Baggrund
Læsetid: 4 min.

Hvordan man stamper motivation op af jorden

Problemerne med uengagerede studerende er efterhånden velbeskrevet. Hos Studenter-rådgivningen og på en stressklinik i Aarhus forsøger man at gøre noget ved i hvert fald den del af problemerne, som de studerende selv kan løse
Indland
31. oktober 2012
Problemerne med uengagerede studerende er efterhånden velbeskrevet. Hos Studenter-rådgivningen og på en stressklinik i Aarhus forsøger man at gøre noget ved i hvert fald den del af problemerne, som de studerende selv kan løse

Der kommer ikke nogen dovne,« siger Thomas Pape som det første om de studerende, der henvender sig til ham på hans stressklinik i Aarhus.

»Der kommer nogle, der er umotiverede og har tabt troen på sig selv. De er blevet lidt retningsløse. Det er dem, jeg tror, nogle undervisere ser som dovne,« siger Thomas Pape.

Problemet er efterhånden velbeskrevet. De seneste uger har Information og andre medier lagt spalter til frustrerede undervisere, der fortæller om studerende, der hverken laver deres hjemmearbejde eller engagerer sig i undervisningen. I en rundspørge i Jyllands-Posten blandt 51 undervisere svarer mere end halvdelen, at de studerende »nogle gange«, »ofte« eller »næsten altid« er så uforberedte, at det i væsentlig grad går ud over undervisningen.

De studerende bekræfter det også selv. I Informations egen dybt uvidenskabelige stikprøvekontrol har der hidtil kun været en enkelt studerende, en idéhistoriker på Aarhus Universitet, der havde forberedt sig fuldt ud til den seneste undervisningsgang.Manglen på engagement kan blive så alvorlig, at nogle studerende paradoksalt nok bliver plaget af stress og depressionssymptomer. Nogle af de værst ramte henvender sig til Thomas Pape, der er stressrådgiver og psykosomatisk fysioterapeut. Fælles for mange af dem er, at de er retningsløse. De ved ikke, hvad de vil med deres studie, siger han.»Når vi ikke ved, hvilket mål vi har, eller hvilken retning vi har, så bliver det meget svært at motivere sig selv. Hvorfor skulle man så flytte sig,« siger Thomas Pape.

Alene

Hos den gratis Studenterrådgivningen kommer der heller ikke nogen dovne studerende, siger direktør Sten Kruse-Blinkenberg. De findes måske nok, de dovne, det gør de jo alle steder, som han siger. Men et mere generelt problem er manglen på motivation.

»Nogle responderer på den individualisme og selvrealisering, vi har set gennem de seneste år. Det man laver, skal være spændende og udfordrende og i flow hele tiden, og hvis det ikke er det, så laver man ikke det rigtige. Så på en måde er der en uvanthed med et studieliv, der jo er et arbejdsliv, og som i større eller mindre perioder ikke er særlig inspirerende eller flowagtige,« siger Sten Kruse-Blinkenberg.

»De er ikke forberedt på, hvordan de skal håndtere bump på vejen, og så giver de hurtigt op, og det kan så betragtes som dovenskab,« siger han.

Vejen til et vellykket studieforløb er at engagere sig, forberede sig, danne læsegrupper og give studiet den tid, det kræver. Man skal ikke sammenligne sig med andre, men tænke det som et arbejde, lyder rådet fra Sten Kruse-Blinkenberg. Men alle de ting kræver grundlæggende motivation, og der er de studerende i høj grad overladt til sig selv.

Fra arbejdsmiljøforskningen ved man, at medarbejderne bliver motiverede af at lave noget, der giver mening. Det handler om indflydelse, forudsigelighed, anerkendelse, og at der er nogen, der lægger mærke til, hvis der noget galt, eller du ikke kommer på arbejde. De ting er i sagens natur fraværende på en uddannelsesinstitution, siger Sten Kruse-Blinkenberg.

