Læsetid: 4 min.

Eksperter: Vi kan håndtere atomaffald forsvarligt

Risikoen ved et slutdepot for dansk atomaffald er minimal, men frygten besværliggør den politiske opgave at udpege den endelige lokalitet
I 1958 startede forskningen i atomkraft som energikilde på Risø, og det er affaldet herfra sammen med radioaktivt affald fra hospitalernes kræftbehandling, der nu skal deponeres.

I 1958 startede forskningen i atomkraft som energikilde på Risø, og det er affaldet herfra sammen med radioaktivt affald fra hospitalernes kræftbehandling, der nu skal deponeres.

Niels Ahlmann Olesen

24. oktober 2012

De godt 10.000 kubikmeter atomaffald fra Risø forsøgsreaktor er ved at udvikle sig til noget af en politisk hovedpine. For selv om et stort set enigt Folketing tilbage i 2003 besluttede, at der skal opføres et såkaldt slutdepot, hvor atomaffaldet skal opbevares forsvarligt, indtil det ikke længere udgør en strålingsfare, så er det blevet en næsten politisk umulighed at finde en lokalitet. Ingen vil have atomaffald i sin baghave.

– Men er der risiko ved at bo ved siden af depotet?

»Nej, vi har allerede vist, at vi kan håndtere affaldet forsvarligt (det har længe ligget på Risø, red.), og med etableringen af et slutdepot er vi i stand til at sikre en opbevaring, der er fuldt forsvarligt,« siger Ole Kastbjerg Nielsen, der er direktør i Dansk Dekommissionering, som siden 2003 har haft ansvaret for de nukleare anlæg og dermed atomaffaldet ved Risø.

Han forklarer, at det slutdepot, der skal opføres, når de danske politikere engang finder en egnet lokalitet, skal leve op til en stråling med en grænseværdi på 0,01 millisievert (mSv) om året, hvilket er langt under den stråling, som alle danskere årligt modtager.

»Til sammenligning modtager vi i Danmark i gennemsnit tre mSv baggrundsstråling pr. år – lidt mere på Bornholm, fordi der er større mængder radon i undergrunden på grund af forekomsten af granit,« siger Ole Kastbjerg Nielsen.

Udslip over tid

Selv om den endelige løsning på problemet med et depot endnu ikke er fundet – altså om et depot skal bygges på landjorden eller graves ned – så vurderer Ole Kastbjerg Nielsen, at den optimale løsning vil være et depot, der ligger i 30 til 100 meters dybde.

Dermed undgår man de farer, der kan ligge i, at depotet enten udsættes for terrorangreb eller eksempelvis rammes af et fly.

Alligevel vil Ole Kastbjerg ikke afvise, at der en dag vil sive atomaffald ud af depotet. Rent faktisk mener han, at det vil ske, og derfor er placeringen vigtig.

»På et eller andet tidspunkt vil der trænge vand ind i depotet. Derfor er det også vigtigt at se på jordbund og strømningsforhold på den lokalitet, der udvælges,« siger han og forklarer, at der også tages højde for det i de studier, der ligger til grund for et valg af lokalitet:

»Påvirkningen på lang sigt er vigtig, og det gælder for os at bevise, at vi langt ud i fremtiden kan holde os under grænseværdien. Det viser vores forstudier, at vi kan,« siger Ole Kastbjerg Nielsen.

Indtil videre er der kun foretaget beregninger på modeller, men når den endelige lokalitet er valgt, så skal sikkerheden vurderes på baggrund af de faktiske forhold. Det forklarer Peter Gravesen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS.

»Opgaven går ud på at lave et sikkert bygningsværk og så sikre, at det bygningsværk placeres i de bedst tænkelige omgivelser. Og ender vi med et nedgravet depot, så skal det være i et område med ler, der har den evne, at det kan absorbere og indlejre et eventuelt udslip,« siger Peter Gravesen, der dog peger på, at mange andre faktorer end geologien spiller ind i forhold til valget af lokalitet:

»I undersøgelsen ser vi ikke bare på jordforhold. Naturstyrelsen vurderer om det er et område med skrøbelige vandforsyninger, eller om der er andre faktorer, man skal tage hensyn til såsom mindesmærker, naturområder, byplaner etc.«

Kan affaldet eksporteres?

