Læsetid: 5 min.

Barndom i underskud

I de seneste 10 år er der sket en voldsom stigning i antallet af børn, der vokser op i fattigdom. Og den sociale arv er næsten umulig at slippe fri af, viser en ny dokumentarfilm, der som det eneste bidrag til ’Hvorfor fattigdom’? en verdensomspændende medieevent, sætter fokus på den danske ulighed
Lene Møller med Carina på 11 år. Ferie er der ikke råd til, så familien fra Aabenraa har været på Røde Kors’ sommerlejr. Børnene har sjældent venner med hjem, da de er flove over rodet.

Lene Møller med Carina på 11 år. Ferie er der ikke råd til, så familien fra Aabenraa har været på Røde Kors’ sommerlejr. Børnene har sjældent venner med hjem, da de er flove over rodet.

Tine Sletting

28. november 2012

Det er mandag eftermiddag på en landejendom i udkanten af Aabenraa. Væggenes manglende fliser afslører de rå murbrokker bagved. På toiletgulvet ligger aviser og dækker over det revnede gulv, og på gulvet står tøj i bunker ved siden af sko, håndklæder og spredte papirer. Her bor mor, far og fem børn.

»Vores familiekonsulent synes, at her er meget rodet, men jeg fortalte hende, at det har været meget værre. Vi havde jo nogle stier i al rodet, hvor vi banede os vej,« fortæller Lene Møller, der er mor til fem børn.

»Jeg lærte at gå i de stier. Så kunne jeg støtte mig til alle tingene, mens jeg lærte at gå,« siger Carina på 11 år.

Sådan ser den ud, fattigdommen og det manglende overskud i Danmark. Det er med hiv og sving, at hverdagen hænger sammen for de fattigste. I takt med at de psykiske problemer og alkoholmisbruget er vokset, er energien til at rydde op nemlig dalet. Familien fra Sønderjylland er en af familierne i dokumentarfilmen Den usynlige arv, der handler om social ulighed set fra børnenes perspektiv. Den har premiere i anledning af den globale indsats om fattigdom Why Poverty?, hvor verdens ulighed tages op til debat.

Filmen er den eneste, der fokuserer på fattigdom og social ulighed i Danmark. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er antallet af børn, der vokser op i fattigdom, steget med knap 60 procent i løbet af de seneste 10 år. Og i dag bor der 67.000 fattige børn i Danmark. Antallet af fattige har således været stigende gennem en årrække.

En social arv

En af årsagerne til fattigdom kan være, at langvarig fysisk eller psykisk sygdom gør det svært at finde en plads på arbejdsmarkedet. Og ud over en stram økonomi har de fattige familier ofte andre problemer at slås med. Hos familien Møller i Sønderjylland har faderens alkoholmisbrug og moderens psykiske problemer med stress og angst været en ekstra belastning. Lene Møller er ufaglært og har netop fået et fleksjob på Postgrillen i Aabenraa, og Harry Møller er smed. Og da han blev sygemeldt med et dårligt knæ i foråret, levede familien ifølge Lene Møller for 100 kr. om ugen til alt; mad, tøj, ekstraudgifter til medicin mm.

»Mine forældres konto står på minus,« forklarer 11-årige Carina.

Lene Møller er klar over, at deres økonomiske problemer har en stor indflydelse på børnene. Og som udgangspunkt må selv de helt basale ting som en tur i svømmehallen eller en fødselsdagsgave skrælles fra.

»Det påvirker meget at gå og spekulere over, hvordan økonomien skal hænge sammen – og det påvirker jo også børnene,« siger Lene. Familien mærker især uligheden i sociale sammenhænge:

»På et tidspunkt blev vi inviteret til en komsammen i en af pigernes klasse. Men det kostede 100 kr., og det havde vi ikke, så vi skrev og sagde, at vi ikke kunne komme. Det er jo rigtig ærgerligt,« siger Lene.

