Læsetid: 8 min.

Er vi alle sammen ved at æde os dumme?

Det er på tide, at vi tager vores mad tilbage fra gastroideologernes stadig mere prætentiøse italesættelser – mad bør ikke ophøjes til en religionserstatning, et identitetsprojekt, en kunstform eller et universelt sprog
Madprogrammer fylder tv’s sendeflade. Boghandlerens udstillingsvinduer bugner af kogebøger. Celebrity-mediekokke som Jamie Oliver udspyr egne mærkevarer i køkkengrej og chefkokke i superdyre restauranter fra Chicago til København portrættes som helgener.

Madprogrammer fylder tv’s sendeflade. Boghandlerens udstillingsvinduer bugner af kogebøger. Celebrity-mediekokke som Jamie Oliver udspyr egne mærkevarer i køkkengrej og chefkokke i superdyre restauranter fra Chicago til København portrættes som helgener.

Jordi Adria

19. oktober 2012

På en sprød efterårsaften på en gade i det nordlige London dufter der vidunderligt af stegt kylling. På fortovet ud for det lokale rôtisserie står der en hipstertype på omkring 30 år og tilkendegiver sin uimponerede vurdering.

»Jeg tvivler på, hans arancini er krydret nok,« siger han med blasert mine.

»Hvis de skulle være eksotiske, skulle de smage af mere.«

Jeg aner ikke, hvad ’arancini’ er – det lyder som en italiensk flertalsform i stil med panini – men jeg nikker ivrigt.

»Hans koreanske burger siges at være god,« siger hipsteren.

»Men ellers er resten bare mainstream. Der er for få i dag, som tør satse.«

For 25 år siden kunne han have været en indierockfan, der rakkede ned på massepublikummets hitlistemusik. Nu er han selvbestaltet gourmet. Eller som det hedder i dag: en foodie på vej mod næste madtrip.

Dyrkelse af smagseuforiske oplevelser er blevet en besættelse. Måske den sidste tilbageværende vi i dag kan dyrke i al respektabilitet. Som Alex James, bassist i britpop-bandet Blur, der nu lever og ånder for at udvikle nye oste, for nylig udtrykte det:

»Da jeg fyldte 20, handlede alt om sprut. Da jeg fyldte 30, handlede alt om stoffer. Og nu da jeg er oppe i 40’erne, handler alt om mad.«

Og ostemager Alex James står ikke alene. I dag har mad erstattet stoffer i hedonismens panteon. Den vestlige verden er ved at æde sig dum. Vi lever i Madens Epoke. Madprogrammer fylder tv’s sendeflade. Boghandlerens udstillingsvinduer bugner af kogebøger. Celebrity-mediekokke udspyr egne mærkevarer i køkkengrej, chefkokke i superdyre restauranter fra Chicago til København portrættes som helgener. Madfestivaler er blevet de nye rockfestivaler og byder på liveoptrædener med kokke, der tryller foran publikum. Jamie Oliver tilbedes, som var han den femte Beatle. Som et øjenvidne beretter fra en optagelse til hans show:

»Pigerne på forreste række filmede det hele på deres smartphones. En gruppe foran mig stønnede ’Ohmygodohmygodohmygod’ i uendelig løkke. En pige råbte ’Jeg elsker dig, Jamie’ og var på randen af besvimelse.

Åndelige livsstilsbehov

Internettet er på vej til at blive overtaget af madbloggere, samtidig med at det blandt Facebookbrugere er blevet en dille at profilere sig på at poste fotos af retter, de skal til at sætte til livs. Her i oktober er fem af bøgerne på internetboghandlen Amazons topti-liste madbøger, ja, senest har uforlignelige Nigella Lawson endda overhalet den erotiske kultbog Fifty Shades of Grey. Angiveligt falder salget af fagbøger i alle genrer bortset fra mad (hvor det er steget med 26,2 pct. på et år) og religion (som er steget med 13 pct.). At akkurat fødevarer og religion er de undtagelser, der bryder den negative tendens, er næppe tilfældigt: Moderne madbøger er øjensynligt mere skrevet for at imødekomme åndelige livsstilsbehov, end de er praktiske opskriftssamlinger til hverdagsbrug. Forfatterkokkene selv hører til vor tids største guruer.

