Læsetid 6 min.

Beslutning om langlivet atomaffald bør udskydes

Norske og svenske eksperter undrer sig over de danske planer for det mest problematiske atomaffald. Teknologien til en sikker permanent løsning findes endnu ikke, lyder det. Alligevel er det netop, hvad danskerne stiler efter
Norske og svenske eksperter undrer sig over de danske planer for det mest problematiske atomaffald. Teknologien til en sikker permanent løsning findes endnu ikke, lyder det. Alligevel er det netop, hvad danskerne stiler efter
28. november 2012

Tønderne i den mørke lagerhal står stablet hulter til bulter som byggeklodser i et børneværelse. Et indtryk, der kun forstærkes af beholdernes pangfarvede mærkater, som vel lige så godt kunne være farvepaletten i en pose Haribo StjerneMix. Men under metallet gemmer sig hverken slik eller legetøj.

Indholdet er radioaktivt affald. Lagerhallen et midlertidigt depot på Risø ved Roskilde.

På lagrene findes blandt andet 233 kilo langlivet bestrålet brændsel, der først er uskadeligt om 250.000 år. I næsten ti år har Danmark uden held forsøgt at eksportere de 233 kilo til udlandet. Og intet tyder på, at det vil lykkes i nær fremtid.

Sker det ikke i løbet af to-tre år, skal det efter planen placeres i et underjordisk såkaldt slutdepot inden for landets grænser, hvor det skal blive, til det ikke længere udgør nogen fare for mennesker.

Depotet har en forventet levetid på 500-1.000 år, men det er også nok, mener Dansk Dekommissionering, der siden 2003 har haft ansvaret for forsøgsreaktorerne på Risø og dermed det danske atomaffald.

Danmarks plan undrer imidlertid flere eksperter. Der findes nemlig intet sted i verden et slutdepot for atomaffald med så lang levetid.

»Det er utænkeligt. Når ikke ét eneste land i verden har lavet et slutdepot til den type affald, så er det utænkeligt, at Danmark kan gøre det,« vurderer Johan Swahn, der har forsket i opbevaring af atomaffald og er direktør i MKG – en organisation, der overvåger de svenske myndigheders affaldshåndtering.

Hans holdning deles i Norge.

»Når ingen lande i verden har kunnet etablere et sikkert slutdepot for det langlivede affald, hvorfor skulle i atomsammenhæng små lande så pludselig være i front?« spørger Erling Stranden, ph.d. i helsefysik og leder af det udvalg, der har stået for håndteringen af det norske atomaffald.

Mens det svenske affaldsproblem er noget større end det danske på grund af svenskernes kernekraft, så minder den norske atomaffaldproblematik om den danske.

Hos Dansk Dekommissionering erkender de, at der ikke findes et slutdepot for langlivet atomaffald. Men de mener alligevel, at Danmark forsvarligt kan slutdeponere det langlivede affald nu.

»Jeg henholder mig til den sikkerhedsanalyse, vi har fået lavet. Den viser, at det er en mulighed,« siger direktør Ole Kastbjerg Nielsen.

Ole Kastbjerg Nielsen medgiver dog, at man kun har regnet på modeller, og at der derfor må yderligere undersøgelser til, før man kan være sikker på den konklusion.

»De undersøgelser laver vi, når vi ved mere om, hvor slutdepotet skal ligge,« lover han.

Udlandet afventer nye løsninger

I 2003 besluttede et enigt Folketing, at det nukleare forskningscenter på Risø skulle afvikles. I den forbindelse fik Dansk Dekommissionering til opgave at nedrive de tre atomreaktorer, som siden 1957 har været brugt til forsøg, og at kortlægge det radioaktive atomaffald.

I dag er boet næsten gjort op, og tilbage står en mængde lav- og mellemaktivt affald i en meters højde på et areal svarende til to fodboldbaner, som udgør et mindre problem – og så de 233 kilo bestrålet brændsel, der blandt andet indeholder forskellige uran- og plutoniumstoffer.

En nærmere beskrivelse af affaldet, samt hvor farligt det er, vil myndighederne ikke give – af hensyn til »statens sikkerhed og rigets forsvar«.

Bekymringen blandt fagfolk er især, at atomaffaldet på et tidspunkt kan sive ud af depotet og ud i grundvandet.

I kernekraftnationen Sverige har man derfor i mere end 30 år forsket i sikre slutdepoter for atomaffald som de 233 kilo, men man har endnu ikke afgjort, hvad man konkret vil gøre. Det skyldes blandt andet, at eksperterne endnu ikke føler sig sikre på teknologien.

