Læsetid: 4 min.

Ankestyrelsen underkender Holbæk kommune i principsager om enlige mødre

Holbæk Kommune havde ikke grundlag for at standse offentlig hjælp til to enlige mødre på mistanke om socialt bedrageri. Sagen vil få betydning for enlige kvinders retsstilling, vurderer ekspert på området
Somaliske Laily Abdeli Shired med fire børn blev mistænkt for socialt bedrageri af  Holbæk Kommune bl.a. fordi det efter muslimsk sædvane og en imams udtalelser var usandsynligt, at hun ikke boede med sin mand. Det var en ubegrundet mistanke. sHun er enlig mor.

Somaliske Laily Abdeli Shired med fire børn blev mistænkt for socialt bedrageri af Holbæk Kommune bl.a. fordi det efter muslimsk sædvane og en imams udtalelser var usandsynligt, at hun ikke boede med sin mand. Det var en ubegrundet mistanke. sHun er enlig mor.

7. november 2012

To sager med principiel betydning for enlige mødre er efter knap et år blevet færdigbehandlet af Ankestyrelsen.

I februar 2011 og i juli 2011 standsede Holbæk Kommune, som Information flere gange tidligere har beskrevet, bl.a. børne- og boligtilskud til to enlige mødre. Kommunens særlige kontrolgruppe, der skal afdække socialt bedrageri, mente ikke, at de to mødre reelt var enlige, men at de derimod levede i ægteskabslignende forhold med fædrene til børnene. Ud over at stoppe ordinært og forhøjet børnetilskud og kræve tilbagebetaling af tidligere udbetalinger omberegnede kontrolgruppen boligstøtte, kontanthjælp og fripladstilskud til begge mødre.

Over for somaliske Laily Abdeli Shired med fire børn henviste kontrolgruppen bl.a. til, at det efter muslimsk sædvanes var usandsynligt, at man ikke var muslimsk gift, hvis man havde tre børn sammen.

Og over for danske Camilla Danzi Leth henviste kontrolgruppen bl.a. til, at hendes fraskilte mand havde passet parrets to fælles børn i hendes hjem en måned, efter hun selv var blevet opereret.

I begge sager fastslår Ankestyrelsen nu, at kontrolgruppens oplysninger ikke har været »tilstrækkelige til at sandsynliggøre«, at mødrene »havde levet i et ægteskabslignende forhold«.

»Det er to meget vigtige afgørelser, og de vil få betydning for mange andre enlige mødre,« vurderer lektor i socialret ved Aalborg Universitet Nina von Hielmcrone.

Arbejdsmarkedschef Kasper Kyed fra Holbæk Kommune tager afgørelserne til efterretning.

»Vi har anket sagerne, fordi vi har manglet klare retningslinjer. Fremover bliver det sværere for os at dokumentere socialt bedrageri, så mens borgernes retsstilling er blevet styrket, er kravene til os blevet større end tidligere,« siger han.

Fælles husførelse

Ifølge Nina von Hielmcrone er der en række formuleringer i de to principafgørelser, som tyder på et kursskifte i Ankestyrelsen:

»I de tidligere principafgørelser tilbage i 1999 blev vægten bl.a. lagt på, om personer havde fået et eller flere børn sammen, efter de var flyttet fra hinanden og på boligforholdene for den person, der flyttede fra hjemmet. I de nye afgørelser lægger Ankestyrelsen vægten på, om manden og kvinden i forhold til økonomi og praktiske bidrag reelt har en fælles husførelse,« siger Nina von Hielmcrone, der er »positivt overrasket« over kursskiftet.

Når Ankestyrelsen også underkender kontrolgruppens oplysninger er det et meget vigtigt signal, mener hun.

»Kontrolgruppen har ikke gjort meget for at tjekke, om alle de oplysninger, de har indsamlet faktisk kunne dokumentere, om mødrene var reelt enlige. De har heller ikke gjort sig nogen ulejlighed for at undersøge forhold, der kunne pege i en anden retning end socialt bedrageri,« siger hun.

