Læsetid: 3 min.

Lærernes arbejdstid kommer under hårdt pres

Lærerne er sat uden for døren i drøftelserne af, hvordan kommuner og stat kan få mere undervisning for pengene. Eksperter vurderer, at der spilles med musklerne, fordi regeringen øjner en historisk mulighed for at få ændret på arbejdstiden
Der er lagt op til et historisk skift i magtforholdet mellem lærere og arbejdsgiver, mener eksperter.

Der er lagt op til et historisk skift i magtforholdet mellem lærere og arbejdsgiver, mener eksperter.

Sofie Amalie Klougart

17. oktober 2012

Det er langt fra noget nyt politisk ønske at få lærerne i folkeskolen, gymnasiet og erhvervsskolerne til at undervise mere, men økonomisk smalhals og fyringer i det offentlige gør, at regeringen nu ser sit snit til at få mere undervisning for pengene, vurderer eksperter. Danmarks Lærerforening (DLF) protesterer over forløbet, hvor et lukket udvalg under Finansministeriet sammen med Børne- og Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening (KL) siden februar har drøftet, hvordan undervisningstiden kan øges for de samme ressourcer uden at inddrage lærerne.

»Regeringen går jo ind og blander sig i to parters overenskomstforhandlinger. Det har jeg aldrig oplevet på den måde før,« siger Anders Bondo Christensen, formand for DLF.

Lærerforeningen har søgt aktindsigt i udvalgsarbejdet og fået afslag med henvisning til, at der er tale interne papirer mellem offentlige myndigheder og væsentlige hensyn til det offentliges økonomiske interesser. En begrundelse, som formand for DLF Anders Bondo Christensen, finder så kritisabel, at han har klaget til Ombudsmanden over Finansministeriets afslag. Formand for Løn- og Personaleudvalget i KL Michael Ziegler (K) er overrasket over lærernes reaktion på en hel normal procedure.

»Der er tradition for, at KL og regeringen løbende sætter arbejdsgrupper i gang, for at se om vi anvender ressourcerne bedst muligt,« siger Michael Ziegler.

Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Flemming Ibsen mener ikke, der er noget odiøst i, at Finansministeriet nedsætter et udvalg sammen med Kommunernes Landsforening forud for overenskomstforhandlingerne. Han forstår dog godt lærernes reaktion på, at de ikke kan få indblik i, hvad der foregår.

»Normalt ville man inddrage lærerne i at udvikle forskellige modeller, men her ser det ud som om, man bosser sig lidt igennem og kører meget hårdt frem. Temaet er ikke nyt, men måden man gør det på og den hårde retorik er ny,« siger Flemming Ibsen.

Mere tid med elever

Michael Ziegler, der også er borgmester i Høje Taastrup, lægger ikke skjul på, at KL gerne så folkeskolelærernes aftaler droppet. Han ser lærernes arbejdstid som en grundlæggende barriere for at kunne udvikle folkeskolen fremover.

»Vi har dygtige og engagerede folkeskolelærere, men skolernes resultater er ikke gode nok, når hver sjette elev, der bliver færdig, ikke kan læse eller regne godt nok, så det må være rammerne, der er noget galt med. Derfor arbejder vi hen imod, at lærerne og eleverne skal kunne bruge mere tid sammen,« siger Michael Ziegler.

Finansminister Bjarne Corydon skriver i en mail til Information om baggrunden for udvalgets arbejde: »Regeringen er optaget af, at de ressourcer, der er til rådighed, bruges på en måde, så børnene i skolen og unge på ungdomsuddannelser, lærer mest muligt.«

Udvalget ser både på, hvordan undervisningen kan øges i gymnasie, erhvervsskole og folkeskole, og arbejdet ventes afsluttet i løbet af efteråret, oplyser ministeriet.

Økonomisk politik

Ove K. Pedersen, der er professor i statskundskab på Copenhagen Business School, mener, at udvalgsarbejdet i Finansministeriet om lærernes arbejdstid er en naturligt forberedelse af et af de vigtigste politiske områder for regeringen. Han mener dog, at der er langt mere på spil end finansiering af regeringens planer på uddannelsesområdet.

»Uddannelse er blevet helt centralt også i beskæftigelsespolitikken og dermed i hele regeringens langsigtede økonomiske politik,« siger Ove K. Pedersen.

Og der er stor sandsynlighed for, at kommunerne kommer igennem med ønsket om at få blødt op på lærernes arbejdstidsaftaler under de kommende overenskomstforhandlinger, vurderer Flemming Ibsen.

»Der er krise, og man fyrer skolelærere, pædagoger og offentligt ansatte, så fagbevægelsen er i den grad i defensiven, og det udnytter man, det er der ingen tvivl om. Man føler har meget mere magt denne gang, end man havde tidligere,« siger Flemming Ibsen, der kalder det en historisk mulighed for arbejdsgiverne.

