Læsetid: 4 min.

Vilhelmsen satser på sikre kort

Annette Vilhelmsen gør klogt i at satse på erfarne kræfter og favne sine modstandere. Hvis sårene fra formandsvalget heles hurtigt, kan formandsskiftet blive en ny og tiltrængt start for SF i regeringen
Annette Vilhelmsen gør klogt i at satse på erfarne kræfter og favne sine modstandere. Hvis sårene fra formandsvalget heles hurtigt, kan formandsskiftet blive en ny og tiltrængt start for SF i regeringen
13. oktober 2012

ANALYSE – SF’s nye formand, Annette Vilhelmsen, gør klogt i at satse på sikre kort i opbygningen af det hold, der skal tegne partiet fremover. Og så træffer hun en risikabel beslutning ved at fyre Thor Möger Pedersen som skatteminister – men alternativet havde været mere risikabelt.

52-årige Annette Vilhelmsen selv bliver erhvervs- og vækstminister og overtager dermed pladsen fra Ole Sohn. Derudover ser der ikke ud til at blive flere ændringer på ministerholdet. Til skatteminister har Annette Vilhelmsen ifølge Informations kilder udset sig den tidligere formand Holger K. Nielsen, der har stået på hendes side i formandsopgøret. Samtidig ser det ud til, at et andet erfarent folketingsmedlem, nemlig Anne Baastrup, bliver ny gruppeformand efter Pernille Vigsø Bagge.

Holger K. Nielsen kan med sin viden, driftssikkerhed og tyngde være en modvægt til de naturlige svagheder, Annette Vilhelmsens manglende erfaring med Christiansborg giver. Han er ubetinget den af Annette Vilhelmsens støtter i folketingsgruppen, der har størst parlamentarisk erfaring. Og ikke bare det: Som tidligere partiformand har Holger K. Nielsen førstehåndsviden om, hvad der kræves af Annette Vilhelmsen på den nye post.

Det vil være naturligt, at Holger K. Nielsen også overtager Thor Möger Pedersens plads i regeringens magtfulde Økonomiudvalg. Villy Søvndal ventes at fortsætte som udenrigsminister, mens Annette Vilhelmsen overtager hans plads i Økonomiudvalget og Ole Sohns plads i Koordinationsudvalget. Det efterlader en plads i Koordinationsudvalget, og her kan Vilhelmsen vælge også at indsætte Holger K. Nielsen eller tage en af de andre ministre med.

Loyal støtte

Både Holger K. Nielsen og Anne Baastrup har støttet Vilhelmsen i formandsvalget. I en situation, hvor hele SF’s nuværende ministerhold har støttet modkandidaten Astrid Krag, er det selvfølgelig afgørende for Vilhelmsen at få nogle loyale folk omkring sig. Dermed ikke sagt, at de tilbageværende ministre ikke vil arbejde loyalt for den nye SF-formand – det vil de. Det er de nødt til. Med hele 66 procent af stemmerne har Annette Vilhelmsen et mejslet mandat fra baglandet og kilder i både Vilhelmsen- og Krag-lejren fremhæver netop denne klare sejr som en styrke for SF som parti.

Med et svagt mandat fra baglandet ville risikoen for splid og sprækker være større. Nu har SF’s medlemmer talt, og de har valgt Annette Vilhelmsen. Det må alle i partiet bøje sig for. Kan eller vil man ikke det, er der kun een ting at gøre i den slags situationer: Pakke sig sammen og gøre sig usynlig eller forlade butikken ad fordøren.

Hvilken en af de to modeller, skatteminister Thor Möger Pedersen vælger, er uvist. Men med en fyring fra ministerholdet bliver Thor Möger Pedersens fremtidige rolle i SF vanskelig at se. Han er ikke valgt til folketinget og vil dermed ikke længere have sin naturlige gang på Christiansborg. Der spekuleres i, om han vil tage konsekvensen og helt forlade politik for en periode – men det ved vi intet om i dag.

Udover en ny skatteminister falder valget på Anne Baastrup som ny formand for folketingsgruppen. Dermed får Annette Vilhelmsen også placeret en af sine støtter som det afgørende bindeled mellem ministre og folketingsgruppe – endnu en disposition, som virker fornuftig.

Vilhelmsen tager Sohns plads

Annette Vilhelmsen bliver tilsyneladende erhvervs- og vækstminister efter Ole Sohn. Hvorvidt rokaden bliver større end dette er uvist, men ifølge Informations kilder har Vilhelmsen ingen ønsker om at rokke ministerbåden for voldsomt. Flere kilder understreger, at hun har reelt ønske om at favne Krag-støtterne. Her kan Vilhelmsen med fordel studere de tiltag, som Helle Thorning-Schmidt tog, da hun blev ny S-formand i 2005. En af Thornings største bedrifter er nemlig, at hun skabte samling i et splittet parti. Det gjorde hun ved at sammensætte en ledelse, der rummede de forskellige fløje – og sådan er det stadig hos Socialdemokraterne den dag i dag.

Det bliver altafgørende for Vilhelmsen at gøre det samme i SF. Sårene fra formandsopgøret skal heles, og det skal gerne ske hurtigt, hvis SF skal have en chance for at få autoritet i regeringen.

I regeringstoppen noterer man sig, at Vilhelmsen i sin tale i dag ’sagde alle de rigtige ting’, nemlig at SF bliver i regeringen, at det er regeringsgrundlaget der gælder osv. Man glæder sig også over, at Vilhelmsen har fået et stærkt mandat at arbejde på – det betyder, at hun med styrke kan tale på SFs vegne. Noget Villy Søvndal ikke har formået.

