Læsetid: 5 min.

Barndom i underskud

I de seneste 10 år er der sket en voldsom stigning i antallet af børn, der vokser op i fattigdom. Og den sociale arv er næsten umulig at slippe fri af, viser en ny dokumentarfilm, der som det eneste bidrag til ’Hvorfor fattigdom’? en verdensomspændende medieevent, sætter fokus på den danske ulighed
Lene Møller med Carina på 11 år. Ferie er der ikke råd til, så familien fra Aabenraa har været på Røde Kors’ sommerlejr. Børnene har sjældent venner med hjem, da de er flove over rodet.

Lene Møller med Carina på 11 år. Ferie er der ikke råd til, så familien fra Aabenraa har været på Røde Kors’ sommerlejr. Børnene har sjældent venner med hjem, da de er flove over rodet.

Tine Sletting

28. november 2012

Det er mandag eftermiddag på en landejendom i udkanten af Aabenraa. Væggenes manglende fliser afslører de rå murbrokker bagved. På toiletgulvet ligger aviser og dækker over det revnede gulv, og på gulvet står tøj i bunker ved siden af sko, håndklæder og spredte papirer. Her bor mor, far og fem børn.

»Vores familiekonsulent synes, at her er meget rodet, men jeg fortalte hende, at det har været meget værre. Vi havde jo nogle stier i al rodet, hvor vi banede os vej,« fortæller Lene Møller, der er mor til fem børn.

»Jeg lærte at gå i de stier. Så kunne jeg støtte mig til alle tingene, mens jeg lærte at gå,« siger Carina på 11 år.

Sådan ser den ud, fattigdommen og det manglende overskud i Danmark. Det er med hiv og sving, at hverdagen hænger sammen for de fattigste. I takt med at de psykiske problemer og alkoholmisbruget er vokset, er energien til at rydde op nemlig dalet. Familien fra Sønderjylland er en af familierne i dokumentarfilmen Den usynlige arv, der handler om social ulighed set fra børnenes perspektiv. Den har premiere i anledning af den globale indsats om fattigdom Why Poverty?, hvor verdens ulighed tages op til debat.

Filmen er den eneste, der fokuserer på fattigdom og social ulighed i Danmark. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er antallet af børn, der vokser op i fattigdom, steget med knap 60 procent i løbet af de seneste 10 år. Og i dag bor der 67.000 fattige børn i Danmark. Antallet af fattige har således været stigende gennem en årrække.

En social arv

En af årsagerne til fattigdom kan være, at langvarig fysisk eller psykisk sygdom gør det svært at finde en plads på arbejdsmarkedet. Og ud over en stram økonomi har de fattige familier ofte andre problemer at slås med. Hos familien Møller i Sønderjylland har faderens alkoholmisbrug og moderens psykiske problemer med stress og angst været en ekstra belastning. Lene Møller er ufaglært og har netop fået et fleksjob på Postgrillen i Aabenraa, og Harry Møller er smed. Og da han blev sygemeldt med et dårligt knæ i foråret, levede familien ifølge Lene Møller for 100 kr. om ugen til alt; mad, tøj, ekstraudgifter til medicin mm.

»Mine forældres konto står på minus,« forklarer 11-årige Carina.

Lene Møller er klar over, at deres økonomiske problemer har en stor indflydelse på børnene. Og som udgangspunkt må selv de helt basale ting som en tur i svømmehallen eller en fødselsdagsgave skrælles fra.

»Det påvirker meget at gå og spekulere over, hvordan økonomien skal hænge sammen – og det påvirker jo også børnene,« siger Lene. Familien mærker især uligheden i sociale sammenhænge:

»På et tidspunkt blev vi inviteret til en komsammen i en af pigernes klasse. Men det kostede 100 kr., og det havde vi ikke, så vi skrev og sagde, at vi ikke kunne komme. Det er jo rigtig ærgerligt,« siger Lene.

Igennem en lang årrække er problemerne vokset familien over hovedet, og hvis folk kom uanmeldt forbi, blev de ikke lukket ind, »for de skulle ikke se, hvor rodet her var.«

Da Information kommer besøg, er Harry netop kørt til efterbehandling.

»Det har kostet meget, at han skulle drikke,« fortæller Lene.

Hver anden gang er hun med i en pårørendegruppe, og børnene har afsluttet et forløb i en støttegruppe for børn.

»Far har været til en hel masse behandling. Først dagbehandling, så efterbehandling, og han går også i AA, og så noget, jeg ikke kan huske,« remser Carina op. I skolen har børnene holdt lav profil om problemerne derhjemme, og det har været en stor hemmelighed, at de for eksempel får tøj fra genbrug. De er nemlig bange for at blive mobbet, fordi ikke har samme materielle niveau som deres jævnaldrende.

