Læsetid: 4 min.

Fagbevægelsen kæmper mod tiden

Fagbevægelsen har mistet sin magtposition. Arbejdsmarkedet har bevæget sig mod nye erhverv og flere løse ansættelser, mens det politiske fokus har fjernet sig fra løn- og arbejdsforhold. Fagbevægelsen har intet svar på, hvordan den vil få magten tilbage, siger professor i statskundskab Ove K. Pedersen
Fagbevægelsen har mistet sin magtposition. Arbejdsmarkedet har bevæget sig mod nye erhverv og flere løse ansættelser, mens det politiske fokus har fjernet sig fra løn- og arbejdsforhold. Fagbevægelsen har intet svar på, hvordan den vil få magten tilbage, siger professor i statskundskab Ove K. Pedersen
27. oktober 2012

Da Ove K. Pedersen i 1991 udgav en bog om forhandlingsøkonomien i de skandinaviske lande, var den danske fagbevægelse på sit højeste. Siden har samfundet bevæget sig, men fagbevægelsen er ikke fulgt med, mener Ove K. Pedersen, der er professor i statskundskab på Copenhagen Business School.

»Ændringerne i erhvervsstrukturen betyder, at der er færre job i industri og landbrug og flere job inden for service, og det er en stor udfordring, fordi der ikke er den samme tradition for at organisere sig her,« siger han.

I serviceerhvervene er der flere lønmodtagere ansat i projekt-, vikar- eller lignende korttidsansættelser, ligesom antallet af ufaglærte, udlændinge og studerende er langt højere. Derudover er det offentlige en kæmpe aktør på det danske arbejdsmarked – og der er typisk mange kvinder, der søger job her for at få arbejdsvilkår, hvor arbejds- og familieliv kan hænge sammen.

»Deres hovedformål er noget andet end lønnen, og det stiller spørgsmål ved, hvorfor de skal organisere sig. Samtidig sker der det, at faggrænserne i høj grad udviskes i de her år, og dermed begynder også det traditionelle grundlag for organisering af smuldre,« siger Ove K. Pedersen.

Betingelserne for at melde sig ind i fagforeningerne har altså ændret sig væsentligt siden fagbevægelsens storhedstid i 70’ og 80’erne, hvor indkomst og løn stadig var helt centrale spørgsmål.

»Det er urealistisk at forvente samme organiseringsgrad og position i politik som i 70’erne, hvor opbygningen af velfærdsstaten var helt central for den økonomiske politik. Det gjorde naturligt nok fagbevægelsen til en central spiller, men i dag er løn- og indkomstspørgsmål politisk relativt ligegyldige. Og arbejdsmarkedspolitikken er afløst af aktiv beskæftigelsespolitik med stor vægt på uddannelse, som i høj grad forhandles mellem regeringen og kommunerne,« siger Ove K. Pedersen.

Derfor har fagbevægelsen heller ikke politisk det samme at skulle have sagt som tidligere og må lobbye mere for sine interesser. Sammenbruddet af trepartsforhandlingerne mellem regering og fagbevægelse i foråret var et vigtigt signal på fagbevægelsens mindskede politiske indflydelse, påpeger Ove K. Pedersen.

Selv fagbevægelsens absolutte kerneydelse: lønnen, har fagbevægelsen efterhånden også kun begrænset indflydelse på.

»Skatte- og afgiftspolitik og EU gør, at forhandlingerne er nedtonet i betydning, og i øjeblikket er vi endda på vej ind i en situation, hvor store overenskomstområder risikerer at få mindre i realløn, og så bliver det endnu mere åbenlyst, at overenskomsterne ikke er det samme magtredskab som tidligere,« siger Ove K. Pedersen.

Den tyske model

Den dalende organisering i fagforening betyder ifølge alle eksperter, at den danske model står for fald. Ove K. Pedersen mener dog, at den allerede var ved at gå i opløsning, før den reelt var en realitet.

