Læsetid: 4 min.

Forældre vælger ikke skole for fællesskabets skyld

Folkeskolen er vigtig for samfundets fællesskabsfølelse og sammenhængskraft. Men tilsyneladende ikke for nutidens forældregeneration. Derfor vælger den privatskoler til sine børn. Generation X er nemlig mere individualistisk og resultatorienteret end tidligere generationer
Forældre af i dag vælger ikke folkeskolen til for fællesskabets skyld. Det er det faglige udbytte af børnenes skolegang, som har højeste prioritet, mener flere forskere.

Forældre af i dag vælger ikke folkeskolen til for fællesskabets skyld. Det er det faglige udbytte af børnenes skolegang, som har højeste prioritet, mener flere forskere.

Jakob Dall

12. oktober 2012

F olkeskolen mister børn til privatskolerne, og hvis tendensen fortsætter, vil hvert femte barn gå i privatskole i 2020. Det viser en undersøgelse fra Cevea.

Regering er derfor bekymret for folkeskolens ve og vel: Undervisningsminister Christine Antorini (S) rejser land og rige rundt med Ny Nordisk Skole og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har i sin åbningstale i Folketinget fokus på folkeskolen og varsler en reform som et af regeringens helt store fokuspunkter.

Folkeskolen er ifølge regeringen lig med fællesskab, så mindre opbakning til folkeskolen betyder mindre opbakning til fællesskabet:

»Vi skal kæmpe for skolen. Sammen,« som Helle Thorning-Schmidt sagde i sin tale.

Ifølge Lars Olsen, journalist og samfundsdebattør, er der da også grund til bekymring:

»Der går en lige linje fra, at vi har en folkeskole, som skaber kendskab på tværs af samfundsklasserne, til den brede opbakning bag velfærdssamfundet, hvor vi finder sammen om kollektive løsninger på problemer med uddannelse, sundhed og social tryghed. Hvis folkeskolen falder fra hinanden, vil det have negative konsekvenser for sammenhængskraften,« siger han.

Men selv om fællesskab og sammenhængskraft umiddelbart er positivt ladede begreber, er det ikke sikkert, at det klinger helt så godt hos den enkelte forælder, påpeger Ning de Coninck-Smith, professor i barndoms- og skolehistorie ved DPU:

»Ingen har jo lyst til at lægge børn til fællesskabet for fællesskabets skyld,« siger hun.

Folkeskolen med det dårlige ry

Ifølge Lars Olsen er fravalget af folkeskolen ikke alene skidt for den sociale sammenhængskraft, men i høj grad også for børnene.

Han mener, det er godt for børn at lære andre livsformer at kende: »Hvis ens forældre har en lang uddannelse og et godt job, er det jo rigtig sundt, at man møder en verden, hvor der er nogle, hvis forældre er maskinarbejdere, nogle, der er rengøringsassistenter, og nogle, der ikke har råd til at tage på ferie to gange om året,« siger han.

Ning de Coninck-Smidt, som forsker i den danske folkeskoles historie og i den forbindelse har besøgt en række folkeskoler, kan dog godt forstå, at man som forælder vælger en privatskole, hvis den lokale folkeskole har et dårligt ry. Men det er ifølge Lars Olsen en dårlig grund:

»Nogle forældre giver ikke folkeskolen en chance. Man går bare ud fra, at det private er bedre, uden at man egentlig ved hvorfor. Det er snobberi,« mener han.

Det er Martin Bayer, institutleder på Kultur og Identitet på Roskilde Universitet, enig i. Han mener, at folkeskolen er offer for et dårligt rygte, som ofte er uberettiget. Det gør, at forældrene vælger folkeskolen fra.

»De vælger ikke folkeskolen, fordi de godt ved, at uddannelse betyder noget, så for en sikkerheds skyld må man hellere tage privatskolen,« siger han.

Desuden er det efterhånden svært at kende forskel på folkeskoler og privatskoler, fordi de ligner hinanden til forveksling, påpeger Martin Bayer. Traditionelt har forældre valgt privatskole af ideologiske årsager f.eks. på grund af skolens værdigrundlag eller pædagogik, men i de senere år er privatskoler i højere grad blevet valgt til som et fravalg af folkeskolen, mener Martin Bayer. De ideologiske årsager er trængt i baggrunden.

»Værdigrundlaget lever de med, men det er ikke det væsentligste i deres valg,« siger han.

Han peger på, at man kunne overveje at lave 100 pct. brugerbetaling på privatskolerne, da den økonomiske omkostning ved at sætte sit barn i privatskole er relativt lav, fordi privatskolerne får 75 pct. af folkeskolernes kommunale tilskud. Det vil sige, at forældrebetalingen i gennemsnit er 1.000 kr. om måneden.

Individualister

Martin Bayer mener dog også, man bør se på forældregenerationen for at finde årsagen til, at flere vælger at sende deres børn i privatskole

»Der er tale om den individualiserede generationsfortælling,« siger han og henviser til Generation X født i perioden 1961-1981.

Denne generations forhold til fællesskabet står ifølge Martin Bayer i stærk kontrast til generationen før, som blev kaldt babyboom’ere. Generation X har ofte dårlige erfaringer med fællesskabet, fordi den voksede op i 1970’ernes krisetider, og det har gjort, at denne generation tænker anderledes omkring fællesskabet:

»Pointen er, at de generationer som har børn, der går i skole i øjeblikket, er præget af individualistiske følelser i modsætning til generationen før. Så de vælger privatskolen, selv om de godt ved, at det betyder et fravalg af fællesskabet,« siger han.

Dertil er nutidens forældregeneration mere målrettet og resultatorienteret, vurderer Ning de Coninck-Smidt: »De tænker i højere grad: ’Hvad får jeg ud af det?’« siger hun.

Medlemmerne af generation X’s vil kunne kunne se hurtige resultater i børnenes skolegang. På den måde tæller fællesskabet ikke så højt som karaktererne i skolen:

»Udbyttet rent fagligt vægter højere end fællesskabet,« siger Martin Bayer.

Lars Olsen er enig i den vurdering. Han mener, der er sket et paradigmeskift, og at forældrenes tankegang har ændret sig:

»Man tænker i nogle meget mere snævert faglige baner i stedet for at værdsætte den kvalitet, at man møder nogle, der er forskellige fra en selv,« siger han.

Udviklingen ærgrer Lars Olsen, som derfor støtter regeringens bestræbelser på at nytænke folkeskolen. Han mener dog ikke, at man som forælder har pligt til at vælge folkeskolen. Men man har pligt til at give folkeskolen en overvejelse, før man søger alternativer.

»Hvis man vælger at trække sit barn ud af folkeskolen, skal man have tænkt rigtig grundigt over det, og der skal også være nogle tungtvejende grunde,« mener han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det forekommer mig,
at jo mere uligheden dyrkes og jo mere genindførelsen af underklassen bliver synlig,
jo mere vil forældre ud fra deres forudsætninger og muligheder satse på, at deres børn ikke skal ende i underklassen.
Vi kender allesammen mantraet til at undgå underklassen: Uddannelse, uddannelse og mere uddannelse.
Så forældrene forsøger at skaffe sine børn den bedste uddannelse, så de ikke bliver underklasse, og det gør de ved at placere børnene i betalingsskoler.
For der er erfaring for, at det der er dyrt nok også er bedst.
At uddannelse ikke er en garanti for noget som helst og slet ikke en garanti mod at ende i underklassen,
det er til gengæld ikke for alvor gået op for ret mange.
Men det kommer.

"Ingen har jo lyst til at lægge børn til fællesskabet for fællesskabets skyld,« siger hun."

Man kommer let til at tænke, bliver disse stakkels børn ædt af krokodiller, hvis de bliver overgivet til det uhyrlige fællesskab?

"Folkeskolen er ifølge regeringen lig med fællesskab, så mindre opbakning til folkeskolen betyder mindre opbakning til fællesskabet:"

Sikker dog noget fordrukkent sludder.

Idioterne i kommunen har nu besluttet at flytte folkeskolen ned i den anden ende af kommunen, således at der er mange børn der får 3 km eller mere til skole.

Men heldigvis har vi en privatskole 500m fra hvor vi bor, centralt beliggende i kommenen (ligesom den gamle folkeskole)

Heldigvis er situationen ude i virkeligheden mere nuanceret end der gives udtryk for i denne noget snævre artikel og de første kommentarer.

Det må være nogle helt særlige privatskoler (i nogle meget rige kommuner?), som der sigtes på her, for som friskoleforælder kan jeg slet ikke nikke genkendende til noget af det, der bliver beskrevet her.

Her er friskolen valgt, bl.a. fordi vi VIL fællesskabet og ikke fokuserer på resultater alene - ihvertfald ikke den slags resultater som kan måles, vejes og sættes i regneark.

Mange friskoler er små. 120 - 200 elever. Alle kender hinanden på tværs af klassetrin og baggrund. De forældre der kan, er aktive i skolens hverdag. Vi kender hinanden. Vi kender ungerne. Vi passer selv på skolen i hverdagen og føler det er "vores" skole. Man lærer at deltage aktivt i et mini-demokrati. At man kan gøre en forskel. Skolen bliver ofte en stor del af familiens netværk. Hvordan kan det være så skidt og undergravende?

På de fleste friskoler er fællesskabet selve eksistensgrundlaget.

For mange friskoleforældre gælder det, at man vælger friskolen til og ikke folkeskolen fra, forstået på den måde, at valget ikke blot er truffet i gnaven protest mod folkeskolen, men fordi de værdier for fællesskab og de idealer, som friskolen dyrker, harmonerer med ens egne.

Jeg kan heller ikke genkende, at der blandt friskoleforældre ikke er rengøringsassistenter eller maskinarbejdere. Det er simpelthen forkert. Vi har, på de friskoler jeg kender til, lige så mange buschauffører, tømrere, elektrikere, mellemledere, kasseassistenter, direktører, arbejdsløse, renovationsarbejdere, hjemmegående, selvstændige, ny-rige, forbrugsfattige, enlige og sammenbragte familier som på alle andre skoler.

Jeg er selv enlig med barn og ligger bestemt ikke i høj-indkomstgruppen. Det koster 1.300 kr. om måneden at have sønnike på friskole inkl. pasningsordning om eftermiddagen. Er det dyrt? Tjah, det er jo en prioritering. Jeg kunne måske spare en lille plovmand på at sende ham i folkeskolen, hvor der jo også skal betales for pasning.

Mange ville ikke længere have råd til at have børn på friskole, hvis statsstøtten bliver sat ned eller fjernet. Så vil det kun være den økonomiske elite, som har råd.

Det er en skændsel, hvis friskolerne i et demokratisk samfund kun bliver for de, som har særligt gunstige økonomiske kår, og at den smukke og unikke ordning vi har for frie skoler i Danmark bliver ødelagt af enfoldige spøgelsesbilleder af private eliteskoler med egoistiske forældre.

Skulle jeg nu være friskolefundamentalistisk, så er det vores demokratiske pligt at bevare og værne om friskolerne. Ikke som en konkurrent til folkeskolen, men som et alternativ. Ikke alt er en konkurrence om at den ene skal jorde den anden.

Jeg tror på, at folkeskolen kunne få noget ud af at dyrke samarbejdet med de frie skoler og omvendt. Mange friskoler kan være mere eksperimenterende simpelthen på grund af deres mindre størrelse. Det er lettere at vende en kutter end en supertanker.

Vi har jo heller ikke kun ét parti i Danmark, men en bred vifte af alternativer til dette og hint. Det er smukt, når den mangfoldighed også bliver afspejlet i befolkningen på virkelighedsniveau fx gennem friskoler og andre alternativer.

Man kan nogle gange få den tanke, at det kun er på grund af ringere stordriftsfordele, at folkeskolen brokker sig over at de frie skoler "stjæler" deres elever "ud af fællesskabet".

I mit hovede er ord som stordrift og skole bare to vidt forskellige ting. Men det er jo nok tiden. Når krybben er tom ...

Og jeg kan ikke tro, at folkeskolens sørgelige tilstand mange steder i dag skyldes de frie skoler eller "privatskolerne". Det virker sgu lidt søgt, at kutteren har slået hul i supertankeren.

Jeg beder om, at debatten bliver nuanceret, mere præcis og oplyst så ikke alle "privatskoler"/friskoler bliver skåret over en læst.

Vi er rigtig mange, som vil fællesskabet så meget, at vi endda vælger børnenes skole ud fra den vilje.

Steffen Gliese

Sandheden er jo den simple, at det er lettest at sætte sit barn i folkeskolen, og det er derfor dem, der ikke tænker videre over skolevalget, der gør det. Hvis man vil påtvinge de mennesker et større engagement, er det dér, skolen skal sætte ind; men at indskrænke den langt billigere friskole til fordel for den problematiske folkeskole, der jo bare kunne tage bestik af det, der åbenbart virker langt bedre i den selvejende institution, er ansvarsforflygtigelse - og i virkeligheden taler vi vel også her om, at magten er steget vore politikere til hovedet, så de koloniserer flere og flere områder, der er bedre i lokalpolitikeres og borgeres hænder.

Steffen Gliese

For mange ellers gode demokratiske mennesker har en tendens til at misforstå rollefordelingen: det er borgerne, der skal bestemme over samfundet, ikke samfundet, der skal bestemme over borgerne.

Rasmus Øjvind Nielsen

Det er godt nok ikke småting, man skal have skudt i skoene sådan som generation betragtet. Når Lars Olsen nu sætter sådan nogle floskler som "paradigmeskifte" på tapetet, så bør man måske tænke lidt bredere over, hvad det er for et paradigme der er blevet skiftet ud og hvad der er kommet i stedet. Født i '77 gik jeg i skole i den lokale folkeskole, hvor vi var 150 børn - inkl. de elever som kom ind fra oplandet i 8. og 9. klasse. Der lærte vi at løfte i flok og at udvise ansvar overfor hinanden - fordi det var det, der hed "danske værdier" dengang. Den lokalskole, min familie i dag tilhører, har over 800 elever og er blevet systematisk beskåret ("effektiviseret") siden den alt andet end fællesskabsorienterede neoliberale politiske klasse overtog landet med Nyrup i 90'erne. Det er nok rigtigt, at min generation (meget bredt defineret) tænker anderledes om fællesskabet end vores forældre gjorde, men det er så gu' da fordi vi lever i en helt anderledes virkelighed. Hvis regeringen virkelig ville gøre sig til fællesskabets fortaler, så skulle den måske holde op med at kræve solidaritet af landets forældre om morgenen for derefter at gå til kaffeklub hos det globaliserede erhvervsliv om eftermiddagen og komme tilbage med en ønskeliste til næste runde af velfærdsstatens afmontering. Og Lars Olsen (og hans mikrofonholdende kollega som er blevet inspireret til dette absurde indlæg) burde måske læse en bog om den politiske virkelighed, der udfolder sig om ørene på os. Læs fx. Rune Lykkeberg om det døende demokrati (og fællesskab). Eller Negri og Hardt, hvis man tør.

Vibeke Nielsen

Er der slet ikke nogen, der undrer sig over glidningerne i begreberne i denne artikel?

Generation X. Hvad er det? Hvis der henvises til den for mit vedkommende nyligt førstegangslæste roman og dens karakterer, så kunne artiklens karakteristik ikke være mere forkert. Læs den, altså bogen. Generation X er overhovedet ikke målrettet. Den flakser rundt og får efter al sandsynlighed aldrig hverken børn eller karriere.

Så hvem er det egentlig artiklen skildrer? Jeg tror, at det er middelklassen, men det er måske tabu, at kalde trold ved navn?

Definitionen glider fra "Generation X" (hvem det så ellers er....) og til hele generationen opvokset i 70'erne. Det paradoksale er nu, at denne tidsbestemte helhed skulle tage afstand fra andre....for eksempel maskinarbejdere. Men maskinarbejderne tilhører jo samme "Generation X", forsåvidt en generation er kendetegnet ved fødselsår og intet andet?!