»For mange studerende er der langt imellem tilbagemeldingerne på det, du laver. Læreren lægger sgu ikke mærke til, om du møder op. Og det sociale liv er ikke givet på samme måde som på en arbejdsplads,« siger han.

Der er flere undervisningstimer i sig selv med til at skabe en større tilknytning til studiemiljøet, påpeger Sten Kruse-Blinkenberg.

Et lavpraktisk råd

Thomas Pape undrer sig over, hvorfor hverken forældre eller underviserer har mere fokus på at afklare, hvad de studerende brænder for.

»Mange har slet ikke spurgt sig selv om det, og der er heller ikke andre, der har forlangt et svar på det. Hvorfor sætter man sig ikke ned ved aftensmaden og spørger sit unge menneske, hvad de har tænkt sig at bruge deres studie til,« siger Thomas Pape.

En af de ting, han lærer de studerende på sin klinik, er at lave målsætningsplaner for semestret eller det enkelte fag. Man skal sætte sit arbejde i system og gerne med delmål, så man hele tiden ved, om man er på rette vej. Det handler ikke om, at alle skal være elitestuderende, men om at sætte sig et mål, der passer til én selv og det, man tænder på.

»Hvis jeg ved, jeg har et mål med det her, så tør jeg da ikke misse en eneste undervisningsgang. Det handler om at have et svar på, hvorfor man gider stå op hver eneste dag og kalde sig selv studerende,« siger han.Endelig har han et sidste lavpraktisk råd til de studerende, og eventuelt til de undervisere der er trætte af at se det blå skær, de studerende får i hovedet, når Facebook-logoet lyser op på laptoppen.

»Sluk de computere. Måske bare hver femte undervisningsgang. Så kan de forholde sig til det, der sker her og nu, og så må de skrive noter bagefter. Så kan de huske det, der er mest vigtigt for dem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forstå problemet. Hvis man studerer, vil man gerne blive klogere på et emne og vinde indsigt i det for at selv at bidrage til fagets udbredelse og dets fortsatte erobring af ny viden.

Lise Lotte Rahbek

Motivation?
Jamen helledusseda, DET ved vi jo efter at have haft en VK-regering og nu en R regering:
Skær SU'en ned til det halve.
Så kan de catme lære at være aktive.

I øvrigt er jeg bange for at netop den form for motivation har sendt en masse studerende i studier, som de i virkeligheden ikke interesserer sig for,
for de skal jo uddanne sig.

Mathias Andersen

@Peter Hansen

Jeg er enig med dig i, at man som studerende selv har et ansvar for at opretholde motivationen - men vi betragter det som et uddannelsesinstitutionsmæssigt problem, når læringen daler og den faglige kvalitet af undervisningen falder. Og som artiklen udmærket redegør for, er faglig kvalitet og motivation sammenspundne størrelser.

Jeg tror, at motivationen og det faglige niveau kan højnes betydeligt gennem tilpasninger i uddannelsessystemet. Man kan ikke længere bare kaste et kort, der hedder, at ungdommen i dag er dovne og ugidelige - mest fordi det ikke kan bakkes op teoretisk, men også fordi det er ukonstruktivt. Virkeligheden er, at unge mennesker skal motiveres på en anden måde end tidligere, så lad os tilpasse uddannelsessystemet sig dertil.

Lise Lotte Rahbek

Mathias Andersen

Hvilken konkret form for motivation forestiller du dig skal trække læsset,
hvis det ikke er de studerendes ønske om at lære og vide og sætte sig ind i faget?

Tankpassermodellen - hvor en lære hælder viden ind i de studerende - passer bare ikke ind på et universitetsstudium, som pr. definition er meget selv-motiverende og interessestyret.

