Læsetid: 7 min.

Ingen hjælpende hånd fra Christiansborg til fagbevægelsen

Fra begge sider af folketingssalen får den traditionelle fagbevægelse hårde ord med på vejen. Kun gratis ord og moralsk opbakning skal fagbevægelsen forvente at få, og det overrasker arbejdsmarkedsprofessor
Fra begge sider af folketingssalen får den traditionelle fagbevægelse hårde ord med på vejen. Kun gratis ord og moralsk opbakning skal fagbevægelsen forvente at få, og det overrasker arbejdsmarkedsprofessor
29. oktober 2012

Medlemmerne siver i tusindvis om året, den verbale »konflikt« med »de gule« fagforeninger bliver nærmest dagligt trappet op, og antallet af danskere på arbejdsmarkedet, som har valgt at stå uden for en fagforening, har aldrig været højere. Det er ikke nemt at være en af de traditionelle fagforeninger i dag, og hvis LO-forbundene håber på, at de med en ny centrum-venstre-regering ville få bedre vilkår at drive fagforening efter, har de forregnet sig.

Det viser Informations rundspørge til Folketingets arbejdsmarkedsordfører, og det overrasker arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

»Det er bemærkelsesværdigt, at ingen direkte ønsker at række en hjælpende hånd frem med konkrete forslag til fagbevægelsen. Et element kunne jo være at give fuld fradragsret for faglige kontingenter, som man tidligere har haft. Det vil helt sikkert hjælpe fagbevægelsen,« mener Flemming Ibsen.

Derudover vurderer han, at mere indflydelse til a-kasserne i begyndelsen af ledighedsforløbene også kunne hjælpe fagforeningerne til at stå stærkere på arbejdsmarkedet og få flere medlemmer, men det nævner politikerne heller ikke.

»Det undrer mig, at politikerne ikke taler mere om social dumping som en af fagbevægelsens udfordringer. De kan jo lave nok så mange overenskomster og have nok så mange aftaler, men når arbejdskraften bliver overtaget til nogle meget lave lønninger, er det jo tomme overenskomster,« siger Flemming Ibsen.

Ifølge Flemming Ibsen er der kun en årsag til, at politikerne er meget varsomme med at love hjælp til fagbevægelsen:

»Det koster penge hver gang, og så protesterer Corydons kasseapparat voldsomt,« siger han.

Mangler job

Formand for landets største fagforbund 3F, Poul Erik Skov Christensen erkender, at den traditionelle fagbevægelse står over for store udfordringer.

»Ja, vi taber medlemmer, men det gør vi også, fordi vi taber arbejdspladser i Danmark. Dér kunne politikerne sætte ind, hvis de virkelig ville hjælpe landet og os,« påpeger Poul Erik Skov Christensen.

Formanden understreger dog, at han ikke nødvendigvis mener, at en dalende organisationsgrad og et stigende antal medlemmer hos »de gule fagforeninger« og uorganiserede i sig selv udhuler fagbevægelsens legitimitet.

»Det bliver først et problem, såfremt det er andre, der har en form for forhandlingsret, eller beskæftigelsen bliver reguleret af andet end vores overenskomster,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Joachim B. Olsen, Liberal Alliance:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»Den største udfordring er at tilpasse sig til et globalt arbejdsmarked. Det skyldes deres historiske placering, hvor vi er gået fra et industrisamfund til et arbejdsmarked, som er langt mere omskifteligt, og hvor folk har langt flere muligheder for at videreuddanne sig og eventuelt også skifte fag i løbet af et arbejdsliv.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»Nu er fagbevægelsen jo meget lidt modtagelig over for kritik, men for lønmodtagernes skyld håber jeg, at fagbevægelsen vil tage en intern diskussion omkring eksistensberettigelse.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»Jeg har ikke noget imod fagforeninger, og det er helt fair, at der er fagforeninger, som er sat i verden for at varetage deres medlemmers interesser. Men de må selv finde løsningerne på deres egne problemer.«

