Læsetid: 4 min.

Nobelprisen har en bagside

Hvad prestige angår, matches den ikke af nogen anden pris, men at blive hædret af Nobel-komiteen er ofte en tvivlsom fornøjelse, indrømmer flere prismodtagere. Uønsket offentlig opmærksomhed og en tilbøjelighed til at hvile på laurbærrene eller gøre sig klog på alle mulige emner er blandt de negative sider
Flere prismodtagere har svært ved at tackle den pludselige berømmelse. Her præsenterer det Kongelige Svenske Videnskabsakademi årets Nobel-prisvindere.

Flere prismodtagere har svært ved at tackle den pludselige berømmelse. Her præsenterer det Kongelige Svenske Videnskabsakademi årets Nobel-prisvindere.

Henrik Montgomery

17. oktober 2012

Så er det overstået for i år. Komiteerne i Stockholm og Oslo har truffet deres valg. Prismodtagerne har reageret med behørig bestyrtelse og ydmyghed. Og den mest prestigiøse klub i verden, Nobelprisvindernes, har optaget en ny årgang af medlemmer.

Vinderne af årets Nobelpriser må selvsagt være henrykte, herunder velsagtens også alle i Den Europæiske Union. Æren ved tildelingerne kan næppe matches af noget, og skønt nogle af priserne blev opdelt på flere modtagere, er selv en tredjedel af otte millioner svenske kroner ikke sådan at kimse ad. Er der overhovedet dårlige ting at sige om »Stockholms magiske pulver«, som den britiske forfatter Ian McEwan kaldte Nobel-hæderen?

»Alt for mange til, at jeg kan tælle dem,« siger Andre Geim fra Manchester University, som sammen med sin kollega Konstantin Novoselov vandt Nobelprisen i fysik for deres arbejde med kulstofmaterialet grafen.

»De evige spørgmål fra journalister f.eks.,« siger han med et glimt i øjet. De fleste Nobelprisvindere er amerikanere. For dem begynder de negative aspekter, allerede før prisuddelingen bliver offentligt kendt. Takket være tidszonerne bliver de, som bor på Østkysten vækket ublidt før klokken fem, mens de på Vestkysten må stå op midt om natten for at tage telefonen vel vidende, at nyheder, der kommer på dette tidspunkt, sjældent er gode.

Frank Wilczek, en Nobelprisvinder i fysik ved MIT, opregner flere faldgruber, der venter den uforberedte vinder.

»Det værste er alle de fristelser, som er svære at modstå – navnlig fristelsen til at hvile på sine laurbær og fristelsen til gøre sig klog på alle mulige højtidelige spørgsmål,« siger han.

Nogle prisvindere lader æren stige dem til hovedet, mens andre bliver næsten lammet af usikkerhed over at være blevet hævet til skyerne for blot at have passet deres job.

I 2001 delte Tim Hunt fra det britiske kræftforskningsinstitut Cancer Research Nobelprisen i medicin med Paul Nurse og Leland Hartwell for deres opdagelse af proteiner, som kontrollerer celledeling.

»I begyndelsen var det temmelig frygteligt, og jeg var ekstremt nervøs for, at svenskerne skulle indse, at de havde begået en fejl og tage prisen tilbage i sidste øjeblik,« siger Hunt.

Skuffelse hos kolleger

Få uger efter meldingen om, at han havde vundet prisen, løb Hunt ind i Paul Nurse, der nu er formand for videnskabsakademiet, Royal Society. Mødet forløb omtrent således: »Åh Tim,« sagde Nurse. »Jeg har lige haft den mest rædsomme weekend – jeg føler mig så utilstrækkelig.«

Og kaster man et grundigt blik på alle dem, der har modtaget prisen, giver ingen andre reaktioner tilsvarende god mening.

Mere overraskende er det måske, hvordan nogle prismodtagere reagerer, når folk, der efter deres mening fortjener prisen i højere grad, bliver overset. Som Hunt siger: »Det er også svært for mig at se skuffelsen hos dem, som ikke kom i betragtning, men udmærket kunne have fortjent det.«

Den pointe kan Wilczek nikke genkendende til.

»Det kan være følelsesmæssigt barsk for dem, som tror, de vil få den, eller mener, de bør have den, men som alligevel forbigås år efter år. Det kan være smerteligt bare at overvære og specielt at opleve personligt,« siger han.

»Ærligt talt, så har jeg ikke noget at klage over,« siger Martin Veltmann, en fysiker ved universiteterne Utrecht og Michigan. Veltman fik fysikprisen i 1999 sammen med sin tidligere studerende Gerardt Hooft for arbejde, der tilvejebringer et solidt matematisk grundlag for vores forståelse af Higgs-partiklen. Men Veltman kan dog godt gribe sig i at undres over nogle af de andre medlemmer af Nobel-klubben.

»Nogle gange forstår jeg ikke de andre vindere,« siger han.

»Jeg er enig med Enrico Fermi. Engang blev han spurgt: Hvad har Nobel-prisvindere til fælles? Hans svar lød: Ingenting. Ikke engang intelligens.«

Tidsspilde

Tiden er det største offer for mange vindere. Antony Hewish vandt i 1974 fysikprisen sammen med Martin Ryle for deres pionerarbejde inden for radio-astrofysik. Som de fleste vindere blev Hewish bombarderet med invitationer til at holde foredrag kloden over.

»Man skal passe på med at sige ja til alt for meget og lade sig trække ind i alt for mange komiteer,« advarer han.

Ikke meget har ændret sig, siden Hewish fik sin pris. Harry Kroto, som fik kemiprisen i 1996, fortæller, at han i år har holdt 80 foredrag uden for sit eget universitet, Florida State. Foredragene handlede om alt fra antividenskab og naturfilosofiens fødsel til videnskab og ansvarlighed og har betydet, at han ikke har fået tid til bedrive megen ny forskning, fortæller han med beklagelse.

Før Kroto vandt prisen, havde han håbet på at få mere tid til at dyrke sin anden passion ved siden af videnskab – kunst – i stedet for at skulle repræsentere videnskaben uden for det videnskabelige miljø.

»Det har aldrig været min plan. Jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg har lyst til, men det er noget, jeg føler, jeg bør gøre,« siger han og forsætter: »Jeg får nogle gange den tanke, at jeg ville have været lykkeligere i mit studerekammer, hvis vi ikke havde gjort den opdagelse.«

Nobelpriser forandrer deres modtagere. For os andre bliver de ikoner, guruer eller autoritative stemmer. Brian Schmidt, som fik fysikprisen i 2011 for sin forskning i universets accelererende ekspansion, siger, at det tager tid at vende sig til den nye status: »Alle tager alt, hvad jeg siger, så forbandet alvorligt nu til dags,« siger han.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Andersen

Har det ikke været lidt tyndt med nobelpriser til danskere de sidste 90 år ???
Der må være nogen i andedammen der kan stramme lidt op. Om ikke andet kan forældrestanden levere et bedre talenmateriale som lærerstanden så kan stramme sig yderligere an med at forme mod det endegyldige evolutionære mål for den enkelte: Nobel-prisen......

Hvordan motiverer man med straf eller belønning.

Gad vide hvad han har tænkt den gamle Dynamit Leif, han har nok ikke villet fornærme nogen, da han oprettede Nobelprisen, måske har han villet motivere, det er jo ikke moderne i dag, hvor det er mere moderne at straffe for at motivere.