Læsetid: 5 min.

Barndom i underskud

I de seneste 10 år er der sket en voldsom stigning i antallet af børn, der vokser op i fattigdom. Og den sociale arv er næsten umulig at slippe fri af, viser en ny dokumentarfilm, der som det eneste bidrag til ’Hvorfor fattigdom’? en verdensomspændende medieevent, sætter fokus på den danske ulighed
Lene Møller med Carina på 11 år. Ferie er der ikke råd til, så familien fra Aabenraa har været på Røde Kors’ sommerlejr. Børnene har sjældent venner med hjem, da de er flove over rodet.

Lene Møller med Carina på 11 år. Ferie er der ikke råd til, så familien fra Aabenraa har været på Røde Kors’ sommerlejr. Børnene har sjældent venner med hjem, da de er flove over rodet.

Tine Sletting

28. november 2012

Det er mandag eftermiddag på en landejendom i udkanten af Aabenraa. Væggenes manglende fliser afslører de rå murbrokker bagved. På toiletgulvet ligger aviser og dækker over det revnede gulv, og på gulvet står tøj i bunker ved siden af sko, håndklæder og spredte papirer. Her bor mor, far og fem børn.

»Vores familiekonsulent synes, at her er meget rodet, men jeg fortalte hende, at det har været meget værre. Vi havde jo nogle stier i al rodet, hvor vi banede os vej,« fortæller Lene Møller, der er mor til fem børn.

»Jeg lærte at gå i de stier. Så kunne jeg støtte mig til alle tingene, mens jeg lærte at gå,« siger Carina på 11 år.

Sådan ser den ud, fattigdommen og det manglende overskud i Danmark. Det er med hiv og sving, at hverdagen hænger sammen for de fattigste. I takt med at de psykiske problemer og alkoholmisbruget er vokset, er energien til at rydde op nemlig dalet. Familien fra Sønderjylland er en af familierne i dokumentarfilmen Den usynlige arv, der handler om social ulighed set fra børnenes perspektiv. Den har premiere i anledning af den globale indsats om fattigdom Why Poverty?, hvor verdens ulighed tages op til debat.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

man hører altid om de børn, der ikke har set deres forældre gå på arbejde; men det er aldrig dem, der dukker op i gennemgangene af de fattige familier! Desuden er det en mærkelig parameter, vi er masser, der aldrig har set begge vore forældre gå på arbejde i barndommen, men det var nu snarere et velstandstegn. Det har imidlertid ikke forhindret os selv i at gøre det.
Jeg har en stærk fornemmelse af, at det først og fremmest er et oplysningsprojekt, skolerne forsømmer: at forklare, hvad der tæller i vores samfund, det er ikke svært, det er ikke engang dyrt som udgangspunkt. Man skal bare begynde et sted, og det er med at skabe fundamentet for et liv, man godt vil leve, og det liv begynder på biblioteket.

jens peter hansen

»Vores familiekonsulent synes, at her er meget rodet, men jeg fortalte hende, at det har været meget værre. Vi havde jo nogle stier i al rodet, hvor vi banede os vej,« fortæller Lene Møller, der er mor til fem børn.

»Jeg lærte at gå i de stier. Så kunne jeg støtte mig til alle tingene, mens jeg lærte at gå,« siger Carina på 11 år.

En tapper pige må man sige.

Lise Lotte Rahbek

Det er en hård verden, vi har fået bygget op.

Passer du ikke ind på det eksisterende arbejdsmarked, har du tabt, og resten af verden har ret til at mobbe, fordømme og straffe dig for at falde udenfor.

Ps. Hvor vil jeg ønske, at det udtryk med at blive tabt på gulvet bliver afløst af noget bedre og mere præcist.

jens peter hansen

Jeg har en stærk fornemmelse af, at det først og fremmest er et oplysningsprojekt, skolerne forsømmer: at forklare, hvad der tæller i vores samfund, det er ikke svært, det er ikke engang dyrt som udgangspunkt
Skriver Peter Hansen

Ja selvfølgelig er det skolernes skyld, altså de dovne lærere. Ligesom fyldte skraldesække, uredte senge og og almindelig rod er det. Det bør naturligvis sættes på skemaet og det med det vons.
At lærerne ikke forlængst har gjort det viser bare hvor langt ude folkeskolens ansatte er.