Lise Lotte Rahbek

*lærer

Mathias Andersen

@Lise Lotte Rahbek

Naturligvis kan man ikke have et universitet uden at have motiverede elever. Men der findes forskellige måder at opretholde, genetablere eller styrke motivationen på.
Nogle er nævnt ovenfor i artiklen, mens andre eksempelvis kunne være bedre information om, hvordan et studies faglige profil ser ud; større inddragelse af elever i undervisningsplanlægningen og (jeg ved godt, at jeg spiller høje kort) i materialevalg; og eventuelt, hvilket nærværende debat hjælper med, en ændret diskurs om det, at være umotiveret og træt.

Så vidt jeg ved findes den gyldne løsning ikke, men det hjælper øjensynligt ikke at ruske de studerende yderligere og bede dem trække fingeren ud af røven - universitetet skal ikke være en børnehave, men hvis vi ønsker at bevare vores stærke position som uddannelsesbaseret nation, må vi turde at tilpasse vores uddannelsessystem en smule til den virkelighed, som de studerende indgår i.

Lise Lotte Rahbek

Matthias Andersen.

Du vælger ordet 'elev'.
De var noget af det første, jeg fik at vide på universitetet, at her fandtes der ikke elever. Der var kun studerende.
Forskellen i det ordvalg er, at en elev har et ganske bestemt forløb, som er givet på forhånd, og ingen forventer andet, end at eleven følger det, som står i undervisningsplanen.
Som studerende er det fagstof der indgår i undervisningsplanen basis for at kunne sætte sig ind i alt det andet stof, det spændede, af individuel interesse

Jeg er bestemt enig i, at den basale undervisning skal have de bedste vilkår, hvad angår rammer og undervisere og alt det der hører til.
Og jeg var bestemt også skuffet over at vi ikke fik ret mange opgaver af den slags, som kom tilbage i gennemrettet form, så jeg kunne finde ud af, om jeg havde fattet det hele rigtigt.

Men det er - kan jeg se nu bagefter - en del af det at være studerende. Usikkerhed, søgen, diskussioner med læsegrupper og medstuderende.. det skal efter min bagkloge mening til for at forstå forskellen på at være elev og på at studere.

Mathias Andersen

Lise Lotte Rahbek

Din bagkloge mening kan jeg ikke argumentere meget imod, eftersom jeg selv mangler erfaringen på universitetet. Derfor kan mit debatindslag også virke malplaceret.
Jeg mener dog, at der er en vigtig lektie i faktummet, at når virkeligheden af forskellige årsager forandrer sig, så må institutionerne tilpasse sig. Det betyder ikke, at vi skal kaste al forsvar af os og blindt lade de studerende definere uddannelsen, men at vi skal gå kritisk til værks og erkende, at en studerende ikke er, hvad en studerende har været. Der foreligger rigelig forskning, der viser tydeligt, at det er noget andet at være ung voksen i dag end for 10, 20, 30 år siden.
Jeg tror, at den manglende motivation er et symptom på, at institutionen ikke er tilpasset den studerende.
Analogien kan trækkes til det psykiatriske system, hvor det stadigt større antal psykisk syge og sårbare for mange delvist kan tilskrives måden det psykiatriske system (og den psykologiske diskurs) virker på.

Men igen - bagklogskaben slår i hvert fald min argumentation i denne sag. Selvom bagklogskaben nødigt skulle udvikle sig til konservatisme.

Lise Lotte Rahbek

Konservativ.. sig mig, skal du være fræk?! ;-)

Næh, jeg smider bare et indlæg baseret på min erfaring med risikoen for at lyde som en bedrevidende halvgammel nar.
Heldigvis har jeg ambitioner om at blive en gennemført gammel nar med tiden,
og holde fast i mine erfaringer om, at enhver generation tror, den er unik.

Mathias Andersen

Jeg har før fået hug for min naive tro på, at enhver generation vitterligt er unik. Måske bliver jeg en dag selv halvgammel nok til at forstå, hvordan tingene egentligt hænger sammen - indtil da holder jeg fast i min ungdommelige blåøjethed; jeg tror, den får mig længst.
Men jeg tager hatten af for, at du, som en af de få, faktisk formår at holde en sober tone i en debat, der som denne kunne føre til noget forbasket generationskløveri.