»Børnene vil ikke tage kammerater med hjem, for de skal ikke se, hvordan vi bor, og det kan jeg godt forstå«, siger Lene Møller.

Fattig i et velfærdssamfund

Bag filmen om de fattige familier står dokumentarist Louise Detlefsen. Og filmen har vist sig at være langt vanskeligere at lave end først antaget, da fattigdom som i familien Møllers tilfælde er meget tabubelagt.

»Det har været interessant, at jeg har mødt ekstrem modstand fra bl.a. hjælpeorganisationer. For eksempel var der en skole på Lolland, som jeg gerne ville filme på, men Lolland Kommune ville ikke associeres med fattigdomsdebatten – det var dårligt for deres renommé,« siger Louise Detlefsen og fortsætter: »Det er svært for folk at tale om fattigdom. At stå frem og sige, at man føler sig fattig i et velfærdssamfund, er meget tabu. Selv blandt folk, jeg kender privat, har reaktionen været:

»Ej, der er da ikke rigtigt fattige mennesker. Er det ikke bare nogen, der sidder med et stort fladskærms-tv og lever af kommunen?’ Det er nogle meget firkantede parametre, vi tænker i«.

I stedet efterlyser Louise Detlefsen fokus på den uddannelsesmæssige baggrund. På fysiske og psykiske problemer. Og på hvorvidt de fattige lever en paralleltilværelse, da børnene i mange tilfælde aldrig har set deres forældre gå på arbejde og kun har hørt om det abstrakte begreb aktivering.

»Og de børn har langt større risiko for ikke selv at få en uddannelse. Den sociale arv er ekstremt markant.«

Derfor er det op til de voksne, der er omkring børnene i skolen, på fritidshjemmet og hos kommunen at tage imod den store opgave det er at støtte de fattige børn.

»Ellers vil mange tusinde børn med store ressourcer blive tabt på gulvet.«

Tilbage i Sønderjylland er Carina og hendes søskende vant til at undvære mange af de ting og oplevelser, som er en selvfølge for deres kammerater.

Bare vi kommer i mål

Og når destinationen for den årlige sommerferie skal tegnes og fortælles i skolen, siger Carina, at hun bare har været ved sine bedsteforældre.

»Der er en pige i min klasse, som rejser meget på ferie, og for hende er det småting at tage helt til Italien. Og en af drengene har været på rundtur i hele England. Jeg synes bare, at de er nogle blærerøve,« siger Carina.

Børnene får heller ikke lommepenge, men tjener lidt penge ved at lufte deres farmors hund eller ved at samle flasker. Og Lene har været nødt til at låne børnenes sparepenge for at kunne købe mad.

»Jeg håber, at vi kommer i mål, selv om der er lang vej endnu. Og jeg håber bare, at børnene får en uddannelse, så de kan klare sig,« siger Lene og tilføjer:

»Mange tror, at alle har det fint i Danmark, men mange har jo problemer og har svært ved at klare sig.«

 

Dokumentaren ’Den usynlige arv’ vises på DR1 kl. 20.40 i aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Stig

lyt til Zornig. Hun ved, hvad hun taler om. Hun anbefaler ikke masse-fjernelser... Det er jo mennesker, vi taler om. Det er ikke så nemt at få nye forældre, slet ikke når der findes nogle allerede.

- Fjernelse kan uden tvivl være nødvendigt i visse tilfælde. Men det kan ikke være den generelle løsning.

I øvrigt så straffer man blot ofrene to gange på den måde. Først gennem en dårlig barndom - og så ved at straffe dem igen, når de får børn.

Simon Olmo Larsen

Måske kunne vi starte med at give børnene nogle flere rettigheder?

At vi bor i et land der lider af Dyssocial personlighedsforstyrrelse fremgår tydeligt af respekten for det enkelte menneske.

Jo før vi finder en kur mod denne landsdækkende epidemi, jo før kan vi komme videre og tage os af de virkelige problemer.

Hvorfor er der ingen, der føler for forældrene - og ønsker at hjælpe dem...? De er jo, ligesom os andre blot store børn..

Mikkel Serup: Det har absolut intet med kapitalisme at gøre, du behøver ikke google meget for at finde om skæbneberetninger om fordrukne forældre der tævede eller vanrøgtede deres børn i USSR tiden.

Så økonomien har en meget lille andel i dette, medmindre du mener det at have penge automatisk umulligør psykiske problemer og alkoholisme

Det er en blanding af kulturelle problemstillinger og den uundgåelige delmængde af mennesker der konstant trækker nitter i deres liv.

lars Jørgensen:

"Hvorfor er der ingen, der føler for forældrene - og ønsker at hjælpe dem…? De er jo, ligesom os andre blot store børn.."

