Læsetid 2 min.

Øvig afviser hippiekritik

Flere af de centrale kilder i Peter Øvigs bog ’Hippie 2’ har trukket sig. Blandt andre Bodil Marie Nielsen, som mener, at Øvig sætter lighedstegn mellem aktionen i Hjardemål Kirke og Blekingegadebanden. Øvig afviser kritikken. Hippierne har været svære kilder, fortæller han
25. oktober 2012

Bodil Marie Nielsen mener, at Peter Øvig Knudsen sætter »et stort fedt lighedstegn« mellem besættelsen af Hjardemål Kirke og Blekingegadebanden. Det kan man ikke gøre, skriver hun i et debatindlæg i Politiken, hvor hun argumenterer for, hvorfor hun har valgt at droppe samarbejdet med Øvig i forbindelse med den aktuelle bog Hippie 2. Øvig selv mener ikke, at han sætter lighedstegn:

»Det mener jeg overhovedet ikke, at jeg gør. Men det er interessant, at de to grupper – som startede med vidt forskellige udgangspunkter, kommer så tæt på hinanden i sommeren 1970.«

Samme retorik

Hjardemål-gruppen udsprang af et kunstnermiljø i Thylejren og blev anført af Bodil Marie Nielsens tidligere mand, Peter Louis-Jensen. Gruppen blev berømt og berygtet for besættelsen af Hjardemål Kirke lidt tidligere på sommeren, en begivenhed, som ifølge Øvig kan ses som dagen, hvor hippiebevægelsen mistede sin uskyld.

Blekingegadebanden udsprang derimod af et maoistisk miljø, som ifølge Øvig var »benhårdt og militant«.

Derfor er det interessant, at de to vidt forskellige grupper kæmpede sammen ved den store demonstration mod Verdensbanken i september 1970, mener han:

»Op til demonstrationen benytter de to grupper samme retorik. Man skal ’smadre kapitalisterne’ og ’nakke svinene’, som er politiet. De forbereder sig også på samme måde. De laver molotovcocktails og træner i, hvordan man kan slås med politiet,« siger Peter Øvig Knudsen.

Øvig fortæller, at det har været svært at afgøre, hvorvidt det var Peter Louis-Jensen fra Hjardemål-gruppen eller Holger Jensen, som senere blev en del af Blekingegadebanden, der kastede den molotovcocktail, som satte ild til nogle politimotorcykler. De brændende motorcykler kom til at stå som billedet på den voldelige demonstration. Øvig mener ikke selv, at han går længere end det – altså at bemærke det pudsige sammenfald:

»Der skete noget den sommer. De to grupper kom tæt på hinanden. Men jeg er fuldt ud klar over, at de både før og efter var vidt forskellige,« siger han.

Mørk side

Hvor Hippie 1 var den lyse historie om bevægelsen, er Hippie 2 noget mørkere. Bodil Marie Nielsen mener, at hun blev en »nyttig idiot« i Øvigs ambition om at lave en negativ skildring af hippietiden.

– Det er jo en god historie, Peter Øvig Knudsen. Den starter med ren kærlighed og slutter med mord. Du har ikke ladet dig rive med i jagten på den gode historie?

»Det mener jeg bestemt ikke. Jeg blev faktisk deprimeret, da jeg fandt ud af, at der var så stor en skyggeside ved hippiebevægelsen. Jeg ville som udgangspunkt lave en glad bog. Desuden elsker jeg, når tingene bliver paradoksale. Jeg har ikke noget ønske om, at de er sort/hvide.«

Bodil Marie Nielsen havde godkendt de afsnit, hvori hun optræder, inden hun trak sig, og hun er derfor med i bogen. Også flere andre kilder har trukket sig fra samarbejdet, og Peter Øvig Knudsen fortæller, at det har været meget svært at arbejde i miljøet:

»De har været de mest vanskelige kilder, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Blekingegadebanden var en flinkeskole sammenlignet med. Det er muligvis fordi, at en stor del af deres identitet er bundet op på dengang, de var oprørere. De har bygget deres identitet på at være frihedskæmpere i egne øjne. Derfor har de svært ved at acceptere, at der er mørke sider også.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Nej tingene er bestemt ikke sort/hvide.