»Det er også i det lys, man skal se spillet, og der er heller ingen tvivl om, at det er derfor kommuner og Finansministeriet kører så hårdt frem,« siger Flemming Ibsen.

Ove K. Pedersen mener også, der er lagt op til et historisk skift i magtforholdet mellem lærere og arbejdsgiver, fordi hele spørgsmålet om skolens effektivitet, pædagogik og formål er blevet centralt placeret i den samlede økonomiske politik.

»Vi arbejder os frem til et historisk skifte, der har været forberedt politisk i de sidste 10-15 år,« siger Ove K. Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Ibsen overser at arbejdsforholdene på skolerne stadig ikke svarer til en moderne arbejdsplads, og analyserer derfor situationen som var den enhver anden konflikt på arbejdsmarkedet.

Det her skift kunne lige så vel have fundet sted for 10 eller 30 år siden, og være forhandlet på plads der. Resultatet havde sandsynligvis så været bedre, fordi skiftet ikke havde været så abrupt, og havde haft langt bedre involvering af lærerne.

Danmarks Lærerforening kan heldigvis ikke sabotere forandringerne denne gang. Vi kan bare håbe på at de kommer med økonomisk og resultatmæssigt holdbare forslag, så vi ikke fagligt kommer i den forkerte retning fagligt, og fx. får for regide arbejdstidsregler for ledelsen på skolerne.

Derfor hører det også med, at Danmarks Lærerforening sender andre signaler til deres tillidsfolk. I stedet for konstant at være i en showstopper funktion, er det med at bruge tillidsrepræsentanterne konstruktivt til at bringe nye ideer og arbejdsformer ind.

Herunder var det fx. på tide at få taget et opgør med først ind, sidst ud principperne, som stadig uformelt gør sig gældende.

På en måde er det en god situation vi er havnet i ud fra det perspektiv at enten kommer der en anderledes moderne fagforening ud af det her, eller også bliver den bare kørt helt over af magtaparatet.

Det magtaparat som Danmarks Lærerforening tidligere var en central del af, formelt som uformelt, og gjorde at andres behov og synspunkter blev holdt uden for, men som nu er ved at blive udstøt. Det er blevet en belastning for den større system det er en del af. Foreningen har været så selvreferentielt og lukket at det ikke har formået at udvikle sig tilstrækkeligt. Fertiliteten er nul, men så må der adopteres.

Ove K. Pedersen mener også, der er lagt op til et historisk skift i magtforholdet mellem lærere og arbejdsgiver, fordi hele spørgsmålet om skolens effektivitet, pædagogik og formål er blevet centralt placeret i den samlede økonomiske politik.

»Vi arbejder os frem til et historisk skifte, der har været forberedt politisk i de sidste 10-15 år,« siger Ove K. Pedersen.

Altså mere centralisering, topstyring og andet godt fra NewPublicManagement posen? At det skulle have en positiv indflydelse på elevernes læring er et ideologisk begrundet postulat. Empirisk forskning viser det stik modsatte.

Læs f.eks: http://dpu.dk/everest/Publications/Udgivelser/Clearinghouse/201101181255...

Eller den korte udgave: http://www.praktiklaererforeningen.dk/wp-content/uploads/2012/03/11_forh...

Det står her sort på hvidt at jo mere lederen lader elever, lærere og forældre deltage i beslutninger om skolen, des bedre lærer eleverne. [...] jo mere lederen har en stil, der er understøttende og lighedsorienteret i stedet for dirigerende og restriktiv, des bedre lærer eleverne..

Endvidere tydeligøres det at lærerens forberedlse er afgørende: Elevens mulighed for at lære. Afhænger af lærerens evne til at organisere undervisningen målt ved den procentdel af lærerens arbejdstid, der anvendes på at planlægge næste dags undervisning og næste uges undervisning.

Det taler jo stik imod det man forsøge at indføre her: mere undervisning på bekostning af forberedelsestiden (nævnes ikke direkte i artiklen, men er jo det forslag der har været luftet flere gange).

Ud over at man nægter at indrage lærene og deres fagforening i diskussionerne/forhandlingerne, arbejder man altså også stik imod de klare kvalitetskriterier de seneste års empiriske forskning inden for området har opstillet.

Anne-sophie Hjort

Det er grotesk at KL ønsker 8-16 tilstedeværelse på skolerne i en tid hvor det moderne arbejdsliv går mod fleksiblitet og hjemmearbejde, men lærerne skal åbenbart holdes inde på skolerne som i industrialiseringens tidsalder. Tilmed skoler der mange steder ikke kan tilbyde arbejdspladser, computer, printer og kopifaciliteter, for slet ikke at tale om ro og plads til bøger og andre materialer, lærerne hidtil har stillet til rådighed for egne midler.
Jeg tvivler på kommunerne har økonomi til at indrette skolerne så det giver mening at al forberedelse skal ske der. Men måske er det netop meningen, at vi ikke længere skal forberede undervisningen. Det skal nok give kvalitet!