I Norge og Holland – der bedre kan sammenlignes med Danmark, da de udelukkende har haft forsøgsreaktorer, og derfor har atomaffald, der i type og mængde minder om det danske – har man netop besluttet at udskyde etablering af et eventuelt slutdepot. I stedet har man her valgt at lagre affaldet midlertidigt de næste 50-100 år, mens man afventer en bedre løsning.

Enten i form af ny teknologi eller ved at muligheden for eksport åbner sig – for eksempel til et fælles europæisk depot, hvilket flere lande arbejder henimod.

»Når man først har lagt det på mellemdepot, er det slet ikke noget problem at lagre det i 100 år, indtil man har en løsning for et endeligt slutdepot. Det ligger jo lidt i kortene, at vi tænker, at verden kommer til fornuft, så der ikke ligger et slutdepot på hver eneste lille knold i verden,« siger Erling Stranden.

’Man snyder på vægten’

Danmark bør ifølge eksperterne også komme til fornuft og genoverveje planerne for de 233 kilo atomaffald.

»Det er ikke noget problem at tage en timeout på 50 eller 100 år. Og det kan man absolut også gøre i Danmark. At tage en beslutning i Danmark på det her tidspunkt, når man ikke kender den bedste teknik, det, synes jeg, er at gå meget hurtigt frem. Man må overveje, om processen har været forkert,« siger Johan Swahn.

Han bakkes op af Greenpeace, der stiller sig meget kritisk over for udsigten til, at de 233 kilo kan ende i et dansk slutdepot.

»Man skal ikke prøve at sælge et slutdepot som ufarligt til den danske befolkning og bagefter prøve at komme atomaffald, der vil være farligt i hundredtusindvis af år, derned. Så snyder man på vægten,« siger Tarjei Haaland, der er Greenpeaces ekspert på området.

»Helt grundlæggende må Danmark selv løse de problemer, vi har skabt. Men lige præcis den lille mængde radioaktive affald mener jeg godt, man kan forsvare at sende ud af landet. Indtil det bliver muligt, må man så mellemlagre det på Risø,« uddyber han.

Ny teknologi på vej

Skulle Danmark tage en timeout som i Norge og Holland, vil nye teknologiske muligheder formentlig byde sig til i nær fremtid.

»For små mængder atomaffald som de 233 kilo ville det optimale være at placere det i et dybt hul på mindst 1.500 meter. Det forudsætter selvfølgelig, at der findes en teknik til det. Det tvivler jeg lidt på, men jeg tror, det er en teknisk udvikling, der kommer, hvis man venter lidt,« forklarer professor i radiofysik Lennart Johansson fra Kärnavfallsrådet, der rådgiver den svenske regering i spørgsmål om atomaffald.

Eksperternes bekymring får Enhedslisten, der ellers er en del af det oprindelige forlig om et slutdepot, til at foreslå, at man udskyder planerne lidt.

»I forhold til det her langlivede affald er det ikke muligt at leve op til Folketingets beslutning om, at vi ikke skal udskyde problemet til fremtidige generationer. I stedet må vi finde den løsning, der giver fremtidige generationer de bedste muligheder for at håndtere affaldet. Og der tror jeg, at en midlertidig deponering vil være den bedste løsning på nuværende tidspunkt,« mener Per Clausen (EL)

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har ikke ønsket at stille op til interview. Men på en offentlig høring den 22. oktober sagde hun, at det er »urealistisk« at eksportere atomaffaldet, og at det derfor er hendes holdning, at Danmark selv skal lave et slutdepot.

»Vi ved, vi har ressourcerne til det. Vi ved, vi har mulighederne for atgøre det. Jeg synes fortsat, det skal være vores klare ambition at slutdeponere vores atomaffald nu. Det skylder vi vores efterkommere,« sagde hun.

Information ville gerne have spurgt ministeren, hvorfor Danmark skulle kunne lave et slutdepot for langlivet atomaffald, når ingen andre lande har kunnet, og hvorfor man ikke følger eksperternes opfordring og tager en timeout, som man har gjort i Norge.

Sundhedsministeren skriver i en mail via sin pressechef:

»Eksperterne behøver ikke at bekymre sig. Det har hele tiden været hensigten at forsøge at få det langlivede affald til udlandet. Og det er det fortsat.«

Næste skridt i processen om et slutdepot bliver, når seks mulige placeringer snævres ned til to i slutningen af november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Albinus

Information: "En nærmere beskrivelse af affaldet, samt hvor farligt det er, vil myndighederne ikke give – af hensyn til »statens sikkerhed og rigets forsvar«.