I dag bliver man ikke regnet for skør, hvis man kommer med udtalelser som »chokolademousse er nok det, jeg føler stærkest for«, eller for »da vi spiste hos elBulli i Spanien, var jeg ved at græde af ekstase«. Ved sociale sammenkomster i hippe lag hører det snarere til god tone at kunne konversere detaljeret om mad i timevis. Her er madoplevelser blevet en obligatorisk passion, og måltider, der ikke ligger nogen kreativ og reflekteret bestræbelse bag, anses simpelt hen ikke for værd at spise.

Hvor skal det hele ende? Er vores tidsånds »madgalskab« ved at udvikle sig til en regulær »madpsykose«, som klummeskribent Frank Rich for nylig antydede i The New York Times? Skulle vi ikke hellere tænke mere over, hvad vi putter i hovedet end over, hvad vi fylder i munden?

Overalt i gastroideologien oplever vi en længsel efter, at fødevarer skal kunne udfylde det moderne menneskers åndelige tomrum. Moderne madprofeter som Michael Pollan fortæller os, at madoplevelser handler om »spiritualitet« og »udtrykker vores identitet«. I sin feterede katekismus for vor tidsalders madtilbedelse, Den altædendes dilemma, taler han om, at vi bør spise med »oplyst bevidsthed« og gøre os det klart, at hver eneste måltid, vi indtager, »indvirker på vores karma«. Bogen afslutter han med en erklæring om, at »hvad vi spiser, er intet mindre end verdens legeme«. At sætte et stykke flæskesteg til livs skulle altså kunne udvirke en sublim åndelig forening med planeten – en slags Gaias nadver.

Kogebog eller bibel

Læg i øvrigt mærke til, hvor mange kogebøger der kalder sig selv for ’bibel’: Bibel for optimal ernæring, Babymad-bibelen, Den glutenfri Bibel og så videre. Er man knap så meget til jødisk-kristne overtoner, kan man alternativt vælge at inderliggøre et åndeligt slægtskab med tidligere tiders druider. Som kogebogsforfatter Hugh Fearnley-Whittingstall allerede sidst i 1990’erne pointerede:

»Det er næppe noget tilfælde, at jagten på vilde svampe er blevet populær på samme tid, som vi ser en spirende interesse for New Age-spiritualisme.«

Mad påstås altså at være universalmidlet mod al åndelig dårligdom. Men at tro på at ånden kan frelses ved det, vi spiser, ligner en kategorifejl af netop den slags, som fik den kristne middelalderkirke til at definere ’frådseri’ som en synd. Frådseri i oprindelig forstand handlede ikke nødvendigvis om at spise for meget, men snarere om at tillægge mad en alt for stor betydning. Frådseri var, som Francine Prose (forfatter til bogen Gluttony) udtrykker det, »et ubehersket begær efter smagsoplevelser«, der fik mennesker til at »forlade fornuftens vej«. Det fremgår af hendes bog, at teologen Thomas Aquinas og Pave Gregor den Store var enige om, at frådseri er en synd, som kan begås på fem forskellige måder. Til disse hører »overdådige retter« og mad »som er tilberedt mere grundigt«. Efter disse definitioner må det erkendes, at alle moderne madsværmere med sikkerhed fortjener prædikatet ’frådsere’.

Den moderne tendens til at udstyre mad med ’åndelig betydning’ er historisk set ret ny: Kogebogsklassikere fra forrige århundrede, som eksempelvis Irma Rombauers The Joy of Cooking, er helt anderledes saglige og blottet for oppustede prætentioner. Allerede i Rombauers indledende bemærkninger til bogen fremgår forfatterens beskedne retoriske fremstilling af madkunsten.

