Nyhed
Læsetid: 1 min.

Ny SF-top uenig om regnemodeller

SFs nye formand, Annette Vilhelmsen, ønsker fortsat at udfordre Finansministeriets regnemodeller, mens partiets nye skatteminister, Holger K. Nielsen, afviser
Indland
17. oktober 2012

Allerede på deres første dag som ministre er der uenighed om SF’s linje mellem partiets nye formand, Annette Vilhelmsen, og den nye skatteminister, Holger K. Nielsen. Mens Holger K. Nielsen støtter fuldt og fast op om regeringens regnemodeller, ønsker Annette Vilhelmsen fortsat at udfordre den måde, hvorpå den økonomiske politik bliver til i regeringen.

Begge nye SF-ministre har tidligere kritiseret regeringens regnemodeller. Holger K. Nielsen har i Information kaldt det »ren voodoo«, når Finansministeriets embedsmænd og regnemodeller sætter lighedstegn mellem, at lavere skat sender flere i arbejde. Annette Vilhelmsen har under SF’s formandsvalgkamp foreslået, at økonomer gennemgår regeringens økonomiske modeller for »blinde pletter«, som hun udtrykte det i Information.

»Jeg synes, at man skulle få nogle økonomer til at se på det – og økonomer af forskellig slags og nogle som har særligt fokus på, hvordan det vil se ud, hvis vi tager de grønne regnemaskiner frem,« sagde Annette Vilhelmsen i valgkampen.

Står bag regnemodeller

Men Holger K. Nielsen mener nu ikke længere, der er behov for at ændre på den måde, regeringens finanspolitiske beregninger bliver til på.

»Jeg står selvfølgelig fuldstændig bag regeringens regnemodeller og regeringens tilgang til den økonomiske politik,« siger Holger K. Nielsen.

Han understreger dog, at regnemodeller altid kan diskuteres.

»Det gør fagøkonomer også, men jeg står fuldstændig bag regeringens økonomiske regnemodeller,« siger han.

Ved Annette Vilhelmsens tiltrædelsesreception i Erhvervs- og Vækstministeriet undsagde hun dog sin nye skatteminister.

– Mener du stadig, at du vil udfordre Finansministeriets regnemetoder?

»Jamen, det gør jeg. Vi kan allerede nu se, at Danmarks Statistik kommer med nogle eksempler på, hvordan man arbejder med det grønne. Der kommer også noget omkring det sociale område. Det har været givtigt at sætte spørgsmålstegn ved det, og jeg har også fået nogle rigtigt gode svar,« siger Annette Vilhelmsen.

Hun pointerer dog, at det ikke handler om ændre selve regnemetoden.

»Det handler om at finde nogle supplementsmuligheder,« siger Annette Vilhelmsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

man skal slet ikke bruge regnemodeller, der forvirrer mere, end de oplyser - fordi de forsøger at forudsige det forudsigelige! Hvis man på utilstrækkeligt grundlag forsøger at forudsige noget om virkeligheden, går man uvægerligt galt i byen, og ofte skader det mere, end det gavner.

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Hansen.

Problemet i de sidste mange år er nok at der er opstået en tendens til at man bruger modellerne til at løse problemerne, og derigennem indirekte lader modellerne bestemme sin politik, i stedet for at bruge lave en politik der er 'gamechanging'.

Jeg tror mange af os kender det fra vores arbejdsliv, man skærer X% af forskellige udgifts typer, uden at forstå fagligheden der ligger bag. Hvilket så igen medfører katastrofer på mange leder og kanter.

Det er måske knapt så meget modellerne man skal angribe men mere politikernes måde at bruge dem på. Det er jo også en eller anden for for alibi politik.

// Jesper