Nyhed
Læsetid: 3 min.

Uddannelser kæmper med overambitiøse studerende

De overambitiøse studerende er et voksende problem på mange uddannelser. Konkurrencen om at klare sig allerbedst betyder nemlig ofte, at de studerende isolerer sig socialt – og det forringer indlæringen
Indland
22. oktober 2012
Dybt ambitiøse studerende risikerer at isolere sig. Det kan ramme dem hårdt socialt og går ud over indlæringsevnen.

Dybt ambitiøse studerende risikerer at isolere sig. Det kan ramme dem hårdt socialt og går ud over indlæringsevnen.

Jakob Dall

Både undervisere og studerende kender dem. De dybt ambitiøse studerende, der knokler derudaf med skyklapper på. På Copenhagen Business School (CBS) er de begyndt at fylde mere og mere i auditorierne de sidste par år, forklarer dekan for uddannelse, Jan Molin.

»Studielederne har helt atypisk opsøgt mig, fordi flere studerende nærmest er truet af deres egne ambitioner. Deres præstationsbehov betyder ofte, at de isolerer sig fra de andre på studiet. Men det ulyksalige er, at netop den reaktion får deres læringskurve til at falde og komme til at stå i vejen for deres ambition,« siger Jan Molin.

Også de studerende, der bruger rigtigt meget tid på deres studiejob, er i fokus, i et nyt udvalg på CBS bestående af studerende, studieledere og underviser, der skal undersøge, hvordan de studerende kan få mest muligt ud af studiet.

»Vi ved alt for lidt om, hvad vi snakker om, når det gælder studielivets betydning for læring,« siger Jan Molin.

Hvis ikke de studerende kan finde sig en rolle eller føle sig hjemme på studiet, så bliver det meget nemt en ensom tilværelse.

På den måde er studielivet en parallel til resten af samfundslivet, mener Jan Molin.

»At man i stigende grad kan føle sig isoleret fra fællesskabet er en velbeskrevet del af urbaniseringen og samfundslivet, men det er typisk ikke noget man snakker om i studielivet.«

Udover de overambitiøse og overarbejdende studerende er gruppen af studerende, der snyder også vokset på CBS de seneste år, men dybest set har gruppen det til fælles, at de ikke er integrerede godt nok på studierne, mener Jan Molin.

»Både de overambitiøse og snyderne er jo individualister, der trækker sig fra fællesskabet. Vi ved ikke, hvorfor de gør det endnu, men det bekymrer os, at der er kommet langt flere af dem de sidste to år,« siger han.

Angststyret

Camilla Hutters, der er lektor på Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet, kan sagtens genkende beskrivelsen af de overambitiøse studerende fra sine studier på de videregående uddannelser.

»Den her gruppe har virkelig taget til sig, at det gælder om at performe, så de går meget op i at få høje karaktererne, fordi det er det, de har forstået, der skal til for at klare sig godt,« siger Camilla Hutters.

Der bliver flere af de overpræsterende studerende, fordi den økonomiske krise har sat endnu mere fokus på, at hvis man vil noget her i livet, så skal du have en uddannelse og være den bedste. De studerende reagereri realiteten på nogle vilkår og krav, som samfundet har sat op. Og en voksende gruppe af studerende oplever, at konkurrencen er skærpet,« mener Camilla Hutters.

»Der bliver hele tiden talt om, at vi skal klare os i konkurrencen med andre lande, og det øgede fokus på test, faglig kunnen, talent og niveaudeling i uddannelsessystemethandler også om konkurrence. Problemet er, at studielivet risikerer at blive meget angststyret og ikke engagementstyret,« siger Camilla Hutters.

De overambitiøse studerende risikerer ganske simpelt at bryde sammen for presset, fordi de konstant vælger den øverste overligger.

»Uddannelserne må melde tydeligere ud overfor de studerende om, at kravet ikke er at læse hele pensum lige grundigt,« siger Camilla Hutters.

På CBS håber dekan Jan Molin, at det nye projekt om de studerendes studieliv kan gøre alle klogere på, hvordan man får mest muligt ud af undervisningen.

»Vi skal gøre det mere tillokkende at blive en del af studiet, så de studerende her kan få anerkendt, når de har lavet et godt stykke arbejde, for det er helt klart et behov, vi undervurderer. Det er fint nok at aktivere de studerende i diskussioner, men hvis de ikke får anerkendelse for det de laver, så falder motivationen hurtigt,« siger Jan Molin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lennart Kampmann

Det er vel kun i Danmark at det er et problem at studerende er superambitiøse. Hvordan nåede vi dog frem til den absurditet?

