Clinical Excellence (NICE)

»Hos NICE tager men altid prisen med. Og man laver nogle meget klare anbefalinger af, hvad man skal vælge,« siger han.

Også I Tyskland og Sverige står der i de officielle anbefalinger, at man skal indlede behandlingen af type 2-dianetes med de billige insulintyper.

Et valg

Hos Institut for Rationel Farmakoterapi har man siden 2004 været klar over, at insulinanalogerne for langt de fleste patienters vedkommende ikke har større gavnlig effekt end de billigere humane insuliner. I 2004 anmeldte IRF Novo Nordisks insulin-analog, Levemir, og dengang skrev man: »Insulin detemir (virkningsstoffet i Levemir, red.) bør ikke anvendes rutinemæssigt til behandling af diabetes.«

Grunden var den simple, at det var for dyrt i forhold til virkningen. Men nu lægger Institut for Rationel Farmakoterapi altså navn til en vejledning, hvor prisforskellen fuldstændig ignoreres.

»Det er ikke muligt at give nogen evidensbaseret vejledning i, hvilken insulintype og hvilket insulinregime der skal vælges,« hedder det i vejledningen.

Ifølge Steffen Thirstrup, der i dag er chef for lægemiddelgodkendelse i Sundhedsstyrelsen, men som var leder af IRF, da vejledningen udkom, valgte man dengang bevidst at se bort fra prisen: »Vi havde diskussionen om det i gruppen, og vi blev enige om, at vi ville lade videnskaben veje tungest og lade den økonomiske vurdering være op til den enkelte læge.«

– Hvorfor det?

»Det var et valg, at økonomien blev holdt ude af den vejledning, og det er måske et af de største problemer med den: Den fokuserer kun på det kliniske. Men når to produkter er ligestillede, så anbefaler vi selvfølgelig, at man tager det billigste.«

– Men hvorfor så ikke skrive det?

»Priserne er jo en variabel størrelse. Hvis vi havde skrevet i vejledningen, at man skulle vælge de humane insuliner, ville det jo være problematisk, hvis Levemir pludselig er det billigste.«

– Men så kunne I vel opdatere den?

»Jo, det kunne man jo godt. Men det er en trykt vejledning.«

– Jeg troede, at IRF’s opgave var at fortælle, hvad der er det rationelle valg?

»Jo, men stadigvæk: Videnskaben først. Og vi har så sagt, at de er ligeværdige – og så er det oplagt at vælge det billigste først. Men jeg kan da ikke udelukke, at hvis vi havde været mere aggressive med at få det budskab ud, så havde forbruget af insulinanaloger været mindre,« siger Steffen Thirstrup,

Alle har interessekonflikter

Ifølge Steffen Thirstrup er det så godt som umuligt at finde læger, der ikke står i en interessekonflikt, til at lave en diabetesvejledning. Derfor er der ikke noget odiøst i sammensætningen af gruppen bag vejledningen, mener han:

»Der er stor set ingen diabetesforskere i Danmark, der ikke har eller har haft tilknytning omkring Novo Nordisk. Derfor har vi reelt ikke haft et valg.«

– Kunne man så ikke have fundet nogle udenlandske eksperter?

»Jo, men de danske videnskabelige selskaber er med til at udpege eksperterne, og jeg tror ikke, at de er interesserede i at hente udenlandske eksperter ind til det. Men det må du spørge dem om.«

– Kunne I ikke bare lave regler, der fastslår, at der ikke må være folk med interessekonflikter med?

»Jo, det kunne man sagtens. Vi vil helst have folk uden interessekonflikter, men det skal selvfølgelig også være de førende eksperter. Og det er det dilemma, vi har i Danmark, som har verdens største insulinproducent, at det kan være svært at finde eksperter, som er fri af det. Så må man deklarere sig ud af det.«

– Men det har ikke fået alarmklokkerne til at ringe hos dig?

»Jo, alarmklokkerne var der, inden vi gik i gang. Jeg er ikke sikker på, at vejledningen ville have fået lige så stor udbredelse, som jeg har indtryk af, at den har fået, hvis den havde været lavet af udenlandske eksperter. Det er en gordisk knude, vi står med.«

– Det kan se påfaldende ud, at man ikke anbefaler human insulin, selv om det er lige så godt og billigere, og det faktum, at et flertal i gruppen bag har relationer til Novo Nordisk?