Mai Henriksen, Konservative:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»At den ikke fornyer sig og blandt sine medlemmer sætter fokus på kvalitet. Det er jo derfor, de gule fagforeninger bliver så store. De tilbyder en ordentlig service og behandling til deres kunder. Fagbevægelsen kender slet ikke til kundebegrebet, er mit indtryk.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»De skal sørge for at komme op i gear. De skal blive mere tidssvarende og acceptere, at konkurrencen fra de gule ikke forsvinder. Der er for mange sager med tidligere røde medlemmer af fagbevægelsen i pressen, som er skiftet, og som efterfølgende bliver mobbet, drillet og udstødt. Jeg kender selv flere. Fagbevægelsen skal altså begynde at opføre sig ordentligt.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»Jeg vil ikke hjælpe fagbevægelsen til at få flere medlemmer. Vi har organisationsfrihed i Danmark, og enhver må selv bestemme, om de er organiseret og hvordan. Jeg bakker op om den danske model – men det er ikke ensbetydende med, at alt i fremtiden skal være status quo.«

Nadeem Farooq, Radikale Venstre:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»Fagbevægelsen bør ikke kun reagere på vores ambitioner om at øge arbejdsudbuddet. Fagbevægelsen bør mere proaktivt deltage i det arbejde og sikre, at vi får nogle gode løsninger. De skal selvfølgelig fokusere på de kortsigtede løsninger med at skaffe job til deres medlemmer nu og her, men det er vigtigt, at de ikke dropper det langsigtede fokus, så Danmark i fremtiden har en sund beskæftigelse.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»Det gør de ved indgå i en god og positiv dialog med deres medlemmer og os politikere.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»Det er selvfølgelig regeringen, der skal tegne de overordnede linjer, men fagbevægelsen kan spille en større rolle. Som politikere skal vi huske at give plads til fagbevægelsen og lytte, når der kommer gode forslag. Vi vil gøre vores til at gøre samtaleklimaet bedre.«

Eigil Andersen, SF:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»Det skal først og fremmest fagbevægelsen selv svare på. Men det svækker den danske fagbevægelse og de danske lønmodtagere, at organisationsprocenter gennem de sidste mange år har været faldende. Derfor er det en udfordring for fagbevægelsen, at færre er medlemmer, fordi det svækker deres position i samfundet. Men det er stadig flot, at 59 pct. er i fagforening.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»Fagbevægelsen har en stor opgave foran sig, fordi den er nødt til at oplyse og forklare danskerne om, at de gode løn- og arbejdsmarkedsforhold i Danmark sammenlignet med andre lande ikke er kommet af sig selv. I den udvikling har fagbevægelsen været unik, og det skal frem i danskernes bevidsthed igen.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»Vi kan som politikere forsøge at samarbejde så meget som muligt med fagbevægelsen, fordi det efter SF’s mening giver de bedste og mest holdbare løsninger.«

Leif Lahn Jensen, Socialdemokraterne:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»At der er færre og færre medlemmer af fagforeningerne. Det svækker dem og deres legitimitet.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»Jeg mener virkelig, at fagbevægelsens største problem er kommunikation. I modsætning til »de gule«, som bare sælger deres vare på prisen, skal fagbevægelsen ud af overbevise folk om, hvorfor det er nødvendigt at betale et lidt højere kontingent.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»Vi bør som politikere, hvis vi mener, der er brug for en stærk fagbevægelse – og det gør jeg – fortælle det så ofte som overhovedet muligt. Jeg har været med til at skabe en debat om, hvilke værdier der er brug for på det danske arbejdsmarked. Om vi har brug for solidaritet, eller om vi har brug for private forretninger, der bare vil tjene penge.«

Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»De mangler forståelse for folks frie valg. De lever i en fortid, hvor det var sådan, at var man arbejder, så var man også rød og med i en fagforening. Sådan er det heldigvis ikke i dag.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»Jeg så gerne en stærk fagbevægelse, der var uafhængig af partipolitik, og som kæmpede for deres medlemmers sag, men som også respekterede, at der var andre fagforeninger. Tiden er løbet fra, at fagbevægelsen er knyttet til politiske partier. Jeg er glad for, at vi i Dansk Folkeparti ikke er knyttet til nogen speciel fagforening.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»Det er kun fagbevægelsen, der kan hjælpe den, hvis den har brug for hjælp.«

Ulla Tørnæs, Venstre:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»Når medlemmerne siver fra forbundene, taber de legitimitet. Ja, medlemmerne nærmest flygter væk. Den helt store udfordring for forbundene er at finde ud af, hvorfor de gør det. Det betyder, at fagbevægelsen ikke længere kan hævde, at de er et talerør for arbejdstagerne i Danmark.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»Det tilkommer ikke mig at give den røde fagbevægelse gode råd, men jeg ville først og fremmest se på deres partipolitiske stillingtagen. Det tror jeg ikke, at mange af deres medlemmer jubler over.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»Overhovedet ikke. Fagbevægelsen er en privat organisation, som har de rammebetingelser, der er nødvendige for at drive sådan en organisation. Man har oven i købet skattebegunstiget det ved at gøre en del af udgiften fradragsberettiget. Det er rigeligt.«

Christian Juhl, Enhedslisten:

– Hvad er fagbevægelsens største udfordring?

»Den eneste berettigelse, fagbevægelsen har, er, hvis de slås for de vigtigste interesser for medlemmerne. Det gør de stadig hver dag, men de er virkelig dårlige til at fortælle, hvordan de gør det, og hvilke resultater det giver.«

– Hvordan løser de den udfordring?

»Kommunikation. Fagbevægelsen skal være langt bedre til at fortælle, hvorfor de er nogle af de vigtigste aktører i samfundet i dag.«

– Bør I som politikere hjælpe fagbevægelsen?

»I Enhedslisten har vi været rundt i landet, og der er store forventninger til, hvad vi kan nå. Vi skal næsten klare det hele. Det prøver vi gerne, og det er nok den bedste måde, vi kan hjælpe på.«

Serie

Seneste artikler

  • Tema: Hvad kan fagbevægelsen gøre?

    29. november 2012
    Dette tema giver forskellige bud på, hvad fagforeningerne kan gøre fremover.
  • Tema: Profilering

    29. november 2012
    Fagforeninger lægges sammen i stor stil i disse år, og de fagspecifikke foreninger bliver færre og færre. Samtidig har fagforeningerne svært ved at markere sig over for især de unge. Dette tema beskriver, hvordan en utydelig profil kan skade fagforeningerne.
  • Tema: Fagbevægelsen uden for indflydelse

    29. november 2012
    I disse år skifter arbejdsmarkedets parter interne magtrelationer. Dette tema berører trepartsforhandlingernes historiske sammenbrud i foråret 2012 og, hvordan fagbevægelsens svækkelse kan få betydning for folkeskolelærernes kommende overenskomst.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Det bliver først et problem, såfremt det er andre, der har en form for forhandlingsret, eller beskæftigelsen bliver reguleret af andet end vores overenskomster,«

Er det ikke netop sovepuden for den enstrengede fagforeningen, de vil magt ikke frihed for medlemmerne. Hvad med at modernisere og komme ud af den evige kamp startet for 100 år siden. Inkluder i stedet for eksklusion.

Fagforeninger er helt sikkert nødvendige, men i et nutidigt tilsnit. Følg med tiden.

Hvad med samarbejde, organisationsfrihed. Fagforbundene opfører sig til tider værre end kapitalmagten. Se på Pensam og andre kapital apparater styret af fagforbundene. Gør noget ved det indre.

Politikerne har mere tralvt med hvordan de kan forbedre deres egen indkomst, ved at give sig selv skattelettelser.

