Jeg sværger at bevare, beskytte og forsvare regeringsgrundlaget

Måske var det måden, SRSF-regeringens grundlag blev til på, snarere end indholdet i Et Danmark, der står sammen, der har givet de 76 sider nærmest bibelsk status.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) samt udenrigsminister Villy Søvndal (SF) brugte nemlig ikke mindre end to uger på at skrive regeringsgrundlaget. Afsondret fra omverdenen på 25. etage i det såkaldte sorte tårn, Hotel Crowne Plaza, på Amager.

Så selv om SF’s nye formand, Annette Vilhelmsen, har talt om at »udfordre« regeringsgrundlaget eller »RG«, som det nu kaldes, er hun – efter kammeratlige samtaler med Socialdemokraterne og Radikale Venstre – kommet frem til, at dette blot skal »udfoldes«. Eller som Annette Vilhelmsen formulerer det: »Vi har jo det regeringsgrundlag, vi har.«

At de tre regeringspartier er enige om at være enige om regeringsgrundlagets status, ændrer dog ikke ved, at grundlaget hverken er juridisk, parlamentarisk eller for den sags skyld moralsk bindende. Og regeringsgrundlagets særlige status i dansk politik er da også af nyere dato.

Til trods for at der siden den første koalitionsregering i 1929 mellem Socialdemokraterne og Radikale Venstre har været eksempler på konkrete, skriftlige og offentliggjorte regeringsaftaler, så var det ikke kutyme før dannelsen af den første Nyrup-regering i 1993.

Indtil da aftalte partierne ofte først regeringens politik, når den var tiltrådt – hvis det da ikke skete løbende igennem regeringsperioden. Da Poul Schlüter (K) blev statsminister i 1982 undgik han på sit første pressemøde »nogen som helst bindende tilkendegivelse om den nye regerings politik, for den havde vi endnu ikke udformet,« som det hedder i Schlüters erindringer.

Men i 1993 krævede Radikale Venstres daværende gruppeformand og senere økonomiminister, Marianne Jelved, papir på Socialdemokraternes nye formand, Poul Nyrup Rasmussen. Hvis de radikale efter i et årti at have peget på en konservativ statsminister nu skulle pege på en socialdemokrat – endda uden at der havde været afholdt folketingsvalg – så ville Marianne Jelved have en nedskrevet garanti om, hvad der skulle ske:

»Vi skulle kunne forklare vores bagland, at der ville blive ført en ansvarlig økonomisk politik, som skabte fuld beskæftigelse, overskud på de offentlige finanser, og som afdrog på vores gæld,« siger Marianne Jelved.

Resultatet blev regeringsgrundlaget En ny start. Et regeringsgrundlag, som både satte ord på, hvad rødkløverregeringen skulle, og hvad den ikke skulle.

Én de partiformænd, som efterfølgende opdagede, hvad han egentlig havde skrevet under på, var Kristeligt Folkepartis daværende formand, den senere energiminister Jann Sjursen.

Da Jann Sjursen krævede, at kristendomsundervisningen blev gjort obligatorisk i folkeskolen, slog regeringspartnerne undskyldende ud med armene. Det stod der ikke noget om i regeringsgrundlaget.

I dag beskriver den tidligere partiformand regeringsgrundlaget som en »forventningsafstemning« mellem regeringspartierne. Jo bredere regeringen er, desto vigtigere er det at få afstemt og nedfældet, hvad partierne er enige om.

»Men det er naivt at tro, at man kan skrive sig ud af alle problemer for en kommende fireårig periode. Der vil hele tiden opstå behov for at træffe nye beslutninger, som man ikke kan forudse på forhånd. Man kan diskutere, om det med tiden – og det nuværende regeringsgrundlag – er blevet så langt, at det i virkeligheden tilstræbes at være en regulær tjekliste. Det må ikke blive en rigid masterplan for hele regeringssamarbejdet – hvad enten det er kontraktpolitik eller et forsøg på damage control,« siger Jann Sjursen.

Vokseværk

Siden Jann Sjursen i 1993 skrev under på et regeringsgrundlag, er disse vokset i længde og indhold.

Fra 22 sider i En ny start er regeringsgrundlagene – og de såkaldte supplerende af slagsen – gennem årene vokset til de 76 sider i Et Danmark, der står sammen.

Hvor regeringsgrundlagene til at begynde med var en politisk ægteskabserklæring mellem partnere, som ikke var helt sikre på hinanden, overlader grundlagene i dag mindre plads til de enkelte ministre, ministerier – og tilfældighederne.

»Statsministrene har opdaget, at de også har et styringsredskab i regeringsgrundlaget, hvilket navnlig Anders Fogh Rasmussen (V) benyttede. Dermed fremmer det en tendens til hierarkisering af regeringen. Og hvis en uprøvet og usikker minister ikke rigtig ved, hvad han skal lave, så kan det også være en vejledning til embedsmændene om, hvad kursen er,« siger Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Anders Fogh Rasmussen havde således allerede et udkast klar til det ny regeringsgrundlag, før stemmerne var afgivet på valgdagen den 20. november 2000. I Foghs drejebog var der tilmed afsat plads til indrømmelser til regeringspartneren de konservative.

