Læsetid: 3 min.

Dagpengereform rammer ældre arbejdsløse hårdest

40 procent af de arbejdsløse 3F-medlemmer, der mister retten til dagpenge efter nytår, er over 50 år, viser ny analyse
Det er virkelig svært for ældre arbejdsløse at finde job, når først de er blevet arbejdsløse, viser  ny undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for fagforeningen 3F.

Det er virkelig svært for ældre arbejdsløse at finde job, når først de er blevet arbejdsløse, viser ny undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for fagforeningen 3F.

Ernst van Norde

7. november 2012

Når de nye forringelse af dagpengesystemet træder i kraft fra nytår, er det især samfundets ældste, som bliver hårdest ramt. Det viser en ny undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for Danmarks største fagforening, 3F.

Ifølge undersøgelsen er 40 procent af de 3F-medlemmer, som står til at miste retten til dagpenge i løbet af 1. kvartal næste år, over 50 år, mens kun 10 procent er under 30 år.

»Al den snak om det grå guld er en sandhed med modifikationer. Det passer simpelthen ikke. Det er virkelig svært for ældre arbejdsløse at finde job, når først de er blevet arbejdsløse. Det er et stort problem for vores medlemmer,« siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F med ansvar for arbejdsmarkedet.

Ifølge professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen er det særligt slemt for den ældre del af befolkningen at blive ramt af arbejdsløshed.

»Sandsynligheden for at ældre, der bliver afskediget, kommer tilbage i arbejde er meget, meget lille. Når man først røget ud, skal man hjælpes tilbage med forskellige initiativer,« siger Henning Jørgensen.

Flere af de udfaldstruede 3F-medlemmer har været over 30 år på arbejdsmarkedet, og for dem er det ekstra hårdt, at der ikke længere er en plads til dem, mener forbundssekretær Per Christensen.

»Det er den generation, som har bidraget ved at være på arbejdsmarkedet i mange, mange år, hvor de har betalt skat og været med til at bygge velfærdssamfundet op. De får altså rigtig mange smæk i disse år, fordi de også bliver hårdt ramt af efterlønsreformen,« siger han.

Ifølge Henning Jørgensen er 3F’s udfaldstruede medlemmer en repræsentativ gruppe for den samlede gruppe af langtidsledige danskere, der fra årsskiftet risikerer at miste retten til dagpenge. De er gruppen ifølge Henning Jørgensen, dels fordi den er så stor, dels fordi intet tyder på, at andre grupper er ekstremt meget anderledes.

Henning Jørgensen vurderer også, at de mange år på arbejdsmarkedet giver de ældre en ekstra udfordring, når de mister retten til dagpenge.

»Her er ikke tale om svage bidragsydere på arbejdsmarkedet. Der er tale om mange, som har haft et langt liv på arbejdsmarkedet, og derfor er de etablerede i livet, og de vil sandsynlighed falde igennem kontanthjælpssystemet, fordi de gennem et langt arbejdsliv har tjent til hus og hjem,« siger Henning Jørgensen

Hos Enhedslisten er politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen ærgerlig over, at det er den gruppe af ældre, der bliver hårdest ramt.

»Tallene viser med al tydelighed hvor uretfærdige de sociale konsekvenser af dagpengereformen er. Rigtig mange af dem, der bliver ramt, er ældre lønmodtagere, der har betalt deres skat, deres a-kassekontingent og bidraget til fællesskabet hele deres liv. Nu hvor de har brug for en hjælpende hånd, er fællesskabet der ikke for dem,« siger hun.

SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, mener, at undersøgelsen »understreger problemets alvor«.

»Det er præcis af den grund, at regeringen har igangsat den serie af initiativer, vi har, omkring jobskabelse, efteruddannelse og vores akutjobpakke. De initiativer skal hjælpe unge så vel som ældre,« siger Jesper Petersen.

Per Christensen mener, at der fra politikerne på Christiansborg bør gøres mere for målrettet at sikre den ældre generation en plads på arbejdsmarkedet.

»Uddannelse og flere kompetencer kan være rigtig nyttige for denne gruppe af arbejdsløse. Det er nødvendigt at give dem kompetencer, så de kan bide sig fast på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 60 år, ellers giver efterlønsreformen jo ingen mening. Og så synes jeg, det kunne være godt, hvis man begyndte at se på, hvordan det offentlige arbejdsmarked kan hjælpe denne type af arbejdsløse. De har masser at byde ind med,« siger Per Christensen.

SF’s Jesper Petersen håber, at der kommer flere offentlige akutjob til de udfaldstruede 3F-medlemmer.

»Jeg vil bestemt ikke afvise, at 3F kan have ret i, at deres ældre medlemmer kan være egnede til offentlige job, og det må være noget af det, som kommunerne ser på, når de skal besætte akutjobstillinger,« siger Jesper Petersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu