Kommentar
Læsetid: 3 min.

Skal forskning udforske eller udvikle?

Kravet til forskere i dag er, at de ikke blot skal udforske, men også udvikle. Den tendens rejser en lang række nye spørgsmål for forskerne og øger samarbejdet med forskere med sociale og kulturelle fagligheder
Indland
22. oktober 2012

Grænsen mellem forskning og udvikling bliver stadig mere flydende. Engang var forskning noget, der skulle give sikre svar på de spørgsmål, videnskaberne internt var optagede af. Forskning skulle levere svar, som det så var op til praktikere at gøre anvendelig. Sådan er det ikke længere. I dag oplever mange forskere, at der er ønsker og krav fra både bevilgende myndigheder og erhvervsliv om, at de går direkte ind og præger en udvikling. Forskere skal både udforske, men også udvikle. Den tendens rejser en lang række nye spørgsmål for forskerne. Forskere vil gerne have midler til fortsat at kunne forske i de områder, der er deres særlige felt. Det har ofte vist sig vanskeligt at omsætte forskningens specialiserede viden til hverdagens komplekse behov for udvikling og innovation. Svaret har været at vende forskningen på hovedet. I stedet for at lade forskere komme til praktikerne med ny forskning, der udføres på forskernes præmisser, er der et ønske om at forskningen skal udspringe af og bidrage til løsning af praktikernes praksisproblemer.

Forskerne opfordres til at opsøge de praksisrum, de vil være med til at udvikle gennem deres forskning, frem for at udforske på forskningens præmisser. Og hvilke valgmuligheder har de så? Skal de følge de praksisområder, der har mange penge? Som store interesseorganisationer, medicinalindustri og andre dele af erhvervslivet? Eller skal de følge store grupper af skatteborgere som forbrugere, skoleelever og patienter? I mange tilfælde kan der være sammenstød mellem forskellige praksisinteresser, som forskerne må forholde sig til.

Altmuligmænd

Mange forskere er drevet af ønsket om at hjælpe andre. Her er et stort potentiale. Men når forskere forandres fra udforskere til udviklere, stilles der også krav om, at de ud over at være dygtige forskningsbaserede undervisere, små regnskabschefer, personaleledere og ørne til at skriver ansøgninger, har lært sociale og kulturelle kvalifikationer, der gør dem bedre til at samarbejde udad i verden. Det er de færreste forskere, der magter alle disse opgaver lige godt.

Jo mere forskergrupperne arbejder sammen med andre forskere og praktikere om at udvikle deres praksis, jo mere spindes forskerne ind i sociale og kulturelle forhold, der ligger langt fra deres oprindelige forskningsformål. Dygtige forskere har ikke nødvendigvis kvalifikationer, der gør dem i stand til at overskue de etiske problemer, der viser sig, når de forsker på praktikernes præmisser. Hvad hvis en stor medicinal virksomhed vil betale for forskning til udvikling af mere effektive sovemidler og en forsker i gruppen opdager, at denne type medicin anvendes til at sløve psykiatriske patienter? Eller den forskergruppe, der får midler fra en stor spilkoncern til udvikling af nye innovative læringsspil, som forskerne opdager ikke motiverer eleverne til at lære, men til at blive underholdt. I mange af de nye udviklingsorienterede forskningsprojekter sidder der praktikere eller brugere, som forskningen udvikles i samarbejde med. De kan bidrage til at komplicere tingene, fordi praktikere ikke taler med en, men mange forskellige stemmer.

Det er gennem denne kompleksitet, at den virkelige udvikling kan finde sted. Det kræver grundforskning at skabe bæredygtig udvikling. Også i de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag.

Nogle (fx ingeniøruddannelser) begynder ligefrem at efterspørge, at der bygges social og kulturel grundforskning i kommunikation og etik ind i deres uddannelser. Andre blander traditionelle natur- og sundhedsvidenskabelige forskningsfelter med forskning i kunst, filosofi, historie, litteratur og sprog.

Viden om eksempelvis organisationskultur, følelser, de fysiske rums betydning for sociale relationer og læring kan være med til at skabe en bæredygtig udvikling af den måde forskningen kan smelte sammen med folks hverdagsliv på.

Og udviklingskravet går hånd i hånd med at traditionelle sundhedsvidenskabelige, landbrugsvidenskabelige og naturvidenskabelige områder i stigende grad efterspørger samarbejde med forskere med sociale og kulturelle fagligheder.

Cathrine Hasse er professor og forskningsleder på DPU ved Institut for Læring i Aarhus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her