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann: Kan du ikke læse? Det er det artiklen handler om...

Niels Engelsted

Den nye karakterskala med de perverse spring har ikke gjort det nemmere. Universitetslærerjobbet er ikke for dem, der ikke kan holde ud at se unge kvinder græde.

Blot endnu en konsekvens af et kapitalistsamfund... Ak ja, en hel verdensbefolkning der er i konkurrence med sig selv, hvem skal dog vinde?

Lennart Kampmann

@ Anders Feder

Jo da , jeg bilder mig ind at jeg kan sammensætte symboler til abstrakte ideer. Det foranlediger tanker.
Men overambitiøse studerende er et problem? Virkelig?

Med venlig hilsen
Lennart

Her Lennart, fra artiklen:

"»Studielederne har helt atypisk opsøgt mig, fordi flere studerende nærmest er truet af deres egne ambitioner. Deres præstationsbehov betyder ofte, at de isolerer sig fra de andre på studiet. Men det ulyksalige er, at netop den reaktion får deres læringskurve til at falde og komme til at stå i vejen for deres ambition,« siger Jan Molin."

Lennart Kampmann

@ Esben Maaløe

OK, du undrer dig heller ikke?

Det bliver nok en lang tråd før vi er færdige ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Jo, jeg undrer mig over at påstanden: "overambitioner er skadeligt for læringskurven" får dig til at reagere med 'hvad er der nu galt med ambitioner?' fordi det tydeligt fremgår af påstanden hvad der skulle være galt.

Hermed ikke sagt at påstanden er rigtig eller forkert ... det er simpelthen bare et underligt spørgsmål du stiller ...

Det er ikke er problem at de studerende er ambitiøse eller har ambitioner på egne - og andres veje. Problemet kommer når en studerende på f.eks. CBS er vant til at få 10 og 12 taller. Og så pludselig får 4 og 7 taller efter optagelsen på CBS. Og når forældrene så ringer til en 24-årigs lærer på universitet og spørger: hvorfor det mon er sådan, det er...hvorfor hun eller han dog har 4 når hun eller han plejer at få 12...

Unge kvinder i dag, især, tror jeg, har nogle ekstremt høje ambitioner om at få 12 og 10 taller hele tiden; de har endnu ikke lært at skelne mellem den karakter de får og deres eget værd. Altså at forstå at det at de får 2 eller 4 ikke betyder at de er dårlige mennesker, eller intet er værd; ens selvværd afspejler sig altså ikke i de karakter, man får. Men det synes som om moderne unge danske kvinder - og sikkert også en del unge mænd - tror dette.

Angsten for at fejle, tror jeg, ligger dybt i os alle. Og i denne tid, i dette Danmark, kommer denne angst op i folk, både på universitetet og udenfor....

Lennart Kampmann

Jeg betragter karakterskalaen som en målestok for faglig kunnen, særligt når man er på et universitet. Hvis man får 12 kan man stoffet, hvis man får 2 er man kun lige akkurat brugbar i en faglig optik. Alle er naturligvis lige meget værd - det er jo Danmark.

Men når karakteren skal anvendes til fremtidig beskæftigelse tæller 12 altså mere end 2. Naturligvis bliver man hyret på faglighed og fyret på personlighed, men hvis der dukker en kandidat op med lutter 12 taller, ville jeg stensikkert åbne døren.

At det skulle være særligt belastende at stræbe efter topkarakterer lyder som en særlig dansk sygdom. Måske er den bare isoleret til CBS?

Lad os da hylde at der er nogle der giver den gas....

Med venlig hilsen
Lennart

Øh nej, Lennart - i dag bliver man især hyret på sin personlighed. Og om man passer ind i firmaet, og det uanset om det er i det private eller i det offentlige.

Hvordan ved jeg dette?
Det gør jeg fordi jeg til en af mine utallige job-samtaler læste i et tidsskrift udgivet af erhvervsskolerne. Her havde HG (Handelsskolens Grunduddannelse) spurgt aftagerne hvad de så på hos deres elever. Og svaret var, overraskende for HG, personlighed og viljen til service. Fordi man automatisk gik ud fra at folk havde det faglige i orden, ellers ville man jo ikke søge lige netop den stilling,

Ift. det offentlige har jeg været til et hav af job-samtaler også her. Og i dag er holdningen også her, at man søger efter kandidater hvis personlighed passer til arbejdspladsen samt har en god indstilling til service og formår at lede og guide eleverne i deres læreproces. Fagligheden tager man i dag som en selvfølge, for ellers ville man jo ikke søge netop stillingen i dansk, engelsk eller stillingen i samfundsfag og historie.