»Det er så sådan, du læser det.«

– Anser du det som en rimelig læsning?

»Det da en mulig udlægning af det. Men jeg synes, at i og med at vi har været åbne omkring det, og der har været andre inde og redigere i det, så mener jeg ikke, at det bør være en kritik, som er tungtvejende. Vi (IRF, red.) er jo garanten for, at den interessekonflikt ikke bliver dominerende. Det er ikke noget, der bekymrer mig i det færdige resultat.«

Efter interviewet spørger Information via mail ind til det med åbenheden. I vejledningen står der nemlig ikke et ord om skribenternes interessekonflikter. I en mail svarer Steffen Thirstrup følgende:

»Det er korrekt, at de eventuelle interessekonflikter ikke direkte fremgår af den færdige vejledning. Det tror jeg nok, jeg ville have lade det gøre i dag,« skriver Steffen Thirstrup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til de to modige journalister Sybille Hildebrandt og Kristian Villesen for at gøre opmærksom på, at deklaration af interessekonflikter bør komme frem i lyset.

Marianne Rasmussen

Det er desværre ingen overraskelse. Medicinalindustrien har fagarmene ude efter alle læger, og kun de færreste af dem kan modstå de økonomisk incitamenter.

Den her video kan også hjælpe til med at forklare en del af problemene:

"The Novo Nordisk Way"
http://www.youtube.com/watch?v=cBu11fk0kAA
Her kan man bl.a. høre hvordan de bringer vestlig kultur ind i Kina...
Og hvordan de også i Indien har fået hånden på 'uddannelse' i samfundet...

Det som beskrives som et problem i artiklen er en fundamental del af Novo Nordisks strategi: 'triple bottom line', 'stakeholdere', 'social ansvarlighed', blah, blah. Og det lyder da kæmpe godt, gør det ikke? Det er vel i hvert fald meget bedre end den usympatiske, angelsaksiske kapitalisme? Det er det reneste paradis...

Alan Strandbygaard

Jeg synes det er utroligt at det fortsætter med disse afsløringer.

Hvornår kommer der en effektiv lovgivning på området?

Godt at nogen gider at hive lægernes og medicinalindustriens uhellige alliance frem i lyset.

Men som Peter Nelsen skriver lige ovenfor, så er det blot en lillebitte top af et kæmpe isbjerg.

olivier goulin

Nej, desværre ikke spor overraskende. Vel nærmest, hvad de fleste havde forventet. Det er jo ikke første gang, vi hører om tætte forbindelser mellem lægerne og medicinalindustrien.

Og til denne uhellige alliance kan vi så føje det offentlige, og måske i sidste ende det politiske system, hvor medicinalindustrien formentlig også gør sit lobby-forarbejde.

Alt i alt bekræfter det kun endnu engang, at der bag billedet af det ukorrumperede Danmark, er noget grueligt råddent - det jeg kalder Systemkorruption.

Det er ikke de enkelte små funktionærer rundt omkring i den offentlige forvaltning, der stikker borgernes penge i lommen.

Det er de store industrier, Mærsk, Novo, etc, som lille Danmark er så afhængige af, der har sat sig tungt på de liberaliserede marked.

Vi fik aldrig et virkeligt liberaliseret marked på mange af de områder, hvor det offentlige stadig er hovedaftager.

Men her er det altså mellem industrien og lægerne, og som nævnt, er det formentlig kun toppen af isbjerget. Lægestanden er nærmest fredhelliget, fordi de har en stor indirekte politisk magt. Sundhedsområdet er der ingen politikere, der tør anfægte, så længe befolkningen sætter deres fysiske helbred over moral og ære.

Hele det offentlige system er formentlig spækket med alle mulige underhåndsaftaler, modkøbsaftaler, kamoufleret bestikkelse og de facto monopoler.

Hvis i undrer jer over, hvorfor vi har en af verdens dyreste offentlige administrationer, herunder sundhedsvæsen - så ligger en stor del af forklaringen nok her.

Men det er så stadig blot den økonomiske side af sagen. Oven i det, er der hele den menneskelige, og efter min mening meget alvorligere, konsekvens ved at have medicinalindustrien til at agere som legitimiseret medicinpusher, der sender hundredetusindvis af mennesker ud i livsvarigt medicinmisbrug.

Men det er en anden historie.