Når modstanden imod et depot til atomaffald er så stor, så handler det om mere end blot den videnskabeligt vurderede risiko. Det handler i lige så høj grad om, hvordan folk opfatter problemet, anerkender Ole Kastbjerg Nielsen fra Dansk Dekommissionering:

»Man kan jo høre, at bekymringen går på, hvad et depot betyder for det enkelte område, hvad det betyder for udviklingen, turismen, ejendomspriserne. Men vores mandat er teknisk-geologisk at vurdere den bedst egnede lokalitet. Hvilke andre kriterier der skal ligge til grund for den endelige beslutning, det er en politisk opgave. Vi laver jo kun de tekniske vurderinger.«

– Men hvorfor ikke eksportere affaldet til lande, der allerede er vant til at opbevare atomaffald?

»Det har vi ikke undersøgt, fordi der ligger en klar beslutning fra Folketinget fra 2003, der siger, at der skal laves et dansk slutdepot,« siger Ole Kastbjerg Nielsen.

Han peger endvidere på, at Affaldskonventionen under Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, dikterer, at hvert land skal tage ansvar for eget affald.

»Jeg har heller ikke kendskab til nogen lande med forsøgsreaktorer, der har eksporteret deres affald. Der eksisterer et europæisk samarbejde, ERDO, om at skabe et regionalt depot for affald med en lang nedbrydningstid, men det er min vurdering, at det har lange udsigter. Man har endnu ikke fundet en lokalitet til det,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et af de helt store problemer ved at komme op i 50erne - bortset fra at jeg skal tisse om natten - er sgu´ fornemmelsen af deja vu all over again.

I 70erne kunne eksperterne da osse sagtens klare atomaffaldet. Både her - når nu værket ved Gylling Næs kom - og i Tyskland, hvor Asse var et helt sikkert endlager:

Indtil de ikke var så kloge mere - det viste sig bare 20-30 år senere:

http://www.zeit.de/wirtschaft/2012-09/asse-raeumung-gesetzentwurf

1. afsnit : "der skal opføres et såkaldt slutdepot, hvor atomaffaldet skal opbevares forsvarligt, indtil det ikke længere udgør en strålingsfare, "

- det er ikke korrekt: depotet har en sikkerhedshorisont på min 300 år, (det meste affald har en halveringstid på 30 år), men der er også langlivet mellemaktivt affald med transuraner som f.eks. Plutonium-239, der er radioaktivt i 200.000 år. Derfor er det en ren trossag, når man siger, at affaldet kan opbevares "forsvarligt" til det ikke længere udgør en strålingsfare. Der er jo ikke tale om et "dybt geologisk depot", men om et depot 30-100 m under jorden. Se bla. min blog med referat af ARTE's interview med Greenpeaces tyske kerneekspert.

2. Når "frygten besværliggør den politiske opgave" som der står i overskriften, er det fordi processen ikke har været åben som lovet i bla. Beslutningsgrundlaget. Bekymrende at DK der gerne vil være foregangsland mht demokrati i denne sag viser sit demokratiske underskud.

"Han peger endvidere på, at Affaldskonventionen under Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, dikterer, at hvert land skal tage ansvar for eget affald."
.
Princippet må logisk føre frem til, at det er de ansvarlige selv der må stå med ansvaret. Det er ikke mit affald. Jeg sagde allerede eftertrykkelig fra, på en skoletur til Risø for 40 år siden. Det er derfor heller ikke danskernes affald. Det er Niels Bohrs affald. Det er videnskaben og Niels Bohr, der har narret politikere til at lave love, der gjorde det muligt for videnskaben, at producere affaldet. Derfor er det alene de pågældende videnskabsmænd.og politikeres ansvar. Og de ansvarlige er faktisk de største syndere af alle, for de har jo ikke taget ansvaret for deres beslutninger. Det kan de jo netop heller ikke. De går bare på pension, mens 200.000 års kommende generationer, står med problemet.