Niels Engelsted

Man siger, at det er lysten, der driver værket. Meget oftere er det imidlertid omvendt, nemlig værket, der driver lysten. Og det der driver værket er ikke sjældent forældreforventninger og eksaminer--også kaldet sekundær motivation. Sådan har det formentlig altid været, nu har man bare en psykologisk-pædagogisk kultur til at italesætte det, og måske en ungdom, der har lært at fremstille sig selv i termer af denne diskurs.

I gamle dage blev problemet løst ved, at de der ikke kunne skrabe nok sekundær motivation sammen, droppede ud og klarede sig fint alligevel. I dag hvor så store dele af en årgang skal igennem de højere uddannelser af grunde, der er en uklar blanding af nationaløkonomi, national overvurdering, forældrenes angst for social deroute og ideologi, bør man selvfølgelig lytte til Matthias og se hvad man kan gøre. Men...husk det var aldrig væsentligt anderledes.

Lise Lotte Rahbek

Mathias
Det håber jeg da også. At du bliver halvgammel nok til at tro, at du ved det hele, ligesom mig.
(Det er ret fedt. :))

Steffen Gliese

Problemet er, at man skal være færdig, før man får begyndt. Et dansk universitetsstudium er en langsom udviklings- og dannelsesproces, så hvis man synes, man står lidt i stampe med sit studium, kan man enten forsøge sig med at gå til nogle forelæsninger på nogle andre institutter og udvide sin interessesfære eller måske arbejde lidt mere ved siden af og lægge studiet på vågeblus. Måske får man så også nogle gode kontakter, der kan få en til at indse, hvor man kan bruge sin grad efterfølgende. Et universitetsstudium er ret frit, stadigvæk, trods alt, så det eneste, man egentlig kan kræve, må være en evne til at mobilisere et minimum af nysgerrig- og videbegærlighed.

Steffen Gliese

Matthias, problemet er altså, fra mit synspunkt, det modsatte af ungdommelig dovenskab: alt for stor autoritetstro. Et universitetsstudium er en personlig sag, og hvis man ikke selv har et mål, der er et andet end at leve op til fagets eksisterende rammer, bliver det både tungt og futilt.

Mathias Andersen

Peter Hansen:

Jeg forstår din pointe. Vi bliver apatiske, lammede, ja næsten katatoniske, hvis ikke vi bliver ført ved hånden.
Sådan let karikeret, naturligvis.

I det postulat kan jeg godt erklære mig enig - curling-adfærd på institutionsniveau skaber initiativløse unge mennesker, der er gode til at leve op til rammemål og den slags, men som ikke er gode til selvstændige mål. Men hvad kan vi så gøre for at give os bedre mulighed for at gennemføre?
Kunne man eventuelt indarbejde coaching på studiet, sådan at der sættes mål, og der foretages nogle motivationsfremmende samtaler?

Dovenskab i øvrigt er et begreb opfundet for at undgå at skulle forholde sig til de egentlige problemer. Så man kan med rimelighed sige; at de som bruger begrebet nedsættende om andre, isåfald selv udviser intellektuel dovenskab...

I udlandet kan man studerer det man brænder for, det koster så godt nok lidt, men det er en god investering, på den baggrund har man en chance, og så må man gribe den.

I Danmark, kan mange unge vælge et studie som de kan blive optaget på. Det er en helt anden situation, og muligvis med retningsløshed tilfølge.

Søren Cramer Nielsen

Helt enig Peter Poulsen, det er simpelthen for let at give simple forklaringer på komplekse problemstillinger: "det er lærerne" "Det er de studerendes dovenskab". Gab.. Vi skal nok lidt videre end det, hvis vi ønsker at forstå problemet. Det er nok i virkeligheden en kombination af flere ting, som det så ofte er i virkelighedens verden!