/O

Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg hæftede mig især ved denne udtalelelse:
...»Man forklarer det med, at det er svært at finde eksperter, der er uafhængige af industrien, men det ændrer ikke ved, at det er kedeligt,« siger Preben Holme Jørgensen.

Det er vel den afgørende krumtap, at der findes for få forskere inden for dette område. Selvom der sker noget, så finder jeg, at der er behov for flere forskere inden for denne kroniske sygdom, der bare synes at vokse og vokse.

Jeg kan godt se, at det er et problem med prissætningen, men jeg aner ikke, hvad der ligger bag - om det vitterligt ER dyrere at lave den ene fremfor den anden insulin.

Men jeg har forstået, at det ikke er helt ligetil at dosere medicin, det er utroligt individuelt og skal overvåges nøje for at undgå ulykker. Og det kan næppe overlades til patienterne selv at bestemme, om de vil have den billige medicin - som tilfældet ofte er for anden kopimedicin.

De mange, der har kommenteret her, som gør sig lystige over Novo's engagement har jeg ingen forståelse for. Det er ingen spøg at være afhængig af en livsvigtig medicin - og jeg er utrolig glad for, at det er en dansk virksomhed, der har været med til at udvikle og forske inden for disse områder.

Det er som flere allerede har kommenteret ikke noget nyt, at medicinalindustrien er drevet af mersalgslysten. Det er det grundlæggende paradoks i det nuværende kapitalistiske samfund, at vi i forhold til tidligere købmandssamfund, er næsten fuldstændig overgået til en produktion af produkter for deres bytteværdi og mindre deres nytteværdi.

Nu kan jeg bedre lide Poul Pilgaard Johnsens artikel "Fra forskning til fusk" i Weekendavisen den 28. sept. Fra forskning til fusk, fra etik til aktier! Samme logik, samme etik - eller manglen på den. Lægerne må måske simpelthen ikke få lov til at købe aktier i områder hvor der må skabe en etisk interesse konflikt i kvaliteten af deres betjening af patienterne ift hvad en læge BØR gøre og VIL gøre. Folkesundhed har mange sider hvor der er to til tango - såvel læge som patient!

Kære Emil Bier,
Du har ret, den almindelige type 2 diabetes kan helbredes ganske enkelt ved at tabe sig, i hvert fald i de første år med sygdommen.
Men husk nu, at diabetes er en livsstilsygdom. Folk med type 2 diabetes med overvægt som årsag har misbrugt deres kroppe i mange år. Og det er rigtigt svært at komme af med de dårlige vaner. Ligesom rygning, så er overspisning en dårlig vanesag. Det er lægene ikke så godt rustet til, det kræver meget mere tid og indsats og ofte er succesen for ringe. Det ved lægerne, men de er også nødt til at gøre noget for patienten. Derfor er de nødt til at ordinere medicin, fordi dermed kan langtidsfølgesygdomme skubbes lidt ud.

Olav Bo Hessellund

@olivier goulin:
"Systemkorruption" - fin betegnelse for den forvridning af ressourcefordelingen, der forhindrer den mest effektive udnyttelse til gavn for os alle.

Fænomenet genfindes på mange andre områder, især hvor store private virksomheder som her Novo Nordisk har sugerøret godt nede i de offentlige kasser. Det kan ske både legitimt og dermed rimeligt gennemskueligt, fx i form af erhvervsstøtteordninger, udpegning til råd og nævn, utilstrækkelig lovgivning - og mindre legitimt i det skjulte fx gennem de karteller, vi nogle gange hører om indenfor fx byggebranchen. Korruption kan antage mange former og er bestemt ikke noget ukendt fænomen i det lille dronningerige.

Mauri Johansson

Fremragende journalistisk arbejde lavet af Sybille Hildebrandt og Kristian Villesen! Mere af det, så pressen får rette op på sit blakkede image af at være mikrofonholder for magthaverne.

Big Pharma, som i DK er godt repræsenteret af Novo Nordisk, har i en lang årrækker, som læredrenge af asbest-, olie- og anden storindustri samt finanskapitalen, lært sine metoder overfor det offentlige, og desværre også overfor stik-i-rend-drenge og vandbærere, i dette tilfælde læger som tilsyneladende har glemt deres lægeløfte.

Desværre har Big Pharma også sat sig på WHO og de nationale sundhedsfaglige myndigheder, den tidligere Lægemiddelstyrelse, nu løftet ind i Sundhedsstyrelsen og IRF. Man havde håbet at der ved dette blev ryddet op. Men nej. Rækken af afsløringer af dobbeltkasketter har været og er fortsat lang. Som Preben Wilhjem har sagt i anden sammenhæng: før kaldte man det bestikkelse, nu kalder man det privatisering.