Lise Lotte Rahbek

Lærerne skal tage sig sammen og undervise i alle livets forhold. Børnehavepædagogerne skal tage sig sammen og undervise børnene i .. hvadsomhelst.. Dem som er tabt på gulvet skal tage sig sammen og samle benene. Børnene skal tage sig sammen og blive mønsterbrydere. Politikerne skal tage sig sammen og lovgive bedre. Bankerne skal tage sig sammen og profitere mindre, adoptionsbureauerne skal tage sig sammen og kun bortadoptere de rigtige, de arbejdsløse skal tage sig sammen og arbejde i netto, debattører skal tage sig sammen og lade være at skøndes og dem som har et arbejde, skal arbejde mere.

Der er en evindelig yanken rundt med sig selv og andre, fordi de aldrig gør det rigtige eller gør det godt nok.

Hvad med at oprette en international 'hold nu kæft dag', hvor man lod andre være sig og hver person passede sig selv og sit eget spinatbed?

Torsten Jacobsen

Der er tale om afmagt. Et problem, som ikke løses med krav om 'at tage sig sammen', eller med økonomisk understøttelse alene. Desværre er det åbenbart de eneste varer, som velfærdsstaten pt. har på hylderne..Tragisk.

Stephan Paul Schneeberger

man kan ikke reformere eller regulere kapitalismen, fordi velstand i dette smafund findes ved at man udelukker andre fra dette. Det er simpelthen logikken bage profiten

Lars Jørgensen

Den dokumentarist er ude i et fremragende ærinde.

Lige så vigtigt som det er vanskeligt.

Hvor er det dog befriende, at vi kan få nogle andre billeder på, hvad fattigdom er og gør end mediernes totale nærmest totalitære (neoliberale) fiasko ud i at 'forklare', at fattigdom er et personligt spørgsmål og et individuelt ansvar.

Det er ikke retfærdigt, Lise Lotte Rahbek, men du har ret i, at det er tåbeligt med al denne eftertanke, man må løse problemerne, hvor de er - og måske er en del af problemet snarere rodet? Hvis det vokser én over hovedet, bliver det kun værre at få orden på sig selv - og med fem børn skulle det vel være muligt at samle kræfterne om det? Det er jo ikke omgivelser, familien ønsker sig, går jeg ud fra... Men kan man ikke overkomme det selv, er det afgjort noget, man bør få hjælp til for at få hold på tilværelsen. Mange ting kan man ikke selv gøre noget ved, men så gør man sig en tjeneste ved at gøre det, man faktisk kan.

Jens Overgaard Bjerre

I gamle dage havde de fattige i det mindste en forbundsfælle i Socialdemokratiet, som talte de fattiges sag. I dag er der vist ingen partier, som gider at røre ved denne sørgelige og helt unødvendige bagside af et rigt samfund. Som rask væk klatter milliarder og atter milliarder væk til dem som allerede har masser i forvejen. Det er ikke alene sørgeligt. Det er en syg samfundsindstilling.

Simon Olmo Larsen

Det handler om relationer, størstedelen af de mennesker som formår at fravriste sig deres sociale lænker, har mødt mennesker i deres opvækst som har forstået værdien i relationer og anderkendelse.

Torsten Jacobsen

@Peter Hansen

Mon ikke vi allesammen gør det "vi faktisk kan"?
Kan man overhovedet gøre andet?

Du skriver sympatisk at man skal 'få orden på sig selv', at det 'skulle vel være muligt at samle kræfterne om det'. Samtidig bør man 'få hjælp til at få hold på tilværelsen'.

Man skal altså bare tage sig sammen? Problem solved?

"En af årsagerne til fattigdom kan være, at langvarig fysisk eller psykisk sygdom gør det svært at finde en plads på arbejdsmarkedet."