Hvad skal vi hjælpe dem med? - hvis vi skulle have hjulpet dem ordentligt uden at behandle amputerede lemmer med panodil, skulle nogen have trådt ind længe før derouten skete og så begynder debatten om kontrol jvnfør Holbæk igen...

Lise Lotte Rahbek

Ah ja.. lad os fjerne deres børn og anbringe dem hos fremmede mennesker.
Det skulle nok kunne lære dem allesammen noget om omsorg, hjælpsomhed og hvordan systemerne fungerer.

(sarkasme er nemmere end at give sig til at tude)

Stig

Jeg svarede blot på Pers "spørgsmål" det havde intet med børneopdragelse at gøre.

Hvilket du nok havde opdaget, havde du læst hele tråden igennem.

Jeg er dog nød til at understrege, at hvordan verdenen er skruet sammen, vil i sidste ende have en eller anden form for betydning. Hvilket Historien er et klart vidnesbyrd på.

Jeg syntes også du semplificere lige i overkanten, for økonomisk armod, som kan ske hvis folk mister deres arbejde, kan lede til at folk søger flasken. Dermed kan en person ende i en negativ spiral der føre til vold. Så At sige økonomi ingen betydning har er at se sig blind på hvor mange ting der kan forsage mistrivsel.

Til slut så har jeg vist aldrig nogensinde sagt at penge er løsningen eller giver lykke. omend er jeg en voldsom kritiker af penge systemet.

Simon Olmo Larsen

Hvis man oprettede en børnedomstol, kunne det være at børnene selv kunne give udtryk for, hvad det er de har brug for af hjælp, til at få deres familie til at fungere.

Samtidig ville børnene føle sig inddraget i processen og de ville kunne stille krav til systemet og deres forældre.

Lise Lotte Rahbek

Simon Olmo

Du har i mine øjne helt ret i at familierne, både børn og voksne, skal høres og deltage i at bedre situationen.

Det værste fængsel er de forestillinger, man ikke kan komme ud af. Derfor er det måske ikke nogen særlig god ide at spørge børn, der mangler erfaring i verden og desværre er underlagt det uundgåelige at lære af det, de ser, hører og oplever. Man kan kun hjælpe børnene ved at bringe hele familien på fode; men det kræver igen, at familien har en forståelse af, hvordan et almindeligt liv i vores samfund er struktureret.
De, der redder sig ud af den sociale arv - og det er altså langt de fleste, heldigvis - har et kendskab til, hvordan det kan være og kan tage skridtene hen imod det; men nogen formår det ikke, tror ikke på det, måske, eller holder hellere fast i den tryghed, der findes i det kendte, om det så er nok så utilstrækkeligt.

Det er et problem, at unge piger får børn uden at kunne forsørge dem. Den er ikke holdbar.

Men det er også et problem, at vi ikke får nok børn..De priviligerede kvinder vil hellere karriere end at føde børn...

Lise Lotte Rahbek

Mette Hansen

Du har vist fat i en fordom mere der.

Kvinder kan godt vælge lade være med at vælge børn til, uden at det er til fordel for en karriere.
Måske er de bare helst fri for at tage ansvaret for børn og andre afhængige væsner og tager konsekvensen af det. Måske har de andre årsager.

Forskellen på aktiv eller passivt valg - det kan ingen se udefra.

Og når børn der er vokset op i kår som disse selv en gang får børn, så står liberalisterne igen og siger: "Tag jer dog sammen". De kender nemlig selv en der har hørt om nogen der havde det meget værre ... og så må det jo være rigtigt.

Lise Lotte Rahbek

Nu har jeg set udsendelsen, og er ret rystet over alle de spørgsmål, som ikke bliver stillet.

- Er arbejdsmarkedet den eneste vej til et 'værdigt' liv i Danmark?
- Hvis ovennævnte er tilfældet, er den eneste hjælp for mere end alm, udfordrede borgere så, at sende dem på jobansøgnings- kursus?
- Hvor er arbejdsmarkedets ansvar?
- Myndighedernes ditto?
- Vi andres?

Lise Lotte Rahbek

Ps. Hvor er det irriterende, at Information nu har sat 'adversion pr. mail' som standard.

Nu kan jeg så bruge megen tid på at slette ligegyldige mails, fordi jeg ikke får sat flueben alle steder. Krajst! :-(

Hva' er der nu galt med genbrugstøj - Det er da sund fornuft, når de vokser hele tiden?!

***

Opfordring til jer, der læser, men aldrig skriver noget herinde: Please skriv; det er ved at være trættende kun at se de sædvanlige hoveder (no offence).
mvh Kristian.

