Nyhed
Læsetid: 3 min.

Billig kulkraft presser DONG’s rene energi

Et kuldsejlet marked for slag af CO2-kvoter betyder, at kulkraft udkonkurrerer andre renere energiformer. DONG Energy fyrer 600. Branchen efterlyser politisk handling
Indland
2. november 2012

At DONG Energy i går præsenterede et underskud på 2,4 mia. kroner for årets første ni måneder, er ingen overraskelse.

Allerede for et par måneder siden stod det nemlig klart, at det hensygnende marked for CO2-kvoter ville betyde store tab for den danske energikoncern.

I august advarede den daværende konstituerede direktør i DONG Energy, Carsten Krogsgaard Thomsen, således om, at satsningen på vedvarende energi kan vise sig at blive dyr, da prisen for at udlede CO2 er så lav, at det i dag er langt mere rentabelt at fyre med kul end eksempelvis at producere strøm via vindkraft.

»De historisk lave kvotepriser betyder desværre, at det er langt billigere at producere el af kul på kraftværker frem for grønnere alternativer,« sagde Carsten Krogsgaard Thomsen til Information.

Og samme melding lyder fra DONG Energys nye administrerende direktør, Henrik Poulsen, der forklarer de store tab i 2012 således:

»Det skyldes ikke mindst et europæisk gasmarked præget af overudbud og lave marginer bl.a. som følge af, at lave CO2- og ditto kulpriser medfører, at de kulfyrede kraftværker er mere konkurrencedygtige end de gasfyrede.«

Efterlyser handling

Det europæisk CO2-marked skulle ellers sikre, at det blev billigere at satse på både gas og vedvarende energi frem for kul. Men med en aktuel pris på otte euro (60 kr.) for et ton CO2-udledning, er det modsatte tilfældet.

Lars Aagaard, direktør i brancheorganisationen Dansk Energi, forklarer, at problemerne på energimarkederne i dag er, at der dels er en overkapacitet skabt af den aktuelle krise og et lavere energiforbrug, dels at vedvarende energi ikke længere er konkurrencedygtig.

»Det er klart, at den lave pris på CO2-kvoter betyder, at gas taber til kul, og at vedvarende energi taber til gas og kul. Derfor har vi længe efterlyst politisk handling i forhold til CO2-markedet, der dels garanterer en bundpris på CO2-kvoter, dels garanterer prisstabilitet, så man som investor har noget at planlægge efter,« siger Lars Aagaard, der minder om, at investeringer i energi typisk er meget langsigtede:

»Når først et nyt kulkraftværk er bygget, så står det der jo mange år frem i tiden.«

Stabile markeder

Politisk modstand fra især Polen samt pres fra lobbyorganisationer som Business Europe betyder, at det hidtil ikke har været muligt at rette op på CO2-markedet ved enten at tage kvoter ud af markedet eller tilbageholde planlagte kvotetildelinger for 2013. Færre kvoter ville ellers få prisen på CO2 til at stige, så markedet igen ville tilskynde til at satse på renere energi.

Derfor har Lars Aagaard og resten af den danske energibranche længe efterlyst politisk handling.

»Fra et investorperspektiv er det meget uheldigt, at prisen på CO2 falder,« siger Lars Aagaard, der forudser, at det kan få uheldige konsekvenser for investeringerne i ren energi i Europa.

»Bidrager kvotesystemet ikke til at skabe klarhed og langsigtet stabilitet for investorer, så tvinges de enkelte lande jo pludselig til at skulle tænke i nationale initiativer for at sikre egne investeringer i vedvarende energi. Og det er klart, at det langt bedre med et ensartet marked i Europa,« siger Lars Aagaard, der dog erkender, at der naturligvis er aktører, der er interesseret i det modsatte:

»Der er selvfølgelig nogle, der er meget glade for, at prisen på CO2 er så lav. På den måde bliver det billigere at nå de CO2-reduktionsmål, som de europæiske lande er forpligtet til, og det er der nogle, der synes, er det vigtigste,« siger Lars Aagaard, direktør i den danske brancheorganisation Dansk Energi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er bl.a. udviklingen i USA der er skyld i den nuværende misere.
De lave priser på gas har udkonkurreret kul på hjemmemarkedet, hvilket har ført til en forøget kuleksport. Dette har så presset prisen på kul på de udenlandske markeder.

Thomas Østergaard

Dongs store tab på gas har primært 3 årsager

1. 2.3 milliarder tabt på tab på langsigtede kontrakter for gaslagring

2. DONG købte sig i 2009 ind i gasværker i England og Holland, da man anslog at priser på CO2 kvoter ville gøre dem til en lukrativ forretning. Nu har man så måtte nedskrive værdien af disse investeringer fra 5 til 2 Mia. kr.

3. DONG er af Energitilsynet blevet tvunget til at nedsætte tariffen (betalt af forbrugerne) for gastransport fra nordsøen - da de tidligere har kunnet prissætte som de havde lyst til (og derfor naturligvis gjorde det).

Tabene skyldes ikke at drift af gasværker er udpræget tabsgivende med de nuværende kvotepriser , men at DONG har spekuleret massivt i stigende subsidier og priser på CO2 kvoter.

At spekulationen er slået fejl skyldes stort set udelukkende europas økonomiske situation og den nedgang i CO2 forbruget (ifht. forventningerne) som den har medført.

Direktør Carsten Krogsgaard Thomsen udtalte i artiklen "DONG betaler toplønninger" i Business i 2007:

Jurister, corporate financefolk og yngre økonomer har afløst de mere traditionelle regnskabsmedarbejdere, sekretærer med mere"....
»Det betyder, at vi har en større vægt af højkompetencefolk og derfor de højere lønninger,«

Tusinde tak, nu foreligger det forudsigelige resultat (typisk nok efter at "gulddrengene" er rendt over til netværket i pensionsbranchen)

Michael Kongstad Nielsen

Gulddrengene har startet firmaet "Copenhagen
Infrastructure Partners", og PensionDanmark har puttet 6 mia. kr. i en fond, som man har bedt Copenhagen Infrastructure Partners om at administrere. Kun PensionDanmarks direktør må udtale sig til pressen om samarbejdet.

Fonden skal investere i olie- og gas- infrastruktur, som jeg gætter på DONG vil blive tilbudt at købe sig ind i benyttelsen af. Hvem skulle ellers bruge det?Altså, gulddrengene fortsætter hvor de slap, bare i mere sikre hænder, nemlig i et indspist samarbejde med PensionDanmark.

http://finanswatch.dk/Finansnyt/Forsikring___Pension/PensionDanmark/arti...