Jeg har læst Hippie 1 og den er en god og interessant bog - men er sgu også hård ved hippierne.
Mit indtryk fra Hippie 1 er sådan set at de gamle fra den gang både er selvkritiske og reflekterende. At de husker noget forskelligt og mange af beretningerne absolut ikke stemmer overens fremhæves dog af Øvig som noget problematisk.
Min kommentar til det er, at der er altid er kildekritiske mysterier, paradokser og inkonsistenser når man skriver historiske bøger, særligt med mundtlige kilder, og det er da lidt mærkeligt at Øvig skal gøre det til et problem. Han vidste vel hvad han gik indtil som krønikeskriver.

Så hvis Hippie 1 skulle være den 'flinke' bog kan man jo kun gætte på hvad der står i Hippie 2. Indtil altså man evt. får den læst. Men Øvig kunne måske i sin kritkafvisning i højere grad have in mente at de kilder han har er levende mennesker, og ingen bryder sig om at få deres livshistorie blive behandlet misantropisk, jfr. ovenstående oplevelse af Hippie 1. Det er ikke sikkert at alle folk bryder sig om at være værktøjer i Øvigs eget personlige opgør med barndommens forstads-hykleri --> http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2012/07/

Brugerbillede for odd bjertnes

Det er hårdt at blive skrevet ind i historisk kontekst. Den autonome selvrealisation kan ikke andet end at falme derved.

Men ok, 'hippierne' kan gerne tilskrive de konkurrerende '68'ere'¨æren af politisk vold, men ikke helt den situationistiske selvtægtstankegang, som også er tilstede i Hjardemål, en aktion der ganske rigtigt står med et ben i begge lejre.

Bare så 'hippierne' vedkender sig æren af at bryde den post-hitlerske tavshed i den vestlige verden ved festlig viften med armene af politiske slogans fra scener med store højttalere akkompagneret af taktfast march-rytmik ... og naturligvis den totale 'underkastelse' en eller anden guru om søndagen lidt for sjov...

ja uha, den historiske kontekst : jammerligt banal repetion af de sædvanlige trolde af nye æsker er det hele i den sidste ende .. :-)

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

"Øvig fortæller, at det har været svært at afgøre, hvorvidt det var Peter Louis-Jensen fra Hjardemål-gruppen eller Holger Jensen, som senere blev en del af Blekingegadebanden, der kastede den molotovcocktail, som satte ild til nogle politimotorcykler. De brændende motorcykler kom til at stå som billedet på den voldelige demonstration."

Personligt er jeg overbevist om, at Holger Jensen var agent provokatør for en vestlig efterretningstjeneste med den mission at miskreditere fredsbevægelsen i Danmark ved at lokke til voldelige angreb som ovenstående, garagebrande i Århus ledsaget af ophidsende løbesedler, osv. (Noget tilsvarende skete i mange andre europæiske lande).

Med sin aktivistiske linie fik Holger Jensen rekrutteret de unge mennesker fra Appels maoistiske studiekreds, der senere blev kendt som Blekinggadebanden.

Jeg er også temmelig overbevist om, at Holger Jensen blev myrdet af agenter fra den anden side for at stoppe hans sabotage af fredsbevægelsen, der var i russernes interesse på grund af dens modstand mod opstilling af amerikanske atomraketter i Europa . En polsk lastbil pløjede ham belejligt ned, da chaufføren pludselig fik et ildebefindende ud for hans bil.

Den vestlige efterretningstjeneste forstod formodentlig et vink med en vognstang og Blekingegadebanden fik en anden opgave i forbindelse med PLFP, den palæstinensiske befrielsesbevægelse.

Det er meget svært at forestille sig, at Peter-Louis Jensen fra Hjardemålgruppen skulle have været på en lignende mission.

Det er ikke fordi, at Øvig har for megen fantasi, snarere for lidt. Men formentlig så meget som samarbejdet med PET tillader.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Redigeringsmulighed i egne indlæg er en simpel ting at implementere, men det vil Information ikke, ligesom de ikke vil afskaffe det oldnordiske og næsten ubrugelige system til at få hold på egne og andre debatøreres historik i spalterne. Det koster en smule software, og det er, det. Til en begyndelse kunne man lade Google klare søgningen i debatdatabasen, det gør man mange andre steder. Informations hjemmeside fik meget berettiget ros, da den opstod i sin nuværende form. Siden er der ikke ofret så meget som en tanke på den. Det skyldes måske, at så få debattører er abonnenter?