Har i overvejet at nogle skal være arbejdsløse, for det er en af hjørnestene for at kapitalismen kan fungere optimalt. Kapitalismen er så at sige afhængige af billig underbetalt arbejdskraft, for at det kan lade sig gøre skal der være lønpressere til at holde de underbetalte arbejderne slavers løn nede. Så derfor skal de arbejdsløse være ludfattige, ellers fungere systemet ikke.

Det er klart at det hovedsageligt vil ramme de mennesker med en negativ social arv, fysiske eller psykiske skavanker der gør at de har svært ved at klare et job på arbejdsmarkedets præmisser.

Eneste løsning afskaf kapitalisme

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Den internationale hold-nu-kæft dag ville jo også ramme mig selv og min kritik af al muligt i nakken. Ikk? ;-)

Jeg Er enig med Torsten Jakobsen i, at det handler om afmagt.
Vi ved ikke hvordan vi sam samfund kan blive mere inkluderende end ekskluderende overfor familier, som den i artiklen beskrevne.

Arbejdsmarkedet - i den form det er strikket sammen nu - kan ikke inkludere en alkoholiseret far og en mor med psykiske problemer og en børneflok på 5 i et hjem i bunker.
Arbejdsmarkedet er ikke løsningen. Hvorfor politikere og andre meningsdannere bliver ved med med strittende pegefingre at pege på arbejdsmarkedet som den store forløser, det forstå jeg ikke. Vi ved jo, at hvis man ikke er gearet til at holde dets meget stringente regler og ikke er mentalt pænt ryddelig,
så går det ikke. En person som måske ikke formr at overskue konsekvenserne af at få fem børn andet end måske i den følelsesstyrede afdeling, kan man sgutte sætte til at tage en videregående uddannelse og et job som administrator.

Der er ikke viden i samfundet om, hvordan disse 'tabte' familier kan indgå som et aktiv i samfundet, og derfor er det så nemt bare at fordømme dem, som ikke kan tage sig sammen til at gøre lige som alle andre finder det fornuftigt.

jens peter hansen

Jeg gad vide om man har læst artiklen. Jo familien lever i fattigdom, ingen tvivl om det. Men familien har såvidt jeg kan se massive problemer, som enten er med til at forstærke fattigdommen eller ligefrem udløse den. Familievejlederen prøver tilsyneladene at indgyde familien nogle småborgerlige dyder om regelmæssighed og renlighed. Man bliver helt fortvivlet, når moren siger at der ikke kommer kammerater med hjem, fordi der så rodet. Jeg har lyst til at skrige, så gør dog noget, I svigter sgu jeres børn.
Der råbes op om at kommuner ikke griber ind. Denne historie er da vist er eksempel herpå.

Mikkel Serup, selvom jeg politisk er helt enig med dig, så tror jeg altså ikke, at det løser det problem, mennesker kan have med sig selv - og som i høj grad er problemet her.
Samfundet har klart en opgave i at hjælpe dem, der har behov for hjælp; men man kan da ikke bare lade stå til?! Når man har små børn? Det, jeg synes, gennemtrænger både beskrivelsen af familien og flere kommentarer, er en fatalisme, der kun kan føre ud i selvdestruktion.
Hvoraf kommer stress og angst? Min erfaring siger mig, at den i høj grad kommer af desorientering og manglende overblik - og at vejen ud af det kommer ved at skaffe sig overblik.
Selvfølgelig kan sygdom og misbrug lamme enhver, men er man så i stand til at tage vare på fem børn? Det forekommer mig, at man anbringer for mindre.

Lise Lotte, jeg taler ikke om arbejdsmarkedet, jeg taler om i det mindste at få gjort det i fællesskab, man kan, også uden penge. Men jeg læser nu også, at faderen har arbejdet som smed, indtil han kom til skade og skulle behandles. Men vi kan jo ikke sidde og på baggrund af få detaljer om en kompleks situation bedømme forholdene i familien.
Ingen kan kæmpe andres kampe for dem, men man kan bistå dem i at komme igennem dem - og det er en opgave, som det offentlige desværre aldrig har syntes var deres, tildels pga. mærkværdige forestillinger om, hvor grænsen for indblanding i privatlivet går. På masser af områder, hvor det offentlige bør holde sig væk, har man ingen skrupler, men dér, hvor en forskel kunne gøres, skal man ikke nyde noget.