Igennem en lang årrække er problemerne vokset familien over hovedet, og hvis folk kom uanmeldt forbi, blev de ikke lukket ind, »for de skulle ikke se, hvor rodet her var.«

Da Information kommer besøg, er Harry netop kørt til efterbehandling.

»Det har kostet meget, at han skulle drikke,« fortæller Lene.

Hver anden gang er hun med i en pårørendegruppe, og børnene har afsluttet et forløb i en støttegruppe for børn.

»Far har været til en hel masse behandling. Først dagbehandling, så efterbehandling, og han går også i AA, og så noget, jeg ikke kan huske,« remser Carina op. I skolen har børnene holdt lav profil om problemerne derhjemme, og det har været en stor hemmelighed, at de for eksempel får tøj fra genbrug. De er nemlig bange for at blive mobbet, fordi ikke har samme materielle niveau som deres jævnaldrende.

»Børnene vil ikke tage kammerater med hjem, for de skal ikke se, hvordan vi bor, og det kan jeg godt forstå«, siger Lene Møller.

Fattig i et velfærdssamfund

Bag filmen om de fattige familier står dokumentarist Louise Detlefsen. Og filmen har vist sig at være langt vanskeligere at lave end først antaget, da fattigdom som i familien Møllers tilfælde er meget tabubelagt.

»Det har været interessant, at jeg har mødt ekstrem modstand fra bl.a. hjælpeorganisationer. For eksempel var der en skole på Lolland, som jeg gerne ville filme på, men Lolland Kommune ville ikke associeres med fattigdomsdebatten – det var dårligt for deres renommé,« siger Louise Detlefsen og fortsætter: »Det er svært for folk at tale om fattigdom. At stå frem og sige, at man føler sig fattig i et velfærdssamfund, er meget tabu. Selv blandt folk, jeg kender privat, har reaktionen været:

»Ej, der er da ikke rigtigt fattige mennesker. Er det ikke bare nogen, der sidder med et stort fladskærms-tv og lever af kommunen?’ Det er nogle meget firkantede parametre, vi tænker i«.

I stedet efterlyser Louise Detlefsen fokus på den uddannelsesmæssige baggrund. På fysiske og psykiske problemer. Og på hvorvidt de fattige lever en paralleltilværelse, da børnene i mange tilfælde aldrig har set deres forældre gå på arbejde og kun har hørt om det abstrakte begreb aktivering.

»Og de børn har langt større risiko for ikke selv at få en uddannelse. Den sociale arv er ekstremt markant.«

Derfor er det op til de voksne, der er omkring børnene i skolen, på fritidshjemmet og hos kommunen at tage imod den store opgave det er at støtte de fattige børn.

»Ellers vil mange tusinde børn med store ressourcer blive tabt på gulvet.«

Tilbage i Sønderjylland er Carina og hendes søskende vant til at undvære mange af de ting og oplevelser, som er en selvfølge for deres kammerater.

Bare vi kommer i mål

Og når destinationen for den årlige sommerferie skal tegnes og fortælles i skolen, siger Carina, at hun bare har været ved sine bedsteforældre.

»Der er en pige i min klasse, som rejser meget på ferie, og for hende er det småting at tage helt til Italien. Og en af drengene har været på rundtur i hele England. Jeg synes bare, at de er nogle blærerøve,« siger Carina.

Børnene får heller ikke lommepenge, men tjener lidt penge ved at lufte deres farmors hund eller ved at samle flasker. Og Lene har været nødt til at låne børnenes sparepenge for at kunne købe mad.

»Jeg håber, at vi kommer i mål, selv om der er lang vej endnu. Og jeg håber bare, at børnene får en uddannelse, så de kan klare sig,« siger Lene og tilføjer:

»Mange tror, at alle har det fint i Danmark, men mange har jo problemer og har svært ved at klare sig.«

 

Dokumentaren ’Den usynlige arv’ vises på DR1 kl. 20.40 i aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Stig Rasmussen

Vi er helt enige i, at det ikke kun handler om at smide penge efter problemerne i samfundet.

