Læsetid: 6 min.

Den onde kampagne i 1972

Hvad afskyede danskerne mest: kapitalismen, Sovjetunionen, Tyskland eller lillestaten? Hadet var i 1972 en understrøm, der kom op mod overfladen. Det erindrer én, der var aktiv omkring den skelsættende folkeafstemning
Hvad afskyede danskerne mest: kapitalismen, Sovjetunionen, Tyskland eller lillestaten? Hadet var i 1972 en understrøm, der kom op mod overfladen. Det erindrer én, der var aktiv omkring den skelsættende folkeafstemning
2. oktober 2012

Kampagnen for og imod EF blev ond. Den kom til at sætte nære venner op imod hinanden, og den såede splid i familier.

Som en, der i 1972 var 23 år og politisk aktiv, kan jeg bevidne, at kampagnen på overfladen handlede om, hvad der ville gavne den økonomiske dagligdag i Danmark: At stå inden for eller uden for Det Europæiske Fællesmarked? Men under overfladen handlede kampagnen om frygt og had: Hvem man var bange for ville få magten over Danmark: kapitalismen? Sovjetunionen? Tyskland? Den danske selvgodhed? Efterhånden som kampagnen bølgede frem mod den 2. oktober 1972, kom understrømmene op som vrede og had.

Jeg havde det år nogle jammerligt uafsluttede studier at se til og forestillede mig derfor, at mit eneste bidrag til afstemningen skulle være et kryds på stemmesedlen. Men jeg blev så opbragt over modpartens argumentation, at jeg endte som aktiv deltager.

Ingen tidlig vrede

Det mærkelige var, at i de mange forudgående år havde ingen hidset sig op over Danmarks markedstilknytning. Skiftende danske regeringer havde siden 1950’erne prøvet at få landet mest fordelagtigt placeret i forhold til sin udenrigshandel.

I befolkningens bevidsthed fyldte landbruget meget, lige som besættelsestidens helteland, Storbritannien, gjorde det. Landbrugets hovedaftager var Storbritannien. Altså var facit klar: Danmark skulle i den europæiske markedspolitik følge efter Storbritannien. Det var der folkelig opbakning til og bred enighed om på Christiansborg.

De lidt mere indviede anede, at Danmark havde det problem, at Storbritannien var optaget af andre hensyn end Danmark. Uanset at imperiet skrumpede, ville briterne gerne stadig ses som en verdensmagt. Derfor ville de ikke bindes op på Europa.

Det var grunden til, at briterne i 1950’erne udvandrede fra de europæiske forhandlinger, der førte til Kul- og Stålunionen og sidenhen, i 1957, til Fællesmarkedet, kendt som »De seks«.

Briterne samlede i stedet en modpol omkring sig i frihandelsaftalen EFTA, også kendt som »De syv«, hvor de andre deltagere var de skandinaviske lande, Portugal, Østrig og Schweiz.

Trojansk hest

Fællesmarkedets vækstsucceser fik briterne til at indse, at de havde stiftet den forkerte klub. De søgte mod Fællesmarkedet, med Danmark med på slæb. Men i 1963 og igen i 1967 sagde Frankrigs præsident Charles de Gaulle et rungende »Non!«. Begrundelse: Storbritannien var ikke et oprigtigt europæisk land, men snarere en trojansk hest for USA.

I bagtankerne havde de Gaulle utvivlsomt, at det var nemmere for ham at fremme franske erhvervsinteresser på kontinentet, når briterne ikke sad med ved bordet.

Først da de Gaulle gik af i 1969, kunne Fællesmarkedet indlede forhandlinger med medlemsaspiranterne: Storbritannien, Irland, Danmark og Norge.

Men da de forhandlinger i 1972 førte til mulighed for de fire landes indtræden, var markedsspørgsmålet rykket fra at være konsensus til kampplads.

En årsag var, at universitetsoprøret i 1968 havde ført til en kraftig politisering af den offentlige debat. Ubønhørlig kritik af kapitalismen var blevet en favoritsyssel blandt intellektuelle. Og hvad var dog EF – som det nu hed – andet end en kapitalistisk konstruktion?, spurgte de.

Det kan godt være, at Danmarks førende europæer, den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag, var enig i, at det handlede om kapitalisme, men for Krag var det en gavnlig kapitalisme, udfoldet i fællesskab over de europæiske grænser, under politisk kontrol og til det arbejdende folks fordel, derved at det betød billigere varer og højere lønninger.

Foregiven forståelse

Krag havde vanskeligt ved at forstå kritikken af EF. Men Krag måtte lade, som om han kunne forstå den. For en stor del af hans eget Socialdemokrati var af ideologiske årsager nu blevet modstandere, lige som SF’erne alle til hobe var det. For slet ikke at tale om Kommunisterne.

Just omkring Kommunisterne kommer et aspekt ind, som tændte mit 23-årige sind: Jeg var stærkt anti-Sovjet. Jeg var vokset op i et hjem, der var lige så antikommunistisk, som det var antifascistisk.