»Min bog er et resultat af en lang praktisk erfaring, en levende nysgerrighed og ægte kærlighed til madlavning. I alle mine opskrifter har jeg bestræbt mig på at tilgodese den gennemsnitlige husstands behov og lave velsmagende retter med enkle midler.«

Madlavning er her en kærlig handling, der blot skal tjene til at lave almindelig god hverdagsmad uden dikkedarer. Hvad kunne være mere civiliseret?

Maden som universelt sprog

Så overstyret er gastroideologien, at den efterhånden er blevet desperat for at gøre krav på andre kulturelle områder, som var de iboende dyder ved maden selv. Fødevarer giver ikke kun åndelig næring, de stimulerer også kunst, sex, økologi, historisk forståelse, mode og etik. Hos de værste fanatikere bliver mad ligefrem til et universelt sprog. Som ostemager Alex James udtalte til The Sun:

»Mad er en genial måde at bonde. Før tænkte jeg, at musikken var det universelle sprog. Men tager vi til Afrika og spiller en Blur-sang, har publikum brug for en oversættelse. Giv dem ost i stedet, og de kan straks smage på det og reagere.«

I 1932 udstillede Salvador Dalí en skitse af sit hypnagogiske ur i Paris – »enorm skive brød anbragt på en luksuriøs piedestal«.

Han udtænkte desuden et projekt for en »hemmelig forening af brød«, hvor gigantiske brødskriver, 15 til 45 meter lange) skulle efterlades anonymt på offentlige steder i Paris eller New York. På denne måde, tænkte Dalí sig, »kunne man systematisk ødelægge den logiske betydning for alle mekanismer i den rationelle praktiske verden«. Desværre nåede den påtænkte kunstinstallation aldrig ud over det konceptuelle plan.

For gastroideologierne derimod er mad for længst blevet kunst. Som The Official Foodie Handbook udtrykte det allerede i 1984:

»Madelskere anser mad for at være en kunst på lige fod med et maleri eller et teaterstykke. Tilfældigvis er det bare vores yndlingskunst.«

Retorik af lignende art har siden bredt sig uhæmmet. Bernard Loiseaus frølår til 60 dollar stykket kaldes for »en blændende opvisning af kunst«, og elBullis Ferran Adrià fremhæves som et »vildt geni i køkkenet, der er gastronomiens svar på Salvador Dalí«.

Nu kan man også få en Nigella Lawson-app til sin iPad, hvor madretter omtales som »værker«, som kokkestjernen er »kurator« for.

Det burde være indlysende, at en steak ikke er som en symfoni, en pie ikke som en passaglia, en foie gras ikke som en fuga, en ’komposition’ af en ret ikke som en komposition af et requiem, og at kokken ikke bliver til Charlie Parkers kunstneriske ligemand ved at opvarme ting i sit køkken og placere dem på en tallerken.

Romanforfatteren Alain Robbe-Grillet har fortalt om engang, hvor han spiste frokost med sin gode ven Roland Barthes:

»I en restaurant, sagde han, er det menuen, folk nyder at konsumere. Ikke retterne selv, men deres beskrivelse. Og voilà, med ét slag havde han nedgraderet hele kogekunsten, som han forgudede, til en abstrakt eksercits i verbalisering.«

Menusedlen er ikke bare en slags poesie concrète, der lokker om umiddelbar tilfredsstillelse. En menubeskrivelses specifikke sproglige udformning har vist sig at kunne ændre, hvad folk rapporterer at have smagt.

I et eksperiment serverede to psykologer den samme ret – en isanretning med smag af krabbekød – for to forskellige grupper mennesker. Den første fik at vide, de bare skulle spise »isdessert«, den anden at de skulle trakteres med en ny slags »delikat mousse«. De mennesker, der fik delikat mousse, erklærede alle at have nydt retten, mens nogle af dem, der fik ’isdesserten’ kaldte den for »rædselsfuld« og »det værste, de havde smagt«.

