Nyhed
Læsetid: 3 min.

Velfærdsfag er under opbrud

Læreren, sygeplejersken og socialrådgiveren er blevet mere professionelle, men den øgede viden har ikke givet dem mere at skulle have sagt, viser ny forskning i professionshøjskolernes velfærdsuddannelser
Sygeplejersker og andre velfærdsarbejdere skal i dag formidle statens mål og værdier i højere grad end tidligere. Arkiv

Sygeplejersker og andre velfærdsarbejdere skal i dag formidle statens mål og værdier i højere grad end tidligere. Arkiv

Sofie Amalie Klougart

Indland
29. oktober 2012

I dag skal pædagogen ikke bare passe børn, og socialrådgiveren skal ikke bare sætte sig ind folks problemer. De skal skabe forandring hos borgerne i statens tjeneste. Og i takt med at uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske m.m. er blevet langt mere komplicerede, er studierne inden for de såkaldte velfærdsfag også vokset i omfang.

Et kig på begrundelserne for at uddanne sig til at varetage nogle af velfærdssamfundets kerneopgaver viser da også, at de er gået fra at bestå af korte selvfølgeligheder til at være lange kæder af verber, der skal formidle samfundets værdier. Det er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet Lars Thorup Larsen, der i samarbejde med VIA University College er dykket ned i, hvorfor en pædagog, der blev uddannet i 1991, bare skulle kunne arbejde med børn, unge og voksne, mens de i dag skal tilrettelægge, integrere, udvikle, koordinere, analysere osv.

Guvernementalisering (statsliggørelse, red.) kalder Thorup udviklingen hen imod, at velfærdsarbejderen i langt højere grad end tidligere skal formidle statens mål og værdier frem for professionens egne faglige principper.

»I 1987 skulle socialrådgivere uddannes til at forstå sociale problemer. I 2006 skal de identificere, analysere og skabe forandring hos borgerne. Socialrådgivere skal i langt højere grad arbejde som loyale bureaukrater i en politisk organisation end som borgernes hjælpere,« siger Lars Thorup Larsen. Han præsenterer resultaterne af sin forskning på en konference for et nyt Nordisk Netværk for Professionsforskning på VIA University College i Aarhus.

Statslige redskaber

For andre professionsuddannelser såsom læger eller jurister har øget specialisering ført til øget autonomi, fordi staten eller arbejdsgiverne er blevet mere afhængige af professionernes ekspertise, men for de velfærdsuddannedes vedkommende har den øgede viden ikke haft den samme effekt, forklarer Lars Thorup Larsen.

»Hvad stiller staten op for at inddæmme professionernes viden? New Public Management kan bruges, så de ikke kan gemme sig bag deres viden, eller staten kan også forsøge at indskrive sin egen rationalitet i den måde, hvorpå professionerne bør styre borgerne,« siger Lars Thorup Larsen.

Den øgede statslige styring træder tydeligt frem i professionernes uddannelsesmæssige formål, og den statslige styring er en vigtig årsag til, at lærere, pædagoger og sygeplejersker ikke har fået mere autonomi, forklarer Lars Thorup Larsen.

»De professionsuddannede er blevet redskaber i konkurrencestaten og har fået en automatisk forpligtelse til at føre statens politik ud i livet i modsætning til tidligere, hvor de var mere forpligtet over for institutionen, professionen og borgerne.«

De svageste professioner

Samtidig med den øgede specialisering på de mellemlange videregående uddannelser er de i langt højere grad end tidligere blevet uddannelser for unge fra familier uden uddannelse. Det viser en ny bog om forskellige professionsuddannedes sociale baggrund skrevet af lektor Søren Gytz Olesen fra VIA University College og Gitte Sommer Harrits, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Og de mest lukkede professioner viser sig på mange måder også at være de mest magtfulde.

»De stærkeste professioner er også nogle af dem, der er de mest socialt lukkede,« sigerGitte Sommer Harrits. Hun henviser til, at langt de fleste læger, arkitekter, journalister og psykologer kommer fra nogle af de mest veluddannede familier i samfundet. Selv om sygeplejersker og lærere i mange år har mulighed for at videreuddanne sig til kandidatniveau, så er de professionsuddannedes forventninger til efteruddannelse eller en lederkarriere yderst begrænsede sammenlignet med eksempelvis lægers og juristers. Især lærernes trang til mere uddannelse er foruroligende ringe.

»Er det, fordi de arbejder som solister, eller er det, fordi de har for få muligheder for at gøre karriere?« spørger Søren Gytz Olesen.

Under opbrud

Meget peger i retning af, at de traditionelle velfærdsprofessionerne er i opbrud, mener lektor i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet, Jens Erik Kristensen. Et af symptomerne på den identitetskrise, som professionerne er inde i, er selve samlebegrebet velfærdsuddannelser.

»Meningen med velfærdsopgaverne og formuleringen af dem har ændret sig, og det gør, at professionerne også må ændre sig. De har udviklet sig under den klassiske velfærdsstat, men velfærdspolitikken i dag har ændret sig,« siger Jens Erik Kristensen.

Netop forskningen i professionerne er en vigtig årsag til, at fagene er under forandring.

»Opbruddet er ikke mindst foranlediget af, at forskningen har været med til at problematisere den måde, professioner varetager deres opgaver på, når den f.eks. viser, at pædagogerne selv er en del af problemet med at imødegå den social arv i det pædagogiske arbejde,« siger Jens Erik Kristensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Frimann Ljungberg

Djøffistan ?