Meget mangelfuld dokumentar der ikke stillede helt essentielle spørgsmål

Jeg kunne meget godt tænke mig svar på, hvilket arbejde forældrene kan tage, hvem vil have nogle med så massive problemer, hvordan løser vi forældrenes problemer og dermed giver børnene bedre muligheder fremad i livet. Hvordan hjælper vi børn i fattige familier, hvordan opkvalificere vi disse forældres evner. Ja fortsæt gerne selv.

Jeg syntes dog det er værd at bemærke at Dem der hovedsageligt bryder den sociale arv, oftes er børn af forældre i arbejde. Mens børn af arbejdsløse klare det betragteligt dårligere, her klare især børn af forældre på kontanthjælp det meget dårligt, stadig over 50% af børn af forældre uden for arbejdsmarked har stadig ikke en udannelse. Helt anderledes forholder det sig for børn af forældre i arbejde, her er det kun ca. 20% der står uden uddannelse, Så der er forskel på hvem der statistisk set bryder den sociale arv, her betyder det rigtigt meget om forældre er i arbejde eller ej.

Men med ca. 40% af de unge uden uddannelse der nu står uden for arbejdsmarkedet. Kan den positive udvikling af børn der bryder den sociale arv gå i stå. især når vi ser på hvor hurtigt ufaglært arbejde forsvinder ud af landet.

Det er dog stadig glædeligt at Mange der er vokset op med negativ social arv, I dag bryder den. spørgsmålet er dog om vi risikere at den går i stå. For Det er dybt problematisk når så mange ufaglærte står uden for arbejdsmarkedet i dag, for vi ved at ca. halvdelen af disses børn vil ende som ufaglærte. Jeg frygter at vi om et par årtier har et meget mere tydeligt A og B hold og hvor det bliver vanskeligere at bryde arven.

Lise Lotte Rahbek: det er ikke en fordom, at unge mødre får børn uden selv at kunne forsørge dem....De ved jo at velfærdsstaten står klar til at overtage rollen som forældre. Groft sagt.

Jeg kan forstå at mennesker som er fattige, og som har 5 børn!, burde skamme sig ligeså meget som et fattigt menneske som ingen børn har!

Gad vide hvad min tidligere kollega som har 4 børn så skal skamme sig over? Og ja, hun har et arbejde...!

Fordrejning af sandheden, fattige får mange børn helt generelt. Derfor er al snak om et Sikkerhedsnet i det henseende, at snakke udenom. man kan derfor meget let få tanken at personen, i desperation forsøger, at dreje emnet ind på et sidespor, fordi de hellere vil tale om hvor hård det er at være rig og hvor uretfærdigt det er at de betaler 50% i skat og andet rigmands klynk.
Det ændre bare ikke en brøkdel på, at de fattige vil få børnene i langt de fleste tilfælde om alle omstændigheder. spørgsmålet er bare om vi skal hjælpe disse eller ej, fjerner vi tilskuddet ja så tror jeg enhver med gennemsnitlig intelligens kan regne resultatet ud.

Så at tro på sådan engang velhaver fordomme, tror jeg bliver mere end vanskeligt at påbevise, sådan rent videnskabeligt.

Fordrejning af sandheden. Fattige får mange børn helt generelt. Derfor er al snak om et Sikkerhedsnet, i denne henseende, at snakke udenom. Man kan derfor meget let få den tanken, at hun i tilstand af ren desperation forsøger at dreje emnet ind på et sidespor. Fordi hun egentligt hellere vil tale om, hvor hård det er at være rig, samt hvor uretfærdigt det er at de betaler 50% i skat og andet rigmands klynk.
Det ændre bare ikke en brøkdel på, at de fattige vil få børnene, i langt de fleste tilfælde om alle omstændigheder. spørgsmålet er bare om vi skal hjælpe disse eller ej. Fjerner vi tilskuddet, ja så tror jeg enhver med gennemsnitlig intelligens, kan regne resultatet ud.

Så at tro på sådan engang velhaver fordomme, tror jeg bliver mere end vanskeligt at påbevise, sådan rent videnskabeligt.

Lone Christensen

Jeg har også set dokumentaren på DR1 og jeg må indrømme at jeg tænkte, at det ikke handlede om økonomisk fattigdom men social fattigdom.

Familien i Sønderjylland med de 5 børn manglede helt klart overblik og forståelse af deres egen situation og struktur i hverdagen. Det kunne have været interesant at høre mere om, hvad personen fra kommunen skulle hjælpe med og hvorfor hjælpen ikke var kommet meget tidligere.
Som jeg ser det, så har de børn været i farezonen for omsorgssvigt længe, da forælderne er erklæret syge (psykisk og misbrug). Hvorfor har ingen grebet ind noget før??