Psykologerne fandt også frem til, at langt det meste mad smager »mere fladt«, hvis vi indtager den uden de forventninger, der vækkes af madens visuelle udseende eller af forherligende verbale beskrivelser. Her kommer man uvilkårligt til at tænke på Terry Gilliam-filmen Brazil, hvor tallerkener med ensartet mudder på en restaurant differentieres ud fra de farvefotos, der stikkes i dem under højtidelig bekendtgørelse af deres navne: »Numéro deux, duck à l’orange«, »Numero une, crevettes à la mayonnaise«. Slavoj Žižek kalder denne komiske kontrast »spaltningen mellem billedet af maden og dens formløse, ekstrementelle og reelle rest«.

Verbaliseringen af en menu er aldrig abstrakt, som Robbe-Grillet troede.

Hvad vi spiser, er med andre ord menuforfatternes og gastroideologernes ord.

 

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Artiklen bygger på Steven Pooles bog ’You Aren’t What You Eat: Fed Up with Gastroculture’. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels P Sønderskov

Dumt er det i hvert fald! Folk mæsker sig og falder i svime over de gastronomiske ypperstepræster mens størstedelen af verdens befolkning ikke får nok eller ordentlig ernæring.

Jeg har set undrende til i nogle år, men har ikke før set at der kunne være tale om en ny type stofafhængighed. Tak til Steven.

Hvor mennesker har tanker har dyr : mad ... overskriften er modig :)

Når mennesker ryger æder dyr videre
Når mennesker tager en sjus æder dyr videre.
Når mennesker opfinder ting æder dyr videre.

Artiklens emne er da en del af den 'pagane' bølge i kunst og kultur. Og det er da meget morsomt med svælgen i 'dybere lag'. Musik og anden kunst er altid leveringsdygtig for underholdningsfaktoren ...
...i at skuespillere altid render rundt med gøbber i hånden og at malere og billedkunstnere er potentielle massemordere hvis de ikke lige havde deres pensler og el-guitarer ...
...er stor.
Eller for den sags skyld gammeltestamentelig opfattelse af hvad 'religion' er. Islam har gjort en hel del forskel der. Det er meget populært at stille sig op og forsvare den slags som 'kulturelt ligeværdigt'. men det er det nøgternt set ikke.
Dog : i alt dette er genkendelsesfladen i orden, ville man sige om den givne kommunikation med publikum. Dybe lag kan alle grave op af sig selv og vælte sig onanistisk i -. og det er de samme hos alle :-D

Gastro'ens evolutionspsykologiske problem er i sammenligning hermed, at den er fuldkommen uden intellekt, hverken i hensigt eller mål.

Og man går altså galt i byen i håndteringen af de pagane morskaber, hvis man glemmer at det er 'bagud' evolutionært. Det er som at gribe efter evnesvaghed som vejen frem.. ? .

Lise Lotte Rahbek

Mad er forholdsvist simpelt,
når man laver det selv hver dag på et relativt skrabet budget.
Hvis man gør mad til en verbal i stedet for en oral fornøjelse, er man selv ude om en snigende mistanke fra omverdenen om, hvorvidt man mangler noget at tale om.

De gange, man har lavet noget rigtig skrammel, er rugbrødsmadder en glimrende ernæring.

Sören Tolsgaard

Jeg interesserer mig ikke meget for de mange madprogrammer, som i højere grad handler om kokkestjernernes selviscenesættelse, end de handler om mad. I sagens natur kan man jo se billedkunst og høre musik på skærmen, men man kan deværre ikke smage mad, der må man agere i den virkelige verden, hvilket sådanne udsendelser vel også udfordrer til.

Mad er helt bestemt en form for kunst eller kultur, vil jeg mene. Ét måltid er som et stort symfonisk værk, et andet som påtrængende popmusik, et tredje som en stille morgensang. Vi er i høj grad, hvad vi spiser, hvad enten vi erkender det eller ej. Spørgsmålet er, hvad ønsker vi at være?