Nej det løser ikke nødvendigvis de personlige problemer, men det kan løse fattigdomms problemerne.

Der er klart at der skal andet til end omfordeling af goderne, terapi, kostvejledning Etc skal tilbydes i langt højere grad end idag. Løsningen bliver ikke nem eller ligetil det er jeg klar over (kommere selv fra en familie med massiv psykiske problemer) jeg ved bare af erfaring af disse har vanskeligt ved at tage beslutninger og gøre noget ved det. De skal motiveres og nogle gange skubbes igang, før der sker noget. At sige de skal tage sig sammen og tage ansvar for deres børn og sig selv. Mener jeg ikke er svaret, for det har de sjællent overskud eller indblik i sig selv og deres handlemønstre til. Man er simpelthen nød til at pointere og belyse det for dem igen og igen og igen før der sker noget, det er ikke mange der vågner op en dag og tænker nu tager jeg mig sku sammen og får løst mine problemer.

Torsten Jacobsen

@Jens Peter Hansen

Jeg har skam læst artiklen flere gange. Og du peger på noget interessant, nemlig at artiklen fremstiller fattigdommen som værende af primært økonomisk karakter, mens det jo fremgår tydeligt at problemerne i familien rækker langt ud over en mangel på kontanter sidst på måneden.

Et eksempel fra artiklen:

"En af årsagerne til fattigdom kan være, at langvarig fysisk eller psykisk sygdom gør det svært at finde en plads på arbejdsmarkedet. Og ud over en stram økonomi har de fattige familier ofte andre problemer at slås med. Hos familien Møller i Sønderjylland har faderens alkoholmisbrug og moderens psykiske problemer med stress og angst været en ekstra belastning."

Når der i citatet skrives, at der UD OVER en stram økonomi, er andre problemer at slås med (vi forstår at et alkoholproblem og psykiske problemer blot er en 'ekstra' belastning), så indføres der et hieraki i problemstillingerne: Det økonomiske er primært, alt det øvrige sekundært.

Det er noget grundlæggende sygt i denne tilgang til spørgsmål om fattigdom og social arv. Mennesket glider i baggrunden, problemet reduceres til et spørgsmål om økonomi.

Lise Lotte Rahbek

Mikkel Serup
det er ikke mange der vågner op en dag og tænker nu tager jeg mig sku sammen og får løst mine problemer.

Nej, netop. Ligesom der ikke er nogen, som i teenagealderen planlægger sig en karriere med rod i bunker, alkoholmisbrug, psykiske og fysiske udfordringer langt fra arbejdsmarkedet og med risikoen for at berede sine børn et lignende liv.

Ann Bille - måske valgte man at lade være med at få 5 børn, hvis man havde overskud til at overskue ens egen situation...

Jeg er ikke sikker på, at det er antallet af børn, der er skyld i det manglende overskud her...

Ann Bille - måske valgte man at lade være med at få 5 børn, hvis man havde overskud til at overskue ens egen situation...

Jeg er ikke sikker på, at det er antallet af børn, der er skyld i det manglende overskud her...

Jeg tror altså, at vi i virkeligheden allesammen er ret enige her (igen!); men Lise Lotte problemet er måske, at der allerede i teenage-årene er problemer af anden karakter, jvf. social arv eller psykisk sygdom? Jeg får ikke indtryk af ikke-indfriede forventninger her, og det er måske en del af bekymringen: at der fra begyndelsen ikke har været nogle udsigter at navigere efter.
Fem børn er immervæk også på en eller anden måde sjusket, hvis de ikke har været planlagt, eller hvad?

Simon Olmo Larsen

Hvis man begyndte at forstå at når man omtaler mennesker negativt, så er man med til at skabe negative forventninger til dem, så er man nået langt.

At tro man kan ændre på mennesker ved at have negative forventninger til dem er naivt og håbløst.