Eksempelvis er det vigtigt med konkrette mål for uddannelsen og hjælp til at finde lige præcis den uddannelse, der passer til ens drømme og ambitioner. Det er forskellige ting der motiverer de studerende, herunder studiekvalitet, viden og engagement i studiemiljøet, social tilknytning, incitamenter, karriere osv. Det skal alt sammen forbedres, og det hjælper ikke spor at give de studerende skylden for deres indstilling, da vi ikke kommer nogen vegne af sådan en ukonstruktiv tilgang. Man kunne passende lytte til eller forske i dette emne, og finde nogle bedre svar til udfordringerne i uddannelsesmiljøet.

Soren Andersen

Melder historien noget om hvilke studieretninger det primært drejer sig om?

Andreas Trägårdh

Som en, formentlig efter artiklens påstand, mindre kendt videnskabsmand engang formulerede det:

“If you want to live a happy life, tie it to a goal, not to people or things!"

Andreas Trägårdh

Jeg tænker at de idealer som artiklen også fremhæver, om "individet", der været herskende i de senere årtier, har været direkte skadelig i dets fordummelse af en hel del generationer efterhånden, men at først nu melder problemerne sig. Der er "GAME-OVER" men ingen extraliv (lige undtaget overklassen)

Men løsningen: Det retningsløse som fremhæves problematiskt, det er sku da naturligt, ja ligefrem genialt. Der sættes institutionen til vægs.

Der findes ingen fakultet for det meningsløse, selvskabte dilemma af indavl (ok det sku lige være teologi), som intellektuel forfængelighed leder til når driften har været et overbelånt knæfald for profit maximering, modsat det som var meningen med institutionen engang, nemlig en underfundig erfaringsbaseret nysgerrighed og vilje. Hvem er den nye præstekaste som forfører mennesket ud i ledighed?

Det er da klart at eleverne på universitet spiller facebook. Det gjorde de jo på hf og i folkeskolen.

Andreas Trägårdh

Det disse generationer har fået ind med modermælken, som de bidrager med idag er forbrug. De er blevet til forbrugere. Det er dette spinkle håb som drømmen om individet har hvilet på i et par årtier, som idag skader de intellektuelle institutioners omdømme og forbrugernes fremtid.

Rasmus Øjvind Nielsen

Et retningsløst samfund uden klare visioner for fremtiden giver retningsløse unge mennesker uden klare visioner for fremtiden.

Andreas Trägårdh

Et retningsløst samfund er en absurditet. Afkodningen af samfundet afhænger altid af retninger. Mens livets udfoldelse derimod netop udfolder sig i bevægelse, og dette er retningsløst for det bevæger sig i alle retninger samtidig.
Samfundet vil ikke bevæge sig, det vil bevare, er derfor udtryk for konflikt i realiteten. Kernen i artiklens problemstilling lader til at være det konfliktløse i studenterne. De er ikke en del af samfundet. De har ingen konflikt. De er blevet forbrugere i en andens samfund: Dejlige små djøf/bank slave brikker.

Hvori ligger rationalet i at flytte sig, udover de basale nødvendigheder, så er der vist ikke megen belæg for at postulere, at det er 'naturligt'. Spørgsmålet danser lidt omkring, hvem der har mest brug for hjælp.

Andreas Trägårdh

Er der bevidsthed er der bevægelse, men at den er uundgåeligt gør den ikke rationel.

Hvad har politikerne egentlig tænkt sig, at det, der læres i gymnasiet skal bruges til? Det er jo tydeligvis et stort problem for universiteterne, at gymnasiet i langt ringere omfang i dag fungerer som forskole og færdighedsgivende til videregående uddannelser.

Andreas Trägårdh

Studenterne er den første generation i verden som er blevet forgøjlet at individet skal kunne tænke og handle individuelt. Både løgnen om individets evner og dets omfang er uden historisk fortilfælde, og det er i lyset af denne løgn, at retningsløsheden pludselig bliver et genialt modtræk. Livet er tålmodigt og løgnen er for langsom til at blive alvor. Synd at hele generationer tabes på gulvet. Det gode er at de ikke ved det, og så bidrager de også til at andre har et arbejde :)

Andreas Trägårdh

Peter Hansen

Jeg ved det ikke og jeg tror heller ikke at politikerne ved det.