En simpel livsførelse bragte før i tiden det jævne menneske i nær kontakt med jorden og de organiske processer i omgivelserne, hvilket på mange måder var sundt for sjælen. Nu køber vi produkter fra hele verden, ofte uden at ane på hvilke betingelser de er produceret.

Vi burde være kræsne med vores føde. Ikke at den skal være overdådig og kostbar, men at den burde være produceret under udstrakt hensyn til naturen og af mennesker, som får en rimelig løn. Indsigt i sådanne forhold gør faktisk ernæringen til et spørgsmål om den basale kultur eller religion.

Uden kultur bliver vi overladt til ydre påvirkninger, som i vor tid er af en sådan karakter, at de fører til sygdomme og forfald. Der er således noget positivt i at være opmærksom på, hvad man spiser, omend mediernes persondyrkelse kunne nedtones.

Personkult har dog altid været en del af kulturens væsen, hvad enten vi taler om kunstnere, sportsfolk eller politikere. Hvorfor skulle kokke ikke også eksponeres? Vi trænger faktisk til, at alle mulige håndværkere får en chance for at vise, hvad de duer til.

Mad-film, porno-film og volds-film, er der en fællesnævner, noget med 'reptil-hjernen'?
Repræsenterer onsdagens lotto-film i virkeligheden et lidt højere bevidsthedsniveau end nævnte?

Drøvtyggere der spiser planter med meget lavt energiindhold, er nødt til at spise konstant, når de ikke sover.

Hvis vi kunne gensplejse os til sådanne maver ville vi være konstant beskæftigede - og ikke have tid til at lve ulykker.

Jens Overgaard Bjerre

Kan anbefale en fra rent vand pæn stor nyfanget aborre. renses og fyldes med smør og lidt af naturen urter, salt og peber. Pakkes ind i stanniol. Ligeledes et 3-4 store kartofler. Kartofler og aborre Lægges ind i gløderne af et mellemstort bål, som er brændt ned fra flammerne. Tyve minutter efter har man en ret, som giver baghjul til samtlige kogebøger i universet. Men det kræver selvfølgelig en sø og noget brænde og en lille båd.

"I et eksperiment serverede to psykologer den samme ret – en isanretning med smag af krabbekød – for to forskellige grupper mennesker. Den første fik at vide, de bare skulle spise »isdessert«, den anden at de skulle trakteres med en ny slags »delikat mousse«. De mennesker, der fik delikat mousse, erklærede alle at have nydt retten, mens nogle af dem, der fik ’isdesserten’ kaldte den for »rædselsfuld« og »det værste, de havde smagt«."

Det er vel ikke så underligt. En dessert er traditionelt en sød ret man spiser efter en salt ret, så derfor har man selvfølgelig forudindtagede kriterier for hvordan en sådan skal smage. Det er der intet odiøst i.

Men jo, de såkaldte foodier synes at være madens fundamentalister, der for længe siden har mistet evnen til spontant at kunne værdsætte en ret uden at have sikret sig at baggrunden er i orden. Men at der findes ekstremister betyder jo ikke at det er forkert at bekymre sig lidt mere om hvad man putter i munden, rent faktisk går op i det. Det er da langt at foretrække for det lavpunkt af rent ud sagt affald, som fødevareindustrien fik gennemtrumfet til at være dansk madkultur anno 1960'erne og 1970'erne, og som vi endelig synes at være kommet delvist ud over.

Man kan sagtens lade sig inspirere til at forny ens madrepertoire af madprogrammer og opskrifter uden at man af den grund er fanatiker eller bibel-tro, og man kan sagtens lave svensk pølseret den ene dag og spaghetti all'Amatriciana den anden dag og nyde begge retter lige meget.

Utidig syndsbevisthed - det er bundlinien, når alt er gjort op.

Flere menneske end nogensinde før i verdenshistorien har udsigt til et langt liv uden frygt for sult og elendighed - det er da godt ?