At hjælpe andre er dybest set at hjælpe sig selv.

Der er ingen forskel på menneskers "værdi". Vi er alle lige.

Ulighed er bunduretfærdigt og totalt unyttigt, men mangfoldighed er et plus og vil altid være i vores samfund.
Ikke to mennesker fødes ens, men vi er nødt til at skabe 100% lige vilkår for alles trivsel. Det kan lade sig gøre, vi har bare alt for små visioner i dette lille land.

Ulighed i samfundet kan nemt undgås, hvis vi sætter alt ind på at hjælpe hvor der er brug for det, i rigt mål og bruger af penge, der passende kan "tages tilbage" til statskassen fra de rigeste i samfundet.

Hvis bare ALLE offentligt ansatte havde den rette indstilling til det ansvar der ligger i arbejdet og deres omgang med statens midler....Så kunne vi komme fattigdom til livs. Alle os andre, med vores på det tørre, kunne jo også hjælpe til gratis, hvis overskuddet er der.

Måske er det bedst at starte med den udbredte åndelige fattigdom?

Christel Larsen

Det er sgu lidt rystende læsning at nogen vil fjerne børnene..

Det er deres familie. Kan godt være den ikke er optimal, men der er ikke muligt at give dem et bedre tilbud i det offentlige tværtimod viser tallene at det går endnu dårligere for børn der kommer i plejefamilier eller på børnehjem på sigt, plus de mister familie kontakten.

bedsteforældre, onkler,tanter, kusiner, fætre og den tætte kontakt med forældrene minimeres.

Det er jo ikke sådan at man kan lave et helt nyt familienetværk til de børn man fjerner, så det er absolut sidste udvej. Husk at de ikke bare skal leve en barndom men også et voksen liv , og at selv en dårlig relation er bedre end ingen.

Måske er jeg blevet blødere med alderen, eller måske har jeg fået øjnene op for at folk ikke altid har de valgmuligheder man tror.

Jeg har set folk som ikke vidste hvordan de fik hjælp til deres ordblinde børn, medmindre familiemedlemmer eller naboer eller venner gik ind og hjalp dem.

Det er jo ikke fordi folk ikke vil have hjælp, men nogle ved bare ikke enten hjælp findes, eller hvordan de skal gøre det. Og man kan for pokker da ikke forpligte folk mere end de evner.

Måske mangler der noget basal hjælp, som feks at hjælpe med at rydde op/ud .

Hvorfor skal det hele være så firkantet? Hvorfor kan der ikke sættes ind med den hjælp som kan ses er nødvendig?

Hvad hjælper et jobsøgnings kursus med 20 mennesker , hvis en person har brug for hjælp til at lave specifikke ansøgninger og måske finde ud af hvor der er job de kan magte altså en mere individuel hjælp? hvad hvis den person som ikke er god til ansøgninger, er en rigtig god arbejdskraft at have ansat, men aldrig får chancen .

Der er stor mangel på job pt, det gør personer i bunden nemmere at sparke længere ned .

Det er nok ikke kun det at de ikke har mange penge, at der er rod i hjemmet , men omgivelsernes manglende rummelighed overfor det, så de bliver udskud i kvarteret og i skolen. Så vi er vel helt nede på at samfundet som institution ikke kan gøre alt, men samfundet som os , kan gøre en del ved at rumme naboer , se de børn som er fattige og anerkende dem som mennesker og møde dem hvor de er med accept af at godt nok har de ikke mærketøj på, og måske der er andre underlige ting ved dem i forhold til vores forventninger, men de har også et liv med drømme og håb, og de fortjener at have et liv uden de bliver mobbet, eller oversete. Det er muligt at tale med dem menneske til menneske også uden man behøver at tænke ; hvad får jeg selv ud af det?

Lone Christensen

Christel Larsen,
Da jeg så den lille pige stå foran solnedgangen i udsendelsen, fik jeg helt lyst til at undervise hende i at tegne/male! Det gjorde helt ondt i maven, da hendes moder ikke kunne se og nyde solnedgangen sammen med sin datter og slet ikke så hvor sød datten er.

Christel Larsen

ja lone Christensen , man bliver så berørt af den slags udsendelser, men man bør nok gribe lidt fat i sig selv , for man bliver berørt af at SE virkelig SE dem som mennesker, men på gaden går man dagligt forbi en masse af den slags uden at værdige dem et blik.

Mener der er hjemløse som også bare er mennesker med håb og drømme, men det er bare nemmere ligesom at overse de mennesker som er i bunden, om det er en form for generthed med at man ikke vil lade som man ser dem, fordi man ikke vil udstille dem? eller er det fordi det er nemmere at smile til den rene søde unge med forældre som ligner en selv, end til barnet som måske går i noget underligt tøj. Måske er man bare nøjeregnende hvem man netværker med , om man kan få noget igen, hvilket jo udelukker en del som værende rentable i den sammenhæng. måske er man overbevist om at de må være dumme siden de ikke er nået længere og derfor ikke værd at samtale med.

