Nyhed
Læsetid: 2 min.

Økonomer tvivler på regeringens kickstart

Regeringen er for optimistisk, når den skal vurdere dansk økonomis fremtid. Det mener flere førende økonomer. Finansministeren står fast på kursen
Finansminister Bjarne Corydon (S) har ingen planer om at rette på 2020-planen, selv om flere økonomer mener, at regeringens økonomiske planer allerede er faldet til jorden

Finansminister Bjarne Corydon (S) har ingen planer om at rette på 2020-planen, selv om flere økonomer mener, at regeringens økonomiske planer allerede er faldet til jorden

Niels Ahlman Olesen

Indland
13. oktober 2012

Den danske regering er økonomisk ansvarlig. Men den er alt for optimistisk, når den skal spå om, hvordan det kommer til at gå med den økonomiske vækst.

Sådan lyder bedømmelsen fra Ritzaus økonomiske panel, der består af 44 økonomer fra universitetsverdenen, finanssektoren og interesseorganisationer.

Et flertal af økonomerne mener, at regeringen allerede nu må se sin økonomiske 2020-plan efter i sømmene, selvom den er under et år gammel.

Men centrale dele af planen er allerede faldet til jorden. I sommer strandede de højtprofilerede trepartsforhandlinger, og forsvarsbesparelser for to milliarder kroner er blevet afsat til at finansiere en skattereform.

På den baggrund er det på tide at revidere planen, mener Sydbanks cheføkonom Jacob Graven, der er en af deltagerne i det økonomiske panel.

»Det var en integreret del af regeringens plan, at man skulle have en trepartsaftale,« konstaterer han. »Det betyder rigtig meget, om man kan fremlægge en plan på mellemlang sigt for, hvordan man skal få styr på den offentlige økonomi. Det er en af årsagerne til, at Danmark bliver set som et af de mest sikre lande at placere sine penge i,« forklarer Graven.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har ingen planer om at rette i 2020-planen.

»Jeg synes, vi er på sporet med vores 2020-plan. Den er ambitiøs, men der er jo også taget vidtrækkende initiativer siden dens lancering,« siger han.

Økonomerne mener også, at Corydon og resten af regeringen ser alt for lyst på, hvor meget den danske økonomi vil vokse i år og næste år. Regeringen tror på en vækst på 0,9 procent i år og 1,7 procent næste år.

Ingen af økonomerne i Ritzaus økonomiske panel overgår regeringen i optimisme, og de fleste venter faktisk en betydeligt lavere vækst, end regeringen gør.

Stram og ansvarlig kurs

Professor Bent Greve fra Roskilde Universitet regner med en vækst på cirka en procent næste år, en vurdering omkring en tredjedel af økonomerne deler.

»Hvis man ser regeringens skøn, så er det blandt andet privatforbruget, der skal trække væksten, og det tror jeg ikke kommer, før der er en større grundlæggende tillid blandt danskerne til, at de kan beholde deres job,« siger Bent Greve.

Hvis væksten bliver lavere end regeringen regner med, betyder det, at der bliver flere arbejdsløse, erkender finansministeren.

»Men det er jo netop også derfor, du ser mig holde fast i en meget ansvarlig og forsigtig kurs,« siger Bjarne Corydon.

Økonomerne er generelt ikke imponerede over den kickstart til 17,5 milliarder kroner, regeringen lancerede sidste år.

»Jeg siger ikke, at den ikke har haft nogen betydning. Men på marginalen har den ikke haft så stor betydning, som man har antydet, den ville have,« siger Bent Greve.

60 procent af økonomerne i panelet mener som han, at kickstarten ikke har haft nogen nævneværdig effekt.

Men Bjarne Corydon mener ikke, at man skal se kickstarten isoleret. Hvis man regner alle regeringens ’vækstfremmende initiativer’ sammen, giver det 10.000 job i år og 21.000 job næste år, siger han.

Det skøn kalder Sydbanks Jacob Graven for ’ædrueligt’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Hokus-pokus

"Men Bjarne Corydon mener ikke, at man skal se kickstarten isoleret. Hvis man regner alle regeringens ’vækstfremmende initiativer’ sammen, giver det 10.000 job i år og 21.000 job næste år, siger han."

Og holdt op mod de 40.000 jobs der ryger af andre årsager, så er det jo i sig selv ganske impo ... vent lidt ...

Hold da op. Jeg kick starter da Fleggard med 6000 DKK 3 gange om året.

Derudover er det jo stadig positivt, hvis den såkaldte kickstart forhinder større arbejdsløshed.

Men det ville for alvor batte hvis skatter og afgifter blev sænket markant

Niels-Holger Nielsen

Nu ved jeg ikke om Henrik Herløv Lund kan betragtes som en førende økonom med Informations målestok, men han har denne kommentar:

Finansministeren skønmaler dystre vækst- og beskæftigelsesudsigter

Konklusion:

'Det uundgåelige resultat af fortsat gældskrise, fortsat tilbageholdenhed fra forbrugere og virksomheder, og af svagheden og den indre modstrid i regeringens egne finans- og økonomisk-politiske tiltag, vil ikke blive stigende vækst men fortsat lavvækst. Hermed må arbejdsløsheden, i modsætning til regeringens angivelser, forventes at stige mærkbart i 2013 op mod en bruttoledighed på 200.000 personer.'

Niels-Holger Nielsen

Flot billede. BC stå i mørket og kigger mod lyset, men ser han noget, eller bliver han blot blændet af den overvældende virkelighed?