– Hvis der nu er tale om et kursskifte i Ankestyrelsen, har Holbæk Kommune så været i god tro tidligere?

»Nej. Det, der karakteriserer kommunens afgørelser i de to sager, er, at de ikke er lavet objektivt, men tværtimod er meget ensidige. Det er dét, der er signalet fra Ankestyrelsen,« mener Nina von Hielmcrone.

Skriftligt svar fra analfabet

I Laily Abdeli Shireds sag mener Ankestyrelsen ikke, at kommunen har undersøgt »alle relevante forhold«, ej heller, at kontrolgruppen med henvisning til en generel udtalelse fra en imam om muslimske ægteskaber dermed har dokumenteret, »at muslimer, der får børn sammen, lever i et ægteskabslignende forhold.« At kommunen derudover har krævet et skriftlig svar på en partshøring fra Laily Abdeli Shired, selv om kommunen ved, at hun er analfabet, bemærkes af styrelsen, der peger på, at kommunen i den slags situationer har pligt til at hjælpe borgeren.

I begge sager har kontrolgruppen også henvist til, at der var økonomiske transaktioner mellem parterne.

Men at faderen til tre af Laily Abdeli Shireds fire børn i løbet af 2010 har overført et beløb på i alt ca. 2.700 kroner til hendes konto er ifølge Ankestyrelsen ikke nok til begrunde, »at parterne må anses for at have fælles husførelse gennem flere år.«

Denne bemærkning tillægger Nina von Helmcrone stor betydning:

»Det understreges, at kommunen skal undersøge, hvad der reelt ligger bag en transaktion i stedet for blot at mene, at en udbetaling i sig selv sandsynliggør, at parterne må leve i et ægteskabslignende forhold,« siger hun.

Ankestyrelsen understreger også, at det er en naturlig del af samværet med børnene, hvis den fraflyttede henter dem f.eks. en gang om ugen. Det har kontrolgruppen ellers vurderet negativt som »hjælp i hjemmet«.

»Det må anses for sædvanligt/almindeligt, at begge forældre, uanset om de lever sammen eller ikke, deltager i opgaverne omkring fælles børn,« fastslår Ankestyrelsen.

Ifølge arbejdsmarkedschefen i Holbæk Kommune, Kasper Kyed, får de to principafgørelser ikke konkrete konsekvenser for kommunens praksis.

»Vi har allerede ændret vores procedurer i foråret, så vi nu har mere fokus på at forebygge socialt bedrageri. Det gjorde vi efter, at det sociale nævn afgjorde sagerne på samme måde som nu Ankestyrelsen.«

Kasper Kyed tilføjer, at de skærpede krav til sagsdokumentationen har betydet færre rejste sager om socialt bedrageri:

»Der er da nogle sager, hvor vi ikke længere kan løfte bevisbyrden,« oplyser han.

#next_pages_container { width: 5px; hight: 5px; position: absolute; top: -100px; left: -100px; z-index: 2147483647 !important; }

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Der er da nogle sager, hvor vi ikke længere kan løfte bevisbyrden,« oplyser han."

Fordi der ikke er nogen sag, hvilket afgørelserne har stadfæstet.
Der er jo grænser for hvor nidkær man behøver at være.

Lise Lotte Rahbek

Tak for en god nyhed om,
at vi IKKE har fået indført omvendt bevisførelse for kontanthjælpsmodtagere i DK.

Det er stadig kommunen og myndigheder, som skal bevise bedrageri,
og ikke borgerne som skal bevise sin uskyld.

Det er betryggende.

Jesper Jakobsen

Lad os ikke være for overfladiske. Det ER et problem med social bedrageri. Og ligesom jer bryder jeg mig heller ikke om dyneløfteri, men vi har ikke råd til svindlen med overførselsindkomsterne.