Men jeg er da overbevist om denne udstødelse er værrer end ikke at have så mange penge.

Lone Christensen

Christel Larsen,
Jeg er helt enig med dig! Det handler om at SE og blive SET!
Den søde lille pige rørte mit hjerte personligt, da jeg har beskæftiget mig med kunst og har undervist flere børn ad forskellige omveje, og jeg derfor ved hvordan det oåvirker børn at tegne og male. De får 'et rum', hvor de bliver set og hvor de kan være frie og skabe uden at skulle leve op til nogle bestemte karakter på 7 skalaen.

I forbindelse med det at blive SET, så hørte jeg et vidunderligt program i radioen fornylig om en gammel præst, tror jeg han var. Programmet var produceret af hans nevø og det handlede om at manden var rejst langt væk, hvor landsbyen SÅ ham og hilste hverdag! I løbet af udsendelsen tænker nevøen højt og siger 'Hvorfor skal min onkel rejse så langt væk for at blive set?'
Jeg kan desværre ikke huske titel på programmet men det var på P1 og sendt fornylig.

Det nemmeste i verden er at kloge sig. Jeg husker fra min barndom i 50'erne i Ordrup at der var børn som "man pegede fingre af" så der er desværre ikke noget nyt under solen. Jeg føler med de familier især børnene som igen betaler prisen.

Vibeke Svenningsen

Scenen, hvor pigen taler om at male solnedgangen, viser jo blot, at hun også har potentiale og evner, hvis de dyrkes og modnes. Hun kunne se farver og form, som var lidt usædvanligt for et barn i hendes alder - og rent faktisk søge at sætte ord på det, hun så. Pointen var jo her at understrege, den afledte effekt det giver at have en barndom i fattigdom. Disse børn stimuleres ikke på samme måde, og gives derfor ikke samme mulighed for at klare sig i voksenlivet. Derfor er det også så let at råbe eget ansvar osv. Vi er alle også produkter af noget, vi har meger lidt indflydelse på - også disse fattige børns forældre - deraf arven, hvor farttigdom ikke kun bliver et spørgsmål om at kunne spise sig mæt hver dag.

Når vi tænker, hvad Christel Larsen nævner, om andre mennesker, er det tydeligt, at vi er kommet meget langt ud af et skråplan - det handler ikke om, hvad man kan bruge andre mennesker til, det er den ultimative synd og en venden ryggen til demokratiet, hvor alle er lige og alle har krav på at blive respekteret som borgere.
Det handler snarere om at være sig bevidst, hvad man kan være for andre mennesker, både professionelt og som menneske, uden at det skal blive frelst - det er jo blot ganske normal tilfredsstillelse af eget behov for at spille en rolle og have betydning.

Imidlertid kommer vi heller ikke videre, hvis vi tillader nogle af de mere kritisable sider hos de dårligt stillede at være upåtalte i misforstået medfølelse. En praktisk indstilling til løsning af de problemer, der åbenbart virker helt uoverskuelige for nogle mennesker. Der er gået for meget 'giv dem en fiskestang' i den! Det kan faktisk være den største hjælp at løse folks uoverstigelige problemer for dem, f.eks. ved eftergivelse af offentlig gæld, ved bedre adgang til supplerende understøttelse (frem for fleksjob, der skaber et alternativt arbejdsmarked, hvad vi skal væk fra), ved inddragende og diskuterende frem for patroniserende sagsbehandling og ved at valg ikke er noget, man ikke kan sige nej til (og altså ikke er valg), men derimod mulighedsafsøgende; man kan også lette manges adgang ved endelig at indføre den kompensation for hjemmearbejde, som burde have været konsekvensen af ligestillingen, udvidelse af retten til sygedagpenge og den aktive udvikling af et arbejdsmarked, der kan bestrides af folk uden særlige forudsætninger.

Lise Lotte Rahbek siger:
"Ah ja.. lad os fjerne deres børn og anbringe dem hos fremmede mennesker.
Det skulle nok kunne lære dem allesammen noget om omsorg, hjælpsomhed og hvordan systemerne fungerer."
Du har selv plæderet at du ingen løsninger har på problemstillingen, men du vil stadig gerne kritisere forslag? - det hører vist mere hjemme på EBs debat sider...

Er arbejdsmarkedet den eneste vej til et ‘værdigt’ liv i Danmark?

