Interview
Læsetid: 4 min.

Ja-sigeren, der blev EU-modstander

Fra 1972 og de følgende to årtier var Pia Kjærsgaard EU-tilhænger – mest fordi modstanderne var socialister. Men så hørte hun Margaret Thatcher
Fra 1972 og de følgende to årtier var Pia Kjærsgaard EU-tilhænger – mest fordi modstanderne var socialister. Men så hørte hun Margaret Thatcher
Indland
2. oktober 2012

Pia Kjærsgaard var hverken formet politisk eller havde den mindste idé om, at hun skulle blive en af Danmarks mest indflydelsesrige kvinder, da hun i 1972 skulle beslutte sig for et ja eller nej til EF.

»Jeg var jo ikke politisk aktiv endnu. Jeg var bare en ung husmor med to små børn, der fulgte debatten om EF. Men jeg forstod i virkeligheden ikke særlig meget,« lyder det ærligt fra Pia Kjærsgaard, der dengang spurgte sin mormor, hvad hun skulle mene.

»Hun sagde, at vi skulle være med i EF. Så jeg stemte ja,« siger Pia Kjærsgaard, der forsikrer, at det ikke er sket siden, at hun har været i tvivl om en politisk sag.

I 1978 blev Pia Kjærsgaard medlem af Fremskridtspartiet, og året efter blev hun valgt ind i Folketinget. Her fortsatte hun som tilhænger af EF.

»I 1986 deltog jeg i en partilederdebat for Fremskridtspartiet forud for afstemningen om pakken og det indre marked. På det tidspunkt var der en del uro internt i partiet, da der var flere, der ønskede et nej. Men jeg mente, at vi skulle med. Det var det indre marked og den fri bevægelighed for varer, jeg støttede. Men det var jo også en helt anden debat dengang. Det var de røde, der stemte imod, og os andre, der var for.«

Fra ja til nej

Få år senere – frem mod folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 – var EU-spørgsmålet ved at flå Fremskridtpartiet fra hinanden. Pia Kjærsgaard vendte rundt på en tallerken og ønskede nu et nej til mere europæisk samarbejde.

– Hvad var det, der fik dig til at skifte mening?

»Det var den politiske overbygning. Jeg synes, at det blev ganske tydeligt, at båndene ville snævre ind, og vi ville miste mere og mere selvbestemmelse. At det ville blive begyndelsen på enden for vores nationalstat,« fortæller Pia Kjærsgaard, der i årene op igennem 1980’erne var kommet mere og mere i tvivl. Ikke mindst da det blev klart, at det ikke kun var »kommunister og de andre røde«, der gik imod mere EU-fællesskab, men at der i Europa også var »pæne borgerlige mennesker«, der var imod.

»Det gjorde et meget stort indtryk på mig at se, hvordan Margaret Thatcher førte sig frem, og jeg blev meget inspireret af hendes forsvar for national selvbestemmelse. Jeg gav hende jo evig ret, når hun kaldte EF for et Mickey Mouse-parlament, og i hele den holdning hun havde til samarbejdet, som i allerhøjeste grad præger de britiske konservative den dag i dag. Det var jo ordentlige mennesker,« siger Pia Kjærsgaard, der dog hurtigt måtte indse, at i Danmark var det fortsat de røde, hun delte synspunkt med i EF-debatten.

»Nej-fløjen blev jo et underligt sammensurium. Jeg husker, at op til afstemningen i 1992 kom Ebbe Kløvedal Reich hen til mig og begyndte at diskutere, og jeg sagde bare til ham: ’Ved du hvad, i dag skændes vi to ikke’. Det tog han ret pænt. Han er socialist, og det er jeg absolut ikke, men i 1992 havde vi jo samme syn på Maastricht-traktaten.«

Koldt og bureaukratisk

Efter at Pia Kjærsgaard i 1995 stiftede Dansk Folkeparti, blev profilen skærpet, og holdningen til det europæiske fællesskab blev stadig mere klar. Og selv om det først og fremmest blev et parti, der førte sig frem på indvandrerpolitikken, så har modstanden mod EU fyldt meget i Pia Kjærsgaards politiske liv. Måske mere end de fleste tror.

»Mange spørger mig i dag, hvad min største politiske sejr har været, og de bliver meget overrasket, når jeg ikke nævner noget med indvandrerpolitikken. Men jeg vil faktisk sige, at min vigtigste sejr som politiker var, da vi sagde nej til euroen i 2000. Vi vandt kronen dengang, og det var helt fantastisk. Og i dag kan vi tydeligt se, hvor vigtig den sejr var,« siger Pia Kjærsgaard, der husker dagene efter afstemningen:

»Det var en nyhed, der gik verden rundt. Jeg kan huske, at i Storbritannien kaldte de os the great danes.«

Pia Kjærsgaard mener fortsat, at EU mest af alt minder om et gammelkommunistisk system, hvor de få ikke-folkevalgte bestemmer over Europas befolkninger, der til gengæld ikke tillades at have en mening.

»Jamen, jeg vil stadig kalde EU for et socialistisk, ja, næsten kommunistisk projekt med alle de her bureaukrater, der tiltusker sig alt for meget magt. Når man ser Barroso (EU-Kommissionens formand, red.) er det som at se Vorherre. Det er ren magtarrogance med alt for meget limousine og rød løber,« siger Pia Kjærsgaard, der mener, at EU trods massiv modstand fra Europas befolkninger har udviklet sig i præcis så skræmmende en retning, som hun siden 1992 har advaret imod.

»Jeg synes, at det er håbløst. Jeg har mange gange besøgt Morten Messerschmidt i Europa-Parlamentet og hver gang giver det mig kuldegysninger. Det er så koldt og bureaukratisk et sted. Det burde slet ikke eksistere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her