Og Lennart, ville du også åbne døren for kandidaten med et 12-tal, hvis denne person var et dumt svin, og ikke ville indgå i et forpligtende team-samarbejde med andre på arbejdet? Eller ikke vidste, hvordan man omgikkedes med andre mennesker, altså er det der hedder omgængelig....

Lennart Kampmann

@ Karsten Aaen

Jeg ville jo åbne døren for at finde ud af om personen var til at samarbejde med, alternativt finde en arbejdsplads hvor vedkommende kunne skabe værdi for kunderne uden at skræmme medarbejdere eller kunder væk ;)

Men du bliver hyret på faglighed, samt netværkets forsikringer om at du ikke er til besvær.

Hvis du mener at faglighed tages som en selvfølge, vil jeg tage det forbehold at det i topstillinger ikke er sådan. I topstillinger skal der tungtvejende faglige kvalifikationer på bordet, kombineret med personlighed.

De studerende på CBS der giver den gas, går netop efter topstillinger. Ikke lærer-jobs som dit og mit.

Med venlig hilsen
Lennart

Artiklen siger ikke noget om de studerendes alder, men man kunne forestille sig, at det også spillede ind. Dengang det stadig var comme il faut at tage et sabbatår eller tre efter gymnasiet, havde vi en lidt større (livs)erfaring at tale udfra. Selv prøvede jeg både at være bagerekspedient, kassedame og handicaphjælper, før jeg begyndte på uni. Jobs, hvor jeg fik et indblik i andres liv og arbejdsvalg, hvilket var meget motiverende for mig i gennemførelsen af min uddannelse.
Der er ikke noget galt med ambitioner, men entydig fokusering på tal/karakterer fører jo til lige så ensidige fagligheder. Jeg ansætter selv folk fra tid til anden og selvfølgelig skeler jeg til karakteren. Men det interessante studiejob, det frivillige arbejde, erfaringen, ja sågar fritidsinteressen tæller i høj grad i det samlede regnskab. Det er jo hele mennesker, man skal arbejde sammen med.

Steffen Gliese

I dag går man nok mere op i korrekt karaktergivning, men i gamle dage, især på små fag, kunne den godt være relativ i forhold til talentet, så den skuffende præstation kunne dumpe for at kræve et nyt forsøg af den studerende. Det er sådan en mere voksen måde at socialisere folk ind i deres faglige miljø. Det er jo ofte folk, man i mange sammenhænge vil møde og arbejde sammen med i hele ens karriere, der florerer i de år af ens liv.

Brian Pietersen

Michael

det er ærgeligt, jeg kender op til flere der er dygtigere end de fleste jeg kender der har og får 12 taller, simpelthen fordi de ikke kan gå til eksamen.

men derudover, slår de andre ........

det kommer så heldigvis andre firmaer til gode..... :-)

Thomas Struwe Mørch

Den perfekte studerende er den der føler studieparanoiaen alle vegne i bestræbelsen på at blive hverken for meget eller lidt faglig, social, kritisk, skolet, elitær, etc.

Lise Lotte Rahbek

Det er et lidt spøjst problem, men..
jeg kan da godt se, at hvis man nu kun tænker på konkurrence og på at være bedre end alle andre og komme først og få alle de høje karakterer og slide og detder,
så træder det med at ha' det sjovt, nysgerrigheden og det sociale i baggrunden.

Det er faktisk lidt synd.
Jeg har aldrig hørt om nogen som på deres dødsleje ligger og fortryder, at de ikke fik nogle højere karakterer i skolen, så de kunne komme foran alle deres medstuderende og score jobbene.
Eller nogen dødsleje-liggende der fortryder, at de ikke sked på nogle flere menneskelige hensyn og tjente nogle flere penge.

Men det kan måske være, at jeg bare ikke har hørt om nok dødslejer.

