Læsetid: 3 min.

Frafald er en frihed

Politikere ønsker studerende, der ikke fortryder deres uddannelsesvalg. Men ønsket preller af. Hvorfor? Fordi den største frihed for studerende er friheden til at fortryde
8. oktober 2012

Den største frihed for en dansker er friheden til at fortryde. Vi fortryder i ét væk uddannelse, arbejde og kærester. Frafald fra uddannelser er stort, hyppige jobskift et ideal og skiftende partnere tegn på evig vitalitet. Når vi fejrer vores frihed, fester vi altså også for fortrydelsesfriheden. At vi forholdsvis let kan fortryde, er vi vant til, ja, faktisk forvænt med at kunne. Det sørger forældre for eksempel for, når de til deres barn, der skal vælge studie, siger: »Prøv det dog af. Og er det ikke noget for dig, så fortryder du det bare!« Altså er det en del af en naturlig forkælelse, at vi kan vælge og vrage mellem muligheder.

Ikke desto mindre er vi på vej ind i en situation, hvor staten vil forkæle os med færre muligheder. Det viser sig også på uddannelsesområdet. De politiske tiltag og ønsker har i en årrække gået på, at de unge skulle blive hur-tigere til at begynde på en videregående uddannelse og hurtigere til at gennemføre den. For derved sparer staten penge, og de studerende kommer tidligere ud på arbejdsmarkedet og skaber større vækst. Men til politikernes skuffelse er det ikke lykkedes at få de unge til at lytte. Hele 74 procent af de studerende i DJØF’s studielivsundersøgelse fra 2011 fortæller, at de ikke lader deres studieplanlægning påvirke af politiske ønsker om hurtigere gennemførelse. Hvorfor?

Ikke en tragedie at fortryde

Forklaringen er simpel. Det er ikke politikere eller forældres ønsker, der tæller. Det er de unges egne. Det er ikke nyt, men en historisk bedrift, at det forholder sig sådan: Efter den fri abort fik vi velfærds- og ønskebørn, der blev forkælet med stadigt flere muligheder. Og disse generationers hovederfaring er, at antiautoritære forældre har ønsket at fjerne flest mulige grænser for, hvad de kunne ønske sig.

Tidligere var fortrydelse primært en tragisk affære, hvor man lærte at leve med, at man ikke fik taget eller ikke fik mulighed for at tage nok uddannelser. Det ser man af talrige undersøgelser fra 1949 og frem til i dag. Men nu har velfærdssamfundet sikret forudsætningerne for social mobilitet gennem uddannelse, ikke mindst via ungdomsuddannelserne og ved at udbrede masseuniversitetet.

Som resultat opfattes det ikke længere som en tragedie at lade sin tvivl komme fortrydelsen til gode. Det er nærmest stikmodsat: »Så længe du kan fortryde, har du håb«, er blevet den dominerende måde at fortryde på.

Vender vi i lyset heraf tilbage til spørgsmålet om uddannelse, så bliver opgaven for en uddannelsesminister som Morten Øster-gaard (R) at håndtere, at det for en studerende er vigtigt at være frigjort fra et skæbnehjul, samtidig med at han skal spare og derfor ikke kan opretholde uddannelsesvalg, -finansiering og -forløb i sin nuværende form. Realistisk set kan han løse opgaven på to måder.

Den første måde handler om at satse på at ansvarliggøre den enkelte studerende for sine uddannelsesvalg – og ikke mindst sine omvalg (fortrydelser). For nogle studerende er denne løsning formentlig (for) kostbar og socialt skæv. Den løsning giver den enkelte et større ansvar for sin fortrydelse.

Den anden løsning deler ansvaret anderledes. Her kommer det til at dreje sig om, at for eksempel universiteter tager ansvar for at udbyde uddannelser, der tilgodeser såvel forelskelse som tvivl, altså ’giv dig selv hen og hold dine muligheder åbne’-uddannelser. Det betyder færre, men mere tværfaglige og brede bachelor-uddannelser, altså umiddelbart færre valgmuligheder. Begrundelsen for denne løsning lyder sådan her: »Tog jeg din fortrydelsesfrihed fra dig, ville jeg fortryde det, men jeg fortryder ikke, at jeg tager større ansvar for, hvad du kan fortryde.« Gad vide om de unge vil tage det fortrydeligt op?