Vi må som befolkning, skattebetalere, patienter og politikere se at få griseriet stoppet.. Det evige ideal, USA, viser hvor det bærer hen. Privatisering på alle dele af sundhedsområdet er dyrt og sundhedsskadeligt og svækker især den uvildige forskning, ved at nyliberal regeringsideologi (blå-sort eller lilla-blå) bare skovler penge til de rige og lader de fattige og syge betale.

Er det ikke på tide at kolleger som Steffen Thirstrup og andre med lidt etik overvejer andre græsgange og det politiske system (inklusive den nær nyliberale sundhedsminister) tager sig bare lidt sammen?

Prisudviklingen på lægemidler nærmer sig det astronomiske, men nytten af dem lader meget tilbage at ønske. Kemi kan ikke altid gøre mennesker raske, ofte det modsatte.

Mauri Johansson
Speciallæge i samfundsmedicin

Lige i det her tilfælde er det måske ikke så slemt.

Det er nærmest en interessekonflikt, hvis en læge med interesse i diabetes IKKE har hverken aktier eller bijob eller nære venner indenfor Novo.

Fuld deklaration af alle relationer ville være det bedste. Men det er absurd at forvente, at en diabetesekspert ikke skulle have nogen forbindelser til en af verdens førende producenter.

Kammerateri er risikabelt, men vi kan ikke forhindre, at eksperter på et snævert felt i et lillebitte land kender hinanden, og har sympati for hinanden.

Parallelt: Da Anders Fogh slagtede alle råd og nævn, slagtede han også vores super billige entusiaster, som drevet af personlig arbejdsiver forsøgte at styre store dele af landets non-profit institutioner. Ofte var deres kompensation IKKE massiv bestikkelse og korruption og vennetjenester, men bare et skatteyderbetalt komsammen.

Vi skal passe på med at skille os af med alle entusiaster, selvom de ikke lige er enige med os selv.

Det er god Venstre-Socialdemokrat politik at sabotere dem, vi er uenige med, men det er forbandet dyrt og dumt at erstatte ideologiske entusiaster med rutinearbejdere uden engagement.

Novo-eksperter ser måske mere på nyheden end på prisen, men alt andet lige, så ved de også lidt mere om, hvad der faktisk rører sig.

Det må være op til den enkelte læge at læse mellem linierne og informere patienten. Alle læger bliver bombarderet med reklamer, så de må have en vis rutine i kritisk læsning, og i sober vejledning af reklame-offer-patienter. Den samme læge skal jo også kunne forklare desparate pårørende og forældre til kræft-børn, at haj-brusk er rent fup, og forklare hvorfor nogle "undersøgelser" må betragtes som uvederhæftige. Jeg beundrer dem, der kan...

Angående læger og kritisk læsning, så er det min holdning, at læger ofte mangler at pudse de kritiske briller, når det gælder medicinalindustriens propaganda.
Eller måske handler det i nogle tilfælde om manglende tid til kritisk læsning.

Angående reklame-offer-patienter, så husker jeg også for år tilbage, hvor Coenzyme Q-10 af læger blev betegnet som et alternativt fup-middel og frarådet, idet Coenzyme Q-10, dengang det kom frem, blev brugt af alternative terapeuter.

@Hanne

Også her var der brug for kritisk læsning. Alt nyt er ikke forkert, men hvis en læge ikke selv lige har tid til at køre en stor sammenlignende undersøgelse, så er de nødt til at vurdere, om andres undersøgelser holder vand, eller om de er for små, har for mange protokolbrud, for mange interessekonflikter, for mange usaglige sidebemærkninger, for stor tilknytning til kendte plattenslagere, osv.

Hvis et nyt vidunderprodukt bliver støttet af en flok plattenslagere, så er det forbandet svært at læse undersøgelsesresultaterne neutralt...

Al respekt for den svære, kedelige, triste, men nødvendige opgave at vurdere og revurdere produkter og rapporter.