At vi idag i større dele af verden har mulighed for at intersessere os for mere end at skaffe den daglige føde betyder , at der er overskud af tid og ressourcer
-til at tage sig af sin næste,
-at gå til fodbold
- til at tage på ferie sydpå
- til dyrke musik
-til dyrke sport
- til gå på kunstudstillinger
-til spille poker
- til at gå ind i pllitik
og meget andet nyttigt /unyttigt / overflødigt o s v alt efter ens natur og filosofi.

At nogen går ind i madsnobbri er vel hverken mere eller mindre latterligt /forunderligt end at være passioneret fodboldfan , musikelsker eller bare at slå til søren i byen fredag aften o s v ???

Jesper Frimann Ljungberg

Er den her artikel sponsoreret af Bæredygtigt Landbrug eller ?
Et af de problemer vi har i samfundet er jo netop, at vi propper os med underlødig kvalitet, der er pumpet op med sukker, salt og fedt.

Og nu er grunden til at .. mænd ser Nigella Lawson programmer ikke hendes madlavning.

// Jesper

Steffen Gliese

Når jeg nu anspores til at reflektere, så er jeg efter selv at være begyndt at lægge en del indsats i det daglige måltid som regel skuffet over mad, jeg spiser ude. Jeg tror, at det skyldes, at jeg er vant til at kreere mine måltider ud fra en spontan lyst til nogle bestemte smage, jeg jo selv kan regulere i mit eget køkken. Jeg falder sjældent for spisekortets ordgejl, men når jeg læser opskrifter i kogebøger, kan jeg som regel danne mig et en fornemmelse af, hvordan de vil smage.
Sådan har jeg i øvrigt haft det, siden jeg var barn. Dengang havde jeg ikke anledning til at kunne anskaffe ting, jeg ville bruge til at lave mad, så det tog mig vel et halvt år, fra jeg læste opskriften, og til jeg fik mulighed for at lave spaghetti alla carbonara, som jeg virkelig begærede at få. Og minsandten om det ikke smagte nøjagtigt, som jeg havde regnet med og håbet på.

Maj-Britt Kent Hansen

Må vist læse bogen, om ikke andet for at blive bekræftet i, hvad jeg udmærket ved: Den verbale mad-fetichisme har taget overhånd.

Således har et ord som sprød - for ikke at tale om sprødt - hærget nogen tid i forbindelser, hvor det ikke hører hjemme. F.eks. kan man få serveret sprødt rugbrød!

Nu benyttes det så også i artiklens åbningssætning:

"På en sprød efterårsaften på en gade i det nordlige London dufter der..."

Så er det, man tænker: Hvad stod der dog på engelsk, siden oversætteren vælger netop DET ord?

Det er så nok spørgsmålet, om man skal oversætte ordet 'crisp' med 'sprød' i denne sammenhæng.
Mon ikke snarere 'livlig' eller måske 'frisk' ville være på sin plads?

Indrømmet, jeg elsker mad. Og jeg elsker madprogrammer, især de engelske tv-kokke står mit hjerte nært. Nok fordi jeg i forvejen er temmelig anglofil.

Jeg bruger madprogrammer og kogebøger som inspiration til selv at lave noget i køkkenet, være modig og eksperimentere osv. Jeg elsker at lave mad. Det er der min lidenskab ligger... jeg spiser ikke for at leve, men lever for at spise... hvilket så også godt kan ses på mig ;)

Men jeg går ikke ud og spiser og kommenterer som en der tror der ved hvad det drejer sig om, jeg går ud og spiser fordi jeg har lyst og fordi lige den dag har jeg lyst til sushi eller hvad det nu må være.
Kendis-restauranter har jeg aldrig været på (bor så også i provinsen) og skulle jeg endelig komme til fx KBH er det ikke lige de opskruede restauranter jeg vil besøge... jeg vil faktisk allerhelst besøge den økologiske pølsevogn ved Rundetårn (er det ikke er han bor?)

Jesper Frimann Ljungberg

@Heidi Larsen.

De har også IMHO den bedste restaurant i Danmark i provinsen, Henne Kirkeby Kro......
Jeg har så aldrig været på hverken Noma eller Geranium... så ja.