Al forskning peger på at det er gennem relationer og anderkendelse (positive forventninger) vi bryder den sociale arv. Ikke gennem kritik og ved at gøre problemer til problemer.( Fokus på kompetencer fremfor svagheder)

Altså er vores lærere og pædagoger klædt helt forkert på og begge grupper er selv ramt af samfundets negative forventninger til dem.

Robert Rosenthal lavede for 20-30 år siden nogle meget interessante forsøg, forsøg som pegede på at den selvopfyldende profeti fandtes og hans forskning resulterede i at man idag har et navn for denne effekt: Pygmalion-effekten.

Det er igennem vores relationer og forventninger til dem vi møder i vores dagligdag vi skaber fællesskabet .
Det er igennem relationer vi allesammen har indflydelse på hvordan vores samfund er og hvordan vi gerne vil have det skal være.

Torsten Jacobsen

Uden nærmere kendskab til den familie, der beskrives i artiklen, vil jeg alligevel vove den påstand at der er tale om uforløst menneskeligt potentiale. Målestokken her er ikke økonomi, men Trivsel. Denne familie, og de individer som udgør den, trives ikke så godt som de potentielt kunne.

Hvis vi som samfund, i den måde vi taler sammen og om hinanden på, kunne begynde at fokusere på trivsel i stedet for økonomi (hvad bidrager du økonomisk med, hvad koster du?), så vil vi stadig være meget langt fra en løsning på problemet med fattigdom og negativ social arv, men vi vil efter min mening kunne bevæge os i retning af et paradigmeskift, som er 'long overdue'.

Vi deles i dag konstant op i hold med modstridende interesser: Dem der har, dem der ikke har. Dem der magter deres liv, dem der ikke gør, dem der yder mod dem der yder.
Trivsel er ikke noget man har eller ikke har. Det er noget man har i større eller mindre grad. Det er et parameter, som forener os, ikke adskiller os.

Jeg ved det lyder frelst og banalt, men måske var det et sted at starte?

Torsten Jacobsen, jeg er meget enig - dog er trivsel for mig at se noget, man skaber - og at problemet måske i høj grad skyldes, at man fra barndommen forhindres i denne skaben, måske ved noget så simpelt som ikke at blive gjort opmærksom på den.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen

Om 5 børn er sjusk, det ved jeg ikke..
Jeg har mødt kvinder, som mere eller mindre blev gravide af at kigge på et par herrebenklæder, og var modstandere af abort. Hvis man ingen penge har, har rod i hovedet og sine omgivelser og manglende overskud til noget som helst, så kan sex, intimitet og nærhed vel nok være kærkomment.
Hvis man ikke kan overskue ret meget, hvordan skal man så kunne overskue konsekvenserne af valget mellem et barn eller fravalget af et barn.

Lise Lotte Rahbek, så er der altså ikke noget at gøre? Folk, der ikke kan overskue ret meget, er dømt til forarmelse i spidsen for en stor børneflok? Det lyder som det skræmmebillede, der førte til den forbryderiske kastrations- og steriliseringspolitik, vi havde fra 30erne og alt for mange årtier frem.

Torsten Jacobsen

Jeg er helt enig, Peter.

Det sidste man har blik for når alting ramler, er vel netop hvor godt livet potentielt kunne være. Man har behov for hjælp.
Men gælder det ikke for os alle? Kan nogen ærligt sige: 'Jeg trives så meget som det overhovedet er muligt?' næppe. Og selv vi, der føler at vi magter vores liv, suverænt behersker vores livs kurs, kan vi ikke have hjælp behov? Kan en enkelt samtale, en enkelt bog, en enkelt idé ikke pludselig fjerne et slør fra vores øjne, og pege os i en ny retning, mod et niveau af velvære og trivsel, som vi hidtil ikke havde kunnet forestille os?

Vibeke Rasmussen

Kan anbefale at man lytter til den som altid kloge og empatiske Lisbeth Zornig Andersen i gårsdagens Deadline 22.30 om netop denne dokumentar. Hun véd fra sig selv og egen opvækst, nøjagtigt hvad det drejer sig om og formår, som altid, at forklare uden nogensinde at blive fordømmende. Over for nogen!