Det mest ejendommelige ved situationen er, at den nuværende arbejdstidsaftale fra 2008 blev betragtet som et kvantespring (af KL's chefforhandler Michael Ziegler) og siden da kun har fået fremragende evalueringer ude i kommunerne fra såvel forvaltningerne som skolelederne og lærerne. De forhold, arbejdsgiverne angiveligt er ude på at gøre op med, er rent faktisk historie. Gennemføres de tiltag, KL har annonceret , rutscher skolen lige lukt tilbage til den situation, man siger, man siger, man vil væk fra. Det er som om de ansvarlige i KL og finansministeriet snorksover. Har de slet ikke fulgt med de sidste tre år?

Det er simpelthen dybt ukvalificeret arbejde, der l.igger til grund for regnedrengenes store come back. Får de deres vilje, går alt udviklingsarbejde i folkeskolen igen i stå som det skete i 1993, da kommunaliseringen af folkeskolen fik det hele til at gå op i skridttælleri.

Robert Ørsted-Jensen

Rune
Lærerne har ikke altid ret - og deres faglige interesser er ikke altid det der tjener hverken folkeskolen eller elæeverne bedst. Hvis man er i tviv hvad det angår behøver man bare studere freekvensen af foældre der flytter deres børn til lilleskoler og hvad ved jeg om hvad de ellers kaldes.

Måske handler det om dette:

"»Vi har dygtige og engagerede folkeskolelærere, men skolernes resultater er ikke gode nok, når hver sjette elev, der bliver færdig, ikke kan læse eller regne godt nok, så det må være rammerne, der er noget galt med. Derfor arbejder vi hen imod, at lærerne og eleverne skal kunne bruge mere tid sammen,« siger Michael Ziegler."

Altså det der med at lærere og elever skal tilbringe mere tid sammen. Men tror Michael Ziegler at det er nok at tilbringe tid sammen med eleverne...uden mål for hvad eleverne skal lære?

Det er muligt man kan lave en anden ordning end den man har i dag i indskolingen (fra 0.-3.klasse), men hvad eleverne i overbygningen?

Pointen med at citere det citerede af Michael Ziegler handler om at på trods af de engagerede lærere mv. så er der stadig omkring 17%-20% af eleverne som ikke kan "læse eller regne godt" ifølge Michael Ziegler og PISA.

Men hvad betyder dette mon - og hvorfor mon der er det?

I forskellige undersøgelser placerer 3%-7% sig som ordblinde, altså dyslektikere, cirka 5% af alle elever (og danskere) kan altså være ordblinde - og have svært ved at afkode bogstaverne i en tekst, endsige forstå det læste.

I år 2000 blev der lavet en stor undersøgelse af voksne danskeres læsefærdigheder, et sted imellem 17%-46% oplevede at have læsefærdigheder, alt efter hvor man lagde niveauet.

Eller for at forklare det på en anden måde: Mange mennesker som er gået ud af skolen for 30 år siden eller mere i 9.klasse fik et arbejde, hvor de ikke skulle læse og skrive så meget. I dag hvor der er øgede krav til skriftlig dokumentation og hvor ethvert job kræver at man kan læse og skrive opdager man flere og flere unge mennesker såvel som ældre mennesker (end unge mellem 15-20 år) der ikke kan læse og skrive "godt nok", altså på det niveau, man forventer i dag.

Og fordi kravene, eller forventningerne, til hvor meget man skal læse og skrive i dag (hele tiden) stiger og stiger vil der sikkert altid være mellem 15-20% som ikke kan leve op til disse krav, disse forventninger...

I 1600-tallet forventede man jo ikke at landarbejderne skulle læse, det gjorde man heller ikke i 1930ernes samfund, i 1950erne forventede man heller ikke at arbejdsmændene skulle læse, ej heller i 1960erne.
Men i dag forventer man at selv vejmænd ved kommunen skal kunne læse og skrive. Man blev oplært som vejmand, man kunne blive uddannet i det. (Voksne ordblinde, side 76, Dansk Psykologisk Forlag, 2005)

I dag er arbejdet udliciteret, dette betyder at alle får kopier af det udbudsmateriale der er lavet, især de mennesker, som skal udføre arbejdet på vejene. Således er der i dag større krav til skriftlighed når vejmænd udfører deres arbejde (samme sted, side 77)

Således stiger kravene til medarbejdernes skriftlighed og læsfærdighed hele tiden. Og her nytter det ikke at ændre på rammerne. I stedet for nytter det at indføre digital teknologi, f.eks. et program kan læse tekster op som CD ORD8 eller kan hjælpe eleverne med at stave eller sætte sætninger sammen mv.

---