// Jesper

Morten Kjeldgaard

Nycentraliseringen og new public management gør, at der altid skal en uvidende og uformående leder ind over. Men en leder. Sådan er det jo.

Jesper Frimann Ljungberg

@Morten Kjeldgaard

Jup, det er lidt den dekadence der så småt er ved at tage livet af vesten.

Det er faktisk også meget udansk.
// Jesper

Alan Strandbygaard

Til at starte med er der mange der synes det er spændende, og de mener også at den øgede kompetence vil give dem noget ekstra.

Nu er der gået nogle år, og det eneste de har fået ud af det er øget arbejdspres, og ingen anerkendelse i form af højere løn eller indflydelse.

Gassen er gået af ballonen.

Praktisk har socialrådgiveren intet at skulle have sagt på forvaltningen, det er jobcenteret som har hårde og brutale ordrer oppefra der svinger pisken over borgeren.

Det er en økonomisk styret virksomhed, hvor chefen forventer et håndtryk af den gyldne art, for at have hentet overskud på slavemarkedet.

En yndet sport er at konstant skiftet samtalepartner, hvis borgeren skulle vise sig at være genstridig.

En anden sport er at skiftet retning fra gang til gang, som en dryppende vandhane der langtsomt nedbryder.

Pengene, monetos, the dope, my beloved salery, får tungen til at hænge ud af munden på den bevidst forstyrret trop, der kun mangler uniformen for at spille med rene kort.

Det er et logistisk makværk, hvor borgerens sjæl er en maskine, man leger med.

Simon Olmo Larsen

et samfund af folk der bare parerer ordrer uden at tænke over konsekvenserne, så længe man betaler sin skat og holder sig ude af fængsel så er man en god samfundsborger.
Et samfund hvor folk ikke tar ansvar, jeg gjorde bare som jeg fik besked på oppefra.

Det er vel det samme alle vegne inden for det offentlige. Faglig kompetence bliver altid overtrumfet af rundsave på albuerne. Et halvårlig lederkursus overtrumfer altid en faglig 5 årig...

Lærerne vil gerne på efteruddannelse - der bare ingen penge til dette. Og det har der ikke været penge til de sidste 15-20 år...

@Karsten Aaen

Er det usandt,
at i Kbh. tildeles en del ny-uddannede lærere kurser
for at blive i stand til at kunne begå sig og arbejde i alm. folkeskoler?

jens peter hansen

En gang for 20-30 år siden kunne en lærer komme på kursus på lærerhøjskolen. Nogle gange med reduktion andre gange uden. Man fik dårligt nok et kursusbevis. Kurset gav ikke mere i løn eller prestige. Det var derimod en personlig tilfredsstillelse og for mig selv og mange andre en mulighed for at få inspiration gennem undervisning og er faringsudveksling. Ikke alt var lige godt, men det meste var endog meget godt. Nu får man et kursusbevis og når man har 200 timer så får man lidt mere i løn. Kurserne hænger ikke på træerne.
Hvis en lærer fx er cand. pæd. får han omkring 10.000 mere om året, ellers er lærerfaget formentlig det fag i Danmark hvor der er færrest karrieremuligheder. Lærere er og bliver lærere, ikke under-, mellem-. eller overledere. Og godt sådan.
De fleste lærere skriger på kurser så de kan blive opdateret, ikke for at gøre karriere, men for at følge med. Kurssuspengene er der bare ikke.

Københavns Kommune har valgt at bruge en del penge på at lære ny-uddannede lærere, hvordan det er at være i folkeskolen, bl.a. ift. kommunikation med forældre og børn. Og hvordan man som lærer håndterer konflikter mellem børn, og mellem lærere og forældre.

Vi er så nogle, der mener, at dette burde man som lærer altså have lært (skal lære) i ens uddannelse, ikke bagefter.

Nu er det kommunerne, der har ansvaret for folkeskolen, derfor kan Københavns Kommune også vedtage at bruge en del penge på de ovennævnte kurser.

I andre kommuner, f.eks. i min kommune, er der ingen, eller meget få penge, til efteruddannelse af lærere. Og det handler ikke om et nyt liniefag, men om at få ny inspiration til undervisningen, følge lidt med i den pædagogiske udvikling indenfor faget mv.

"Socialrådgivere skal i langt højere grad arbejde som loyale bureaukrater i en politisk organisation end som borgernes hjælpere..."

"De professionsuddannede er blevet redskaber i konkurrencestaten og har fået en automatisk forpligtelse til at føre statens politik ud i livet i modsætning til tidligere, hvor de var mere forpligtet over for institutionen, professionen og borgerne."

Det er godt med "nyheder"...

Peter Ravn-Olesen

Når jag læser denne tråd fornemmer jeg et enormt gab mellem bidragyderne og vores politikere. Måske skulle man spørge sig selv: hvorfor har new public management haft den succes/magt?
Fordi der er et helt enormt pres på de offentlige budgetter. Der er ikke den af os, der ikke oplever at kunne gøre vores virksomhed eller samfundet en kæmpe gevinst, hvis vi lige fik lidt flere ressourcer til at opfylde vores mål. Men sad I med budgettet, så tror jeg hurtigt de gode viljer ville komme til kort.