Min pointe er netop, at hvis vi begynder at investere tid, penge og energi i at skabe flere menneskelige ressourcer og menneskeligt overskud hos os selv og hinanden, kan vi komme langt ad den vej.

Selvfølgelig skal dysfunktionelle familier i alle samfundslag have adgang til den samme hjælp. Rige, ulykkelige mennesker er lige så stor en hæmsko for samfundsudviklingen som fattige, ulykkelige mennesker er.

Grunden til, at jeg er modstander af kontrol som metode er, at kontrol får voksne ellers ansvarlige mennesker til at opføre sig som små børn. Hvilket ikke gør situationen bedre. Det fremmer ikke selvhjulpenhed og ansvar hos den enkelte. Dette gør uddannelse, coaching og en følelse af handlemuligheder.

Hvis vi skal hjælpe en voksen, der gik i stå følelsesmæssigt ved 6-årsalderen, må vi starte med at give omsorg, støtte og kærlighed, så personen kan få lov at modnes, som de aldrig fik mulighed for. Derefter kan man langsomt begynde at stille krav, når personen er klar til det.

Jeg mener at vi alle har fortjent at blive hjulpet. Jeg forstår ikke tankegangen at der er forskel på folk.

Hjælp mig gerne med at forstå hvorfor vi ikke alle er født med retten til et godt liv, jeg forstår det simpelthen ikke.

Er man et dårligt menneske, fordi man træffer valg, som ikke er kloge og velovervejede? Som man træffer, fordi det er det man har lært af sine forældre og af omgivelserne?

Mette Olesen: Jeg forstår sådan godt dine betragtninger, jeg mener bare ikke du undgår netop at skulle prøve at fange problemer i opløbet , hvis man virkelig vil gøre noget og det kræver kontrol.

Der er ingen der er født med retten til et godt liv, det er velfærdssamfundet der har prøvet skabe dette fantasifoster og nu da det begynder at krakellere kommer revnerne frem. Vi har bare været heldige og være født i et smørhul, flyv 5-6 timer i stort hvilken retning du vil og du vil at se at det er darwinisme og held der afgør om man får et godt liv eller ej.

Der er ikke dårlige eller gode valg, der er valg man træffer og konsekvenser man hænger på.

Christel Larsen

Jeg kan sagtens se pointen i at afhjælpe denne specifikke familie fra første barn af. Problemet er nogen gange at familier ikke altid har en social deroute fra start af, men det starter med en lille sten som ruller og pludselig ligger de nede og det ser sort ud.

Der er en del af de social svage som netop i krise tider bliver endnu svagere, de er de første som mister jobbet, ( netværker ikke de rigtige ? Det moderne mantra. det er ikke hvad du gør, men hvem du kender mange tilfælde), det kan være en sygdom som bryder ud, det kan være en skilsmisse som gør folk hjemløse etc etc.

Det er ikke altid de valg man træffer, men om de muligheder som foreligger, for reelle valg er det ikke altid. Der skal en god portion held til også :), og lidt spidse albuer for at klare sig i livet. Lidt forståelse og økonomisk råderum fra baglandet er altid en fordel udover de kontakter som der kan trækkes på for at skabe job , praktik pladser etc..

Simon Olmo Larsen

Stig

Helt enig familien burde have haft hjælp meget tidligere.

Jeg er så ikke enig i at det er igennem overvågning og kontrol vi bliver bedre til at opdage omsorgssvigt.

Jeg tror det er et samfundsproblem hvor vi skal gøre op med de tabuer der er omkring fattigdom, psykisk sygdom og misbrug.

Det burde være enhver borgers pligt at hjælpe når en familie er dysfunktionel, men der er en tendens i samfundet til at kigge den anden vej og en berøringsangst over for de problemer der er tæt på os.