Her er et potentielt giftigt, fedtopløseligt stof, hvor vi ikke helt kender fordelene ved at overdosere i særlige situationer, bare for sjov, når der nu ikke findes en klar konklusion fra videnskabelige undersøgelser.

http://en.wikipedia.org/wiki/Coenzyme_Q10

Hvis jeg var læge, ville jeg nok ikke turde anbefale det. Men det kan da godt være, andre føler sig helt sikre. De er så enten klogere eller mere velinformerede eller mere godtroende end mig... Jeg har al respekt for de læger, der kan vejlede fornuftigt og sobert.

Jeg er klar over at dette er en ideologisk diskusion om den farmaceutiske industri, men jeg har altså været afhængig af insulin i 22 år, og for mig er oplevelsen at human insulin og analogen Levemir er fundamental forskellige i virkning og anvendelse. Human insulin er meget sværere at dosere, ofte med livstruende lave boldsukkerniveauer til følge. Da jeg skiftede til Levemir ophørte disse problemer totalt = mindre angst = større livskvalitet.

@Bo: Tak for dine facts fra den virkelige verden.

Er du helt objektiv? Er du bare blevet dygtigere til at styre medicineringen, eller føles midlet bedre, uden at være objektivt sundere? Ville du selv turde råde en 70-årig, som har erfaring i at dosere sin insulin, til at skifte?

Jeg går ud fra, du som erfaren og ansvarlig bruger har fuldkommen ret, og at du har sammenlignet produkterne skeptiskt, men tror du, at din læge kan og tør råde alle sine patienter til at skifte, hvis lægen mest tænker på sikkerhed, kontinuitet, langtidsvirkninger og subjektiv tryghedsoplevelse?

Jeg synes ikke, det har meget værdi at vurdere moralen hos den farmaceutiske industri, men vi skal og må lære, hvordan det offentlige, og lægestanden, og patientstanden effektivt skal bruge industrien.

@Uffe
Rule no. 1: Som diabetiker kan man aldrig generalisere egne erfaringer på andre. Men lige præcis de punkter du nævner, sikkerhed, kontinuitet, osv. er de punkter jeg vil fremhæve især for Levemir, og dermed er resultatet at behandlingen faktisk objektivt er sundere.
Ældre patienter skal have tilpasset rådgivning, og fordi et moderne insulin er godt for mig, gælder det ikke nødvendigvis for alle, så der kan vi ikke blive uenige.
At Novo gerne vil tjene penge er evident, men de har altså forbedret tilværelsen for mange patienter med deres nye insuliner.
Hvis jeg blev spurgt ville jeg råde, også en 70-årig, til at skifte, men det er en lægefaglig vurdering, og jeg er ikke læge

Ulrike Sabine:

Jeg tror du skal sætte dig hen i hjørnet og læse lidt op omkring type-2 diabetes.

Det er nemlig, lige som med type-1, et temmelig mangfoldigt billede - og det er rent ud sagt udtryk for uvidenhed at påstå, at diabetes 2 kan kureres med vægttab. Det svarer nærmest til at påstå, at forfatterholdet bag "Kernesund Familie" er eksperter i human ernæring.

Diabetes 2 *kan være* livsstilbetinget. Den kan også være genetisk betinget (der er faktisk høj arvelighed). Der findes endda hybridformer, hvor kroppen i 45 - 50årsalderen ganske enkelt og uden forvarsel slukker for insulinproduktionen.

Enkelthistorier er ikke brugbare på metaplanet, men kan måske udtrykke nogle nuancer. Jeg har en far med diabetes 2. Eftersom vi, hans tre afkom, kendte til den genetiske komponent, fik vi taget såkaldte sladrehank-blodprøve (HbGA1C) med seks måneders mellemrum. Alt normalt. Indtil to af os ganske pludseligt blev voldsomt dårlige, og det kunne konstateres at ingen af os længere havde en fungerende insulinproduktion.

Min bror er på tabletter. Jeg tager liraglutid (også et Novoprodukt, uha!) samt tabletter, da det virker bedre end insulin for mig. Vi har begge tabt os meget, uden at det har haft den store forkromede helbredende virkning. Og vi har begge to levet forholdsvis sundt, med grøntsagsrig kost og minimalt sukkerforbrug.

Jeg kunne forbandet godt tænke mig, at der en dag bliver lavet en tilbundsgående analyse af effekten af et kosthold med for mange industrielle halvfabrikata, dårlige light-produkter og overraffinerede kulhydrater (hvidt mel ... overalt ...). Det ville nok give brændstof til eftertanke for de, der bare pr. automatik siger "tab dig, så bliver verden et bedre og mere sygdomsfrit sted".