Det er nu engang sådan at man bør stræbe efter at forsørge sig selv, at være afhængig af ydelser fra det offentlige skaber hverken selvrespekt hos en selv eller fra omverden

"Hvis ovennævnte er tilfældet, er den eneste hjælp for mere end alm, udfordrede borgere så, at sende dem på jobansøgnings- kursus?"
Det er da en start, men det er selvfølgelig kvalifikationer der skal fremskaffes?

"Hvor er arbejdsmarkedets ansvar?"
Er det arbejdsmarkedets ansvar at få fat i ufaglærte mennesker der via deres egne valg pt, ingen nytteværdi har?
Den eneste måde at sikre dette på er ved at staten udpeger hvem der skal uddanne sig til hvad og hvilket job de skal få.

Myndighedernes ditto?
Skal myndighederne foretage kontrol besøg af disse familier der godt nok ikke slår eller misbruger deres børn, men ellers er ansvarsløse og dysfunktionelle i ethvert henseende? - jeg er tilhænger af det.

Vi andres?
Hvilken relation har du til de familier udover du bor i samme land?

Mikkel Serup: Selvfølgelig kan økonomiske begrænsninger kaste en familie ud i problemer, men i dette tilfælde var det flasken der kom først.
Minus og minus giver ikke plus, to voksne med så enorme forskellige diagnoser der får børn er dømt til at gå galt, uanset om de boede på strandvejen eller ej.

Stig Rasmussen, at bo i samme land er den altafgørende relation. Mht. 'at forsørge sig selv' er det jo en ny foreteelse, og det holder jo heller ikke rigtigt, da de rigeste mennesker i verden i højere og højere grad forsørges af alle de andre.

Peter Hansen;

Nej det er en tyk kliche som ingen relevans har for virkeligheden, selvfølgelig bekymrer du dig ikke om dysfunktionelle familier du ikke har direkte relation til, det er en naturlighed, vi bor i et land med 5.5 mio indbyggere ikke i en lille landsby hvor alle kender hinanden og teoretisk kan hjælpe.

@Stig Rasmussen

Jeg er dybt uenig i at borgere skal måles på en økonomisk nytteværdi i vores samfund.

Så må det være ud fra en "menneskelig" nytteværdi, såsom hvor stor empati har du, hvor god er du til at bidrage på det personlige plan, hvor meget kærlighed og omsorg er du villig til at give til dem omkring dig...

Det er den slags nytteværdi vi mangler, for at vores samfund kan komme tilbage på sporet. Det er i øvrigt den rette definition af "at bidrage" til noget.

Hvis man kun er interesseret i at få et job (for ellers er man en taber) hvor man godt nok betaler skat, men det er jo egentlig kun sit eget bedste man tænker på, og man forsøger hele tiden at skrabe mere værdi ind kun til sig og sine - se det er samfundsundergravende virksomhed på højt plan.

Hermed siger jeg ikke, at samfundsborgeren ikke skal tage et ansvar for sit eget velbefindende, det skal alle, men dem der ikke har lært at gøre det i familien, må staten jo lære det, når de er blevet voksne. Ved støtte, terapi og uddannelse og med mindst mulig indgriben i den personlige frihed.

Hvis vi havde et velfungerende hjælpesystem til svigtede børn (også når de er blevet voksne og selv har fået børn), ville vi på en enkelt generation eller to kunne FJERNE problemer som disse. Der ville kun være enkelte syge og handicappede tilbage "på forsørgelse" i samfundet.

Vi GIDER bare ikke investere pengene i de her mennesker. De økonomiske konsekvenser af dette vokser efterhånden til uoverskuelige proportioner og de menneskelige konsekvenser er bare helt uacceptable.

Desuden finder jeg det skræmmende, at du tilsyneladende kun betragter staten som et kontrol-organ overfor disse mennesker (ja os alle), i stedet for den støtte og hjælp til en bedre eksistens for alle, som den burde være.

Arbejdet i den kapitalistiske produktion er ikke alt i livet og vi bliver forhåbentlig ikke kun født for at indgå i en arbejdsstyrke, der skal udnyttes til sidste blodsdråbe og til den lavest mulige løn. Eller gør vi? Har vi bare svært ved at indrømme overfor os selv at vi bliver snydt af dem, der trækker i trådene højere oppe i samfundet?

Kreativitet og produktion af menneskelige goder og løsninger på vores praktiske problemer ville kunne gøres effektivt på en måde, vi aldrig har set lige, hvis vi kunne hjælpe ALLE i samfundet til at bidrage med deres unikke talent.

Vi har alle skabertrang og fantasi. Vi glemmer det bare mens vi sidder på skolebænken.

Og så glemmer vi det igen og igen og igen som voksne, når vi selv kan bestemme over vores liv.

Eller kan vi egentlig det i vores nuværende system?