Det med de økonomiske fordele af et EF-medlemskab havde jeg svært ved at gennemskue. Det var mit indtryk, at både tilhængere og modstandere lavede frihåndstegning, når de skitserede gevinster og tab.

Men virkningerne af en kraftigere dansk forankring til de europæiske vestmagter var til at tage og føle på. Det ville mindske Sovjetunionens muligheder for at herse rundt med vores lille land.

Vi var i forvejen medlemmer af NATO, jovist – et medlemskab, der var lagt for had fra mange af de samme, der fordømte EF.

Men et EF-medlemskab ville for Danmark være en slags dobbeltforsikring mod Sovjet. Endda på den snedige måde, at vi kunne bruge de europæiske vestmagter som afbalancering af dansk afhængighed af USA – og USA som afbalancering den modsatte vej.

Fra samtaler med EF-tilhængere blandt politikere fra ’de fire gamle partier’ – SRVK – vidste jeg, at disse afbalanceringssynspunkter var ganske udbredte. Men det var ikke noget, som ledende folkevalgte ønskede at sige i offentlighed. Hvis man først begyndte at blande sikkerhedspolitik ind i EF, ville det for alvor bringe et dansk ja i fare. Når jeg over for mine ikke-kommunistiske jævnaldrende agiterede for et ja, var de ikke særligt lydhøre over for mit argument om dobbelt beskyttelse mod Sovjetunionen. De anså det for udslag af vild kommunistforskrækkelse.

Frygten for Tyskland

Det er ved at være glemt i dag, men de første mange årtier efter den tyske besættelse var Tyskland stadig et land, som de fleste danskere frygtede og ville have mindst muligt at gøre med.

Når modstandere advarede mod »militarisme« i EF, var det måske en lille smule de franske stormagtsdrømme, de spillede på, men det var Tyskland, der fyldte i fjendebilledet. Forståeligt vel, men ikke konstruktivt og fremadrettet. Da især ikke, efter at frihedskæmperen Willy Brandt fra 1969 var blevet tysk forbundskansler. Selv gjorde jeg mig den forestilling, at Tyskland under alle omstændigheder var harmløst, eftersom det var delt i to, og det ville det forblive med, så længe Sovjetunionen så sin fordel deri – og det ville praktisk sige altid.

Ud over vreden mod kapitalismen, Sovjet og Tyskland var der en fjerde understrøm i 1972-opgøret: blandt EF-tilhængere et ubehag ved dansk selvgodhed. Blandt modstandere: en stolthed over at tilhøre det særligt danske: det frie skolevæsen, den rummelige folkekirke, arven efter Grundtvig.

Det stod som truet af den autoritære katolske tankegang, der prægede den sydlige del af EF.

Højskolernes vrede

Især blandt højskolens folk var der vrede over denne trussel fra syd – og over at danske politikere overhovedet ville udsætte vores land for den, højere afsætningspriser på flæsk eller ej.

Set fra den modsatte synsvinkel kunne højskolefolket fremstå som indbegrebet af dansk selvgodhed: vidtløftigt storsnakkende, ængstelige ved berøring med virkeligheden. Tænk, der var et stort Europa syd for grænsen, og så skulle man lukkes i celle med sådan nogle selvindkrogede typer!

De mange understrømme af modviljer rakte langt ud over den EF-dagsorden, der sagligt stod til diskussion. Derfor begyndte sagligheden da også at skylles væk, efterhånden som kampagnen strømmede frem, og lidenskaberne vældede op. Det var dér, kampagnen blev ond.

Af forargelse over modstanderkampagnen meldte jeg mig som aktivist for forhenværende S-statsminister Viggo Kampmanns og forhenværende V-finansminister Thorkil Kristensens komité for et ja. Det betød nu ikke ideologisk frontkontakt, for opgaverne bestod navnlig i at hænge Ja-plakater op rundt omkring i hovedstaden.

I min hjemby, Dragør, havde modstanderne længe domineret den lokale presse med læserbreve. Som en modvægt i sidste øjeblik fandt jeg sammen med en grå socialdemokratisk og en grå konservativ eminence om at formå de af byens kendisser, der ikke havde ytret sig for et nej, til at være medunderskrivere på en offentlig ja-annonce i ugen inden afstemningen.

Det var nogenlunde samtidig med, at nej-sigerne i København afholdt et kæmpe fakkeltog. De var opildnet af, at Norge ved sin afstemning netop havde sagt nej til EF. Jeg blev af en eller anden grund fanget i nej-optoget, måske fordi min bus holdt stille.

Og som altid, når man konfronteres med store mængder af folk, der er anderledes end én selv, oplevede jeg det som skræmmende. Der var nej-fakler så langt, som øjet rakte. De vinder, tænkte jeg.

Og det gjorde mig vældigt bekymret for fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt sådan var det ikke, Rehling. Tilhængerne vandt derimod i 1972 på en ufattelig omfattende annonce-kampagne i dagbladene:

Der skulle stemmes ja "For den daglige husholdnings skyld - Hvem er det, der først bliver ramt, hvis Danmark siger nej til Europa.

Vore husmødre! ... de vil mærke det på deres daglige indkøbstur."

"Har De råd til et Nej?

