Plejebørn bliver gidsler i kommunernes nedskæringer

Når Information i dag kan beskrive en plejefamilie, der sættes i det dilemma enten at opgive barnet eller gå ned i løn, kommer det ikke som en overraskelse for fagfolk. Overalt i landet høres der for tiden om lignende tilfælde, hvor plejefamilier bliver presset ned i antal vederlag, der er den måde, hvorpå familierne aflønnes af kommunen.

»Det ligner en grønthøstermetode, hvor man skærer en hel faggruppe ned, fordi gruppen står så dårligt og ingen steder har at gå hen med deres klage,« siger Bente Adolphsen, der er lektor cand.jur. på socialrådgiveruddannelsen i Aarhus og »hele tiden støder på sager som denne.« Hun har tidligere ageret whistle blower, da hun som juridisk rådgiver for fire socialcentre i Aarhus Kommune gik til medierne i en sag om ulovlig sagsbehandling.

Også Lisbeth Zornig Andersen, der er tidligere formand for Børnerådet, modtager omtrent en gang om måneden opkald fra frustrerede plejefamilier.

»Det er her, kommunerne slår ned, når de gennemtrawler budgetterne for at finde besparelser. Mange plejefamilier knytter sig til barnet og står som meget sårbare forhandlingspartnere, der ofte ender i en lønnedgang.«

Bryder med reform

En af hovedpointerne i Barnets Reform, der blev indført i 2010, var, at de anbragte børn skulle opleve færre brud i anbringelserne og større kontinuitet. Men den udvikling truer kommunerne, når de truer med at fjerne og af og til fjerner barnet, hvis ikke plejefamilierne går ned i løn, mener Bente Adolphsen.

»Barnet ender som gidsel i de her sager, og kommunerne kan bryde loven ved at bruge dem som kastebold for at få sparet penge,« siger hun og understreger, at den form for lovbrud er svære at udrede, fordi plejefamilierne ikke har et sted, de kan klage.

»De kan ikke gå til Ankestyrelsen, men kun til domstolene, men de er ikke omfattet af forvaltningsloven. Det eneste, man kan anbefale plejefamilierne, er at sikre sig, at kontrakterne og handleplanerne er helt klare. Hvis kommunen planlægger at sænke lønnen, skal familien være forberedt på det,« siger Bente Adolphsen.

Manglende love

Især i disse krisetider kan man presse familierne, påpeger Ole Christensen, der er faglig medarbejder i Socialpædagogernes Landsforbund. Han sad som bisidder til Ella Uldall-Ekmans sag, som Information i dag beskriver, og vurderer, at kommunerne laver en kynisk kalkule i sager med plejefamilier:

»Plejefamilier står jo ligesom resten af befolkningen i en situation, hvor det er meget svært at finde nye job med det samme. Derfor er flere også villige til at skrive under på grove kontrakter, hvor lønnen styrtdykker uden grund,« siger han.

Det billede genkender Lisbeth Zornig Andersen:

»Kommunerne har en urealistisk forestilling om jobmarkedet og forventer eksempelvis, at plejefamilierne bare kan finde 10-15 timers arbejde i et andet job, hvis kommunen pludselig sænker vederlagene.«

I forbindelse med Barnets Reform lagde man op til en ny form for ansættelsesmodel for de danske plejefamilier; de skal være kommunale plejefamilier, der bliver ansat for derved at undgå vederlagssystemet, men ifølge Lisbeth Zornig Andersen er det endnu ikke fuldt ud implementeret i kommunerne: »Det er jo sådan et sted, man burde sætte ind, sådan at plejefamilier stod i en fair arbejdssituation, og så vi undgik sager, hvor barnet ender i midten af en konflikt.«

Jane Findahl (SF), der er formand for Unge og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening vil ikke forholde sig til den sag, Information i dag beskriver, men synes overordnet, vederlagssystemet fungerer godt:

»Plejefamilierne er jo godt klar over, at kontrakterne skal genforhandles. Det kan måske godt være, at det måske kan stille dem lidt svagt, at de knytter sig til barnet, men aftalen er jo klar på forhånd, og det er altså bare betingelserne,« siger hun.