Andreas Trägårdh

Jeg forsøgte mig med KVUC for et par år siden. Desværre uden susses. Der oplevede jeg hvor vildt det ver blevet. Og jeg oplevede at i et forsøg på at klage over "det-med-facebook, mobil og meget andet støj" osv. efter at blive afvist i meget stor modvillighed fra magtesløse undervisningslærerne, gik jeg videre med det til skolens daglige leder. Der fik jeg at vide at det var mig der var problemet, (for ingen andre syntes det var et problem!) og at jeg måtte acceptere det eller pakke sammen og skride. Iøvrigt i en hel vildt aggressiv tone. Jeg blev angrebet for at påpege dette løsslupne symphoni for individualister der totalt saboterede fagene som det drejede sig om. Jeg gik ud.

Andreas, der er et meget godt filosofisk begreb for denne tidens svøbe, der jo ikke er individualisme eller blot egoisme - den hedder solipsisme (slå det op!).

Det er selvfølgelig fint, at man på den nævnte stressklinik forsøger at hjælpe studerende, der er kørt fast. Det er meget prisværdigt, og jeg håber virkelig, at klinikken kan hjælpe nogen. Men hvor er det typisk, at det straks bliver slået fast: "Der kommer ikke nogen dovne [studerende til klinikken]". Det er måske de færreste, der er dovne, men hvordan Thomas Pape kategorisk kan udelukke, at nogle af de studerendes problem egentlig er dovenskab, giver han ikke noget bevis for. Direktør Sten Kruse-Blinkenberg fra Studenterrådgivningen er dog retfærdigvis noget mindre kategorisk. For mange studerendes vedkommende er årsagen til deres manglende motivation sikkert ikke dovenskab, men kategorisk at udelukke, at dovenskab er den grundlæggende årsag til andres manglende motivation, fører Thomas Pape, så vidt jeg kan se, ikke nogen holdbar argumentation for. Men det er typiske for vores "moderne" samfund, at vi af al magt forsøger at fratage det enkelte menneske et personligt ansvar. Og så bliver det netop ikke min, men samfundets, lærernes, de andre studerendes eller mine egne geners (!) skyld. Før i tiden blev ens problemer ofte skudt på fx "mavesår" - en forklaring, man næsten aldrig mere hører. I dag er stort alle "udbrændte" eller "stressede". Og det er klart, at der virkelig er nogen, hvorpå disse beskrivelser passer. Men spørgsmålet er, at om ikke en del af årsagen til problemet med manglende motivation netop er bortforklaringen af det personlige ansvar. Konsekvensen af en fratagelse af det personlige ansvar fører desværre også ofte til, at det enkelte menneske frarøves dets personlige, unikke værdi som menneske og i stedet reduceres til en form for "maskine". Og DET skaber virkelig grundlag for "udbrændthed" og "stress".

Andreas Trägårdh

Hvis man erstatter sig selv med en ide, forsøger man at være en anden, noget man ikke er, da bliver man stresset.

John Vedsegaard

Undervisning i det at oprette, eje og drive et firma.

Undervisning bør foregå helt fra 5 klasse, og helst udføres af erhvervsaktive med erfaring i netop oprettelse og drift af et eller flere firmaer, for eksempel er det særdeles motiverende, hvis underviseren ankommer i den største og dyreste øse man kan købe for penge (ja ønsket om at eje noget, driver ofte værket).

Motivation - hvad er det?

Hvad motivation ikke er kan man se i TV2's dokumentar-udsendelse om 1.C - en gymnasieklasse på Rungsted Gymnasium. En af eleverne, en ung kvinde på 16-17 er optaget af at danse, stå på en scene og være i gang med drama/skuespil hele tiden.