Det morer mig altid at læse om hvor meget folk går op i deres karakterer på universitetet. Der er aldrig nogen arbejdsgiver der har bedt om at se mit eksamensbevis.

steen willadsen

Til Lise Lotte Rahbekh (22/10, 23:12)

Prøv med Albert Einstein!
Venlig hilsen
SW

Som dekanen selv siger det

»Vi ved alt for lidt om, hvad vi snakker om, når det gælder studielivets betydning for læring,« siger Jan Molin.

Tale er sølv, tavshed er guld.

Som dekanen selv siger det

»Vi ved alt for lidt om, hvad vi snakker om, når det gælder studielivets betydning for læring,« siger Jan Molin.

Tale er sølv, tavshed er guld.

Mærkaten "overambitiøse studerende" er vel grænsende til pervers og det er i særdeleshed en respektløs beskrivelse af studerende der arbejder hårdt.

Og prøv at læse den her passage igen

"Studielederne har helt atypisk opsøgt mig, fordi flere studerende nærmest er truet af deres egne ambitioner." siger dekanen.

Det kan også læses:

Studielederen til dekanen

Hr. dekan, på min studieretning, under min ledelse, har vi et kæmpe problem!!!

Dekanen til studielederen

Er det meget slemt?

Studielederen til dekanen

ja vores studerende er alt for ambitiøse! De læser alt vi siger de skal læse! Jeg tager naturligvis det fulde ansvar.

PS. i år går mine tanker til alle de overambitiøse unge mennesker på CBS, hver og en!

Jeg kan så fortælle at jeg har fået to syvtaller (gammel 13-skala) i tekthistorie og tekstanalyse, og fik 9 (13-skala igen) i mit speciale i dansk, og i mit bifags-projekt i samfundsfag. Og 4 (ny skala) til afsluttende FVUlærereksamen. Og igennem det sidste år har jeg været til mindst 10, hvis ikke 15 samtaler.

Bare lige for at sætte tingene en smule i perspektiv. Og hvad er det at kunne stoffet i dag egentlig?

Og nej, overambitiøse studerende er ikke en beskrivelse af studerende, som arbejder hårdt. Det er en beskrivelse af de studerende som læser alt hvad deres underviserere siger de skal, uden at gå i dialog med teksten, altså uden nødvendigvis at forstå det, de læser. Og sidder og tager noter mv. til forelæsningerne osv. - og når de så skal skrive en selvstændig opgave, er de bange for at skrive den, fordi de vil så nødigt fejle, og skuffe dem selv - eller deres mor, eller far...eller familien generelt.

Selvfølgelig er det godt, at de arbejder og studerer hårdt, men ens hjerne skal faktisk også have fri en gang imellem, så alt det nye kan nå at bundfælde sig og lagre sig i langtids-hukommelsen.

Heinrich R. Jørgensen

Karakter er noget man løbende træner og opøver. Karakter opbygges gennem eget slid (selvdisciplinering), og er ikke noget der bliver givet.

Derimod kan bedømmelser ves af andre. Af ens præstationer, vel at mærke, og ikke af ens person.

En bedømmelse af en præstation må i sagens natur være en kvalitativ vurdering. Til det formål er en skala A-F velegnet, da der kan ske en hensigtsmæssig kategorisering.

At "karaktergivning" i tilgift anses for at være et spørgsmål om kvantitative vurderinger, udstilles etatens forrykthed in extremis. Disse forvaltere og formyndere evner end ikke at beslutte sig for om de numeriske værdier de ønsker at få fremmanet, skal udtrykke noget funderet på tælling (naturlige fænomener) eller måling. De prøver begge dele på én gang -- syv kategorier, der er stokastisk fordelt og tildelt vægte.

Det forehavende er galimatias, og meningsforladt. Det burde ikke undre, at mange studerende er frustrerede og forvirrede, når de udsættes for en surrealistisk, Josef K'sk oplevelse.

Da UVM indførte den nye skala, tog det et år eller halvandet at få oversat beskrivelserne til meningsfuldt engelsk. Ordet 'præstation' kunne embedsmændene udelukkende få til at blive 'presentation'. Utallige henvendelser fra kompetente kredse om at det korrekte ord er 'performance', blev konsekvent ignoreret, indtil hånlatteren blev så massiv og vedholdende, at fadæsen blev åbenbar på parnasset.

Undervisere og studerende der tror at 'indlæring' og akademia er forenelige størrelser, hører ikke til i det miljø!

Jeg forstår ikke helt hvordan man kan gøre det til et typisk dansk problem, at studerende i et angstinduceret præstationsræs trækker sig fra fællesskabet.
Det burde være noget der får alarmklokkerne til at ringe.