Affaldet er farligt. Bl.a. er der 1,2 kg Plutonium. Det er ingen hemmelighed. Se denne oversigt. Der er Plutonium 239 både i de 233 kg "særligt affald" og i andet. Det meste affald er dog kortlivet lav og mellemaktivt og "kun" radioaktivt i 500 år.

I denne rapport (Annex fra side 245) kan man se indholdet i affaldet fra Risø. Man kan dog ikke se udbrændingsgraden i brændselsstavene, saa man kan vurdere om omdefineringen af de 233 kg fra højaktivt til langlivet mellemaktivt er akceptabel.

Det kunne skabe en mistanke om, at omdefineringen er sket af hensyn til politikerne, saa de går med til en billig depotløsning

Jeg har i en anden kommentar uddybet, hvorfor de sikkerhedsanalyser, direktøren henviser til, er en narresut.

Der findes ingen ideel beslutningsproces, men det er kendetegnende for en retsstat, at der findes uafhængige organer, der er kompetente til at kritisere myndighedernes planer. I Danmark findes intet organ, der kan kritisere Dansk Dekommissionerings plan for et slutdepot.

Brugerbillede for Bjarne Falk Rangård
Bjarne Falk Rangård

Ja men hvor er vi dygtige i Danmark !!
Vi ved vi kan hvad andre ikke kan.
Tænk hvis tilhængerne af atomkraft havde fået deres vilje i sin tid.
Så ville vi kunne bevise i endnu højere grad hvor dygtige vi er.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor henhører sagen under
Sundhedsministeriet? Den burde da ligge under Miljøministeriet?

Jeg håber ikke arrogance og dumhed tager hinanden i hånden i denne sag.

Med hensyn til kritik af Dansk Dekommissionerings planer findes der vel altid domstolene og Ombudsmanden. Dansk Dekommissionering er nedsat ved en folketingsbeslutning. Hvis der handles i strid med beslutningen eller udenfor dens kommissorium, kan dette som al anden udøvende magt pådømmes af domstolene.

Brugerbillede for Per A. Hansen

Problemet er sikkert, at vi ikke har nogen eksperter vedrørende radioaktivt affald længere!
Argumentet med at der jo ingen der har bygget et lager endnu er intetsigende, for det betyder jo ikke, at det ikke kan lade sig gøre, men at det er for tidligt at slutdeponere det, overfladetgemperaturen skal nemlig være nede under et vist niveau. Det ved de stater, der forlængst har sikret sig en politisk løsning på slutdeponeringen.
Allerede tilbage i 1977 var problemstillingen analyseret til bunds, der var ingen tekniske problemer forbundet ved at deponere radioaktivt affald i 500 m dybde på tilfældigt udvalgte stedet (USA).
Højaktivt affald fra oparbejdede brændselsstave er ufarlige efter ca. 500 år, der kan bedst opbevares i deponi ved overfladen, der er flere koncepter.
Brugt brændsel som i Sverige skal derimod ned i et geologisk sikkert sted, hvor det kan passe sig selv i mere end 100.000 år.

Man må endvidere huske på, at man er beskyttet mod enhver form for stråling med blot 1-2 m beton - nogle få m vand eller jord etc. Det skulle vel ikke være noget problem for de anonyme eksperter, som nævnes i artiklen?

Man er forresten i færd med at bygge et slutlager i Sverige, hvor man om 8-10 år er klar til at fylde op med det brugte brændsel, der har ligget i et mellemlager 40 m under jorden - beskyttet af 10 m vand. I følge "Viden om" kunne man uden problemer tage bad i dette vand - blot man holdt sig i de øverste 2 m!
Den svenske kommune hvor lagere bygges, har ved afstemning taget beslutningen, de glæder sig til at tage imod affaldet.
Finland har kopieret den svenske løsning, så postulatet om at ingen har løst affaldssproblemet må siges at synge på sit sidste vers.

Der er en grund til at det først sker om 8-10 år - det brugte brændsels overfladetemperatur skal være passende lav, så der ikke opstår uheldige kemiske omsætningen nede i de 500 m dybe hul.
Den svenske løsning muliggør i øvrigt, at man senere kan hente affaldet op igen, hvis der viser sig tekniske løsninger, der ikke kendes i dag.
-
Det er lidt besynderligt, at debatten om radioaktiv affald blusser op, når man er ved at snakke om slutlager dyb nede i jorden, meden der er tavshed om de lagre, der pt. findes nær jordens overflade!