 

Claus Holm er ph.d. og chef for Internationalt kontor, Institut for Uddannelse og Pædagogik, (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De mange fravalg er udtryk for en manglede varieret oplysning om selvstændighed og valgmuligheder. De nye valg er en styrkelse af og udtryk for evnen til selvstændig valg. Det er vores fri valg som også giver os ansvar, som
igen er med til at vi kan forholde os til det vi selv har valgt og ændre på det som ikke er godt for os. Hvis vi vil innovation og kreativitet, er vi nødt til at have modet til at vælge, tage ansvar og forholde os til det vi vælger. Så kan vi forny os og skabe os selv et bedre liv.

Folk falder fra universiteter overalt i verden. Det er et globalt fænomen. Måske lidt mere i Danmark end andre steder, og det skyldes følgende faktorer:

1. Pensum herhjemme er af et omfang selv de mest intelligente og hårdtarbejdende ikke kan nå at pløje sig igennem. Springet fra gymnasiet til universitetet er for stort, og de studerende tror, at det er meningen, at de skal læse al materialet igennem. De får et shock, hjernen overbelastes, og de springer fra. De ved ikke, at det at læse på universitetet er noget helt andet en gymnasiet, at måden at studere på er en helt anden. For at komme dette problem til livs, kan man gøre een af to ting: 1. Sætte omfanget af pensum ned til en realistisk størrelse, eller 2. indføre et fag på første semester, en time om ugen, i studieteknik, hvor de studerende klart gøre opmærksom på, at det ikke er meningen at alle hundrede sider skal læses hver dag, hvad meningen er med så stort et pensum, og hvordan man selekterer i materialet. Med andre ord skal arrogancen fjernes, universiteterne skal tabe ansigt, ærlighed skal ind i billedet. Hér kunne man skal væxt i samfundet. Ærligheden ville skabe væxt.

2. Her i landet er man i temmelig extrem grad bundet til sin uddannelse, erhvervsmæssigt. Dvs. i mange tilfælde kun kan arbejde inden for et ret snævert felt ift. sin uddannelses art. Man kommer ikke så langt med at søge en stilling som bankmand, hvis man er uddannet ingeniør, fx. Uden for Vesten, er éns valgte erhverv efter endt uddannelse ikke så bundet at uddannelsens art. For mange danske studerende, er valget af uddannelsens art altså ret afgørende for deres liv.

3. I Danmark er det nødvendigt, for at kunne konkurrere med andre, at have et kandidatur. Man kan ikke nøjes med en bachelor. Dvs. man skal læse i flere år. Det er nemmere at finde sig i et "forkert" studium i 3 år (bachelor), end i 5-6. Det faktum, at man altså skal læse 5-6-7-8 år, og ikke 3 eller 4, lægger altså et yderligere pres på korrekt uddannelsesvalg.

4. Når pensum er så stort, som det er i Danmark, sammenlignet med lande uden for Vesten, så er man nødt til virkelig at interessere sig for faget, for at kunne pløje sig igennem alt det lort. Hvis man kun skulle læse 2 sider om dagen, kunne vi alle læse til ingeniør, uanset interesse. Men når man skal læse 30-100 sider om dagen, så er man nødt til at interessere sig brændende for faget, for at kunne holde det ud. Det er altså nødvendigt at kende sig selv virkelig godt i en meget ung alder. Dette er meget at forlange af de unge.

5. Man kan ikke, i Danmark, vælge en overbygning, et kandidatur, som er væsentligt forskelligt fra bachelorens felt. Man kan fx. ikke læse musik på bachelor-delen, og så studere økonomi på overbygningen. Erhvervsmæssigt dur dette heller ikke, i Danmark. Dvs. at der her igen er et stort pres på den studerende, for at vælge det rette felt. Og jo større pres, des større risiko for at vælge forkert. I stort set alle lande uden for Vesten, kan man, hvis man nu ikke rigtig synes man havde fundet det rigtige fag på bacheloren, tage et helt andet fag på overbygningen. Dette er i realiteten ikke et problem for éns evner, erhvervsmæssigt, da man alligevel kun skal bruge 10% af sin på universitetet over 7-8 år erhvervede viden, i sit kommende job.

Så, årsagen til at en trediedel af danske universitetsstuderende falder fra, er ikke at de er mere dovne end så mange andre, snarere tværtom, ej heller er det, fordi vi er mere forkælere (hahahahahaha!!! JOKE!!! De, der siger det, aner ikke, hvad tilværelsen er for noget uden for Vesten), men simpelthen fordi der stilles virkelig extreme krav til danske studerende, oft. studerende mange andre steder i verden.

Men det ved danskerne ikke...og slet ikke vores politikere. De virker, som har de aldrig været uden for landets grænser...