500 g the: JA: 15,50/NEJ: 19,37

Skjorter: JA: 34,85/NEJ: 43,56

Sko: JA: 128,-/NEJ: 160

Stem JA til EF i morgen"

Eller:

"De ønsker fuld beskæftigelse. Ja.
Fællesmarkedet skaber fuld beskæftigelse. Ja.
Stem derfor Ja til Fællesmarkedet.
Ja til EF."

Og så videre osv.

Jeps - husker også kampagnen - den gik på prisen på kaffe og bananer.

Folk skulle skræmmes til at stemme ja i forhold til pengepungen.

Gad vide, om ikke de gamle plakater kan findes frem - eller avisannoncer...

Igen denne myte:

Det er en myte bragt til torvs af især Poul Hammerich - og andre venstrefløjs folk og såkaldte grundtvigianerne.

Ingen økonomisk analyse er det blevet til, de jyske bønder stemte et stort ja til fællesmarkedet og dets økonomiske politik. Og uden EU-tilskud til f.eks. mælk eller brød fra det som nu hedder EU er brød og mælk meget dyrere....

Stemmetallene viser vist også klart at for 40 år siden, den 2.oktober 1972 er der flertal imod i byerne, i Nakskov og i Aalborg, mens det er stemmerne på landet, som stemmer DK ind i det der engang hed EF, det nuværende EU.

Kigger vi på forbruger-beskyttelsen, data-beskyttelsen og arbejder-beskyttelsen er det EU's direktiver som giver langt bedre beskyttelse og langt bedre informationer til medarbejdervalgte repræsentanter i bestyrelser i virksomheder end de danske regler gør.
Arbejder man f.eks. mere end 8 timer pr. uge (i snit) og det kan man hurtigt komme til, skal man have en kontrakt. Det siger et direktiv fra EU nemlig...

---

Mht. De Galles forudsigelse - er det ikke præcist det som Storbritannien er blevet, USA's forlængede arm i EU.....?

Og ift. hele skolepolitkken og kulturpolitikken er det ikke præcis det som er sket - mest klart ift. PISA-undersøgelserne, som netop handler om at få snige end (katolsk) autoritær tankegang ind ad bagdøren - under dække af konkurrence. Og en vi skal være bedst i verden tankegang - til alting...

Ift. Tyskland - er dette land harmløst nu? Hvor både Merkel og Gauck kommer fra det Preussen som stort set altid har villet lede Europa, føre det i den tyske retning...

Og mht. de Gaulle, så gik han vel ikke selv? Han blev, som jeg forstået stemt fra magten...

Torben Lindegaard

Om de Gaulle gik selv eller blev gået............tja.
De Gaulle havde udskrevet en folkeafstemning om Frankrigs nyinddeling i departementer. Det var der ikke mange, der gik op i, så de Gaulle satte sig selv i spil.
Han ville gå af, hvis ikke det blev et ja ved folkeafstemningen om de nye departementer.
Forslaget blev forkastet og de Gaulle gik af.

I mine øjne gik de Gaulle selv.

Jeg husker det som David Rehling.

Stem Ja, af hensyn til eksporten af bacon and eggs til England.

Hvis du er i tvivl, så lyt til vore fire store ledere fra S, V, K og R, hvorefter du stemmer Ja. Lederne hed vist Krag, Hartling, Ninn-Hansen og Baunsgaard.

For du ønsker vel ikke, at der skal portrætter op af Marx-Engels-Lenin-Stalin i København, Nakskov m.m?

'Det mærkelige var, at i de mange forudgående år havde ingen hidset sig op over Danmarks markedstilknytning'. Hvad var det mærkeligt var det i det? Der var så vidt mig bekendt ingen EF modstander der var imod udenrigshandel. Men tilhængerne havde låst sig fast i, at der var een og kun een model, og den hed EF. Den melodi kørte næsten non-stop i 1972: Var man modstander mod denne ene model var man mostander af alt og bagstræberisk osv. Alt det som stort set har gentaget sig ved senere afstemninger.

@Aaen og myter

Ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 opnåede Nej-siden kun flertal i fire områder: de tre københavnske storkredse og kreds Århus Nord.

Samlet fik Ja-siden 64 procent.

Senere er Aarhus Nord gået fra Nej til klart over 50 procent - altså helt modsat den danske udvikling.

@ Lilli Wendt.
Det ny Notat lavede i 1977 et særnummer, hvor de bragte en del af de annoncer ja-siden havde benyttet i tiden op til afstemningen.

Særnummeret hedder "64 sider af Danmarkshistorien" og må kunne lånes på bibliotekerne.

Som Sven Skovmand skrev i forordet, så var annoncerne naturligvis kun en del af kampagnen: "Lige så meget, ja mere betød den daglige påvirkning gennem avisernes tekstspalter. Med enkelte undtagelser gik de danske aviser ind for EF, og det satte sit præg på dem."

Såvidt jeg husker, lovede de også billigere sprut og smøger (ligesom i Tyskland) hvis vi stemte ja. Om ikke lige med de ord, men det lå i luften. Snydt, blev man. Løftebrud er ikke et nyt fænomén i dansk politik.