Trist historie - i enhver henseende.

Uligheden i denne historie udspringer af , at en familie har forældre med psykiske og alkohol relaterede problemer - og det går så ud over familiens 5 børn .

De andre familier i på skolen , i nabolaget o s v har ikke forældre med tilsvarende psykiske og alkoholrelaterede problemer - så disse familiers børn har et langt bedre udgangspunkt.

Uligheden ligger i "kvaliteten" af forældrene. - hvordan hjælper man de ramte børn med det problem ???

Lars Jørgensen

Til alle dem der taler om, at forældrene på en eller anden måde er/har problemerne. Og at det er ÅRSAGEN til problemerne med fattigdom: I overser vist, at forældrene blot er børn, der er blevet ældre.

Det er almindeligt at fokusere på forældrene - men dybt uretfærdigt og meningsløst. For 'de' har da aldrig nogensinde haft et valg om at kunne gøre tingene anderledes og bedre. Til jer der kan tro det: Kan I virkelig seriøst mene, at der findes mennesker, der vil/ville vælge det liv?

Lyt til Zornig og forstå, at der er kun er 'tabere' involveret ingen ansvarlige. Nogle andre må sætte ind og hjælpe alle i familierne.

Og hold for guds skyld op med på alle mulige mere eller mindre (sociologisk uholdbare) fantasifulde måder at pege fingre og bebrejde forældrene for ting som de helt indlysende aldrig har haft mulighed for at gøre anderledes.

Det er jo kun et spørgsmål om tid før de mange nye fattige børn har haft en rigtig skidt barndom og teenagetid og (for manges vedkommende vil) står i samme situation som dem, der er problemforældre idag. Vil I så også blot pege fingre ad dem som forældre og tænke at det er synd for børnene? Det er da for tåbeligt.

Social arv - når det er godt og når det er skidt - handler om generationer...

Det var faktisk et helt afgørende ræsonnement bag velfærdsstaten, at den skulle bruges til at bekæmpe mekanismerne i den negative 'sociale arv'. Den tanke har været undertrykt i efterhånden en del år - og derfor er der al grund til at antage, at problemerne med negativ social arv er/og vil blive stadig større.

Og hvis man peger fingre ad forældre i den henseende, så kan man ligeså godt støtte Cepos og melde sig ind i partiet hos Claus Hjort og co.

Tak for kaffe.

Merete Jung-Jensen

Det er så trist! - og det er virkelig også trist der stadig er store dele af 'overskudsbefolkningen' som ikke kan tænke ud over egen næsetip!
Psykiske problemer og misbrug er ikke et valg, de mennesker der lider under dette har ikke det samme overskud som 'raske' mennesker – og de er højest sandsynligt vokset op i et hjem med lignende problemer – derfor kan man heller ikke bare sige at folk skal tage sig sammen eller lade være med at få børn osv.
Man kan ikke bare tage udgangspunkt i sit eget liv, hvor det måske ikke ville være noget problem at tage sådanne beslutninger, hvis de kunne havde de højest sandsynlig gjort det. Vi er nødt til at prøve at forstå andre mennesker der fra hvor de står – og vise noget empati.
Problemet stikker langt dybere end blot at 'tage sig sammen' men vi har desværre skabt et kapitalistisk konkurrencesamfund hvor der hverken er tid eller plads til at gøre noget ved det.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen

Whut? Fordi jeg ikke er i stand til angive en rigtig løsning, er det da ikke ensbetydende med at der ikke ER noget at gøre. Det har jeg intet sted givet udtryk for. Selvfølgelig er der noget at gøre. Jeg personligt er bare ikke istand til at udstikke vejen til succes

Associationer til sterilisering og kastraktion må stå for din egen regning.

Skyd ikke på mig. Jeg spiller bare klaver.

Det er samfundet og ikke mindst de "riges"

Højere skatter til 1000vis af nye offentlige ansatte, endnu mere omfordeling. Det må være løsningen.