»Kommunerne sidder på sikkerheden på arbejdsmarkedet, hvis man bliver syg eller ledig, mens overensksomstparterne stadig har indflydelse på fleksibiliteten – altså mulighederne for at hyre og fyre. Det betyder, at flexicurity-modellen gradvist er ved at falde fra hinanden, men ingen ved reelt, om det er en fordel, for det var en anden type arbejdsmarked og flexicurity end den danske, der viste sig mest effektiv efter krisen i 2008,« påpeger Ove K. Pedersen.

Hvor det herhjemme er stat og kommuner, der sikrer de arbejdsløse uddannelse og jobanvisning, så er det i højere grad virksomhedernes ansvar på det tyske arbejdsmarked. Og den såkaldte interne flexicurity har vist sig at være langt mere effektiv efter finanskrisen i 2008.

»I Tyskland var arbejdskraften blevet opkvalificeret, da økonomien kom i gang igen, og det betød, at folk langt hurtigere kom i arbejde igen. Herhjemme fungerede efteruddannelsesindsatsen ikke,« siger han.

»Måske fordi danske virksomheder bare kunne overlade det til stat og kommuner at tage sig af de ledige og få dem opkvalificeret, men at der her ikke var politisk vilje til at gøre netop det. Her led den danske model nederlag. Det kan godt være, at den var effektiv i 90’erne, men i 00’erne og 10’erne er det den tyske model, der har virket,« siger Ove K. Pedersen.

Tomrum

Ved forårets trepartsforhandlinger blev der åbnet for, at fagbevægelsen kunne få mere indflydelse på eksempelvis efter- og videreuddannelse, men det lykkedes ikke for de mere fremadrettede dele af fagbevægelsen at få organiseret opbakning nok til at gå helhjertet ind i forhandlingerne, lyder Ove K. Pedersens analyse. Derfor står fagbevægelsen nu i et tomrum.

»Efter sammenbruddet har fagbevægelsen ført en fortidig politik med vægt på dagpenge og offentlig overførsel, hvor trepartsforhandlingerne havde lagt op til en mere fremadrettet strategi med vægt på efteruddannelse og opkvalificering. Fagbevægelsen synes derfor i dag at være fanget i en bagudrettet politik og har overladt til partierne og deres egne lobbyister at påvirke finanslovsforhandlingerne,« siger han.

»Samlet betyder det, at også den politiske udvikling stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor medlemmerne skal strømme til organisationerne, når det er svært at se deres betydning,« siger Ove K. Pedersen.

Den manglende diskussion af, hvad fagbevægelsens position skal være i fremtiden både i forhold til nye ansættelsesforhold, globalisering, ny erhvervsstruktur og en smuldrende dansk model er egentlig den største fare for fagbevægelsen, mener Ove K. Pedersen.

»Den daglige ledelse af LO kæmper for en tilbagevenden til fortiden, men de synes ikke at have noget svar på, hvad det er for en position, fagbevægelsen skal indtage i fremtiden, og det skaber ganske betydelige konflikter internt,« siger Ove K. Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hov, man skal huske på, at det i det danske velfærdssamfund, før 90ernes angreb, VAR arbejdsmarkedet, der stadig forestod efteruddannelsen, fordi AMU og andre lignende aktiviteter var under indflydelse af fagbevægelse og arbejdsgivere i fællesskab. Stort set var det offentliges opgave at uddanne til det offentlige arbejdsmarked, på universiteterne og f.eks. Forvaltningshøjskolen.
Handelshøjskolen og Den Tekniske Højskole var også mere involveret med erhvervslivet, end universitetet var - og der tegner sig altså nu et tydeligt billede af, at den model var at foretrække? Jamen, det er vi vist mange, der mener - sammenlægningen af institutioner er en katastrofe, mangfoldighed og selvstyre er selvfølgelig vejen frem i et demokratisk samfund.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er ikke enig i, at sammenbruddet i 3partsforhandlingerne var en bet for fagforeningerne.
Tværtimod.
Regeringen stillede et (ultimativt) krav om at forøge arbejdstiden i en tid, hvor mange går ledige.
Fagbevægelsen sagde nej.
Så var der jo ikke mere at forhandle om.

At fagbevægelsen kunne trænge til nye kræfter istedet for Børsting, det skal vi derimod ikke diskutere længe for for at blive enige om.