Men jeg vil hellere gå på restaurant en gang om året og så det er en stjerne restaurant, end en gang om måneden, hvor det er plain food lavet af discount produkter.

// jesper

Den dag i dag kan jeg komme ud for at folk siger 'bvadr' når jeg hælder øko-cacao-mælk i min kaffe.
Det er lidt pudsigt. Der er cafeer på stribe downtown der lever fedt af at servere varianter af conceptet : kaffe m. mælk+sukker+et stykke choko til ...
ja bvadr :-D

For slet ikke at tale om skinke og ost på samme brødskive - bvadret kender ingen grænser lol....

Så det kan da godt være reptilhjernerne er så svage at de har brug for madinspirations-materiale, - men det er ikke oppe i det ligegyldige niveau med krondyrsmarvfondsindbagte
babygulerødder
fra Påskeøen.

Genbruger lige en gammel oneliner herfra om emnet :
Der skal hældes kemikalier på. Resten er porno.

Man slår to æg ud i en skål, tilsætter en finthakket løg, en teske salt og en knivspids peber. Det hele røres sammen med 5-700 gram hakket svinekød et skvæt mælk og et par håndfulde havregryn.

Dejen formes mellem en ske og en våd hånd og steges i smør på panden.

Denne eksotiske ret hedder "frikadeller"

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil hellere røre frikadeller med mel end med havregryn, men ellers er det udmærket.
Især når man varierer dem med chili og hvidløg og krydderurter og anden kød eller spinat eller fintrevne gulerødder eller squash eller..
Jeg er sulten.

Jørn Andersen

Der er mere brug for at tage maden tilbage fra den horde af kropsforskrækkede kvinder , som projicerer deres egne kropslige kvababelser og behov for kontrol ud på fedt, sukker og alskens uskyldige madvarer.

Stig Henriksen

Jeg finder ofte stor nydelse i at læse gode kogebøger, mens jeg garnerer mine smagsløg med leverpostejs/spegepølse/ostemadder.
Til gengæld bruger jeg meget sjældent opskrifter, når jeg vil fryde gode gæsters ganer med enkle gastronomiske frembringelser...og lever højt på deres: "Uhm, hvor smager det godt, hvor er du god til at lave mad - hvor har du dog lært det?!"

Mænd skal bevise de er sensuelle ved at foregive interesse for madlavning. Og englænderne skal åbenbart overtage Danmark gennem morbide krimier, fortænkte madlavningsprogrammer og ægteskab med fremtrædende politikere ligesom i middelalderen.

Det er min opfattelse, at al den mad-fiksering udelukkende er noget, der foregår i medierne.
Personligt kender jeg INGEN, der har det forhold til mad, som her er beskrevet.
Jeg kender heller ingen, der gider at se andre lave mad på TV, undtagen brødrene Price, og det er fordi:
1). De laver mad som smager, mætter og er rigt varieret.
2). De er et usædvanligt rart og charmerende selskab.
3). Vi elskede deres mor - og hun lavede endda kun mad på film.
(faren var lidt mere tvetydig, og selvom han i sin tid var en feteret gastronom, er det jo mest deres mormor, de henviser til ).
Aber das nur nebenbei: Al den snak om mad er kun dét: SNAK.
...og i næste uge bliver muse-ekskrementer det helt store.
Bare vent og se..

Niels-Holger Nielsen

Hvorfor er der en bevægelse, med støtte fra Information, som går imod sublim madnydelse, men som ikke angriber den industrialiserede produktion af trivialiteter. Vi har kun et liv, og det er for kort til enhver form for fetichisme. Det skal være den ægte vare.

Martin Stoltze

Det har der skam været her i Sverige, Søren. Hun vandt oven i købet ved at lave en afsluttende landing helt op på dommerdordet.