Ikke noget med at råbe højt. Tag jer sammen for helvede

@Merete Jensen: jeg forstår dig, men jeg kan godt blive irriteret over at hun vælger at sætte fem børn i verden som hun ikke har råd eller overskud til, det er dem der betaler prisen og vi har så let adgang til prævention her i landet.

Lars Jørgensen, hvad er det, du siger, vi skal gøre? For mig lyder det til, at du betragter mennesker som totalt determinerede, mens vi objektivt kan iagttage, at mennesker hele tiden flytter sig og kan flytte sig, hvis de får muligheden. Og mulighed er altså også noget, man skaffer sig! Men man skal naturligvis gøres opmærksom på, hvordan det hænger sammen, det er en hovedopgave for alle danske skoler at vise vejen til et tilfredsstillende liv.

Lars Jørgensen

Vi skal afskaffe skattestoppet - og lade Zornig (mfl.) stå i spidsen for en kommision med store midler til at bekæmpe negativ social arv.

Og så skal vi have en omfattende kritik af modstanderne af begrebet social arv - fra Anders Fogh Rasmussen og Venstre, Cepos, økonomerne der generelt ikke forstår noget som helst om den sociale verdens mekanismer og fx også Morten Ejrnæs, der imod alt, hvad han ellers står for, taler imod brugen af begrebet.

Nå, ja og så mangler vi en total refundering af de nordiske og europæiske socialdemokratier på et solidarisk grundlag. Kort sagt - en mod-kultur-kamp!

Hvis man er i stand til at få fem børn, burde man være også være istand til at brødføde og opdrage dem, fremfor at skubbe ens egne utilstrækligheder over på staten.

I dette tilfælde burde en tvangsfjernelse til en ordentlig og kærlig famile og tvangssterilsation komme på tale, at familien lider økonomisk er den mindste del af dette.

I fortsættelse af min bemærkning kl 15.12 vil jeg blot påpege, at også i samfund uden kapitalisme og fri markedsøkonomi har man tilsvarende problem som beskrevet i artiklen.

Uanset hvordan man laver et samfund, så vil de børn, der har "uegnede forældrer" ( psykiske/ mentale problemer , alkoholisme, ludomani o s v) have et meget ringere udgangspunkt end børn af "normale" forældrer.

Psykiske problemer, ludomani, ADHD, sociopatiske træk m v er sygdomme, som ikke har noget med socialisme/kapitalisme/religion/opdragelse o s v at gøre .

Man kan ikke fjerne sygdomme ved at skifte økonomiske og sociale systemer/strukturer .

Lars Jørgensen

"Hvis man er i stand til at få fem børn, burde man være også være istand til at brødføde og opdrage dem, fremfor at skubbe ens egne utilstrækligheder over på staten."

Ja, der er vist ikke mange i verden, der vil være uenige i, at sådan burde verden være.

Men nu er verden altså anderledes. Og så må vi som ansvarlige mennesker være istand til at se virkeligheden i øjnene og handle mest muligt fornuftigt på det.

lars jørgensen: Enig, derfor bør de stakkels børn komme i pleje hos nogle der kan give dem en god barndom uden at de skal grave en sti igennem skraldet....

Per Nielsen

Kapitalismen føre os et uigenkaldelig sted hen. Derfor er der nogle af os der mener, at det er på høje tid at tage opgøret op med dette negative system. Er system der udnytter og ødelægger alt vi burde have kært og som kun kommer en lille minoritet til gode.

Det kommer nok ikke til at ske, eftersom de fleste ikke har opdaget og enten ikke vil, har lyst eller har overskud til at indse at systemet vi lever i, basalt set ikke er en nødvendighed. Folk er så at sige blevet afhængige eller tvunget til et liv i et system som på længere sigt er uholdbart. Hvilket i sidste ende vil bringe menneskeheden ned og til ingen verdens nytte. For når alt kommer til alt kan man kan ikke spise penge og materielle besiddelser har ingen værdi i en verden af Kaos. Hvilket Indianerne var kloge nok til at indse længe inden det gik op for de første kloge hoveder i vesten.

Sider