En gruppe performer bedre end summen af dens dele, og hvis man ender med en arbejdsstyrke med ekstremt høje karakterer, men blottet for sociale karakterer, samt hele tiden på randen af et sammenbrud, kan vi nok godt vinke farvel til alle muligheder for at bedrive noget af betydning i dette her land.

Desværre er det nok sådan det bliver, da det på kort sigt nok giver et større økonomisk afkast at tæve en døende hest, end at gasse ned for at få stillet den rigtige diagnose, samt administrere den rigtige kur.

Jeg er ret sikkert på at et meningsfuldt arbejde i et spændende fællesskab, til hver en tid kan få folk til at udrette mere, end den evige jagt efter mere af noget man ikke ved hvad er.
Desværre er meningsfyldte fællesskaber beskæftiget med meningsfyldte opgaver ikke det vi ser mest til for tiden.

Nikolaj Jensen

"Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje" (Ordsp. 14,12)

Henrik Rude Hvid

Et 12-tal i et speciale, er oftest ikke noget, der giver en stillinger i erhvervslivet. Hvis en akademiker (i job-henseende) for skade kommer til at nævne, at han/hun fik 12 i sit speciale, så er fanden ofte løs i Laksegade: 'du skal ikke tro du er noget.' En der har fået 12 diskvalificeres så oftest implicit til alt muligt andet, underforstået 'han kan garanteret ikke engang brygge en kande kaffe, uden det går galt, eller for den sags skyld føre en normal samtale.'

12, det får studerende formentlig primært for deres egen skyld, og vel fordi de i et eller andet omfang brænder for deres fag. Og det er ikke så ringe endda.

Heinrich R. Jørgensen

Er 12-tal gives for præstationer, der er udført efter de givne forskrifter. En person der er effen til at lire lektien af, kan hente en stribe 12-taller. En person med en stribe 12-taller, kan være en ukritisk, efterplabrende og fantasiforladt person.

Man skal ikke skue en akademiker på karaktergennemsnittet.

Personen kunne altså også være det modsatte - Heinrich - velkommen tilbage ...

Heinrich R. Jørgensen

Selvfølgelig, Jan. Min pointe er, at den nye skala anvendes efter helt andre kriterier end den foregående. Hvor topkarakteren "13" vitterligt udtrykte at det bedømte var i top, tildeles "12" til de 10% af besvarelserne, der følger de forskrifter der blev udstukket. Af bedømmelsen efter den nye skala, er en topkarakter ikke længere et udtryk for, at den bedømte og dennes arbejder, vitterligt er i top.

Jeg er stadig ex-debattør. Det kniber blot at lade tøjle skrivekløen og den indre prædikant, når andre undlader at påtale tåkrummende dumhed (der som sædvanligt er sproglige kategorifejl og vanartede opfattelser af hvilke idéer ord egentligt henviser til) og ukritisk hopper på den fremstukne limpind...

Man bør værdsætte varig og sikker beskæftigelse i disse tider, hævdes det ofte. Jeg takker dog nej til rollen som Sisyfos, i kampen mod vås. Den kamp er forgæves. Det er en kilde til stadig frustration, at forsøge at anspore til at få luget ud i sprogets vildveje, når det sjældent afsætter sig spor. Særligt når effekten i et forum med mange yderst opvakte personer, til min stadige undren, udebliver.

Godt så, Heinrich - men prøv med lidt ambitiøs humor - gerne den bizarre form af slagsen - bruger jeg nogen gange selv for at få et billigt PH-grin over den stadig udbredte småborgerlighed - hvad er der forresten blevet af debattør Lassen - en overambitiøs kamp mod manglende oplysning og måske direkte dumhed er ikke umagen værd ...

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

jeg har et anstrengt forhold til det med at grine af andre. Det kan kan være en sund praksis, i fald man har været så letsindig at tænde en nutidig Volksemphänger, men morsomt er det jo ikke -- det er vel ikke andet end en måde at kanalisere ærgrelser over i noget endorfin-triggeri? Er hånlatteren rettet mod tilstedeværende, aftager morskaben yderligere. Det har aldrig været morsomt at gøre grin med andre end sig selv.