Steffen Gliese

Politikerne kæmper om nogen mod tiden: de kan ikke forstå, at fremtiden ikke ligger i mere produktion og mere forbrug, eller for den sags skyld mere arbejde på et marked. Når socialismen bryder igennem som den naturlige tilstand, der jo er den marxske analyse, kommer den som en afløsning på et system, der er blevet uholdbart, og det er det, vi er ved at se. Der kan godt gå årtier med den umulige kamp, til stor skade for menneskene i verden, men det er uundgåeligt, at de ubestridelige fremskridt for mennesker i tilvejebringelsen af eksistensgrundlaget vil slå igennem som det helt omkalfatrende gode, det er. Mennesket instrumentaliseres mere og mere, men det er i afmagt, fordi ingen tør tage skridtet ud i frihed og egenbeskæftigelse - selvom det er alt, hvad menneskeheden har kæmpet for i hele sin tid på jorden.

Wikipedia skriver:

"Aktuelt var flagskibet i en mediestrategi (A-pressen), som LO finansierede for at give den borgerlige presse et kvalificeret modspil"

At det er gået, som det er gået, viser at Wikipedia teksten er korrekt.

Hvis man kunne nedlægge al centrum-venstre presse - og samfundet fortsat havde fungeret, burde teksten have været rettet til noget med:

"et unødvendigt tiltag, da den borgerlige presse - med TV2 i spidsen - præsenterede centrum-venstre synspunkter lige så loyalt som rene højre-synspunkter"

Så det nuværende sammenbrud, hvor S-SF tvinges til at gøre det modsatte af, hvad de gik til valg på, beviser den originale Wiki-teksts gyldighed.

John Vedsegaard

Det eneste problem fagforeningerne har er, de har glemt hvad solidaritet betyder.
Det er jo ikke "som brødre vi dele, jeg snupper det hele"!

Flemming Andersen

Fagbevægelsen har snorksovet i timen.
De har sejret at helvede til, som saglig Thomes Nielsen udtrykte sig, og glemt et er par årtier at spørge medlemmerne, hvad de ønskede af deres fagforening.

For det første har man blindt fulgt med i kravet om flere lønstigninger til medlemmerne i arbejde og deltaget i det almindelige vækstcirkus.
Det har efterladt et gab til de arbejdsløse medlemmer og afvænnet alle med solidariteten imellem alle fagforeningsmedlemmer.
Det har også betydet at staten har kunnet stramme skatteskruen, så alle var glade over disse lønstigninger, som man jo må indrømme ikke har forbedret DKs konkurrenceevne.
Lønstigningerne har medlemmerne så måske ikke haft så meget at bruge til, som en sikkerhed i ansættelsen. Denne sikkerhed ville betyde at man kunne tillade sig at bruge en større del af sin løn uden at skulle gardere sig med privat opsparing.

Sikkerhed i ansættelsen er ikke vægtet af fagbevægelsen i mange år, fordi vi jo havde flex-security modellen. Denne model troede man var garant imod billigere og mindre fleksibel arbejdskraft i konkurrerende lande.
Alt var således godt og i ro, man kunne indtage en vanlig afslappet stilling og nyde større lønstigninger end udlandets, bedre arbejdsforhold og være ligeglad med ansættelsessikkerheden i ly af flex- cekurity modellen.

Man reagerede ikke på at stærke liberalistisk kræfter i EU arbejdede hen imod arbejdskraftens frie bevægelighed og samtidig udvidede EU's medlemskreds til at omfatte Østlande med endog meget lave lønninger og uhyggeligt dårlige arbejdsforhold.
Heller ikke da disse østarbejdere i højkonjunkturen begyndte at fortrænge danske arbejdere i landbrug og gartneri. Det var lavtlønsområder og havde ikke fagforeningernes interesse i større grad end de lediges vilkår. For stadig var fokus på medlemmerne i arbejde og deres lønstigninger.

Man reagerede heller ikke da de gule fik flere medlemmer, herregud de var jo få og fik mindre i løn, fokus på pæne lønstatistikker blev bevaret.