Christel Larsen

Jeg er nok rimelig sortseende og vil forudse , der altid vil være folk som rammer bunden..

Som arbejdmarked kan der ikke laves socialt arbejde og dog? Jeg har da set steder som har ansat folk som på den ene eller anden side er marginaliseret, også uden at få tilskud. De er såmænd ovenikøbet glad for deres arbejdskraft, men igen ikke alle er et sted hvor de kan arbejde, psykisk sygdom , alm sygdom, misbrug kan i perioder gøre folk uarbejdsdygtige og man kan ikke forlange arbejdsgivere ansætter folk som ikke dukker op etc.

kommunen består mest af kontrol, møder på kontorer evt i hjem og påtaler. Det er ikke så meget praktisk hjælp de giver.

Man tør dårligt hviske ordet borgerløn...

men det er da en lidt sjov tanke at et dyr som fødes til denne jord, har lov at gå rundt og kan sove som det passer den ( stortset). Som dansker kan du ikke engang lovligt slå et telt op i en park eller en skov for en længere periode for at bo der. Du har kun krav på at sove et sted du betaler for at bo. hvilket kræver penge.

Og at SE dem omkring en..At turde hilse og tage en lille snak med mennesker omkring en i kvarteret som er dårligere stillet , at huske at sende en gave til ens kusine/fætters børn fordi man ved de ikke har meget, selvom man næsten aldrig hører fra dem.

Arbejde er blevet en religion, og før vi indser, at rigdom alene kan forøges ved at mindske den tid, vi bruger på at skaffe det fornødne til livets opretholdelse, vil vi blive ved med den idiotiske jagt på oprettelse af mere og mere ligegyldige funktioner, blot fordi man har misforstået et ellers enkelt begreb som 'pligt'.

Stig Rasmussen, jeg bekymrer mig om samfundet som et fællesskab af alle, der lever i det - og det er for mig afgjort en prioritering, at samfundet sikrer enhver tilstrækkeligt til livets opretholdelse på acceptabelt niveau.

Mette Olesen : Der er to ting i spil:

1. Dysfunktionelle familer, der har økonomi stort set ingen betydning, alkoholisme og psykiske problemer findes også blandt de velstillede, de kan lindre det og drikke bedre vin men hvis der ikke tages hånd om det professionelt så ender det samme sted.

2. Et generelt samfundsansvar, der bør alle tilstræbe at være netto bidragere, alene af den grund at man derved kan hjælpe dem der har fortjent det.
Et job er en nødvendighed, man kan være heldig at det også er noget man kan lide, men man kommer ikke uden om det.

At sætte børn til verden uden at kunne forsørge dem selv, er i mine øjne direkte uansvarligt.

Du kommer ikke uden om at staten skal være kontrol organ, hvis du ønsker at dit hjælpesystem, skal stoppe disse familier fra at sende deres problemer videre til næste generation før skaden er sket.

Den nævnte familie skulle være hjulpet længe før den endte som den er nu, der skulle være sat ind fra første barn bliver født. Det vil kræve kommunal kontrol og overvågning af borgerne, det nytter ikke at hjælpe dem når det hele er ramlet.

Peter Hansen:

"Stig Rasmussen, jeg bekymrer mig om samfundet som et fællesskab af alle, der lever i det - og det er for mig afgjort en prioritering, at samfundet sikrer enhver tilstrækkeligt til livets opretholdelse på acceptabelt niveau."
Du berører kun det økonomiske - hvad forskel ville det gøre for familien at de fik 10.000 mere om måneden når moderen ikke kan tage sig sammen til noget som helst?

Simon Olmo Larsen

Stig

Du mener at vi skal have mere kontrol og overvågning med borgerne.

At hvis bogeren ikke selv kan forsørge sine børn skal borgeren tvangsteriliseres.

Du mener at vi kan lovgive os ud af problemerne og ved at sætte hårdt mod hårdt, kan man ændre på borgernes adfærd og i sidste ende udrydde fattigdom.

Din forståelse af fattigdom er ikke ud fra et økonomisk aspekt, men ud fra at fattigdom opstår på grund af misbrug og psykiske sygdomme og ikke omvendt.

Så hvis man tvangsterilisere misbrugerne og de psykisk syge, vil man kunne fjerne en stor del af de problemer vi idag har med denne gruppe, fordi de ikke vil have mulighed for at viderefører deres gener?

Simon Olmo: Nej, men det jeg udstiller er jeres dobbelttænkning uden ansvar, i ønsker et system der hjælper de svage men samtidig vil i ikke foretage den kontrol der netop vil kunne stoppe problemerne inden de opstår.
Hvorfor foretage brandslukning, når den nævnte familie havde været bedre stillet ved statslig hjælp fra første barn?

Sider