Svag tænkning synes jeg er yderst morsomt, samtidigt med at det er dybt bekymrende (idet uformåen desværre er yderst udbredt). F.eks. var min første kommentar i denne tråd ikke tænkt som et surt opstød, selv om den unægteligt ligner. Jeg morede mig kosteligt over at udpensle hvor forkvaklet og meningsforladt ord og begreber anvendes, hvor bedragerisk og forløjet sproget anvendes af de der har har magt til at diktere dagsordenerne, hvor dumstædigt magtfulde skrankepaver insisterer på at være "verdens" og "virkelighedens" herrer, og hvor monumentale kategorifejl der begås når det at bedømme en præstation (at vurderet dets "karakter") forsøges udtrykt som noget kvantitativt (tælleligt eller måleligt). Desværre er ingen blevet smittet med trangen til at klaske sig på lårene over absurditeten ved situation, der essentielt er lige så syret som de mest vanvittige momenter i Monty Pythons Flying Circus og Yes, (Prime) Minister.

(Ikke at formidlingen kan måle sig, men setup'et er decideret gakket (hvis man kan få "øje på det", vel at mærke)).

Heinrich R. Jørgensen

Camilla Hutters:
"Den her gruppe har virkelig taget til sig, at det gælder om at performe, så de går meget op i at få høje karaktererne, fordi det er det, de har forstået, der skal til for at klare sig godt"

Den omtalte gruppe har forstået den officielle retorik (uagtet at denne er dybt forvrøvlet). Den handler om at få evalueret deres præstationer, og dermed deres formåen. Gennem sprogforbistring og forblommet ævl fra parnasset, går den klare intention (der forhåbentligt lå bag) tabt, og i stedet manifesterer sig i et billede i bevidstheden, hvor de studerende:

1) tror det handler om at bevise deres formåen,

2) om at andre skal måle og veje deres besvarelser og person (læs: at de studerendes rolle er at være underdanige, lydhøre og lydige overfor det parnas, der skal "dømme" dem, idet det ellers vil gå dem ilde),

3) at det de studerende kan gøre for at forbedre deres situation, er et indordne sig i magtstrukturerne (læs: opgive deres autonomi og integritet, og satse benhårdt på opportunisme, idet andre uvægerligt vil diktere vilkårene og træffe afgørelserne der vil påvirke deres tilværelse).

Kan det undre, at mange studerende befinder sig i en tilstand, hvor de mentale alarmklokker kører på højtryk, med dysfunktionel tilgang og adfærd til følge?

Det ville være lykkeligt, hvis forklaringen var den simple, at de studerende blot havde misforstået hvad der blev udtrykt. En sådan "forklaring" er dog ikke trolig. Den offentlige samtale om emnet (medier, politiske iscenesættelser, osv.) har længe været yderst mudret, og den logiske forklaring bag skal måske som vanligt forsøges udledt via den klassiske deduktive metoder. Ved at reflektere over, hvem den åndsslavegørelse af håbefulde studerende egentligt gavner...

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"en overambitiøs kamp mod manglende oplysning og måske direkte dumhed er ikke umagen værd …"

Ikke desto mindre, er der ikke andet for, end troligt at tage tyren ved hornene, ufortrødent gentage bestræbelserne på at trille stenen op på toppen, osv.

Det står mig stadigt klarere, at skrivekløen må investeres i andre projekter, end i et debatforum.

Abdiwahab hassan

høje idealer der sat i det kapitalistisk marked gør det svært for helt almindelige studenter at levere op til det - så er det ikke besynderligt at kristeligt dagbladet bragte et artikel i 2008 at "selvmordstanker fylder hos danske studerende"

levere man ik op til gode karakterer - så er selvmord vejen frem?

Brian Pietersen

Den lille malkeko (Sebastian - 1979)

Jeg' den lille malkeko jeg skal bare stå og glo
gå og tygge drøv i mark og enge, samme foder, samme skidt
uhh - jeg tænker tit nu har jeg stået og gumlet meget længe.

Såd'n er alle mine dage - en ko er en ko til den dør
Eet skridt frem og to tilbage til der hvor jeg var lige før.
Såd'n er det ofte med køer.

Jeg' den lille malkeko jeg ka' tænke, jeg ka tro
lige hva' jeg vil, om så du spurgte. Om jeg føler mig til nar
får du det samme svar, jeg siger alligevel Muuh til hele lortet.

Såd'n er alle mine dage...

Jeg' den lille malkeko uh, og hvem ka' tro
at en ko vender om på situationen eet stk. malket stemmekvæg
- strøget bli'r det danske flag hvis ik' jeg gi'r mit liv til produktionen.

Såd'n er alle mine dage...