’En bibel’

Den daværende konservative formand og senere erhvervsminister Bendt Bendtsen havde dog nok at gøre med opretholde borgfreden internt i partiet oven på de årelange magtkampe, så det blev Anders Fogh Rasmussen og Venstre, som kom til at bestemme det meste af indholdet i det 24 sider lange regeringsgrundlag Vækst, velfærd og fornyelse.

Folketingsvalget – eller systemskiftet som det også blev kaldt – i 2001 blev starten på Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, og VK-regeringens første regeringsgrundlag blev derfor først og fremmest en opskrift på, hvordan de to partier ville indfri Venstres valgløfter om skattestop samt stramning af familiesammenføringsregler og regler for opnåelse af statsborgerskab.

Bendt Bendtsen havde ellers håbet på at holde fast i Konservatives krav om en nedsættelse af indkomstskatten – og især marginalskatten. Men statsministeren ville kun være med til at skrive en hensigtserklæring om noget sådant ind i det første regeringsgrundlag.

Alligevel beskriver Bendt Bendtsen det til enhver tid gældende regeringsgrundlag som en regerings »bibel«:

»Et regeringsgrundlag er en bibel for regeringen. Og i VK-regeringens tid var det, når regeringsgrundlaget skulle skrives, at slaget skulle – og blev – stå. Hvis Anders og jeg var uenige om noget, så slog vi op i det, vi havde skrevet under på i regeringsgrundlaget. Det er regeringens køreplan. Færdig. Slut. Selv om partierne selvfølgelig er forskellige, er der ikke noget, som er mere dræbende for en regering, end at der er intern uenighed, mens den regerer«. Af samme grund er regeringsgrundlaget på papir blevet dansk politiks pendant til den amerikanske præsidents edsaflæggelse: SF’s nye formand, Annette Vilhelmsen, måtte således sværge at bevare, beskytte og forsvare regeringsgrundlaget.

Thorning erkender fejl i tårnet

Ét år efter at Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager trak sig tilbage til det sorte tårn for at skrive det nye regeringsgrundlag, har de to førstnævntes partier dog erkendt, at noget gik galt ude på Amager: Socialdemokraterne og SF fik aldrig rigtig fortalt, at de tre partiledere selvfølgelig sad og sammenskrev et politisk kompromis.

Et kompromis, som efterfølgende har ført til beskyldningerne om løftebrud fra Socialdemokraterne og SF’s side, udsalg af de to partiers politik – og katastrofale meningsmålinger for begge partiers vedkommende.

Derfor er det værd at huske, at regeringsgrundlaget på den anden side også kun er et »håndslag« regeringspartierne imellem, som TV 2’s mangeårige politiske journalist og forfatter Kaare R. Skou udtrykker det.

»Tiden kan have gjort et regeringsgrundlag uaktuelt. Dels må man tage hensyn til de steder, hvor partierne har nærmet sig hinanden eller fjernet sig fra hinanden. Og dels må man tage hensyn til den udvikling, der har været,« siger Kaare R. Skou.

På Christiansborg er forventningen, at regeringen til næste år vil gennemføre en større rokade og ved samme lejlighed supplere eller revidere regeringsgrundlaget – eller skrive et nyt.

Samtidig har regeringen allerede gennemført det meste i regeringsgrundlaget – eller opgivet eller udskudt andre mål som f.eks. betalingsringen – så spørgsmålet om, hvad regeringen nu skal, melder sig snart.

’Ingen trylleformular’

Regeringspartiernes formænd m/k har allerede – måske med undtagelse af SF’s – mellem linjerne erkendt dette.

Margrethe Vestager har erklæret, at hun er »holdt op med at gå rundt med regeringsgrundlaget i tasken«.

Og da Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, under Folketingets åbningsdebat spurgte Helle Thorning-Schmidt, om det ikke vil stride mod regeringsgrundlaget, hvis pengene fra kontanthjælpsreformen – som foreslået af Venstre – bliver brugt til skattelettelser, lød svaret: »Vi synes, at regeringsgrundlaget er godt«.

SF’s politiske ordfører Jesper Petersen har tidligere i forbindelse med netop kontanthjælpsreformen advaret mod »gammeltestamentligt« at holde fast i regeringsgrundlaget, hvis det forhindrer et kompromis om en sådan reform.

I dag understreger Jespers Petersen, at det nu engang er vilkårene for en mindretalsregering.

»Regeringen kan jo altid i en konkret situation beslutte sig for at afvige fra grundlaget. Eller man kan blive nødt til at afvige fra grundlaget i en konkret forhandlingssituation, hvor det er nødvendigt at indgå et kompromis for overhovedet at få en given reform i hus,« siger Jesper Petersen.

Ifølge opfinderen af det moderne regeringsgrundlag, Marianne Jelved, er dette et »kodeks«, regeringspartierne kan lave om på, når de bliver enige om at lave om på det.

»Det er ikke andet end et almindeligt aftalepapir om at stå fælles om nogle synspunkter, værdier og hensigter, og om den vej, man skal gå for at nå dertil. Men man ved jo aldrig, om det er nok, hvad man har skrevet – og om der skal meget mere til for at nå målet. Det er ikke en trylleformular,« siger Marianne Jelved.