I USA og sikkert også i Berlin eller i London ville hun kunne blive optaget på en high school/college hvor hun kunne dyrke netop de her interesser. Pointen er at hun sikkert har følt sig presset til at gå i gang med en uddannelse, fordi det skal man jo....og alle kammeraterne går jo i gymnasiet, så det gør jeg altså også. Her er der brug for mere rådgivning ift. hvad de unge gerne vil og hvilke muligheder der indenfor dette område.

For nu at citere adjunkt Carlsen fra gårsdagens Matador omkring kl. 20.30: "den dreng kan jo blive et udmærket menneske uden latinskoleeksamen". Og med den dreng mente han ---- Daniel.

Også en ung mand på 15-16 år følger vi i denne serie, han vil hellere spille musik end lave lektier i gymnasiet.
Og være sammen med sine musikalske venner, som altså godt nok ligner - ja - jeg ved ikke hvad de ligner.. nogen der ikke har lavet en dags arbejde i folkeskolen. (undskyld, men sådan ser jeg det altså).

Og det viser sig da også at denne unge mand på 15-16 år er blevet erklæret uegnet til gymnasiet af sin skole, bl.a. fordi han aldrig har været der? og måske heller aldrig har lavet lektier mv? Hvorfor Rektor har givet ham en ekstra chance ved jeg ikke, men han har bestemt ikke levet op til den ekstra chance han har fået.

Han burde have gået i 10.klasse på en musik efterskole, så han kunne 1) blive mere moden 2) få musikken ud af blodet og 3) blive mere klar til gymnasiet eller tekniske skole f.eks. - for igen må pointen være denne:

Disse børn kan blive udmærkede mennesker uden en latinskoleeksamen, altså en studentereksamen. Men 15-17 årige unge mennesker i dag føler de skal starte på en uddannelse.....fordi forældrene, vennerne, samfundet, politikerne, forventer det. Og så er det at det blive den første, den bedste uddannelse uden at de egentlig har reflekteret tilstrækkeligt over hvad de vil med deres liv...

Andreas Trägårdh

Motivation kan ikke komme udefra, uden at den samtidig tilhører en anden, som i eksemplet med bilen J.V. fremfører.

Ægte motivation er modgang, frygt og smerte. Der kan undervisning og institutioner være med. Skal det "blive til noget" må dette erkendes. Frygt er en naturlig fysisk respons på fravær, på at have hovedet et andet sted, et sted i fremtiden. Noget der lader sig gøre fordi man har gjort modgangen permanent og ofte i sidste ende til et nærmest religiøs formål. Sådan er omgangen med viden og indlæring blevet. Undervisning er den ældre generations sidste kamp, i et forsøg på at gøre de yngre til kopier af dem selv satser de på at eje verden lidt endnu. Det lykkedes nu også meget godt.
Vil man lære noget skal man gå ud af skolen.

Andreas Trägårdh

Et individ kan hverken tænke eller handle. Det kan et samfund kun.

Andreas Trägårdh

Den falske integrationsdebat har stor medskyld i tabet af generationer og institutioner i samfundet. Den fremmedgører præsis som var hensigten. Retningen var bare anderledes end tilsigtet. Nu fordummer den de indfødte.

Andreas Trägårdh

Jeg kan vitterligt ikke se problemstillingen i det dovne kontra de ambitiøse? De ambitiøse er ikke forskellige fra de dovne. De er faktisk fuldkommen identiske. Evigt optagede af noget andet, i fuld gang med at sementere argumenter for morgendagen.

Karsten Aaen, desværre er de kunstneriske aktiviteter meget afhængige af et højt abstraktionsniveau.
Når man taler om gymnasiets almentdannende funktion, er det i høj grad færdigheder, skuespillere, musikere og billedkunstnere har brug for - og for de kunstnere, der ikke har gymnasiebaggrund, er det tit en livsvarig kamp at komme på højde med dem, der har et solidt vidensberedskab at øse af.