Et pragmatisk forslag - lav reglerne om. Hvis man ikke kan kontrollere, og vi heller ikke bryder os om dette, så må vi holde op med at gøre forskel på par og enlige udenfor ægteskab. Det må man kunne gøre på en nogenlunde rimelig måde

Den generelle problematik med enlige mødre, der misbruger systemet med overførselsindkomsterne, kunne hurtigt og nemt løses af lovgiverne på Christiansborg, hvis man èn gang for alle ensretter samtlige børnetilskud og børnefamilieydelser, så alle borgere får de samme økonomiske bidrag, hvad enten man er gift eller separeret eller skilt.

På den måde slipper kommunerne for, at skulle bruge masser af økonomiske og menneskelige ressourcer på, at kontrollere enlige mødre på overførselsindkomster, og vi slipper for de mange ”fædrehoteller”, hvor 10 mænd eller flere officielt bor på det samme værelse med registreret folkeregisteradresse, selvom de hver dag er hjemme hos konen og børnene, som de udadtil påstår de er flyttet væk fra.

Ja, det er bestemt en sejr for retssikkerheden, at det stadig er myndighederne, der skal bevise eventuelt socialt bedrageri fra borgernes side, ikke borgerne der skal bevise deres uskyld, for det hører ikke hjemme i et land med demokrati og folkestyre som politisk styreform.

Men nu mangler vi så bare i lighedens og retfærdighedens navn, at man også skrotter den netop vedtagne lov om, at Skat kan brase ind i folks hjem uden retskendelse og kræve, at man skal bevise over for dem, at man ikke får lavet sort arbejde, for i en ægte demokratisk retsstat har myndighederne altid bevisførelsen.

Vi skal have lighed for lovene på alle fronter.

Henrik L Nielsen

Problemet kan ikke løses ved at lave ens ydelser for enlig og samlevende. Ydelsen er der for at den enlige skal kunne give sine børn en økonomisk tryg hverdag til trods for at der kun er en til at betale samt muligvis hyre lidt hjælp til at klare alle de hjemmlige pligter alene. Der er sheller ikke råd til at betale de samlevende samme ydelse som der skal til for at den enlige kan få det til at hænge sammen med fire børn.
Og ens ydelser vil gøre at der selv efter ydelser vil være den forskel på én indtægt, som ydelserne netop skal hjælpe med at udligne.
Hvis man giver samme ydelse til enlige og ikke enlige vil den økonomiske forskel efter ydelserne være den samme som før, hvorfor man lige så godt kunne fjerne ydelserne, da de ikke ændrer på forskellen i situationen for den enlige. Det har den "typiske" enlige ikke råd til at vi gør.

Hvis alle forældre samtidig fik de højere ydelser og tilskud som den enlige får, ja så blev alt dyrere, for så ville butikker og service udbydere hæve priserne for at få fat i de penge.

Derfor, hvis der skal være lighed for loven, så må det være med udgangspunkt i vores forskelle.

Løsningen på problemet med socialt bedrageri og problemerne med sagsbehandligen heraf, skal findes i administrationen og ikke i ydelserne.

Lovgivningen ønsker flere enlige mødre med vedtagelsen af et forøget beskæftigelsesfradrag til netop denne gruppe. Det er helt normalt mændene bor i fædre kollektiver netop p.g.a. det forøgede børnetilskud til enlige mødre. Erkend - der er bare ikke resurser til at kontrollere om kvinderne lyver.

Vi kan vælge at lukke øjnene og bare sætte skatten op. Herregud - det er bare de rige der betaler! ;)

Majbritt Nielsen

Det er helt normalt mændene bor i fædre kollektiver

gg
Hvor mange mænd kan lige holde ud at bo i bofællesskab.

Det skal da blive spændende at se.

Suk. Hvad med i mænd holdt op med at brokke jer over enlige mødre.
Og holdt op med at levere sæden til de børn. -Helligånden har ikke været så aktiv, at den kan få skylden for de børn.

Simon Olmo Larsen

hvor stort er problemet med enlige mødre og mandebofællesskaber, hvor meget tror man der bliver snydt for og hvor mange penge bruger kommunerne på overvågningen af borgerne?

Sören Tolsgaard

Den forhøjede ydelse til enlige er ganske vist indført for at kompensere for, at der kun er én indtægt til at forsørge barnet/børnene for.