Risikoen for splid for stor med Möger

Om beslutningen om at fyre Thor Möger Pedersen kan man sige, at det svært kunne være anderledes. Nogen har spekuleret i, om Vilhelmsen netop ville beholde skatteministeren for at signalere samling i partiet. Her har Annette Vilhelmsen tilsyneladende vurderet, at risikoen for støj på ledelseslinjen og splittelseshistorier i pressen ville være for stor. Resultatet er en fyring af Möger – barskt, men at politik er et barskt erhverv, dét ved skatteministeren om nogen.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at han vil efterlade et stort tomrum – ikke bare i SF, hvor han har spillet en kæmpe rolle de senere år - men i høj grad også i regeringen. Thor Möger Pedersen har reelt været SF i regeringen det seneste halve år; han har været chefforhandler i alle vigtige spørgsmål, og det har været igennem ham en stor del af kommunikationen med regeringsparterne er foregået. Den usikkerhed forsøger Vilhelmsen at dæmpe med Holger K. Nielsens erfaring. Og det er rigtigt set.

Vilhelmsens støtter håber, at formandsskiftet kan blive en ny begyndelse for SF i regering. Om det bliver det, afhænger af hendes evne til at lede og samle partiet. De foreløbige meldinger om det nye hold tyder i al fald på, at hun – og folk omkring hende – er i stand til at lægge en fornuftig taktik. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har alle "specialisterne" taget fejl af, hvor stor Wilhelmsens sejr vill blive, så hvorfor tro på al deres "viden" om, hvad der nu skal ske?

Heinrich R. Jørgensen

Hvad skal vi bruge sådan en banalyse til?

Lad dog begivenhederne udfolde sig, og rapportér dernæst om hvad der skete. Rapporter fra virkeligheden, om realiteter, er ønskeligt.

Den megen tid analytikere, eksperter, kloge koner, tebladelæsere, spindoktorer og andre skøre kugler vil have andre til at anvende, kan med ét betegnes: tidsspilde.

" ...
Kort sagt går Danmark en usikker fremtid i møde med en regering, der er nødt til at forholde sig til den nye virkelighed.
Heldigvis findes der et alternativ. Det hedder en borgerlig regering. Og det kan blive en realitet, hvis Vilhelmsen lever op til løftet om en klarere rød profil."

hilsen
Tanten
http://www.b.dk/berlingske-mener/sfs-valg

Steen Erik Blumensaat

Vi vil meget heller læse om hvordan man infiltrer et parti og undergraver det indefra.

Ligessom det Israelske arbejderparti der gik fuldstændigt i opløsning.
Eller de amerikanske arbejderpartier.

Mikkel Nielsen

Der kan skrives tykke bøger om emnet !

De borgerlige har jo fuldstændigt infiltreret SF og Soc. Dem. Ikke engang den røde fløj i SF er hvad den har været, det eneste der efterhånden er rødt ved denne del af partiet er dets farve. Ders holdninger er med meget god vilje lyserøde.

Men Holger K som skatteminister, det skal nok blive sjovt, såfremt det bliver realiteten. men hvad fanden, hans indflydelse bliver nok minimal, så længe vi har den Borgerlige HTS og Skygge dronningen ved roret. Tvivler på at Anette og følgesvendene kommer til at rokke særligt meget ved Politiken så længe Margrethe D III har veto ret.

Smart træk af Holger K. Nu kan han også sammen med Wilhelmsen , lænse fælleskassen for fed pension.
I virkeligheden er der jo ingen forskel på Wilhelmsen og Krag.
Et kæmpe bluffnummer for at komme til fadet.

Der er ikke en dyt socialisme tilbage i SF, når det kommer til stykket!! Det er skredet , da de satte sig op i det sorte tårn med Vestager

Jesper Frimann Ljungberg

Tja. Min klare holdning efter 25 år i partiet er, at et SF med venstrefløjen i SF ved styrepinden er et parti på vej ud af regeringen, med mindre at den 'nye ledelse', fører 95% af den politik som den gamle.

Det er lidt kritisk at en ny leder, med cirka et års Christiansborg erfaring, renser ud i den ledelse der har forhandlet regeringsgrundlaget.

Må man byde VKO velkommen tilbage til regerings taburetterne, med stor sandsynlighed tidligere end 2015.

// jesper

Mikkel Nielsen

Velkommen ! Ikke ligefrem, men til magten skal de ægte borgerlige nok komme inden 2015.

Det mest bekymrende er nok at efter de "rødes" massakre på samfundet, så kan Venstre og co. Ved næste valg, slippe af sted med tiltag, de kun turde drømme om før valget. Det er vel ingen hemmelighed længere, at de har drømt om afskaffelse af flexsecurity lige siden den blev indført.

Så efter næste valg ryger de resterende rester af flexjob, førtidspension, dagpenge etc. Kontanthjælpen vil med garanti blive barberet ind til benet, (de har jo selv udtalt at man kan leve for en SU sats. Uanset om det er en lodret løgn.) hvis den ikke ligefrem bliver afskaffet helt. Jeg forventer nærmest også at der vil blive indført massiv brugerbetaling. Alt sammen noget de har drømt om længe, ders glæde bliver dog utrolig kort for i processen ryger landet ned i armod.

Uanset hvad hvors model for definitivt dødsstødet når venstre får nøglerne til magten igen.