Niels Engelsted

Det er altid interessant at høre andres udlægning af Blekingegademysteriet. Her kan hvermand sagtens have sine egne tolkninger. Øvig har sine mangler, men han er ofte interessant at læse, selvom man kan være rygende uenig med ham, og ofte mistænksom over for hans motiver. Under læsning af Hippie 1 savnede jeg fx. en vis distance til ALLE kilder og blev irriteret over hans måde at fordele sol og vind på. Men ok manden er en simpel journalist og ikke historiker. For mig som tidsvidne til både Blekingegadekomplekset og hippietiden står det klart, at forfatteren har en ideologisk dagsorden. Al ære for det. Jeg kan bare ikke lide hans måde at pakke den ind på. Han viser aldrig sine egne kort og har opportunistens umiskendelige karaktertræk.
Jeg glæder mig til at læse det sorte bind i hippiernes historie (i lille DK, internationalt indblik savnes, men alle de personlige modsætninger er nu også ret interessante), eftersom jeg fandt at bind et manglede meget af den destruktion, som også fulgte efter 'the summer of love' (67). Hippietiden var den farverige eksplosion, som indvarslede at efterkrigstidens boom sang på sidste vers. Det forstod mange samtidige mens det skete, men Øvig er for ung og for interesseret i at læse sine egne myter ind i tiden.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Peter Øvig Knudsen er født i 1961, han var altså 6-9, da dette skete, måske 10-12 år. Hvad ved han om den tid. Intet. I hvert fald virker det som hans egen konklusion at sammenkæde hippietiden, Blekingegadebanden mv. tiden med PLFP.

Det virker som enten a) et rent ideologisk opgør bestilt an noglee (gæt selv hvem) eller b) et personligt opgør fra et såret barn.

Brugerbillede for Holger Madsen

Der var mange udløbere af hippietiden og mange "bander" og grupper. Tilhørte selv den ukendte "Boldhusgadebande",- Den Grimme Ælling -, der blev til storkollektivet Svanholm.
Vi er i fuld gang med at fortælle vores historie til hinanden, fordi vi er de eneste, der kan fortælle den historie.

Iagtagere kan så fortælle deres historie om historien.!

Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Nu er det så jul igen og for mit vedkommende derfor tid til at læse nogle mursten.

Hvis nogle af I kommentatorer (eller Kristian Villesen for den sags skyld) havde taget den tid det tager at læse nogle kapitler i bogen, altså 2'eren, og skimme resten ville I måske have lidt lettere ved at forstå, hvorfor disse kilder er så "vanskelige". For det første er der måden, som begivenhederne beskrives på.

I både sprogbrugen omkring dem og det perspektiv, de betragtes fra, er det endog meget tydeligt, at Øvig foragter genstanden for sin undersøgelse - især når genstanden er eksperimenterende kunst og/eller eksperimenter med organisationsformer. Han beskriver typisk et værks tilblivelse ("så savede han, så borede han, så malede han nogle striber*) uden at beskrive dets betydning og samlede udtryk. Derved kommer værkerne typisk til at fremstå som fjollede små genstande, bikset sammen af en ånddssvag i et meningsløst beskæftigelsestilbud. Og sådan fortsætter stilen ellers - nu om aktionskunsten og de politiske begivenheder.

Bogens omdrejningspunkter er begivenheder, som Øvig blæser helt ud af proportioner som EkstraBladssensationer. Og så erklærer han såmænd hele ungdomsoprøret dødt med besættelsen af Hjardemål kirke, ligesom han slår sine mere politisk radikale kilder i hartkorn med terrorister. Grotesk.

Øvigs bog er perfekt dokumentation for, hvorfor mundtlig historiefortælling filtreret gennem journalistens kærlighed til konflikt og sensation, ikke holder som historieskrivening.

Hvis man interesserer sig for, hvorfor og hvordan verden forandrer sig, kan bogen kort sagt på ingen måde anbefales.