Dertil kommer dog børnepenge fra den anden forælder, som i tilfælde af manglende indbetaling udredes af det offentlige. Alt i alt stilles den enlige forsørger så gunstigt i forhold til samlevende forældre eller partnere, at disse vil være tilbøjelige til at gå fra hinanden. Især hvis den ene part er nødsaget til at modtage bistandshjælp, idet den gensidige forsørgelsespligt da får det offentlige til at svinge sparekniven yderligere - og gør den pågældende til en såkaldt "negativ forsørger", en økonomisk klods om benet på den anden - og hvem har lyst til at være det, når man i forvejen er frataget sit udkomme, og der er børn at forsørge. Selvfølgelig flytter sådanne fattige forældre eller samlevende fra hinanden. Det beskæmmende er, at lovgivningen er direkte familiefjendsk, og med udsigt til, at mange snart tvinges på bistandshjælp, vil disse problemer gribe om sig.

I deres iver efter at hjælpe de enlige, har politikerne ikke blot glemt at tage højde for lavstatus børnefamilier, men direkte modarbejdet deres samliv. Den yderst kompetente socialchef Henrik Andrup har siden 1970'erne skrevet flere bøger og rapporter om dette emne, hvor han foreslår at bløde op på den rigide behandling af de fattige børnefamilier, så de nogenlunde ligestilles med de enlige. Desværre lytter politikerne kun til røster som Henrik Nielsen ovenfor, som ensidigt taler de enliges sag, idet man derved kan spare en del penge, især hvis man overvåger fattige forsørgere og skrider ind, hvis de ifølge reglerne er for meget sammen med potentielle partnere, når de er registreret som enlige.

Den naturlige ansporing til at opnå en omend beskeden gevinst ved at flytte sammen, er erstattet af en økonomisk afstraffelse af dem, som holder sammen, og en konstant overvågning af talrige enlige for at afsløre, om de mon ikke alligevel har en samlever, som overskrider reglerne for, hvor ofte og hvor meget, man som enlig må deltage i andres husholdning.

Man kunne faktisk godt have radikale kræfter i samfundet mistænkt for, at kernefamilien skal gøres til et privilegium for de rige, som gerne forarges over fattiges sociale bedrageri.

Jens Overgaard Bjerre

Det er kun blandt under- og arbejderklassen, at man udspionerer befolkningen. At manden hentede sine børn to gange om ugen havde Holbæk kommune indregnet i sin syge hjerne, som en hjælp til den den enlige kvinde. Systemet bør laves om, hvis man skal tage begrebet "barnets tarv" alvorligt. Men som det er nu, kan det ikke svare sig økonomisk, at være gift, hvis manden er arbejdsløs.

@Majbritt Nielsen Har du aldrig hørt om dækadresser?
En meget brugt og "lovlig" mulighed. At de ikke bor der, men har postadresse ude i byen.

Sören Tolsgaard

Der findes ekstreme tilfælde, hvor hele mandekollektiver officielt bor sammen i en lille lejlighed. De sparer naturligvis en del penge. Men selv mænd, som bor i egen lejlighed, spioneres for at konstatere, hvorvidt de sover, spiser eller deltager i husholdningen hos enlige mødre. Og der ER noget helt absurd i reglerne, hvis selv mennesker, som har udgifter til to lejligheder med tilhørende afgifter mistænkes for at snyde.

Enlige kvinder med børn har ikke lyst til at miste deres forhøjede tilskud blot for at lade en mand flytte ind, som måske har en ustabil indtægt, eller endda risikerer at skulle forsørges af hende, hvis han mister sin dagpengeret. De holder helst fattige fædre og andre samlevere i en armslængdes afstand, så de kan beholde deres forhøjede tilskud. Og derfor leger man kispus om, hvor ofte og hvor meget den enlige må indlade sig med mandlige bekendskaber, være sig børnenes far eller andre potentielle samlevere.