@uffe hellum

Man får sikkert godt betalt i 'non-profit institutioner'? De er nok også ligesom de fleste arbejdspladser fyldt med mennesker som er afhængige af penge, men som samtidig forsøger at overbevise sig selv om at det de laver nok er fremragende. Hvis et firma kalder sig non-profit eller cooperative eller noget andet er det irrelevant markedsføring. 'Super billige entusiaster' findes der vel også nogen af, men som du siger plejer det at være ren udnyttelse, hvis de altså ikke bruger sin 'entusiasme' som virksomhedsstrategi.

Mener du altså at det ville være aller bedst hvis medicinalindustrien fik lov at skabe lovgivningen omkring medicinering? Ja, de kender deres produkter bedst, så måske kunne de lige så godt købe det fra sig selv. Det ville måske være en god måde at arbejde sammen med inudstrien, ikke modvirke den. Eller mener du at råd, nævn (non-profit folk) og den slags pjat burde have mere magt end medicinalindustrien? Det kunne vel også hjælpe til med at gøre interessekonfikter mere uigennemsigtige, hvilket jo ville være fremragende. De skal lige huske at være entusiastiske, i hvert fald på deltid: så ville jeg stole på alt de fortæller mig.

Hvis jeg ville være en ordentlig læge, ville jeg måske sige at nogle af dine argumenter indikerer en dyb, dyb afhængighed. Den kapitalistiske afhængighed har simpelthen gået så langt, at der kun skal mere og mere arbejdsplads til, hvilket fører til mere afhængighed, mere indoktrinering... Men der er vel ingen pointe i at sige fra noget som helst... Hvis man er afhængig af noget (medicin, narkotika, hvad ved jeg) skal man da altid bare have mere og mere af det! Og alt som man er afhængig af er godt, selvfølgelig. Så er den personlige indtjening i hus og man kan glemme alle små ting. Det har vel ikke "meget værdi at vurdere moralen", som du siger.

@Mark -- stor fortællekunst :-)

Din skepsis og kynisme gør dig ære, men jeg ser lidt mere moderat på det.

Moralen og motivationen kender vi allerede. Ligesom bank-sælgeren får sin beskedne løn for at sælge produkter, så gør medicinal-repræsentanten det samme.

Der er måske ikke nogen forskel på moralen eller lønnen på skalaen:
non-profit
> not-for-profit
>> børsnoteret
>>> aktieselskab
>>>> anpartsselskab
>>>>> privatejet firma

Men der er faktisk en verden til forskel på kravene til gennemsigtighed, og der er faktisk også nogle begrænsninger på adfærden. Hvis banker var privatejede, ville der slet ikke være nogen bank-skandale, for vi ville ingenting have fået at vide. Der er jo dejlig fredeligt i et diktatur uden fri adgang til information.

Jeg har ikke noget imod markedsøkonomi - faktisk ville jeg ønske, vi kunne få slagtet nogle private monopoler og karteller, så vi kunne få markedsøkonomi herovre vestpå.

Det er helt iorden at købe produkter af en agent, der med hensyn til pris og information er min modstander, bare jeg har forstået vores roller, og bare jeg har alternative forhandlere og har ret til parallelimport.

Det er også helt iorden at lade agenten præsentere sine produkter med stor entusiasme, hvorefter du selv sammenligner, og forlanger dokumentation.

Der findes ikke noget Utopia, hvor køberen og brugeren ikke skal tænke og vælge selv.

Her er lidt mere kynisme til dit katalog: Din læge har meget mere tilfælles med medicinal-sælgeren, der muligvis også er læge, end med dig.

Uanset hvor flink, han gerne vil være, så er det sjovere at være på kursus med eksperter og entusiaster, end at gentage de samme lange forklaringer for klynkende patienter uden lægeuddannelse og uden logik i hovedet, og uden objektivitet (vi er jo netop syge og kede af situationen).

Ville jeg selv lytte til en frisk og glad sælger eller til en sur gammel patient? Som programmør elsker jeg alle brugere, bare de holder deres kæft :-) Præcis den holdning kan selv de dygtigste læger ikke helt vriste sig fri af.

@uffe hellum - hehe

Ja, jeg tror også at det der med markedsøkonomi sikkert kunne være godt, i teorien i hvert fald.
Der er som du siger også problem med bl.a. privatejet firma...

