Analyse
Læsetid: 4 min.

Fangesag: Findes der flere hemmelige videoer?

Den video, som Ekstra Bladet fremlagde torsdag, er ikke i sig selv noget stærkt bevis i sag om irakiske fanger. Men videoen rejser spørgsmålet, om der kan findes andre optagelser af de overgreb, som 11 irakere hævder at være blevet udsat for
Hvad der præcis foregår på den video fra Operation Green Desert, som Ekstra Bladet i går kunne offentliggøre, er uklart. Men videoen rejser spørgsmålet om, hvorvidt der findes andre optagelser, der viser, om irakiske fanger er blevet mishandlet under operationen.

Hvad der præcis foregår på den video fra Operation Green Desert, som Ekstra Bladet i går kunne offentliggøre, er uklart. Men videoen rejser spørgsmålet om, hvorvidt der findes andre optagelser, der viser, om irakiske fanger er blevet mishandlet under operationen.

Ekstra Bladet

Indland
19. oktober 2012

Noget gik tilsyneladende helt galt, da danske og britiske soldater sammen med sikkerhedsstyrker fra irakisk politi den 25. november 2004 gennemførte den såkaldte Operation Green Desert i byen Al-Zubayr uden for Basra i det sydlige Irak.

Vi ved i dag, at 11 irakiske mænd har stævnet den danske stat, fordi de ifølge deres egen forklaring blev taget til fange under operationen og mishandlet af irakisk politi. Vi ved, at de 11 mænd ifølge en retsmedicinsk undersøgelse faktisk er blevet udsat for grov mishandling. Vi ved også, at det danske forsvar forud for operationen var bekendt med irakisk politis brutale metoder. Og endelig ved vi, at flere danske soldater tidligere har oplyst, at fanger blev tæsket af irakisk politi under operationen.

I går kunne Ekstra Bladet så fremlægge en video optaget af den danske styrke under Operation Green Desert. Videoen har avisen fået fra den tidligere soldat Anders Kærgaard. Han var som efterretningsofficer selv en del af den danske Irak-bataljon i 2004, men deltog ikke på jorden i selve operationen i Al-Zubayr.

At der overhovedet findes en video fra operationen strider imod oplysninger, som Forsvarskommandoen (FKO) er kommet med i forbindelse med de 11 irakeres sagsanlæg. Den 15. december 2011 skrev FKO til irakernes advokat, Christian Harlang, at »forsvaret ikke har foretaget filmoptagelser under gennemførelsen af Operation Green Desert i Al-Zubayr i Irak den 25. november 2004.« Og tidligere samme år oplyste FKO på et spørgsmål fra Information om, hvorvidt der fandtes videooptagelser fra operationen, at »Forsvarskommandoens Irak-Task Force har oplyst, at der blandt de kildematerialer, som Task Forcen har tilvejebragt og gennemgået, ikke er en sådan videofilm.«

Uklare optagelser

Ifølge Ekstra Bladet viser videoen »irakisk politi slå og sparke løs på de civile irakere«, mens danske soldater ser på uden at gribe ind. Desuden indeholder videoen en sekvens, hvor en dansk soldat siger: »Har du set, de får bare nogle hug, når de bliver smidt ind i den der...«

I sig selv forekommer videoen ikke at være et stærkt bevis for fangemishandling. Optagelsen af de angivelige overgreb er foretaget på lang afstand og fremstår uklar. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der foregår decideret mishandling på billederne, men muligvis hårdhændet behandling. Om fangerne faktisk bliver sparket og slået eller snarere skubbet synes således usikkert. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at en soldat taler om, at nogen får »hug«. Hvad »hug« dækker over er dog uklart, og udtalelsen falder ikke i forbindelse med den episode, man ser på videoen, men en senere episode, hvor irakerne bliver ført væk uden for kameraets vinkel.

Ifølge advokat Christian Harlang, der fører sagen for de 11 irakere mod den danske stat, er det desuden uklart, om nogle af hans klienter er blandt fangerne på videoen, eftersom flere personer blev tilbageholdt forskellige steder under operationen. Sikkert er det dog, at ikke alle 11 kan være med på optagelserne, hvor der ser ud til kun at være fem tilbageholdte irakere.

Ubestrideligt er det til gengæld, at der på videoen ses i hvert fald et andet kamera i hænderne på en dansk soldat. Og ved et pressemøde om sagen i går forklarede Anders Kærgaard, at han mener at kunne huske, de danske soldater i alt havde tre kameraer med på operationen for at dokumentere begivenhederne. Man må derfor spørge, om der kan findes andre optagelser fra Operation Green Desert end dem, som Anders Kærgaard er i besiddelse af. Optagelser, der med større sikkerhed kan kaste lys på spørgsmålet om, hvorvidt de irakiske fanger faktisk blev udsat for mishandling under operationen. Sådanne optagelser kan være blevet destrueret, eller det kan være, nogen tilbageholder dem. Begge muligheder synes at efterlade forsvaret med et forklaringsproblem.

’Nogle ordentlige tæsk’

Tilbage i december 2010 udtalte en dansk officer, der ønskede at være anonym, sig til Information om Operation Green Desert. Han deltog selv i operationen og befandt sig nogle hundrede meter fra en moské, hvor flere af de irakiske fanger blev tilbageholdt. Flere danske soldater befandt sig tættere på moskeen, og som officeren sagde til Information: »Jeg husker, at nogle af soldaterne bagefter talte om, at nogle af fangerne fik nogle ordentlige tæsk.«

En anden dansk soldat udtalte senere til Politiken, at han under operationen så en irakisk fange med hætte over hovedet få en skalle af en irakisk soldat, så der blev »rødt i sækken på hans hoved«.

Desuden har Information kunnet afdække, at det danske forsvar var bekendt med irakisk politis brutale metoder forud for Operation Green Desert. I sommeren 2004 viste et dansk tilsynsbesøg i et fængsel i Basra således, at otte ud af 15 fanger, som den danske delegation interviewede, klagede over at være blevet mishandlet af irakisk politi, og flere af fangerne kunne fremvise objektive tegn på tortur i form af blandt andet ar, brændemærker og beskadigede legemsdele. En rapport om sagen blev sendt fra den danske bataljon i Irak til Hærens Operative Kommando og videre til Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet, hvor sagen blev »drøftet med ministeren«, som en kontorchef i ministeriets folkeretskontor skrev med henvisning til daværende forsvarsminister Søren Gade.

Oplysningerne blev imidlertid hemmeligholdt for Folketinget, og få måneder efter det danske besøg i fængslet i Basra, blev danske soldater altså brugt til at støtte irakisk politi under Operation Green Desert.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Abdiwahab hassan

Operationer for Iraks frihed - skulle civile bøde for.

Beskidt spor hvor end USA og dets Allierede er.