Det samme når dagpengeforsikringen blev udhulet af Nyrup. Han skaffede jo jobs, så gjorde det ikke så meget med tab af rettigheder og lønnen blev bevaret for de mange.
Nyrup angreb på efterlønnen blev også slugt, med samme flegmatiske holdning til solidaritet og åbnede op for den borgerlige regering fortsættelse af Nyrupregeringens fjernelse af lønmodtagernes rettigheder.

Forringelser af sygedagpenge til max et år, og masser af administrative begrænsninger, besværliggørelse og hindringer for klienterne, nå ja de ramte jo stadigt ikke så mange. Kernemedlemmerne gik fri, så ingen reaktion var nødvendig.

Efterlønnen beskåret endnu engang og atter bøjede fagbevægelsen nakken uden solidaritet med de ramte, der jo heldigvis så ud til at blive færre og færre.

Og den sidste forringelse af dagpengeperioden var såmænd også forløbet glat, hvis ikke konjunkturerne havde været sådan at konsekvenserne, blev udstillet for alle i et skærende lys.
Selv nu er det vanskeligt at få øje på Børsting og LO som samlende kraft for hele fagbevægelsen, imod denne ensidige ændring af kontrakten fra statens side.
En sådan ensidig ændring af en kontrakt ville i erhvervslivet have medført sagsanlæg omgående.

Jo Tornerosesøvnen har været lang og hård for fagbevægelsen og desværre tyder intet på at den er ved at vågne. Derfor og kun derfor er vi kommet i den situation at folk efterhånden kun kan håbe på indgreb fra demokratisk side, for at beskytte deres mindsteløn.
Fagbevægelsen har simpelthen undgået at udkæmpe for mange kampe og har derfor ingen styrke tilbage.
Hvis den har styrke til at modbevise denne påstand er tidspunktet nu.
Det er nu fagbevægelsen skal bevise, at den selv tror på at solidaritet er værd at bygge på , at solidaritet kan rykke noget, at man ikke altid, som alle de andre gange er tilfreds fordi det ikke rammer de mange……..lige nu.
Fagbevægelse burde til enhver tid have været på forkant med udviklingen her i landet, men også EU, så de havde kunnet taget hånd om alle deres medlemmer og ikke bare de lette tilfælde med gode lønstigninger. Kun derved kunne man bevise at man var kontingentet værd. Fagbevægelse burde til enhver tid vide hvad medlemmernes forventninger var til dem og bruge moderne medier til at opsøge denne viden, sådan at den kunne tilfredsstille disse ønsker og fortjene sine kontingenter.
Disse ting har man undladt samtidig med at forsikringsdelen er udhulet af kortsynede og ideologisk snævertsynede politikere og det forringer simpelt hen produktet fagforeningerne har at tilbyde.

Fagforeningernes rolle i samfundet er for vigtig til at man kan sidde at sove og bare overlade til de demokratiske partier at samle stumperne op.
Dels vil ansvarligheden over for de svageste grupper formentlig ikke være lige stor hos alle og dels har man jo vist at ridning af den ideologiske hest er vigtigere end nytteværdien for samfundet, så jag vil håbe af fagbevægelsen vågner op af sin Tornerosesøvn og vil være sit ansvar bevist over for alle medlemmer.
Alle medlemmer unge som gamle. Ledige som i arbejde. Højtlønnede og lavtlønnede.

Flemming Andersen

Børsting er en tandløs tiger. Hvis han ikke evner at samle fagbevægelsen i denne situation ogfå den til at kæmpe for medlemmernes rettigheder, så må han erkende det og gå af og give plads for en der kan og tør.

Niels-Holger Nielsen

OKPs synspunkter er over en kam skræmmende. Ideologisk set er han en af de farligste samfundsdebattører, som alle burde holde et nøje opsyn med. Han er fader til tigermødrene. Han er repræsentant for toppen af instrumentalisering af sociale relationer. Det eneste ord jeg synes er dækkende er protofascist. En ægte repræsentant for monopolisternes overtagelse af alt af betydning i vores samfund. Vi er en konkurrencemaskine. Spørg dig selv, hvad oraklet ikke bekymrer sig om.

