Læsetid: 3 min.

To opfattelser af landsholdsfodbold

Det var to radikalt forskellige syn på fodbold, fællesskab og fædreland, der stødte sammen, da Morten Olsen fyrede Patrick Mtiliga, fordi han ikke ville spille imod Italien. Landstræneren var nødt til at bortvise ham, for tænk nu, hvis andre spillere fik lignende ideer
18. oktober 2012

Morten Olsen havde aldrig oplevet noget lignende i sine 40 år i fodbold, sagde han efter kampen imod Italien. Det var ikke danskernes uambitiøse indsats i 2. halvleg, han henviste til, men derimod FC Nordsjællands venstreback, Patrick Mtiliga. Han var forud for kampen blevet vraget.

Morten Olsen mente ikke, at Mtiliga havde fulgt det taktiske oplæg i kampen imod Bulgarien og havde derfor indkaldt Simon Poulsen til truppen og ville spille med ham. Da Poulsen så kort før kampstart blev skadet, ville Patrick Mtiliga ikke stille op. Derfor valgte Morten Olsen at fyre ham.

Det var to vidt forskellige tilgange til landsholdsfodbold, der her mødtes. Olsen står for den klassiske opfattelse, hvor ’det er en ære at spille for det danske landshold’ og hvor det nærmest er at betragte som landsforræderi, hvis man som Olsen formulerede det ’svigter kammeraterne’ på landsholdet.

I 1990’erne valgte Laudrup-brødrene i en periode landsholdet fra. Vi danskere kaldte dem ’Laudrup-søstrene’, underforstået, at de var nogle tøsedrenge. En rigtig mand kæmper for sin nation. Mtiliga fortalte i går eftermiddags eb.dk, at han ikke »følte sig klar til at spille,« hvilket skyldtes »flere faktorer.« Efter alt at dømme handler det om stolthed: Mtiliga var blevet vraget og ønskede ikke at spille, fordi han ikke længere var førstevalg.

Da Michael Laudrup ikke ønskede at deltage ved EM i 1992, var det blandt andet, fordi Richard Møller Nielsens defensive spillestil ifølge Laudrup ikke levnede plads til en kreativ spiller som ham.

I virkeligheden behøver de to eksempler ikke at være så forskellige, bortset fra, at det kan virke komisk, at det er en noget perifer FC Nordsjællands-spiller, der på den måde har stjernenykker.

Patrick Mtiliga er ikke ligefrem den nye Laudrup, men hans boykot stiller det samme grundlæggende spørgsmål til landsholdet som konstruktion, som brødrene Michael og Brian Laudrup gjorde i 1990’erne.

Et særligt kald

Der ligger en indgroet forventning i befolkningen om, at man som landsholdsspiller har et særligt kald. Man spiller for noget, der er større end én selv. Men hvad nu, hvis man ikke har den følelse? Hvis man er lidt halvligeglad? Hvis det primært er et egoprojekt at spille på landsholdet, for nu at bruge et negativt ord? Ja, hvorfor skulle man så adlyde en mand, som – i den forurettede spillers optik – ikke værdsætter den indsats, man leverer? På den måde handler sagen også om det kollektive over for individet. Det nationale over for det personlige. Og måske også det gammeldags over for det moderne.

Dertil kommer at landsholdskonstruktionen bliver udfordret af, at spillere i stadig højere grad skifter nationalitet. Patrick Mtliga er trods sit eksotisk klingende navn (han har en tanzanisk far) født og opvokset på Østerbro i København, så der er ikke noget kontroversielt i, at han spiller for det danske landshold. Men over alt i verden ser man, at fodboldspillere skifter nationalitet. Miroslav Klose, som scorede to mål i Tysklands kamp mod Sverige er således født i Polen. Portugals forsvarspiller, Pepe, er født i Brasilien. Listen er lang, og det udfordrer den stemning, der er omkring et landshold. Pepes eksempel er meget omdiskuteret. Han kunne ikke komme på det brasilianske landshold, men i stedte for at kæmpe for sin plads, valgte han at skifte land. Det er den samme tilgang til en landsholdskarriere: Det er et personligt projekt, ikke et fædrelandsprojekt.

På det konkrete plan handler sagen om Mtiliga naturligvis også om synet på autoriteter. I Olsens optik gør man, som træneren siger. Og hvis træneren har fravalgt en spiller, så må han på banen bevise, at træneren tog fejl! Det kan måske ligefrem være en ledelsestaktik, fornemmer man i hans udtalelser. Mtiliga gad tilsyneladende ikke spille med på den leg. Han købte ikke præmissen. Derfor blev han fyret, og Olsen kunne dårligt gøre andet. For tænk nu, hvis flere spillere begyndte at tænke og handle som Mtiliga. Så ville selve landsholdet som konstruktion og idé begynde at vakle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Rygaard

Landsholdsfodbold er et levn fra de glade amatør dage. At man i Danmark fastholder landsholdene som flagskibe og rettesnore for talentudviklingen er direkte naivt, vi har set holdene ( A og u21 ) udstillet og ydmyget i de sidste mange kampe. Morten Wieghorst udtalte efter nederlaget til Spanien, at man kunne (skulle) have stillet op med et par tonsere oppe foran til at skabe uro i spaniernes bagkæde. Men det må man ikke for Morten og DBU, for det er ikke vores spilkoncept. Og det er her det halter. Når man er underdog må man som træner have frihed til at lave en opstilling der i det mindste kan drille modstanderen.
Morten O og DBU bruger nu Mtiliga som afledningsmanøvre fra deres fejlslagne strategi. Ynkeligt :-7

Nief Ehrrerany

Det er fuldstændig ude i hampen at sammenligne situationen med Mtiliga med den med Laudrup brødrene.

Brødrene foretog et bevidst karrierrevalg; de ville ikke gå på kompromis med deres ide om, hvordan fodbold skulle spilles, og valgte at tage konsekvensen, en helt igennem anerkendelsesværdig beslutning der viste integritet fra spillernes side. (Om hvorvidt de så havde ret i deres syn på spillestilen er en helt anden sag).

Denne reaktion fra Mtiliga, som ikke er et børnehavebarn værdigt, fortjener ikke andet udfald end det som den fik.

Man skal passe på at karakterisere andre mennesker holdninger som vrøvl, men jeg vover det alligevel med Villesens indlæg.
Det er et forsøg på at gøre sig smart og intellektualisere en ganske enkelt problemstilling.
Hvis Mtiliga havde meldt afbud, da han følte sig skuffet over indkaldelsen af en erstatnig for ham, havde sagen nok ikke været så stor.
Men når han vælger afbuddet kort inden kampen bærer han selv skylden for den opståede situation.
Og når Villesen prøver at skyde Mtiligas kritikere i skoene, at de betragter ham som landsforrædere, så er det et forsøg på at latterliggøre kritikerne.