Om det så kræver at vi nedsætter dagpenge perioden til 2år under en mangeårig krise, det betyder slet ingen ting...

Steffen Gliese

Danmarks problem er et ensidigt fokus på rationalisering, der har grebet landet som en pest - fremfor stadig større inddragelse af interessenter og interesserede i beslutningsprocesser og udvikling af det fælles samfund og den enkeltes udfoldelsesmuligheder. Arbejdsmarkedet har simpelthen koloniseret alt for store dele af samfundet, hvor den modsatte udvikling burde have fundet sted.

Fagforeninger er baseret på solidaritet.

Solidaritet er en af de værdier der blev tabt i værdikampen

Du kan ikke vinde folk for noget de ikke forstår, og da særligt hvis du ikke forstår det selv.

Et eller andet sted i den påstand, ligger en anvisning på hvad målet for handling må være ... men det er alt for svært for de 'røde' at regne ud. De har travlt med at bilde sig selv ind at hvis man løfter den enlige arbejdende forsørger så er det en sejr så stor at alle tab må blegne.

Flemming Andersen

Fagbevægelsen skal finde ud af om den synes bedst om at have nogle sager, der er værd at slås fo, eller om den vil forsætte med passivt at se på at medlemmernes rettigheder bliver beskåret efter salamimetode, som den har gjort de sidste 25-30år med forskellige begrundelser.

Skulle man nå til den slutning af f eks. dagpenge er et brugbart element i fremtidens arbejdsmarked, så er det sørensusme nu det er med at komme op af stolene, det er mindst et halvt år siden det var på sin plads.
Hvis man derimod mener at det er ligegyldig for fagbevægelsens medlemmer ligesom efterlønnen, sygedagpenge, kontanthjælpen som man også ser passivt på bliver fjernet , som rettighed, så bare sov videre.

En hvilken som helst forening eller bevægelse, skal gerne kunne dokumentere sin berettigelse igennem sejre og resultater og det er fagbevægelsens problem.
Denne sejr eller flotte resultat kan den ikke vise frem, for den har ikke turde være solidarisk, hverken med medlemmerne eller dem der er svagere, og tage en kamp om noget som helst.
Når en organisation eller virksomhed ikke ved hvorfor den er her eller hvilken berrettigelse den har, så går den til grunde.

Skulle man finde ud af at det nok er bedre at få lettet sig fra stolene, så er det bedst det sker før beslutningerne bliver taget og mens man overhovedet har kræfterne til at løfte hånden og føre et slag

Flemming Andersen, det er tydeligt at folk som os nærmest har mistet al repræsentation i samfundets top. Derfor er det nødvendigt at vi selv gør hvad vi kan. Noget af det første man kan gøre er at forsøge at skabe bevidsthed.

hvis du benytter Facebook, ville jeg blive meget taknemmelig hvis du ville opsøge mig der så vi kunne oprette FB-venskab. Jeg bruger meget tid på at diskutere, afdække og bearbejde holdninger, og jeg savner en der er godt klædt på til at tale om bl. a. økonomi i mit netværk, jeg har bemærket at du kan føre solide argumenter i den boldgade. Mit navn er ulig meget nemmere at finde end dit.

Lise Lotte Rahbek

Politikerne vil naturligvis ikke give 50 flade øre til fagbevægelsen, medmindre fagbevægelsen beviser deres magt.

Sådan er det i kapitalismen.

Min FB opfordring gælder i øvrigt alle sympatisk indstillede. FB er det nye forsamlingshus, glem alt om småsludren og "se min kat", der er faktisk kraft i det.

Er man ideologisk imod FB af den ene eller anden årsag, bør man genoverveje om ikke pragmatisme er passende. Jeg taler med CEPOS folk, SF'ere, Uffe Elbæk, Venstre folk (har en del af den slags kändisser som fb-venner) og en masse alm. mennesker fra et stort spektrum af befolkningen.

FB er en direkte vej til at bryde holdninger på tværs af skel i Danmark ....