Steffen Gliese

Niels-Holger Nielsen, du retter bager for smed! Ove Kaj Pedersen peger på krisens årsag, men han støtter den ikke. Han er den kritiske analytiker, uden hvem modstanden ikke kunne finde sted.

Til Flemming.

Fagforeningernes medlemmer har de rettigheder, de kan blive enige med arbejdsgiverne om.

Nogle arbejdstagere og giver indgår nogle aftaler og andre nogle andre.

Jeg har f.eks. indgået en aftale om, aldrig at strejke.
De er nogle andre uenig i, de må så indgå andre aftaler.

Så er det jo blot aty lade markedet råde og se hvilke medarbejdere hvilke arbejdsgivere efterspørger

Sören Tolsgaard

Når Ove K. Pedersen til dels med rette fremhæver den tyske model, som i højere grad har været på forkant med efter- og videreuddannelse, så glemmer han at sige, at også den tyske fagbevægelse har lidt nederlag i forhold til løndumping, idet mindstelønnen nu er så lav, at mange lavtlønnede er nødt til at supplere den med bistandshjælp.

Den danske fagbevægelse har faktisk i de senere år udvist løntilbageholdenhed i erkendelse af de skærpede vilkår for produktionen. Vi danskere ønsker dog næppe et pjalteproletariat, som nu er godt på vej i Tyskland, og derfor er det centralt at sikre de svageste grupper en ordentlig behandling. Fagbevægelsen har derfor ydet modstand i forbindelse med de senere års forringelser af efterløn og dagpenge. De fleste politiske partier har derimod fuldstændig svigtet, og de fortsatte mediestunts omkring akutpakker kan ikke skjule, at regeringen har gjort sig til lakaj for EU og erhvervslivet ved at udsætte de danske lønmodtagere for stærkt øget konkurrence og løntryk, som skal betales af de ringest stillede, mens de bedst stillede fortsat rager til sig.

Det er den uudtalte agenda, at en vis procentdel skal hægtes af dagpengesystemet til skræk og advarsel for andre lønmodtagere. Mediekampagner om dovne ledige har tjent til at styrke dette synspunkt i bedsteborgerlige kredse, som altid er klar til at sparke nedad. Resultatet bliver dog uværgeligt, at især de unge og de ældste får vanskeligt ved at etablere kontakt til arbejdsmarkedet og overgår til bistandshjælp, hvilket vil få yderligere nogen til at fravælge de fagforeninger, som man ikke længere har råd til.

Cenrtum-venstre har således udøvet et forrædderi mod de ringest stillede lønmodtagere, som ikke tidligere set i historisk tid. Et inkluderende arbejdsmarked, hvor fagforeningerne var respekteret som part i forhandlingerne, er nu erstattet af et ekskluderende slavemarked, idet menneskeligheden glider i baggrunden for globaliseret manipulation på finanselitens betingelser, hvor underminering af de lokalt og nationalt organiserede arbejdsmarkedsforhold bliver dagens orden.

Daniel Mikkelsen

Det er utroligt hvad der kan komme ud af CBS af neoliberale ultra kapitalistiske udsagn. Han argumenterer for at den tyske model med løsarbejdere/daglejere (læs: projektansættelser) løntrykkeri og manglende organisering er noget vi skal søge mod her i danmark.
Det tyder på en fantastisk virkelighedsflugt fra økonomer som bifalder et system som har bragt hele verdens økonomiske system (læs: det kapitalistiske) i knæ. Men man må jo ikke forstyrre "markedet" så bliver det ustabilt man skal bare lade markedet styre sig selv så går det nok (!). Når selv empiriske beviser på det modsatte ikke bider på nogle økonomer så må vi borgere tage sagen i egen hånd.

Mona Blenstrup

Har lige modtaget uopfordret matteriale fra et firam, der stolt anbefaler mig at købe mig arbejdskraft fra POlen til kun 90 danske kr. i timen.

Det er udsendt til mit lille landbrug med mit navn og så videre - og hvor mange flere mon?

Hvordan får vort lille land skatteindtægter ud af en sådan aftale?

Hvordan kan en dansk arbejer mon konkurrere mod sådan en pris?

Jeg undres.