Jeg tror at denne tendens går igen hos børnene der vil gøre alt for at skjule de problemer der er i deres familie og hos de "professionelle" der arbejder med børnene i dagligdagen.
Det burde være skolerne og daginstitutionerne som opdagede størstedelen af de børn der bliver omsorgssvigtet.
De "professionelle" burde være klædt på via deres uddannelse til at tage hånd om sådanne problemstillinger.
Så de via dialog og handling får iværksat et forløb, der tilgodeser alle via støtte og hjælp i hjemmet hos familien.
Hvis den hjælp slår fejl vil en tvangsfjernelse være mulig.
Dog ikke uden at børnene bliver inddraget i beslutningsprocessen og alle børn har ret til at få taget deres sag op hvis de er utilfredse med forløbet.
Jeg vil mene inddragelse, ansvar og relations orienteret pædagogik er vejen frem og at børn skal have rettigheder og muligheden for at blive hørt af en domstol.

Christel Larsen

Det er ingen hjælp at se ned på en familie som ikke fungerer, alle mennesker har en historie bag som fortæller hvordan de endte som de gjorde.

Jeg ved ikke hvor mange som så udsendelsen med mit publikum om hjemløse henrik. Det der var slående, var at de som fra start havde lidt en holdning om han bare kunne tage sig sammen og tage lejligheden, efterhånden som de fik indblik i historien bag, pludselig havde en meget størrer forståelse for mandens historie og hvorfor han var, hvor han var.

det er bare nemmere at dømme folk som er ukendte, man vil bare helst ikke kende dem, men det er altså tit både kompliceret "at fixe" og alligevel enkelt at forstå hvorfor de er hvor de er, når man får baggrunden.

at fjerne børn som ikke direkte mishandles er et kæmpe overgreb, det viser tallene for hvordan de fungerer i voksenlivet. Jeg ville ønske jeg havde en løsning på de problemer , men jeg er overbevist om de altid vil være med det system vi har opbygget, spørgsmålet er om vi er så "store" i samfundet at vi både ude i samfundet og fra offentlig side kan behandle de skæbner som mennesker.

Stig Rasmussen

Med al respekt for dine synspunkter, så må jeg bare konstatere at vi lever i to forskellige verdener.

Efter min mening er alle født med retten til et godt liv.

Grunden til at vi som menneskehed skaber fattigdom og dertilhørende dårlige konsekvenser, er fordi vi træffer dårlige valg, når det gælder menneskelig trivsel og hvad vi vælger at satse på og investere i.

Verdens tilstand kan KUN tilskrives de valg vi har truffet. Jeg vover blot at foreslå at vi må begynde at træffe nye valg og derved gøre livet bedre for flere mennesker.

Et værdigt liv for alle er langt fra et fantasifoster, men det bliver det ved med at være når ingen vil se på realiteterne! Vi har selv skabt den suppedas vi står i, men det betyder også at vi selv kan skabe noget bedre.

Det lyder meget fatalistisk når du siger at vi har levet i et smørhul, men nu må vi se realiteterne i øjnene.

Jeg har ikke tænkt mig at opgive mine høje tanker og idealer, bare fordi der løber en masse forvirrede mennesker rundt og råber KRISE! Det er jo netop det den herskende klasse prøver at opnå.
Så længe vi er i panik, har vi ikke overskud til at tænke nye tanker og være kreative.

Hvis vi vil løse fattigdomsproblemet i verden, må vi komme udover vores egen åndelige fattigdom og indse at vi må sætte højere standarder for vores liv og skabe nye visioner, der kan udstikke en bedre retning for hele menneskeheden.

Problemet er jo, Stig Rasmussen, og jeg tror, du er enig, at tilliden til samfundet åbenbart ikke er så stor, at man henvender sig for at få hjælp. Det er den første forudsætning - og det er ikke en hjælp, der skal dikteres, men ægte hjælp baseret på en fælles forståelse mellem klient og sagsbehandler.

Sider