Så hvem er det egentlig, der vælger andre fra? Tør artiklens skribent, Ning de Coninck-Smidt, Lars Olsen og Martin Bayer ikke at indsnævre deres begreb og pege på, hvem der i virkeligheden er problemet? Eller har de bare ikke rigtigt nogle begreber for den gruppe, de taler om? Deres forklaringsgrundlag lyder noget a la: "hvis man er vokset i med en krise bliver man bange for fællesskaber...." Jamen, dem der sender deres børn i folkeskoler er da dem, der har oplevet krisen allerhårdest - dvs. folk med en lavere gennemsnitsindtægt end privatskolernes forældrekunder. Så den forklaring er noget vrøvl.

Og hvad er "fællesskabet". Privatskoleforældre vælger også fællesskaber - med deres egne tvillinger.

Jo der er åbenbart forskel på fællesskabet i folkeskolen og i friskolen.
Flere friskolevælgere understreger i denne debat den ene gange efter den anden at friskolen er et tilvalg og ikke et fravalg af folkeskolen. I denne tråd markeres yderligere at valget er foretaget på baggrund af et ønske om at værne om værdier hvor netop fælleskabet er et omdrejningspunkt.
Stor respekt for det, men på hvilket grundlag vurderes disse værdier mere fremtrædende i en friskole fremfor i en folkeskole?
Jeg undrer mig bl.a. over, hvornår den enkelte familie begynder at vælger til og fra. Flere friskoler og privatskoler kræver fx. mange års opskrivning på venteliste. Samfundet, lokalområder, skolen forandrer sig jo og med det for øje, hvad er det så egentlig mange flere år inden det overhovedet er aktuelt vælger til eller fra?
Hvordan er det muligt når man taler om tilvalg af fællesskab som værdi, samtidig at tale om fravalg?

"Og jeg kan ikke tro, at folkeskolens sørgelige tilstand mange steder i dag skyldes de frie skoler eller “privatskolerne”. Det virker sgu lidt søgt, at kutteren har slået hul i supertankeren."

Kommentar;
Vi har stadigvæk et af de offentlige skolesystemer i verden, der har den højeste kvalitet, men hvis vi ikke værner om det, bliver det selvfølgelig ikke ved med at være tilfældet.
Når det så er sagt, så, er det rigtigt at mange friskoler tilbyder et kvalificeret alternativ til folkeskolen, og derfor må man i fremtiden kunne give tilskud til kvalificerede alternativer til folkeskolen og ikke andet.

Men det kræver en grundig formulering af de værdier der ønskes fremmet i det danske samfund/ den danske folkeskole, i fremtiden.

Får vi ikke det betyder det, at vi som nu, bare ser en ubegrundet flugt fra et yderst kvalificeret offentligt tilbud mod en lang række private aktører som ikke kan garantere kvaliteten, men som bare ridder på bølgen af medie populisme, som selvforstærkende hetz mod folkeskolen og endnu værre mod Velfærdsstaten, uden at man egentlig lader denne kvalitet komme til orde, (folkeskolens). i offentlig/mediemæssigt regi.

Martin Ortvad: "Her er friskolen valgt, bl.a. fordi vi VIL fællesskabet og ikke fokuserer på resultater alene - ihvertfald ikke den slags resultater som kan måles, vejes og sættes i regneark."

Jeg har valgt en privatskole ud fra præcis samme grunde. Vores datter startede i en folkeskole, hvor fællesskabet absolut ikke fungerede, og vi valgte at sende hende på en privatskole - Vidarskolen - hvor der ér, hvad der skal til for at skabe fællesskab: rytme, ro og engagement.

Der er masser af forældre med en ikke-akademisk baggrund, og for mit eget vedkommende, er udgiften til mine børns skolegang et valg, som betyder fravalg af så meget andet.

http://cultural-sustainability.eu/2014/11/19/what-makes-us-a-collective/