Måske er det et ideologisk led i individualiseringsprocessen, at især fattige familier skal fragmenteres, for vi bliver i endnu højere grad tilbøjelige til at leve som singler, når samlivet forårsager vrøvl med myndighederne. Selve dette, at "par" lever adskilt, bliver jo stadig mere udbredt, og det synes paradoksalt, at myndighederne blander sig i, hvorvidt sådanne par skal vurderes som samboende. Ved at opløse det officielle samliv har de jo afskåret sig fra de privilegier, som velstillede par kan have i form af fælles husholdning og sambeskatning.

Når man mister så meget ved at flytte sammen, at det faktisk bedre kan betale sig at leve adskilt, ikke blot på en dækadresse, men i en reel bolig, så kan man med rette tale om en familiefjendtlig politik. Og det er faktisk tilfældet for et stigende antal børnefamilier i dagens Danmark. Den gensidige forsørgelsespligt, hvor offentligheden tørrer det sociale ansvar af på den samlevende partner, vil gøre stadig flere, som mister dagpengeretten, nødsaget til at flytte fra hinanden for at afhjælpe en betrængt situation.

Den helt naturlige hjælp, man kan yde hinanden ved at slå kludene sammen, er gennem svigt af de ringest stillede familier erstattet af så mange økonomiske kompensationer for enlige, at samfundet som slutresultat begiver sig ud i et hyklerisk dyneløfteri blandt fattige børnefamilier.

"I Laily Abdeli Shireds sag mener Ankestyrelsen ikke, at kommunen har undersøgt »alle relevante forhold«, ej heller, at kontrolgruppen med henvisning til en generel udtalelse fra en imam om muslimske ægteskaber dermed har dokumenteret, »at muslimer, der får børn sammen, lever i et ægteskabslignende forhold.«

At kommunen derudover har krævet et skriftlig svar på en partshøring fra Laily Abdeli Shired, selv om kommunen ved, at hun er analfabet, bemærkes af styrelsen, der peger på, at kommunen i den slags situationer har pligt til at hjælpe borgeren."

At et par HK-ansatte klaphatte forlanger skriftligt svar af en borger, som man ved, hverken kan læse eller skrive,
samt at man i en afgørelse lægger en tåbelig, generel udtalelse til grund fra en eller anden tilfældig imam (!!), der åbenlyst er uden hold i virkeligheden,
men derudover slet ikke gør noget for at løfte sin pligt til at oplyse denne konkrete sag på et sagligt og tilstrækkeligt grundlag, som desuden drejer sig om en så ressourcesvag borger i kommunen,
dækker over flere skoleeksempler på klare overtrædelser at helt grundlæggende forvaltningsretlige regler, som helt klart SKAL sidde på rygraden for enhver offentligt ansat, der er involveret i forvaltningssager.

Dermed stilles det i skarpt relief, hvor uhyggeligt farligt, det er for retssikkerheden, når kommunalpolitikerne - oftest af rent populistiske grunde vælger at hyre - groft sagt - et antal langtidsledige HK'er til en "særlig snedig" afdeling, med det ene formål at forfølge borgerne, således at kommunalpolitikerne kan gå ud og bilde deres vælgere ind, at nu har de sparet kommunen for XX mio. kr. i ”socialt bedrageri”.

Når offentlige myndigheder på så rystende talentløs vis som i Holbæk, ud fra et totalt manglende sagligt grundlag, i virkeligheden har frarøvet en enlig mor, dele af hendes forsørgelsesgrundlag, som hun har et ubetinget retskrav på, burde det klart medføre øjeblikkelig bortvisning - incl. fyring af afdelingschefen.

Naturligvis skal der gribes ind overfor socialt bedrageri, - men altid ene og alene ud fra en konkret, velbegrundet mistanke - men man må ALDRIG i et påstået civiliseret velfærdssamfund gå på akkord, eller indføre resultatløn - i forbindelse med borgernes retssikkerhed.

Folketinget må fingeren ud og gribe ind overfor kommunernes trang til at udvikle deres egne STASI-organisationer, på et manglende retssikkerhedsmæssigt grundlag - med det ene formål at score stemmer til K.-valget "lige om lidt".