Det er heller ikke helt nemt at løse problemerne her. Man kan jo ikke regulere på basis af antallet glas vin som bliver drukket sammen med stakeholdere, forbyde studier på samme universitet, eller noget i den stil, men der er sikkert noget andet man kan gøre. Det kræver dog lidt reformvilje og visse tab (i hvert fald på kort sigt) hvis man vil have uafhængighed, retfærdighed og den slags, så jeg tror ikke at det vil ske nogen steder i den nærmeste fremtid.
:-)

Mark:

I den bedste af alle verdener og alt det der ... og så er jeg endda ikke 100% sikker på at vi alle definerer "den bedste af alle verdener" ens. Mit blik på verden er for eksempel farvet af, at jeg er afhængig af den skide medicin, hvis jeg vil leve mere end nogle få elendige år, hvor jeg tisser sirup og fanger hver eneste infektion, der kommer forbi.

Selvfølgelig ville mere gennemsigtighed være ønskeligt. Det gælder overalt i samfundet. Men når det gælder et område som medicin til kronikere af enhver slags, er hele behandlingsmønsteret jo et løbende eksperiment med løbende evaluering. Ikke kun på basis af, hvad forskerne hos f.eks. Novo og forskerne på diverse endokrinologiske (eller andre relevante) afdelinger finder frem til, men også på basis af behandlingsresultater.

Det ville da også være ønskeligt med bredere forskning. Der er vi diabetikere her i landet så bundet af, at Novo i den grad er frontløber på området. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan man skulle bringe andre aktører på banen. Det er nemlig ikke alle de udenlandske medicinalaktører, der har lige fine resultater - og såmænd heller ikke helt rent mel i posen mht gennemførelse af forsøg.

Så lad os da arbejde for gennemsigtighed, ja. Men samtidig huske, at der ikke kommer noget godt ud af at polere sin glorie med et andet menneskes buksebag ...

@Dana Hansen

Det kan aldrig blive perfekt, og befolkningen ved grundlæggende ikke hvad den vil, så vi stoler på det vi ser rundt omkring.
Jeg kan forstå din situation m.h.t. afhængighed af medicin, det er ikke godt, men der er ikke noget du som konsument kan lave ved det. Det behøver du heller ikke.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvordan medicinering for kroniske sygdomme fungerer i Danmark. Det virker som at man selv skal betale en hel del hvis man bliver syg, hvilket vel er lidt underligt, dog ikke overraskende. Må du skifte medicin hvis du beder om det? Eller er det lægen som har total kontrol? Det er lidt interessant hvis man kommer ind på det der 'too big to fail' problem som du nævner i dit indlæg; med bankerne er der nogen muligheder for at skifte (og der er det også tale om produkter som tit er svære at forstå), men det kan koste meget fordi der er mangel på konkurrence, så man kan ikke forvente at konsumenten kan lave om på systemet.

Alt det her med at de er for vigtige, og at de er frontløber... Jeg ved godt at Novo er 'danske', men der er også god behandling som man får i udlandet, og jeg er rimelig sikker på at det i mange tilfælde ville være en mulighed at skifte til en anden big pharma konkurrent som Eli Lilly, Sanofi, eller sådan noget. Nej, de har som Novo heller ikke rent mel i posen, men sådan er det her og nu. En alternativ måde at tænke på situation i Danmark er måske at sige at vi har en hel del kompetencer indenfor diabetes, og at det lige nu tager formen af Novos mere eller mindre usynlige hånd: det behøver ikke nødvendigvis at køre gennem det selskab i sin nuværende form i fremtiden. Lige nu er det fristende at sige at forskningen er afhængig af Novo, men et universitetssystem skal jo ikke nødvendigvis være i samarbejde med den private sektor på nogen måde, eller på den måde som det er det i dag.

Det kan godt virke som om at jeg 'polerer min glorie med et andet menneskes buksebag', men enlig er det nok det Novo gør sammen med sine kunder, og, ja, det er en slags religiøsitet som de selvfølgelig vil fremme. Men heldigvis kan man modvirke et selskab selv om man er afhængig af dets produkt: du behøver ikke være et 'medlem' af Novo selv om de prøver at få dig til det.

http://www.fiercebiotech.com/special-reports/25-most-influential-people-...
I den der artikel nævnes det bl.a. at Novo er god til at "fange mennesker så snart de får en diagnose", for at lave dem til loyale kunder. Det er ikke umuligt at stoppe det der...

http://www.tudiabetes.org/profiles/blogs/medco-cfo-sees-generic-insulin-1
Her er en type nyhed som kunne være spændende for diabetikere (mest type 1 her måske), nemlig generisk medicin. Jeg tror ikke at kulturen i Danmark er/vil være særdeles positiv vedr. dette til at begynde med, men så kommer vi tilbage til vigtigheden af den uafhængige uddannelse. Novo vil selvfølgelig (så langt som det strategisk er muligt) at kunderne skal blive ved med at købe originalt og dyrt for evigt...