Jesper Frimann Ljungberg

@niels-Holger nielsen

Lige netop. En leverpostej mad eller en frikadelle kan være lige så stor gastronomi som ristede honning myre eller hva man nu kan finde på. Men en frikadelle lavet på vandpumpet hakket gris der er fodret op på suspekte rester fra industrien, er næppe velsmagende, særlig sundt eller ordentlig næring.

Økologisk friland derimod...

// jesper

Lise Lotte Rahbek

Man kan også røre hakkede, opblødte og kogte bønner ind i sin frikadellefars.
Det smager glimrende.
Man bør dog afsætte en rum tid til hyppige afsides besøg efterfølgende dage...

@Lise Lotte, bønner er gude-spise, kan bruges til mangt og meget.

I øvrigt smager en rest kogte speltkerner eller bulgur fortrinligt i frikadeller... ligesom kogte kikærter også er genialt som fyld... altså dem man koger selv, ikke de gyselige fra dåse :)

Efter min mening bør man holde *mad* og *madkunst* skarpt adskilt, da det ellers fører til et forskruet forhold til *mad*.

Mad bør spises med henblik på at fremstille brændstof til kroppen, og desuden skaffe sig de byggesten, som kroppen bruger til at vedligeholde forskellige funktioner. Intet andet. Dette er i mine øjne det fornuftigste forhold til mad. Hvilket i øvrigt også er årsagen til at jeg ofte kun spiser 1-2 velkombinerede ingredienser i samme måltid - alt andet gør det kun sværere for fordøjelsen, og har ingen praktiske fordele.

Madkunst er noget helt andet. Jeg kan sagtens spise noget med henblik på smagsoplevelsen, den æstetiske oplevelse, osv., men i så fald er det noget helt andet, der er spil. Det samme gælder alle nydelsesmidlerne, vi propper i hovedet. Dem må man passe på, ikke at forveksle med mad.

Simpel mad er for mig det skønneste i verden, og jeg nyder f.eks. at spise et måltid af 10-15 bananer og et salathoved. Det giver også en meget bedre fornemmelse for, hvornår man faktisk er mæt.

John Vedsegaard

Efter at have været på den lokale pizza og burgerbar,
guffer jeg lige et par kilo vingummi sammen med ungerne og skyller det ned med nogle store colaer.
Se det er madkultur i tidens ånd. lol

Majbritt Nielsen

Hvis i skulle få lyst til at se hvor indgroet vaner og forventninger, vi har til madens udseende.

Så skulle i, næste gang i laver en ret med løse ris til. Farve risene blå.
Så skal i se løjer hvordan folk reagere på madens udseende.
*gg*

Michael Kongstad Nielsen

Majbtrtt Nielsen - hvis jeg må være så fri, så staves det personlige pronomen i anden person fletal stadig med stort I.

Majbritt Nielsen

Du kan være alt det fri du har lyst til.

Uanset mine manglende evner udi grammatikken, så var det et forslag til at se hvor indgroet(eller stok konservative) vi kan være.

Henrik Rude Hvid

Det er altid sjovt (og positivt ment i ordets bedste forstand) at læse, hvilke tanker Odd Bjertnes på dagen har fået presset ud af sin kringlede hjerne. ;-)

Måske kan man sige at madprogrammerne er en reaktion på den fødevarefabrikation, som har hersket i DK i rigtig mange år...

Der er en længsel efter "back to basic", som er madvarer, der er ærlige og ikke forurenede..

Når vi ser kompromisløshed overfor råvarer i madprogrammerne, så bliver vi glade - det virker så som om der endnu er håb forude...

Når vi så ser Brd. Price, så har vi det ligesom uartige børn, der fryder sig over at nogen trods alt tør sige autoriteterne imod...:o)

Steffen Gliese

Øv, nu kom jeg til at læse mit gode råd om frikadellerne, så nu vil jeg meget hellere have det end resterne af min lammekølle. :-(

Maj-Britt Kent Hansen

Ved nogen af jer, hvilket mejeri der fremstiller en tynd, ja tynd kærnemælkskoldskål - og UDEN æg? Og hvor kan den købes i København?