Det mest almindelige medikament i tabletform til diabetes 2, nemlig metformin, sælges allerede som generisk medikament.
Det er når vi når til insulinen eller liraglutidet, at der kan være snublesten. Se evt. her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Glucagon-like_peptide-1_analog

Selvfølgelig stiller man spørgsmål som patient, ellers er man da mere end almindeligt tåbelig. Det er skam også muligt at diskutere medikamenter med sin behandler, hvis man har forberedt sig hjemmefra. Eller også har jeg bare været heldig indtil nu. Vi betaler, som alle andre, et årligt beløb til dækning af medicin (pt svarer det til knap 300 kr/måned), resten dækkes af tilskud, ligesom nødvendige hjælpemidler gør.

Dorte Wulff Dahl

Jeg er enig i, at det nok faktuelt er sådan, at det er svært i praksis at være dansk diabetes-forsker uden at have en form for tilknytning til Novo Nordisk.

Som læge sætter jeg naturligvis pris på udvikling af lægemidler, som kan påvirke prognoser for syge.

Her er der altså udviklet lægemiddel, som i sjældne tilfælde kan være en fordel, og det er da fint for de sjældne tilfælde...

Jeg vil også tro, at alle læger ved, at producenterne ikke vil give et nøgternt billede af, hvad der er rimeligt at anbefale patienter med sygdom.

Det er receptudskrivende lægers eget ansvar at informere patienter lødigt. Ikke kun mht behandlingsmuligheder ved patientens sygdom, men også angående at læger har ansvar for at tage hensyn til økonomien. (Staten betaler den store portion af udgifterne til medicin, så patienterne vil ikke mærke på pengepungen, om de får recept på de dyre analoger eller humant insulin).

Denne historie startede med international kritik af Novo Nordisk's markedsføringsmetoder. Der blev kritiseret "switching-studie"r, hvor +300.000 patienter blev skiftet over til insulin-analoger, under dække af, at det skulle dreje sig om "postmarketing-analyser". Det vil de ikke selv erkende var switching-studier. Men det er vanskeligt at tro andet, når man kigger på patientantallet og "undersøgelses"-designet.

Herefter kom der fokus på, at der også i Danmark er påfaldende højt antal som primært startes på de dyre analoger, uden at have prøvet det langt billigere humane insulin først. 85% af patienter med type 1 diabetes og 65% af patienter med type 2 diabetes i 2011. Dette er utroligt fra et lægefagligt synspunkt. Der er ikke belæg for, at så mange ville være nødt til at starte med det dyreste.

Derfor er det oplagt uholdbart med en diabetes-vejledning, hvor økonomien ikke er nævnt i vejledningen til læger. Det har de receptudskrivende læger åbenlyst haft problemer med at håndtere i praksis. Det er skatteborgerne, der betaler merudgiften, som der ikke er lægeligt belæg for.

Mon ikke tallene havde været anderledes, hvis man i diabetes-vejledningen direkte havde nævnt, hvordan man skal vælge middel at skrive recept på, når økonomien også tages med i betragtning?

Mvh læge Dorte Wulff Dahl

Dorte Wulff Dahl

Og lad mig lige fremhæve, at jeg ikke er den eneste læge, som fremhæver at human insulin bør anbefales primært i mange tilfælde.

DSAM er de praktiserende lægers videnskabelige selskab. Praktiserende læger behandler flertallet af diabetes-patienter, og de er kendt for at være lødige i deres vejledninger og medtage LEON-princippet. (=Lavest Effektive Omkostnings Niveau)

De har netop skrevet nyhedsbrev, hvor de direkte kommenterer artikel-serien i Information, og fremhæver at humant primært skal anbefales:

https://dsam.clients.ubivox.com/archive/63504/raw/

Så stor respekt for DSAM.

Mvh læge Dorte Wulff Dahl